_Til
Min Far og Mor._
Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk.
Lidt før Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg været, og
hver eneste Lysning har jeg gennemsøgt; men ingen Steder fandt jeg
det, jeg søgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne.
Nu er det blevet for mørkt til længere at skyde. Kærv, Sigtekorn og
Bøsseløb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa. --
Et eneste Sted troede jeg, at Lykken havde rakt mig Haanden. Jeg
listede uden om et Hjørne af Smaagraner. Foran mig laa en lille, sid
Eng, hvor Græsset groede tæt. Over Blomsterne flimrede Guldsmedene,
og Fluesnappere slog hvert Øjeblik ned fra Grenene og hang stille i
Luften paa flattrende Vinger for at kaste sig over de lysende Fluer,
som ustandseligt skød ud og ind imellem hinanden. Jeg trykkede mig op
mod en Bøgestamme og saa udover.
Paa en Grøftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til og nappede
roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paa ham,
tændte Ild i hans rustrøde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret
og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fra den
anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham i Møde.
Grøften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssede
Knopskællene fra alle de nyløvede Grene.
I det Øjeblik han igen bøjede Hovedet ned mod Jorden og gik et Par
Skridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bøssen
mod Kinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, og
min Finger krummede sig om Aftrækkeren, men saa .....
Der knækkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Løvet raslede, og jeg
maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk kom listende
frem. Ogsaa den anden lod Græs være Græs og saa lige mod den
kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet højt hævet og
Klovene fast i Jorden. Jeg kunde høre ham snøfte af Arrigskab.
Endnu var der Tid. Spidsbukken gik frem. Han havde intet set. Den
anden maalte Afstanden. Jeg gjorde mig klar; men saa sprang han paa.
Mulden røg dem fra Klovene, og de jog ind gennem Højskoven.
Saadan een havde godt af at føle et Par spidse Takker mellem
Ribbenene, saa det sang i Vommen.
Det er snart Brunsttiden, og ingen Storbuk taaler, at en aargammel
Knægt bryder ind i hans Hjord. De jager dem allesammen langt bort fra
Skovene.
Langsomt fulgte jeg efter. Græsset, som lige var traadt ned, rejste
sig igen Straa efter Straa. En Blaaklokkeblomst svippede op og stod
rank som et Lys med alle Klokkerne ringlende af Fryd. --
Ved en Granvej stod jeg og saa Solen gaa ned. Det knitrede af Ild
mellem Grenenes Fletværk. --
Timer er gaaet siden da. Jeg har været Skoven rundt flere Gange.
Mellem Granernes sorte Toppe spinder Maanen sit hvide Spind, og ind
mellem Træernes Stammer glider Skygge ved Skygge. De jager som
Underlands Folk fra Busk til Busk. Hist i en Lysning staar de stille
og kryber sammen til det bare ingenting.
Vejen er smal, hvor jeg gaar. Om mine Kinder og Øjne brister
Spindelvævets tynde Traade. Midt paa en nøgen Træstub gløder en Sankt
Hans Orm.
Høje er Bøgene. Slanke deres Stammer, glider i eet med Mørket om dem.
Kronerne staar som malet mod den blegblaa Nathimmel. Som Silke rasler
deres Løv. Og inde i Granernes Mørke pusler Natvinden, hvisker fra
Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren mod Himlens kølige
Blaa. Over sølvhvide Enge flakker deres Skygger.
Alle Blomsterne sover. Hvert enkelt Kronblad har lukket sig tyst om
Dybet, hvor Myriader af blinde Kim slumrer i ubevidst Higen. Kun
Aftenpragtstjernen lyser i betagende Hvidhed. Natsværmernes blinde
Øjne trækkes mod dens Lys.
Inde under Purrerne i et lille Hak midt i det højeste Græs ligger to
Mennesker Side om Side. Stiens Mos sluger mine Skridt, og jeg kommer
saa tæt, at kun nogle Grene er imellem os. Det er en Mand og en
Kvinde. Hun ligger paa Ryggen med Lemmerne strakt fra sig i Hvile,
han har kantet sig op paa Armen, saa han kan se hendes Ansigt, der er
hvidt i Mørket. Tyst glider jeg ned bag en Busk. Endnu har de ikke
hørt mig. De ligger stadig i den samme Stilling. Jeg borer mig et
lille Hul mellem Bladene, saa jeg rigtig kan se dem. Lige bag mig
slaar en Nattergal, og et Stykke længere borte svarer en anden. Alle
Smaabøgene lyser som Perlemor.
-- Du sier ekk novet, bitte Frærik.
-- Hæ æ saa masendes smukt, Fie.
-- Hm, søns du osse de', Frærik.
