-- -- --
Stille, som jeg kom, gaar jeg bort.
Andre Stier og andre Veje tager mine Skridt. Over mig lukker Grenene
sig sammen, og til Siderne kan jeg kun se et lille Stykke ind. Det er
som at vandre mellem Skygger, der bestandig viger.
Det er langt ud paa Natten. I min Hytte bag Skoven gør min Hund af
Længsel efter mig -- Glam efter Glam, som giver Genlyd viden om.
Tiden er blevet ham for lang bag fire Vægge uden andet Selskab end
Mørket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Om nogle
Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes, skal
skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den.
Paa en Træstamme lige ved Vejkanten sidder der een -- en utydelig
Skikkelse mod alt det mørke.
Jeg gaar tæt hen og hilser.
-- Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod
mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver
staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tænder,
og hendes Øjne straaler.
-- Hvad hedder De?
-- Jeg hedder Elizabeth -- eller Lis, føjer hun til.
-- Jeg kender Dem ikke.
-- Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren. Altid naar vi er ude i
Marken, og vi pludselig hører et Skud, siger de allesammen. -- Det
var ham, der skød. Forøvrigt bor De alene omme i Huset ved
Rødledsvejen.
-- Ja, det er mit Hjem. Hvor bor De?
-- Hos min Onkel og Tante nede paa "Sofies Minde".