Hunden har været længe borte. Jeg har fløjtet og raabt. Nu kommer han
sluskende med Halen mellem Benene.
-- Hvad Satan ...
Han ser saa ynkelig ud og piber.
-- Hvad --
Han begynder igen at gaa med Snuden lige i Jorden.
Et Sted munder Stien ud i en lille Eng. Som en Bæk, Søen har slugt,
forsvinder den mellem høje Græsser. Nogle Graner har faaet Lov til at
brede sig mellem Pile og Birke, saa de danner et helt Krat.
Lige under en Birk staar der en udslaaet Parasol.
Hunden gaar udenom i en stor Bue. Et Stykke borte stiller han sig op,
Haarene rejser sig i Kam nedover Ryggen, og han hyler i vilden Sky.
Der ligger noget i Græsset. Jeg maa helt hen for at se, hvad det er.
En Sværm Fluer slaar i Vejret.
Et Lig.
Ogsaa jeg staar aldeles stiv. Om mig summer Fluerne. Jeg maa slaa
efter dem med Haanden for at holde dem væk fra mit Ansigt.
Solen synker. Skyerne flammer. Aftenvinden pusler mellem Straa og
Blade, og højt over mit Hoved blinker en eneste Stjærne. --
Det rasler i Krattet. En Buk kommer springende. Foran den jager en
Raa afsted. I Ring ... ud og ind ... ned i Mosen ... fra Tue til Tue
... Vandet staar i Sprøjt om dem ... over Engen ... Græsset glider
til Side for deres Spring ... nu ligeved ... de skælvende Sider rører
ved hinanden ... et Træ kommer i Vejen ... Raaen er igen foran ...
over Grøfter og Tuer ... Højskoven skjuler dem ... Bukken jager med
Smaldyret. -- --
Der kravler endnu en Flue lige midt i det voksgule Ansigt. Saa ivrig
er den efter at finde et Sted til sine Æg, at den slet ikke ænser
Natten. Alle de andre er svirret bort og har gemt sig hen mellem
Nælder og Skrub.
Den er naaet til Munden. Forsigtigt kravler den over Læberne, sidder
et Øjeblik stille paa Tænderne og forsvinder ind i Mundhulen. Jeg kan
høre dens Vinger brydes mod Ganen. -- --
Det er en ældre, ret velklædt Kone. Hatten har hun taget af og lagt
ved Siden af sig. Under hendes Hoved ligger en lille Bylt med Tøj.
Hun er helt klædt i sort, som bar hun Sorg. --
En Aften har hun fundet ind til dette Sted. Langvejs fra er hun
kommet. Hendes Sko og Strømper er helt gennemtrængt af Støv.
Træt har hun søgt Hvile og er straks sovet ind. Ud paa Natten er hun
vaagnet. Hun har frosset. Duggen er trængt gennem hendes Klæder og
har suget Varmen bort.
Hun ryster over hele Kroppen. Endnu halvt i Søvne griber hun om sig
med Hænderne for at trække det Sjal, som hun har slaaet om sine
Skuldre, tættere sammen over Brystet. Dets ene Flig har hængt fast i
nogle Ris og har ikke villet slippe. Ærgelig har hun lukket Øjnene op
og rusket kraftigere til. Grenene er stærkt bøjet. Netop i dette
Øjeblik er Døden kommet. Hjærtet standset. Endnu i den sidste
Krampetrækning har hun trukket til. Fingrene er klemt fast sammen om
Sjalet, og det er stramt spændt ud fra Busken til Haanden.
Hun har ikke ventet det. Ansigtet næsten maaber. Lidt efter lidt er
hver eneste Muskel stivnet i Nattens Kulde. Selv i de mindste Blodkar
længst borte fra Hjærtet er Blodet holdt op med at pible, og de
tyndeste Hinder størknet. Hver eneste lille Celle har lukket sig fast
i.
Kold og stiv.
Med Dagen kommer Fluerne. Nattens Hvile har modnet Æggene i
Moderlivet. Det er Tiden nu at sætte Frugt. I Skarer er de styrtet
over hende. Overalt er de krøbet ind. Munden, Næsen og Øjnene, der er
tørret ind, er fulde af Spy. Enkelte Steder har graadige Maddiker
allerede begyndt at æde sig Vej, og hendes Krop er blevet uformelig
tyk.
Opløsningens Hvile -- Vejen til det store Intet, Naturens Udsoning --
har taget hende til sig. --
Her kan hun ikke ligge. Tanken slaar ned i mig som et Lyn og gør mig
lysvaagen.
-- Kom. Barskt kalder jeg Hunden til mig og begynder at gaa op imod
Skoven.
Men først lægger jeg mit Lommetørklæde over hendes Ansigt. Og da jeg
kommer til at skubbe en Smule til hende, hører jeg, hvor det siver i
hende. -- --
Vi kommer op til Moseper.