-- Jov, de' har jæ da savt dig saa tit. Du skue tae o lægg lidt beder
Mærk' te', hvae jæ saaen goer o sier dig.
-- Jæ har ekk skreven de' op, o de' æ ekk saaen o saa house alt.
-- Du har da en Poesibov, fra a' du gik te' Præst. Jæ har sæl skreven
i den: To Drosler .....
-- Jæ ved ekk, hvor min Poesibov æ bleven av.
Han tager et Par lange Drag af Piben, som sidder fast i sit Tandhul
og puster velbehageligt Røgen langt ud fra sig.
-- De' æ de' smukkeste Sted i hele Skoven, Fie. Saa tit, naar jæ har
liggen her ene o grubliseret, har jæ drømt, a' vi havde bygget vort
lell Hus herude, o du var bleven min Kone o hver Avten stoe ude paa
Trappestenen o toe imod mig me' den mindste paa Armen.
-- Du har da vel Raad te' o køve Huset ner ved Aaen, Frærik?
Hun drejer sig raskt om paa Siden, rejser sig halvt op paa Albuen og
ser ham stift ind i Øjnene.
-- Min egen lell Fiemor. Han haler møjsommeligt Piben ud af Munden og
forsøger at dikke hende under Hagen med Spidsen.
-- Lae vær me' de' Svineri, sier jæ, de' æ alvorligt nok, Frærik.
Hun slaar til Piben saa den falder fra ham og al Tobakken ruller ud
af Hovedet.
-- Min dyrebare Tobak. Dæ fik du den spildt. Et Par Fingre borer sig
ned mellem Græsstraaene og forsøger at redde, hvad reddes kan.
-- Se paa mæ, Frærik. Har du Raad eller har du ekk? Jensens Fie løver
ekk me' Snak o Per Hansens Adolf ...
-- Bak ... bak ... bak ... uhm. Han har revet en Tændstik og forsøger
at tænde Ild i Resterne. Hun har lagt sig om paa Maven, revet et
Straa ud af en Blok med Hjærtegræs og gumler eftertænksomt paa det.
--
Imellem to høje Græsstraa har en graadig Korsedderkop spændt sit
Fangnet ud. Det hænger der og svajer i Takt med Straaene og glimter,
som var det oversaaet med Diamantstøv. Et stort, klodset Møl svirrer
frem fra et Blad. Som ejer det hele Verden buser det afsted, tumler
imod Blade og Blomster og ... Straaene bøjer sig næsten helt ned mod
Jorden, men Nettet holder. Ud fra Fangboligen kommer et sort Uhyre
farende paa lange, tynde Ben. En kort Kamp og den dumme Mølfugl er
kun et ranglende Skelet. --
-- Kae dutte smie den dumme Pive fra dæ', mens vi snakker.
-- Jæ ryer paa Myggerne, Fie.
-- Hvor manne Penge har du for Resten paa din Bov, Frærik?
Hun spytter Græsstraaet ud og vender sig om paa Siden.
-- Dikke ... dikke ... dik ... Puttehøne. De' ved vi itte.
Pibespidsen er igen i Aktivitet helt henne under hendes Hage. -- De'
ved vitte, men helt nøgne behøver vi da heller ekk a komme te o goe,
o Huset faar vi smens nok.
-- Lelle Frærik ... Hun nærmer sit Ansigt tæt til hans. -- Skae vi
saa lægg Piven, Skat. Den snorker lieveller.
-- Saa er'et vel fordi a den æ søvnig.
-- Hi ... hi ... hi ... hihi ... En hel Masse gurglende Lyde baner
sig Vej op igennem hendes Strube.
-- Du kae da sie de', saa man kae le a'et, Frærik ... hi.
-- Hæ ... hæ ... hæhæ--hæ ... Søe Fie, jæ kae sie de' meget sjovere,
naar vi blir givte.
Han lægger Piben fra sig og stryger hende kærtegnende hen over
Ryggen, som han er vant til det med sine Plovheste.
-- Stikker Myggerne dig, min Tøs. Væk mæ jær I Asener ells skae
Frærik Søren danse mæ ... Han slaar bredt ud med Haanden.
-- Husjh ... husjh, kae I humme jær.
-- Uh, hvor de stikker over hele Kroppen, Frærik. De sier lie saa
tykk som Sand.
Hendes Ansigt er nu ganske tæt ved hans, og hans Arm hviler fast om
hendes Midje. Han skubber en Smule paa sig og næppe hørligt hvisker
han.
-- Skae jæ jave dem væk, Fie?
-- Jæ tror du æ tovlig, Frærik. Jæ skae nok sæl flytte, hvae dæ skae
flyttes. Vi æ dante givte.
