"Det er det Bedste, De nogensinde har gjort!" forsikrede den Anden.
"Ja, Billedet er godt nok, men --"
"Jeg vil næsten garantere Dem, at De kan faae det solgt dernede -- De
skal forlange 1500 Mark!"
"Ja--a, det er godt nok, men --"
"Det Billede er hverken bestemt til at udstilles eller til at
sælges," sagde Ragna.
"Ja, det vil da sige --", begyndte Duborg.
"Billedet er min personlige Eiendom," afbrød Ragna ham og reiste sig
op, "og det kommer ikke udenfor denne Stue uden min Villie!"
Duborg havde knap et eneste Øieblik for Alvor tænkt sig Muligheden af
at udstille eller afhænde Billedet, men Ragnas bestemte Optræden
irriterede ham, han vilde ikke "gjøres umyndig", og derfor svarede
han bryskt:
"_Jeg_ har da _malet_ Billedet, veed jeg!"
"Ja, til _mig_," indvendte Ragna.
"Men vil De da virkelig forhindre Deres Mand fra en stor Succes?"
spurgte A. B. Jensen nok saa lumskeligt.
"Ja! Naar Succes'en kun kan kjøbes paa Bekostning af noget Større!"
"Noget Større?"
"Ja, De forstaaer det formodentlig ikke -- men det _er_ noget Andet
og Større, der staaer paa Spil!"
"Og jeg skal virkelig gaa med uforrettet Sag?"
"Ja, tvinge min Kone kan jeg jo ikke," svarede Duborg med indeklemt
Forbitrelse, og A. B. Jensen gik.
* * * * *
Det varede nogle Øieblikke, inden Uveiret brød løs -- hverken Duborg
eller Ragna vilde begynde.
Omsider busede han ud med et rasende:
"Egoist, som Du er! -- Hvad mente Du med den Snak om, at 'noget
Større' stod paa Spil?"
"Dit og mit Samliv!" svarede hun.
"Talemaader!"
"Det er ikke Talemaader! -- Nei, Du _skal_ blive og høre mig! Kunde
Du virkelig ønske, at _det_ Billede blev solgt! Forstaaer Du da ikke,
at det er _mit_ -- paa samme Maade som _jeg_ tilhører Dig, og Dig
alene, med Sjæl og Legeme!"
"Ja, gjør Du da det?"
"Om jeg gjør! Betragter Du mig som en Model, som Capripigen, der --"
"Snerperi!"
"Og _det_ kalder Du Snerperi! -- Du maa være mig taknemmelig, fordi
jeg har forhindret Dig fra at gjøre Noget, som Du bittert vilde have
fortrudt!"
"Glad!" raabte Duborg ude af sig selv. "Glad over, at din utidige
Sentimentalitet forhindrer mig fra at vinde Anerkjendelse som
Kunstner! -- Du glemmer nok, at Du allerede een Gang har spoleret min
Lykke!"
"Jeg!"
"Ja, Du! Var det maaske ikke for din Skyld, jeg ødelagde det bedste
Billede, jeg nogensinde har gjort!"
"Og _det_ fortryder Du! Glemmer Du da, at det var _det_, som --"
"Jeg mener hvert Ord, jeg siger! Havde jeg dengang gjort, som enhver
Anden vilde have gjort, og ikke været dum hensynsfuld, saa havde det
Billede bragt mit Navn Verden over og --"
"Og havde Du saa været lykkeligere?"
"Saa havde jeg nu været en fri Mand, der ikke maatte gaa i
Trædemøllen forat føde Kone og Barn!"
"For Guds Skyld, Hans, sig dog, at Du ikke mener et Ord af, hvad Du
_der_ har sagt!"
"Jeg mener hvert Ord! En Kunstner skal være fri -- uafhængig til alle
Sider -- ellers gaaer han bag af Dansen som Kunstner!"
