Over Stammen kryber en Skovsnegl. Vi kan høre den suge sig fast til
Barken og igen give Slip for at skubbe sig længere frem. En Lysstrime
rammer den, og den glinser af Slim. Før det gryr, skal den være paa
den anden Side, hvor Løvet kan skjule den for Solen. Den strækker sig
langt frem og kiler paa. --
Som hun sidder, ser jeg hendes Mund. Læberne er tykke og krænger sig
ud, som vilde de kysse hvert eneste Aandedrag. Min Haand ligger tæt
ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød og varm, og
jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender
Ansigtet om imod mig ...
Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at
krybe nedover. -- -- --
Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden. Den stiger og synker
som et Bryst, der er fyldt af en frydefuld Længsel -- favnes af
Dagens Sollys.
Natravnen Flakker os tæt forbi, graa som en Skygge, jagende Mølfugl,
der lige har puppet sig ud ... Stille ... stille ... dens Vingeslag
høres ikke ...
Vore Hænder mødes -- et Kærtegn -- født af Øjeblikkets Stemning.
Hvorfra ... Hvorhen ... Jeg ved det ikke. Ved blot, at jeg maa være
god imod dig.
-- Lis! Er du min?
-- Jeg var din, før jeg saa dig.
Du giver mig begge dine Hænder. De er faste, næsten lidt haarde. Du
er vant til at slide ...
Vi glider ind i hinanden, Øjenlaagene slukker Pupillernes Kærter --
din Mund brænder ... Du giver mig Kysset igen. -- --
Vi gaar ud over Markerne. Om os Sædens lysende Graa. Hvide ligger
Vejene. Inde paa Græsmarkerne brummer Køerne i overmæt Velvære. Deres
Yvre spændes med Mælk. --
Ved Havegærdet rækker du mig Haanden til Farvel.
Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipper
ikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glæde. Jeg
tror, dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der
ringer sin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...
Dine Øjne ejer Vandets Dybde, der samler hele Himmelhvælvet i sig og
gnistrer af Solstænk. Og dit Bryst er bredt, kan rumme al Jordens
Lykke. Du er stærk, der staar en sund Kraft af din Krop ...
Længe -- længe bliver jeg staaende og ser op ad Havegangen, hvor du
gik.
Det lyser langs Sivbræmmerne. Brudelysenes røde Koralrev glimter, og
Sværdliljernes Guld lyner. --
Dér letter en Hejre fra en Tue. Stille som et Skib glider den bort i
Taagerne over Bøgenes rolige Hav. Hvor den har staaet, ligger endnu
dens varme Gødning, og Fluerne samles om den. Deres Summen høres helt
ind til Land. --
Jeg rejser mig. Et Øjeblik har jeg sovet, siddende med Ryggen mod en
Træstamme, jeg fryser og er vaad af Dug.
Blaasort ligger Mosevandet. En hvid Taage stiger fra dets Dyb. Det
ser ud, som om det kogte. Hvide Vandperler skruer sig langsomt i
Vejret og brister en efter en med smaa Smæld, som var de af Glas.
Inde i Skoven bag mig tændes Solpletterne, som Blomster springer de
frem af Skovbunden og hør, Morgenvinden letter. Sagte kommer den
susende, kruser knapt Vandets Flade og rangler bort mellem Sivene.
Alle de dunede Blade skutter sig mod Lyset.
Inde bag Granerne kurrer de første Duer.
Ad Stien ud til Engen kommer en gammel Kælling langsomt rokkende.
Hvert Øjeblik standser hun og snøfter, som om hun vilde vejre. Hendes
krogede Haand er krampagtigt knyttet om en Krykkestok, og hele
hendes Overkrop er pakket ind i et stort Sjal. Jeg kan ikke se hendes
Ansigt, der er indrammet af en bredflæset Kyse.
Hvor Tørvestakkenes kegleformede Smaahuse sløret af Nattens
Spindelvæv gror frem af Jordsmonet, standser hun. En lille Mus, som
er fremme for at se, hvad Dagen lover, gaar hovedkulds til Bunds
igen, og nogle jordgraa Firben, der gør Jagt paa Myg, piler ind
mellem Tørvene og stikker nysgerrigt Hovederne frem.
Længe staar hun og ser sig omkring, skygger med Haanden for Øjnene og
drejer sig rundt mod alle Verdens Hjørner. Alt er roligt. Kun en
enlig Spinder er drattet ud af sit Net og hænger langs et Græsstraa
og svajer.
Stadig lytter hun. Engtaagen letter, forsigtigt løses dens Flige fra
Straaene, nu staar den skarp som en Sky i Luften ... nu glider den
foldet sammen i en Strime op mod Lyset, og nu -- gnistrer den som
Solstøv.