Udenfor Huset træffer vi ham. Han er travlt beskæftiget med at feje
Stenbro.
-- De' æ jo Søndav i Moren, vilde han have sagt, hvis jeg ganske
tilfældigt var kommet forbi og havde spurgt ham, hvorfor han havde
saa travlt.
-- De' æ novet, jæ gøe, for hæ kommer smens ells ingen. --
-- Der ligger en død Kone hernede i Mosen.
Han retter sig i Vejret og siger "Goeavten". Længere er han ikke
naaet endnu.
-- Jeg har fundet en død Kone nede i Mosen. Vi maa have hende bort.
Han svarer ikke straks. Jeg skal lige til at gentage det. Saa stiller
han sindigt Kosten fra sig mod Husvæggen og gaar hen til
Kjøkkenvinduet, som staar aabent.
-- Marie, æ du deringe! Intet Svar. -- Æ du deringe, min Pie! Han
slaar nogle Slag mod Ruden. -- De' var bare de', a' du skue lægg lidt
Halm paa Logullet o ta'e et Hestedækken o spre' over. Vi har fundet
en død Kone ner i Mosen. Men de' skue vær' nu, hører du, for vi skae
lie ner o saa hent' hinner.
Han siger det Hele, som var det en dagligdags Begivenhed, at de
maatte rede for Lig i Loen. Maries Ansigt er kommet til Syne bag
Køkkengardinet.
-- Spre' de' nu godt ud min Pie o spar ekk for galt paa'et. Vi kae
alletider bruve de' igen te' Strøelse.
Han staar lidt, som var der endnu mere, han skulde sige.
-- Saa kae vi vel.
Hurtigt følges vi ad. Bag os lukkes en Dør op og smækkes haardt i.
Klaprende Træsko høres over Stenbroen. -- --
-- Lidt længer herhen me' Løgten, Marie.
Vi har lagt Byrden fra os paa en stor Bunke Halm og staar i Kreds
udenom. Parasollen og Tøjbylten ligger henne i et Hjørne. Lyset
falder lige ind i den Dødes Ansigt. Det er overnaturligt hvidt i
Skæret. Over Vægge og Loft ligger lange Skygger.
-- Jæ søns, jæ skue kende hinner.
Han tager selv Lygten og bøjer sig ned over hende. Ogsaa Marie ser nu
til. Hun har ellers hele Tiden staaet og drejet Ansigtet bort.
-- For saaen o se Lig lie ingen man skae i Seng.
Begge de to gamle ser stift paa hinanden. Han har igen rettet sig i
Vejret.
-- Jov bastemt, de' æ hinner, Far. De' æ den samme store, krovede
Næse.
-- Ja ... jæ tror nu osse ...
-- Hvem! Hvad mener I?
-- Skovriderens Hanne, kommer det med en Mund.
-- Ja altsaa ekk ... altsaa ... ekk ... De begynder begge to, men hun
er den hurtigste.
-- Altsaa ekke ham vi har nu, for ha' æ jo gansk ong. Men den gamle
... I ved nok ham, a' dæ rejste lie evter de' me' ham, dæ gik ud i
Mosen om Natten o ble' bort' ... Herregud, æ'et verkle den lell
Hanne. Vi har smæns legen sammen som smaa Tøser.
Der bliver saa stille om os. Døren ud til Natten staar aaben.
Begærligt suger jeg den friske Luft ind. Der begynder at blive kvalmt
om mig.
-- Ja, hun logter ekk godt ... skae vi saa goe.
Han gaar foran med Lygten.
-- Nu kae vi jo heller ekk hjælp' hinner mer.
Hun er den sidste af os. I Døren vender hun sig endnu en Gang om og
ser ind i Mørket.
-- Herregud, den lell Hanne ... jøsses ja.
Udenfor paa Stenbroen staar vi et Øjeblik sammen, mens Moseper lukker
Lodøren til. --
-- Hun ble' helt onderlig saaen evter den Historie. De' var derfor de
rejste. De gik alletider i en dødelig Angst, for a' hun skue gør'
ondt moe sæ' sæl. Hun skue hae holdt saa forfærdentlig meget a' ham
... Men de' var osse en rask Fyr, o hun var en regte knøv Pie, var
hun ... altsaa førend de' ... altsaa ... Ja Vorherre drysser om me'
vos, som han bedst kae ... her sidder vi to gamle nu, o alle vorses
Børn æ spredt om vos ... alle ... vider Vegne.
Moseper er færdig med Stængningen.
-- Ja, siger han og sætter Lygten fra sig, mens han endnu en Gang
prøver, om alt er forsvarligt lukket.
-- Vi sier her i Mosen Mor o blir' sku te' de' bare Tørv tesidst a'
Ælde.