Ragna var bleven ligbleg. -- "Jeg skal ikke længer staa Dig i Veien!"
sagde hun. "Jeg gaaer og tager mit Barn med mig!"
"Naa, saa Du gaaer! Hvor gaaer Du hen? Til dine Forældre, til
Kontoret? -- Du kommer nok snart igjen!"
"Nei, Hans, jeg kommer ikke igjen!"
"Hvor skulde Du løbe hen, spørger jeg? -- Du tænker da vel ikke paa
-- Pjank!"
* * * * *
Duborg slog en tvungen Latter op, tog sin Hat og gik, men da han en
Timestid efter kom hjem, var baade hans Kone og Barn borte.
Som en Vanvittig styrtede han op til Holst -- han var ikke hjemme.
-- "Hvem er det, der kommer Sine?" udbrød Hanne, der stod paa den
lille Høi i Vennebjergs Have og saae ned ad Veien til Stationen. "Er
det ikke Posten?"
"Ih, nei!" svarede Sine. "Det er jo et Fruentimmer med en Barnevogn!"
"Er det Smedekonen?"
"Nei, _det_ er det ikke -- hun har rund Hat paa! -- Jeg troer, saa
min Sandten, det er Ragna!"
Og _det_ var det.
-- "Velkommen til Vennebjerg!" raabte Tanterne i Kor. "Det er dog et
deiligt Barn, Du har! -- Men hvad er der i Veien! Du seer jo ud, som
om Du havde solgt Smørret og tabt Pengene! -- Og hvor er din Mand?"
Saa let og saa skaansomt som muligt sagde Ragna, at hun havde maattet
forlade ham, fordi hun ikke _kunde_ blive, men bad dem forresten
gjøre hende den Tjeneste ikke at spørge videre.
"Er Du rendt fra ham!" udbrød Søstrene. "Saa Marsch omkring strax, og
hjem igjen -- vi har ingen Fraskilte i vores Familie!"
Ragna brast i Graad -- "den ranke Frue" var som et knækket Rør.
"Jeg har ikke et Sted i Verden at gaa hen uden her," hulkede hun, "og
saa jager I mig bort!"
"Nei, det veed Gud, vi ikke gjør!" sagde Hanne og kyssede hende, og
Sine sagde: "Vel er vi et Par haardhændede gamle Jomfruer, men rene
Umennesker er vi da heller ikke! -- Sikken en Skurk han maa være!"
"Nei, det er han slet ikke, Tante!"
"Jo, vist er han saa! Han skulde kagstryges paa Gammel-Torv, skulde
han, om der ellers var Lov og Ret i Landet, og vi vilde leie Vinduer
hos Conditoren paa Hjørnet og se paa det!"
"Tante Hanne og Tante Sine, jeg beder Jer saa mindeligt om det: sig
ikke noget Ondt om Hans -- det bedrøver mig jo kun!"
"Gud, lille Ragna, det maa da kun opmuntre Dig!" sagde Hanne, og Sine
tilføiede: "Vi siger det jo kun forat vise, at vi er paa dit Parti
overfor det fremmede Mandfolk, der har trængt sig ind i Familien --
men naar Du vil have det, saa tier vi bomstille og nævner ikke
Mennesket! -- Kom nu med indenfor!"
Hvor diplomatisk Tanterne end optraadte, og hvor taus end Ragna var,
kunde det dog ikke undgaaes, at Sommergjæsterne paa Vennebjerg
efterhaanden fik Færten af, at der var noget Aparte ved Ragnas
uventede Besøg uden Mand. Enkefruen og Datteren overbød hinanden i
ufine Spørgsmaal og ufin Hvisken, Frøkenen fra Langeland tabte næsten
Interessen for Spisesedlen, og selv den Døve fik man gjennem
Trompeten bibragt Forestillingen om, at der var Noget paa Færde.
Under disse Forhold blev Marie Ragnas eneste Trøst.