To Sommerfugle jager forbi -- kaster sig ud og ind i Leg -- tæt ved
og langt borte. En lille Ærenpris strækker Hals og ser længselsfuldt
til. Liljekonvallernes Bjælder ringer Dagen ind.
Kællingen har revet Sjalet til Side. Krykkestokken har hun ladet
falde og staar strunk endda. En stor Spaankurv kommer til Syne. Der
er ikke engang den mindste Smule Gigt i Lemmerne, hun hopper fra Stak
til Stak og slaar ned over alle Toptørvene. Hendes Fingre griber som
Klør om Byttet.
I rasende Fart er Kurven fuld. Ikke et Øjeblik har der været Tid til
at hoste. Hvem er vel heller kort for Brystet en tidlig Morgen, før
andre endnu har drukket Luften ind.
Tilbage over Engen med højt løftede Skjørter og uden et mindste Hvil.
Krykkestokken er lagt helt op under Armhulen for ikke at genere
Gangen. --
"Halløj Mette" nu slap du ind paa Skovstien. Sjalet dækker igen, og
Krykkestokken støtter de værkende Arme. Et Par Blomster faar du Tid
til at plukke dig, dem bærer du synligt. Møder du nogen, har du været
ude at søge Urter til at køle de brændende Saar, som Dagslidet giver.
Men denne Færd skal du komme til at betale med Kaffe. Vi mødes ved
din Dør. Jeg gaar udenom og skal nok hjælpe dig med at puste til
Ilden. Og saa har du et dejligt Spil Kort fedtet af Aars Gransken.
Jeg vil vide, om der ikke ligger en rød Pige til mig, for Lis har
røde Fletninger og Fregner i Huden.
Jeg ser dig skyde Kortene ud og ind imellem hinanden, og hvert
Øjeblik betragter du mig.
Jo, Gue ligger der en rød Pige til mig ... Vi ser hinanden dybt ind i
Øjnene og forstaar hinanden. Tørverøgen fylder Køkkenet. --
-- Lae mig se ... jov, min Sæl og Saliehed, hæ ligger hun sgu osse, o
hun æ rød som de' pureste Guld. -- --
Solpletterne er store som Roser og Fluesværmen tæt over Mosen. Snart
kommer Landsbyens Arbejdere. Deres Skraal og Banden vil jage hver
fredfyldt Plet som Solstrejf til Skovens Dyb. --
Kaffe med hvidt Brød og gult Smør, vil jeg have, og vi tier stille
... Og saa den røde Pige. --
Den Smule Omvej gaar i et Par Spring.
-- Guds Fred. Har du en Drik til en tørstig Sjæl, som har jaget i
Nat?
Græsset hedder en Mark lige uden for Skoven. I mange Aar har den
ligget udyrket hen, for at Fasanerne skulde have et Sted, hvor de
kunde ruge i Fred. Hist og her er der plantet smaa Holme med Bjergfyr
og Gyvel. Naar Hønsehøgen kommer susende og vil til at slaa ned, er
det godt for en Høne at kunne rende i Skruk. Ogsaa mange
Harekillinger har fundet Ly under de buskede Grene.
Paa en bar Plet, hvor Solen har hedet Sandet, ligger nogle Fasanhøns
og baltrer sig, saa Støvet staar i Sky om dem. Døsigt ligger de paa
Siden og puster sig op, ryster med Nakkerne og kurer sig rigtig ned.
En Hane gaar rundt og gør Kur. Foran hver enkelt standser han,
skraber ud og stritter med Vingerne. Kroen vider Halshuden ud, og han
klukker dybt nede i Maven -- ho ... hoho ... ho ... ho ... Hans
Øjenlapper er røde som Blod, og Halen fejer efter ham. Men alle
Hønsene gaber af Døsighed og basker sig, saa han maa springe til Side
for ikke at faa plettet sin Dragt.
Det er en gammel Fyr med blanke Sporer og sirligt Traad, han danser
næsten foran dem.
En anden kommer frem fra en Busk. Han er ikke saa pyntet at se paa,
Dragten er lurvet, et Par af Halefjerene mangler, og han ejer ikke
saa lange Sporer. Det er første Aar, han er med i de voksnes Lag. Et
Øjeblik staar han og ser sig omkring, saa faar han Øje paa Hønsene og
springer straks i Toppen paa en af dem.
Den gamle standser i et dybt Buk, ryster sig og slaar med Vingerne,
saa det dundrer i Jorden.
Küh ... kühh! Lavt flyver han bort og slaar ned et Sted ovre ved en
af Holmene, hvor han har set en tyk Madam forsvinde under en Dusk
Gyvel.
