Ragna gik ind i Værelset ved Siden af, lukkede en Puf op og hentede
et Teppe, som hun bredte ud over Gulvet. Paa hvid Bund var der over
hele Midten syet gule Silkebaand overkors, saa de dannede
regelmæssige Parallelogrammer; udenom var der Tunger af Laurbærblade
i mørkegrønt Klæde.
"Det er jo bleven complet smukt!" udbrød Holst. "Ren Empire! Og _det_
har De selv componeret saadan lige ud af deres kloge lille Hoved! --
Veed De hvad: der er ikke ti Fruentimmer -- om Forladelse: Damer! --
i hele Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, der kunde gjøre
noget saa Simpelt og Stilfuldt! -- De har en Fremtid for Dem, hvis De
selv vil!"
"Aa, det mener De jo slet ikke!"
"Jo, det veed Gud, jeg gjør! Den _store_ Kunst, den staaer i Stampe
hele Verden over, men den 'lille', den florerer, og i _den_ kan De
ogsaa præstere Noget. -- Maa jeg have Lov at indlevere Teppet til den
kunstindustrielle Udstilling -- det er jo færdigt!"
"Aa, nei, lad hellere være! Det er ikke nær godt nok, og --"
"Jo, det er!"
-- "og Hans vilde slet ikke synes om, hvis det virkelig blev
antaget!"
"Han skal Ingenting vide, før det _er_ paa Udstillingen. -- Nu pakker
jeg det ind og tager det med mig!"
Holst begyndte at rulle Teppet sammen og fik et stort Papir lagt om,
men han var knap færdig, da Ragna ængstelig udbrød:
"Der kommer Duborg! Jeg kan høre ham i Haven -- skynd Dem endelig!"
Teppet var accurat bundet sammen, da Duborg kom ind, men Ragna blev
alligevel rød i Hovedet, da han saae paa hende, og der blev et Par
Øieblikkes Taushed, før Nogen sagde Noget.
Lidt efter lidt tøede man dog saa temmelig op, og Duborg hentede
Drengen ind, saae beundrende paa ham med store Øine og sagde saa til
Holst:
"Er han nu ikke storartet!"
"Jo, det er han vist," svarede Holst, "men det interesserer mig altid
mere at se paa de smaa Børns Mødre end paa Børnene selv!"
Duborg kigede stjaalent op paa ham, saae ogsaa hen paa Ragna men
sagde ikke Noget.
-- "Veed Du, hvad jeg vilde gjøre, hvis jeg var i dit Sted, Duborg?"
spurgte Holst, der Ingenting havde mærket. "Havde jeg _den_ Kone, Du
har, saa gjorde jeg hende for det Første til enevældig Minister --
Gudbevares, jeg er Demokrat, udadtil, men i Hjemmet, det er noget
Andet -- og saa gav jeg hende Ret til Krigserklæringer og Afslutning
af Fred og Tractater -- ved de sidste forstaaer jeg nu nærmest
Overdragelse af Kunstværker for contant Betaling til det velhavende
Bourgeoisi -- og veed Du, hvad jeg saa mere vilde gjøre? Jeg vilde
igjen tage fat paa det Decorative og --"
"Naa, paa Porcelainet!"
"Ja! Du skal naturligvis male Billeder imellem, men der er Ingen
herhjemme, der har viist den Sans for det Decorative som Du --
skjøndt vor moderne Keramik i det Hele jo ubestridt staaer som den
første i Verden -- og naar Du nu oven i Kjøbet har en Kone, som --"
"Som hvad for Noget?"
Ragna saae bønligt hen paa Holst, han dreiede af og svarede blot:
"En Kone, som ogsaa har Interesse for den Gren af Kunsten -- ja, saa
synes jeg, at Du --"
"Og jeg synes, Du skulde lade mig passe mig selv!" afbrød Duborg ham.
"Gjøres umyndig vil jeg ikke!"
Saa vovede Holst sig ikke længere frem, han tog Fru Ragnas Teppe og
gik.
Duborg blev ved med at være i et skrækkeligt Humeur, og det blev ikke
bedre, da Løvenørn-Petersen -- Gud maa vide hvorfor -- aflagde ham et
længere Besøg. Han kom lige fra Cultusministeriet -- der var nemlig
udnævnt en ny Minister, og den lovende Yngling paa de halvhundrede
Aar forsømte ikke ved hvert Personskifte at bringe sig selv og sin
miskjendte Kunst i behagelig Erindring hos Excellencen for om muligt
ad den Vei at opnaa en beskeden Understøttelse paa Finansloven eller
en ydre Anerkjendelse af sine Fortjenester.
Duborg snærrede næsten ad ham, og Løvenørn-Petersen maatte to, tre
Gange bede om at se det sidste Billede, han havde malet, før han
bekvemmede sig til at vise ham det. Saa blev Løvenørn-Petersen
elskværdig og smilende og roste det i høie Toner, og da han omsider
var vel ude af Døren, sagde Duborg til Ragna:
"Det er ikke til at tage feil af: selv _han_ kan se, at det er noget
Skidt!"
Men det blev ikke ved _det_ Besøg: samme Dag kom "Stabstrompeteren",
A. B. Jensen.
Han var for sin Klike ifærd med at arrangere en Salgsudstilling hos
en tysk Kunsthandler, men han vilde gjerne have et Par Navne udenfor
de Sammensvornes Kreds med, og derfor kom han til ham og bad ham
udstille; der var udmærkede Chancer for at sælge, forsikrede han, og
han skulde blot ikke forlange for lave Priser.
Nei, Duborg havde saamænd Ingenting at udstille og Ingenting at sælge
for Tiden, saa det kunde ikke hjælpe.
Jo, han havde da det brillante Billede nede fra Rom, sagde A. B.
Jensen, det af Fruen og Barnet. -- "_Der_ hænger det jo!"