Ragna stod for Marie bestandig som den fine Frøken fra Forhuset, hvem
hun havde seet op til fra ganske Lille, men Ragna var jo tillige
noget Andet: hun var Pouls Søster. Intet Under derfor, at Marie af
hele sin sextenaarige Sjæl kom Ragna imøde og, uden at spørge,
instinctmæssigt forstod hende bedre end Nogen af de Andre. Ragna
_maatte_ aabne sit Hjerte for En, og det var, til Trods for
Aldersforskjellen, Marie, der blev hendes Fortrolige. Time efter Time
kunde de To sidde sammen, Ragna talte som til en Jevnaldrende, og
tilsidst blev hun for Marie som den ældre Søster, hvem man kunde
betro Alt. Ængstelig prøvende sig frem nævnede Marie tilsidst Pouls
Navn efterat have havt det paa Læberne hundrede Gange, og da det
først var nævnet, var det, som alle Sluser sprængtes; hidtil havde
hun kun turdet hviske til Sivene ved Søen, nu kunde hun tale til et
levende Væsen, nævne Navnet høit: Poul, Poul, Poul!
* * * * *
-- Et Par Dage efter Ragnas Ankomst til Vennebjerg kom der Brev til
hende fra Faderen. Heri erklærede han, til Trods for sine nyanlagte
moderne Anskuelser, at han betragtede det Hele som en Skandale, men
at hendes Plads i Hjemmet og paa Kontoret ikke desto mindre stod
hende aaben, naar hun snarest muligt vilde gjøre de fornødne Skridt
til en lovformelig Separation.
Det Brev svarede hun ikke paa.
Dagen efter kom Terndrup paa Besøg fra Morgen til Aften -- han var
ude forat skyde Ænder.
-- "Jeg har ellers en Hilsen til Fruen," sagde han til Ragna, og
Ragna blev blodrød. "Det er fra Holst, han kommer imorgen."
* * * * *
Og Holst kom.
I flere Timer gik han alene rundt med Ragna, i Haven og i Lunden;
Sine saae, at han kyssede hende paa Haanden, baade da han kom, og da
han gik, og Hanne hørte, at han kaldte hende "Kjære Fru Ragna!"
-- "_Ham_ kan vi ikke lide!" sagde Tanterne.
Og Holst kom igjen to Dage efter. Ragna blev hel febrilsk, Enkefruen
og hendes Datter korsede sig, og der blev sagt stygge Ting i
Trompeten til den Døve.
-- "Sine!" sagde Hanne. "Vi har næret en Slange ved vores Barm! Ragna
er rendt væk fra een Mand forat løbe væk med en anden -- saadan gaar
det til nutildags!" Og Sine svarede: "Hanne! Hun løber ingen Steder
uden Barnet -- _saa_ meget Fruentimmer er hun dog! Lad os bare passe
paa Drengen men forresten lade som Ingenting, for _tale_ til hende,
det kan gjøre Ondt værre!"
Med den største Forbauselse mærkede Ragna, at Tanterne var hel
anderledes imod hende end før; de iagttog hende skarpt, benyttede
enhver Leilighed til at omtale Duborg med en vis Anerkjendelse og
skiftedes ligefrem til i Afstand at gaa efter hende, saa snart hun
var udenfor med Barnet.
* * * * *
Tredie Gang kom Holst.
-- "Tør vi spørge, hvem der egentlig har havt Bud efter Dem?" spurgte
Hanne, og Sine tilføiede den ganske overflødige Forsikring: "_Mig_ er
det ikke!" Men Holst var uforknyt og svarede blot, at da han laa paa
Landet kun to Mil fra Vennebjerg, saa var det jo saa rimeligt, at han
besøgte sin Veninde Fru Ragna saa ofte, han kunde.
-- "Han er lige saa fræk som Stratenrøveren i den forrige
Feuilleton!" erklærede Hanne, og da Ragna gik ud i Haven med Holst,
listede de sig begge To efter dem.