Alle Hønsene har rejst sig. De kagler i Munden paa hinanden; mens
Hanen er krøbet ned i et af Baldrehullerne. Velbehageligt skyller han
Støv ind over Ryggen. Og nu er det dem, der danser for ham. --
Solen brænder fra en skyløs Himmel. Her findes ingen anden Skygge end
Græssets. Lis og jeg ligger i en Høstak, som Moseper har revet sammen
til Vinterfoder for sin Ged. Vi har boret os ned og døser i sløv
Ubevidsthed.
Høstakken fylder vore Sanser med deres døvende Duft af soltørret Liv,
Kløverbladene knitrer under os af Tørke, og Tidslerne stikker vore
Hænder. Et Øjeblik lukker vi Øjnene i for ikke at blændes af Lyset,
og vi føler, hvor vi glider langt bort. --
Jeg traf Lis inde i Skoven, hvor hun gik og ledte efter Jordbær, og
jeg fortalte hende, at herude paa Gærdet luede de frem mellem hvert
eneste Græsstraa hede af Solbranden. Vi har spist os mætte. Saften
tørkner paa vore Læber.
En Græshoppe springer op paa hendes Ansigt. Hun skubber til mig, og
jeg ser op. Et Øjeblik bliver den staaende paa hendes Pande og
springer saa videre. Smaa sorte Edderkopper løber allevegne.
Hendes tynde Kjole ligger i Brus om hende, og Lemmerne hviler i tryg
Yppighed. Regelmæssigt stiger og falder hendes Bryst. Af og til
brummer en Humlebi over os. Ellers kun Solens Straaler, der brænder
vore Ansigter, og Høet, der synker sammen under vor Vægt.
-- Du, siger hun. Længe har vi ligget tavse og set ud over alle de
gabende Blomstermunde, som titter frem alle Vegne rundt omkring os.
Gule Honningfluer flokkes om dem, og Luften sittrer under blanke
Vingers Surren. Varmen bølger ind over os. -- Hvis jeg var gift,
vilde jeg have hele Hytten fuld af Børn. Vi er saa mange Søskende
hjemme, og vi har altid haft det saa morsomt. --
I en Busk lige ved Siden af os faar vi Øje paa en Fuglerede. Et Hoved
rager op over dens Kant, og to sorte Øjne skinner imod os. Nu ser vi
ogsaa en lille graa Krop, der breder sig ud og skjuler hele Fanget.
Lyset blænder, vi ser kun de straalende Øjne, og det er, som kan vi
høre et Hjærte, der banker ... Sommerens skælvende Hjærte mod Livet.
--
Ovre paa Sandpletten danser de stadig for den hvilende Pascha ...
Jeg lukker mine Arme om Lis.
Selv Duerne er stille.
Tunge sidder de mellem Granernes Grene og døser. I Rederne ligger de
dunede Unger og gaber efter Føde.
En liden Mejse har travlt med en fjorgammel Kogle. Ivrigt hugger den
med Næbet i de brune Skæl, saa Støvet staar om den. Dens rastløse
Pikken bryder Stilheden.
Henover Naaletæppet glider en lang Væsel. Øjnene lyser af Mordlyst.
Det er knapt, at de tørre Naale bevæger sig under dens Traad. I et
eneste Spring er den over Mejsen. Et halvkvalt Pip og dens sprøde
Hjærneskal knaser mellem Røverens sylspidse Tænder. En Due, som har
siddet paa en af de nederste Grene og set til, strækker Hals. De
grønblaa Øjne spærres vidt op, og den lægger Hovedet helt ned paa
Siden.
-- Uh ... uh ... Den forsøger at kurre og kaster sig klapprende ud
mellem Grenene. Væselen piler afsted og lader Mejsen ligge. Et enkelt
Dun sejler i Luften over Valpladsen. I et Musehul under nogle
Trærødder smutter den ned; men et Øjeblik efter kommer den til Syne
igen og skal spejde ud. Den fangede en Lyd før, da den løb bort, som
den ikke fik hørt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele
Overkroppen gaar paa den.
Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en væltet
Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskællene
kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bænkebidere titter
forskrækket frem ved Støjen. Stivnet af Rædsel følger de den lange,
bugtende Krop. Smaa kulørte Edderkopper -- ikke større end
Knappenaalshoveder -- drysser som ormædt Støv ned mod Jorden.
Rundt om, hvor Solen en eneste Time af Dagen kan sende en Strime af
Lys ned imellem Grenenes Mørke, knoppes frostblege Syreblomster
mellem Ris og skabede Nælder. --
Forsigtig lister jeg afsted. Ikke en eneste Gren maa knække. Det er
Duerne, det gælder. Vel er det forbudt at skyde dem nu for Ungernes
Skyld; men man kan altid pille Hannerne ud. De er alene om Kurringen.
Og jeg skal have Fest i min Hytte. Lis vil komme.
Naar jeg nu blot faar den, jeg har kigget efter saa længe og een
til ...