-- Vi har i allenfals Ringen, Fie. Han gør et krampagtig Forsøg paa
at holde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans
Arm. Ærgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. --
Ganske stille bøjes Grenene lidt til Side, og en Ræv stikker sin
spidse Hoved frem for at "sikre". Øjnene lyser som Fosfor, og Læberne
er trukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tænder skimtes. En
Solsort, som har siddet i Busken lige over den, gnevrer op. En anden
svarer forskrækket ligesom i Søvne og snart er hele Tykningen et
eneste gnevrende Kor. Arrigt drejer den Hovedet om efter dem, saa
trækker den sig tilbage lige saa forsigtigt, som den er kommet. --
-- Dæ var bestemt nowet, som rørte sæ, Frærik.
-- De' var en Myg, dæ' summede, Fie.
-- Du me' dine Mygger. Hun dunker ham overgivent i Siden og kravler
ind i hans Favn igen. -- De' kae du lie, hvae?
-- Fie, jæ har køvt Huset, saa dæ kae lyses hvae Søndav, de' skae
være.
-- Æ' de' sandt, Frærik? Kys mæ, hvis de' æ regte verkle.
-- Lelle goe Engel. Han tørrer omhyggeligt Munden af med sit
Trøjeærme.
Midt under Kyssene, som bliver længere og længere, holder hun ham
pludselig et Øjeblik for Munden og siger:
-- Du spajer dante Frisuren, Frærik?
Hun slipper ham et Øjeblik, saa er hun der igen med Haanden.
-- Frærik, de' æ vel regte bastemt, de' me' Huset o saa Lysningen.
Hun trækker Hovedet langt tilbage og slipper, for at han kan komme
til at svare.
Tre røde Fingre hæver sig i Vejret.
-- Naar løj Frærik spør jæ Fie Jensen?
Hun ser ham stift ind i Øjnene.
-- Ja een faar tro dæ. Karlfolket æ nu ells ekk saaen i vorses Dave.
Og idet hun atter nærmer sit Ansigt tæt til hans, tier hun et Øjeblik
som for at bringe sine Tanker i Orden, før hun føjer til:
-- De' æ altsaa paa næste Søndav, a dæ lyses første Gang, o te
November æ vi givte ... Uh, du kae ekk tænk' dæ, hvor de tovlige
Mygger dov osse skae bide. -- -- --
En Raa kommer langsomt vandrende over Stien. Som en Silhuet tegner
dens Billede sig mod de lyse Bøgepurrer. Uroligt virrer den med
Ørerne og kaster Hovedet frem og tilbage, mens den piber -- lange,
kaldende, fløjtende Lyde, som bliver borte mellem Stammerne.
Ud fra en Holm med Brændenælder kommer i det samme et Par løjerlige
smaa Skikkelser til Syne. Spændte staar de og lytter. Gaar forsigtig
ligesom prøvende et Par Skridt frem, lytter igen og giver sig
pludselig til at springe afsted med korte, kluntede Hop. Hej, der
snublede den ene over en Gren, og der tumlede den anden over en Tue.
Benene er nok ikke tilstrækkelig stærke endnu til at bære solidt og
Øjet for svagt til at beregne et Spring. Men Længslen efter Mor ...
Nu borer to ivrige, fløjelsbløde Snuder sig Vej til Dellet, og den
varme Mælk faar Muskelspillet paa to slanke, fine Halse til at virke
som Stempler. Med højt hævet Hoved og hver Sans spændt til det
yderste holder hun Vagt, mens de drikker.
-- Hrew ... hrew ...
Hun gaar et Skridt frem og hugger Klovene haardt i Jorden. De
tørstige Munde forsøger at holde fast.
Hrew ... hrew ... hrew ...
Der var noget, som rørte sig et Sted inde i Tykningen. I lange Spring
forsvinder hun henimod Holmen. De smaa tumler efter. Snart har
Brændenældernes haarede Blade skjult dem igen og Græssernes Hvisken
og Tisken dysset dem i Søvn. Selv lister hun som en Skygge omkring i
Nærheden og vogter paa sin Skat. --
-- Huh, Frærik alt æ levendes om vos.
-- Stell din lell' Skarnstøs, de' æ kuns Dyrene o saa Natten. --
En Ugle svæver paa lydløse Vinger fra Træ til Træ. Den skriger og
klager sig som et Menneske i Nød. Højt over Grantoppene glider
Maanen. Dens gul-hvide Fjæs er stivnet i en komisk Grimace, og
Stjernerne ler paa dens gyldenblanke Vej. Et Sted langt inde i Mørket
knager en Eg sine Eventyr for Puslingerne, som frækt skyder op om
dens Fod, og ud og ind mellem dens Grene svirrer Flagermusene i en
evigt hvirvlende Dans. I en Tveje har en Maar lagt sig paa Lur. Dens
grønne Katteøjne følger de flagrende Dansere. -- -- --