Som vi staar her med Lygten imellem os, ligner de ogsaa saadan to
krogede Stammer som de, der graves op dybt nede fra Mosen. Lidt efter
lidt smuldner Livet hen i dem.
Jeg rækker Haanden frem til Farvel.
-- A' hun osse skue ende hos vos. Hun tager med begge sine Hænder om
mine.
-- Godnat begge to og Tak for Hjælpen. --
Da jeg er kommet et Stykke opad Vejen, vender jeg mig atter om imod
Huset. De staar endnu begge to udenfor Døren. Marie holder Lygten,
mens Moseper endnu en Gang prøver om Slaaen holder. Saa trisser de
sammen ind i Huset, han forrest, hun bagefter. I Gangdøren bliver de
staaende endnu et Øjeblik. Jeg kan høre deres Stemmer. Han harker og
spytter. Lygten kaster sit Skin ind over Havetræerne. Langt paa den
anden Side Skoven brøler en Ko. Saa lukker de forsvarligt efter sig.
Der kommer Lys bag Ruderne inde i Stuen.
Skovriderens Hanne ...
-- Vi mødes paa den anden Side! Var det ikke saadan, han raabte den
sidste Gang, de saa hinanden.
Jeg kommer tæt forbi Mosen. Engen ligger hvid af Taage, og mellem
Birke og Elle gaar Natvinden. Ugleungerne piber.
Hunden gaar stille ved min Side.
I Dag har jeg været rundt i Moserne og set efter Ænder. Paa Hjemvejen
gaar jeg op forbi "Sofies Minde".
Det er et Besøg, som jeg har opsat saa længe som muligt; men Gang paa
Gang har jeg lovet Lis, at jeg vilde komme. Hendes Onkel og Tante vil
da saa gerne tale med mig. Og hun har saa smaat antydet, at det vist
er en Betingelse for, at vi for Fremtiden kan blive ved med at komme
sammen. --
Gaarden er ny. Et mægtigt langt Stuehus af gule Sten med saavel
Forsiden som Gavlene helt optaget af Vinduer holder sammen paa to
Ladebygninger, som strækker sig vinkelret ud fra det. Alle Længerne
er teglhængte. En stor nyanlagt Have breder sig ud mod Vejen, der er
Glasdør, men ingen Veranda ud til den. I det ene Hjørne er der en
Udsigtshøj med en hvidmalet Bænk, og midt paa en af Plænerne en
søgrøn Glaskugle paa en gul Stolpe.
Paa Gaardspladsen er der fuldt op af Fjerkræ, en Gris roder rundt i
Mødingen, og paa Halvdøren ind til Loen sidder en Kat og soler sig.
Inde i Mørket bag den kagler en Høne. Der er ingen Folk at se, de er
alle i Marken. Det er Høstens Tid. --
Hele Familien er samlet oppe i Stadsstuen til Eftermiddagskaffen, da
jeg kommer. Bøsse og Taske hænger jeg fra mig i Gangen. Hunden
bliver ude i Gaarden. Jeg banker paa og aabner raskt Døren.
De ser alle hen paa mig, da jeg træder ind. Samtalen er gaaet i Staa
ved min Banken. Fra Væggen lige overfor mig smiler højsalig Kong
Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han
breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nød Selskabet.
Hvert af Billederne er pyntet med en rød Papirsrose, som har siddet
der Aar efter Aar og samlet Støv. Mangen en Vinterflue har her fundet
den sidste Hvile. Farven er begyndt at gaa af Bladene, og de har
faaet hvide Pletter. --
Skønt her er Kaffe paa Bordet, slaar en underlig hengemt Luft mig i
Møde. Her opholder man sig kun ved særlig højtidelige Lejligheder.
Ellers er Døren omhyggeligt stænget og Hasperne sat forsvarligt for
Vinduerne. Brede Støvkegler falder fra Ruderne ind over Gulvet.
Jeg gaar rundt om Bordet og giver Haand til hver enkelt. Onkelen har
rejst sig op. Det er en høj, kraftig Mand i Skjorteærmer, skægløs og
smilende. Han er aaben og ligetil. Da jeg rækker ham min Haand, tager
han Tilløb til og knuger den fast. Hans "Velkommen" er ærligt. Tanten
er knaldfed som en staldfodret Hoppe og ser sine Folk an. Jeg faar
tre af hendes tykke, røde Fingre, der er slatne som Deig. Hun har
stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snævert i Halsen, at
hun er sprutrød i Kinderne. Korsettet er snøret saa stramt, at alt
Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hænger langt ud fra
Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser.
Ved Siden af hinanden sidder to Mænd. Jeg faar straks at vide, at det
er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten
til deres lokale Forening ...
-- Hvis a' vi da ells kae blie enige.
De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder.
Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa
mig, da de giver mig Haanden. Deres Blik er intetsteds og allevegne
og ingen af dem siger højt "Goddag".