Det begynder ganske smaat med en Smule Vand i Øjenkrogene, saa fyldes
Øjet og pludselig ... hun hulker og næsten skriger.
-- Mi' Far slawer mæ bastemt ... ihjel ... Uh ... jæ ... kae alder
mer ... komme -- hjem!
Hun dækker sit Ansigt til med Hænder og Arme og begynder at gaa.
Jeg springer efter hende. Saaledes maa vi ikke skilles.
-- Sig mig, hvad der er i Vejen. Jeg faar fat i hendes Arm.
-- Jæ æ saa oløkle ...
Graaden bliver hæftigere. Hele hendes Legeme skælver som i Krampe.
Hun faar Lov til at græde færdig, saa følges vi ad et Stykke. Jeg
spørger hende ikke ud, og hun fortæller mig intet. Stille gaar vi ved
Siden af hinanden. Ikke en eneste Gang mødes vore Øjne. Bestandig
gaar hun og ser ned i Jorden.
Ude paa Skovvejen skilles vi. Jeg rækker hende Haanden til Farvel.
Hendes Haandtryk er slapt.
Jeg bliver staaende og ser efter hende. Langsomt gaar hun. Det er,
som om hvert Skridt kostede hende usigelig Møje. Om hende er Vejen
plettet af Sol, dybt i Bøgenes Bladhang begynder Duerne at kurre, og
langt borte i en Tykning kukker en Gøg.
-- Kuk kuk ... kuk kuk ... kuk. Den flyver forbi og ler haanende. I
de tætteste Bladkrat højt oppe over Jorden mødes den med sin Mage og
stjæler siden Plads til sine Æg i Smaafuglenes Reder.
-- Kuk kuk ... kuk! Jeg kan blive ved med at høre den længe.
En nøgen Fugleunge ligger i Grøften, sparket ud af Reden. En
Aadselgraverfamilie er i Færd med at dænge den til med Jord.
-- Pip ... pippip! En Finke jager efter en Guldsmed.
Det er bagende varmt. Hindbærene hænger saa fristende røde. Jeg
plukker og plukker og sanker omhyggeligt Ormene fra.
Hun turde ikke gaa hjem ...
Vejen er øde. Luften sittrer af Hede. Spraglede Blomster knejser
mellem Grøftens Græs. Det gnistrer med Farver og dufter af Brunst.
Sommerfugl flyver fra Blomst til Blomst. Stilken sittrer af Vellyst,
naar den spidse Snabel bores ned i de honningfyldte Bægre.
Ved Indgangen til Planteskolen staar der en Pælesaks. I Løbet af
Natten er der gaaet en Ugle paa. Den hænger og basker ned langs
Stolpen med brudte Ben.
Jeg springer over Hegnet og klattrer op for at slaa den ihjel. Men
jeg spænder ikke Saksen paany og lader Uglen hænge. Den kan saa rart
bruges til at kyse andre væk. Maaske ... saa længe den er frisk ...
skønt ... naa, lad den hænge, den gør i det mindste ikke Fortræd, og
en enfoldig Due kan den altid holde fra Stiklingerne.
Jeg kommer ned over Engen igen. Nu vaagner Livet i Granerne. Duerne
flyver til og fra Markerne. Enkeltvis kommer de susende med Kroen
fuld af Føde og dukker ned mellem Grenene. Nogle enkelte Hanner
sidder paa de højeste Topskud og kurrer omkap. Af og til stiger de
lodret i Vejret, klapper Vingerne sammen og styrter ned, indtil de
atter faar Fodfæste. Klap efter Klap smelder.
Lige for min Fod ligger der noget hvidt og lyser. Jeg bøjer mig ned.
Et Lommetørklæde. Det er snavset og rødt af Blod.