Jeg skal skynde mig hjem og have skrubbet og skuret. Gulvet skal være
hvidt, hvor hun skal sætte sine Fødder. Og Fluesnavset skal gnides af
Spejlet, saa hendes Ansigt ikke plettes, hvis hun vil se sine egne
Øjne tindre af Fryd.
Ja, Gud ved, hvad jeg naar! Maaske bliver det kun til at sidde i en
Krog og længes.
Endnu er det bare blevet til at liste omkring. Hvergang jeg har været
lige ved at faa Skud, har den fordømte Frakke hængt i en Gren og ikke
været til at faa løs, før Byttet var over alle Bjærge, eller Foden
er blevet sat op i en Bunke Kvas, som det var ganske umuligt at komme
udenom.
Hele Skoven har jeg været igennem. Hver Gran har jeg staaet under og
spejdet op i Grenenes Virvar, til mine Øjne er løbet fulde af Vand.
Ligemeget har det hjulpet. Tilsidst driver jeg ud under Bøgene ned ad
Kærlighedsstien.
Det er som at komme fra en kold Kælder op i Dagslyset. Den lune Varme
slaar mig i Møde, og Øjnene maa først vænnes til, før de kan se alt
klart.
Paa den ene Side staar lave Purrer med stridt Hindbærkrat imellem. De
modne Bær hænger helt ud til Stien.
Langsomt gaar jeg og plukker mig Haanden fuld. Rundt om mig leger
spraglede Sommerfugle, og store Guldsmede sidder paa Tidslernes Toppe
og lader Solen flimre i deres gyldne Ham. Tunge Bier brumler hidsigt
afsted, hildet i Blomsternes Sødme. Jaget -- det store Jag -- en
Solsommerdag for Føde og Parring. Hist svæver en Døgnflue som et
søgrønt Silkefnug fra Jorden op i Hvælvet, her kryber en Humlebi som
en Skattegraver næsegrus ned i en Døvnælde.
Inde bag Krattet ligger Paradisengen. Gøgeurterne blomstrer, og langs
en Grøft staar Kabbelejerne med tykke Frugtknuder. Mellem stridt Græs
snor Snerlen sig til Tops og skriger Sommeren ud med Raaber for Mund.
Allevegne synger Græshopperne. Et lille Gedekid med et tykt Reb om
Halsen klager ynkeligt og ønsker sig bare hjem. Om Øjnene sidder
Fluerne saa tæt som Sand.
Et Sted er Græsset bølet ned. Der er blevet en stor, rund Plet som
efter to Vilddyrs Kamp. En Træsko ligger med Bunden i Vejret et
Stykke borte. Klampernes Jærnringe er blanke.
Lige udenfor Kredsen ligger hun. Det er Benene jeg ser. Det, som
først fanger min Opmærksomhed, er egentlig det, at den ene Strømpe er
hullet og blotter en af disse Hæle, slidt haarde af de evindelige
Træsko.
Hun ligger som en Bylt, man har kastet fra sig, fordi man ikke
længere har Lyst til at slæbe den med.
Tøjet er i Uorden. Bæltet sidder skævt og viser en stor, skinnende
Sikkerhedsnaal, og Tryklaasene er sprunget helt op igennem Ryggen.
Nogle rustne Korsetstiver stikker frem.
Her har staaet en Kamp.
Ansigtet er gemt bort mod Jorden. Et Vildnis af nøddebrunt Haar
bruser ud over Ryg og Skuldre og flyder henover Græsset. Et Par tykke
Hænder med hovne Fingre holder krampagtig fast i nogle Straa. Næsten
som en Død ligger hun.
Jeg tager fat i hende. Der gaar en Skælven gennem hendes Lemmer.
Maaske er mit Greb ogsaa lidt haardt.
-- Her maa De ikke være.
Hun knytter Hænderne fastere sammen om Græsset; men flytter sig ikke.
-- Hører De ikke? Her kan komme nogen. Jeg rusker til.
Hun vender sit Ansigt op imod mig. Der sidder Mærker i Huden af Straa
og Kviste.
-- Der kan komme nogen.
Hænderne slipper. Maabende rejser hun sig over Ende. Nogle
Haartjavser, som glider ned over Øjnene, faar Lov til at hænge. Over
hendes Pande trækker sig dybe Rynker, som arbejdede hun med en Tanke,
hun ikke rigtig forstod.
-- Rejs Dem op. Jeg slipper mit Greb og henter hendes Træsko.
Hun lystrer som en Hund.
Der er i hendes Øjne det samme Blik om Naade, som der er i et Par
Dyreøjne, der ser op i Jægerens Ansigt lige i det Øjeblik, han lægger
Knæet over Halsen og jager Kniven i Nakken for at give det Fangst.