"Hvor blev de af?" spurgte Hanne.
"De satte sig paa Bænken nede ved den gamle Eg -- jeg kan se dem
gjennem Buskene!" svarede Sine.
"Kom saa -- men forsigtigt!"
-- "Kan Du høre, hvad de siger?"
"Vist kan jeg saa, men vær blot stille!"
Hvad Hanne hørte og siden meddelte til Sine, opfyldte imidlertid de
Gamle med Forfærdelse -- _saa_ vidt havde dog Ingen af dem troet, det
var kommet!
-- "Tage Afsked forinden med Tanterne vil jeg ikke," havde Ragna sagt
til Holst, "det giver kun Scener, og jeg troer heller ikke engang, de
godvilligt lod mig tage afsted, for i de sidste Dage vogter de paa
hvert af mine Skridt, som om de anede Noget! Skal det ske imorgen,
saa maa det være, efterat hele Gaarden er iseng, ikke før Klokken
Elleve!"
Og Holst havde svaret: "Altsaa imorgen Aften Klokken Elleve med
lukket Vogn paa Landeveien nedenfor Havehøien!"
-- Tanterne holdt Krigsraad.
"Skal vi lukke hende inde?" foreslog Hanne.
"Nei, hun springer ud af Vinduet!" mente Sine.
"Eller ligefrem tage Barnet fra hende?"
"Nei, saa kan hun gjøre en Ulykke paa sig selv!"
"Ja, hvad da?"
-- "Veed Du hvad, Søster," sagde Sine efter nogen Betænkning, "hendes
Mand er da nærmest til at vide det Hele, saa kan _han_ jo gjøre, hvad
han vil. Vi ynder ham ikke, men vi skal dog huske paa, at det ikke er
_ham_, der er løbet fra _hende_, saa _noget_ Hensyn skylder man ham
da!"
"Det har Du Ret i, Søster, vi maa skrive!"
"Nei, det bliver for sent at skrive, og Postvæsenet er ogsaa noget
usikkert Noget: vi maa telegraphere."
Efter længere Raadslagning opsattes da et Telegram til Duborg
saalydende:
"Hun vil løbe væk igjen imorgen Nat Klokken Elleve, men vi veed
det Hele og passer paa. Nu kan De gjøre, hvad De synes."
Hanne og Sine.
Telegrammet blev afsendt -- det var første Gang i deres lange Liv, at
Vennebjergerne havde telegrapheret -- og hele næste Dag ventede de to
Gamle Duborg, men han kom ikke.
"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har _vi_ i alt Fald vores
Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om _han_
ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil _vi_!"
Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; _det_ kunde
der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for
yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og
Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var
borte.
Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da
tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa
Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud,
han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind
i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort -- i Retning af
Hovedlandeveien.
Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen
op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt
med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik
endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt
vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun
bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke
foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet
paalidelige Efterretninger.
"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og
iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller
ogsaa har man det ikke -- nu kjører vi ind til hendes Forældre og
derfra til hendes Mand, saa maa _de_ tage Affaire!"
Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde
for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen
paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens
Gaard.
Der var naturligvis Ingen oppe hos Generalconsulens paa den Tid --
Julius var jo den eneste Morgenmand i Huset, og han var i Jylland --
men Portneren lukkede dem omsider ind, og de fik da banket Familien
op.
-- "Hvad er der paa Færde!" raabte Generalconsulen.
"Er Ragna død?" udbrød hans Kone forfærdet.
"Gid det var saa vel!" svarede Tanterne. "Veed I virkelig Ingenting?"
Nei, Forældrene vidste af gode Grunde ikke det Mindste, og saa
fortalte Vennebjergerne dem, at deres Datter den foregaaende Aften,
mir nichts dir nichts, var løben væk med en anden Mand. De havde, saa
snart de var kommen under Veir med, hvad hun tænkte paa, telegraphisk
meddelt Manden det, men han var formodentlig lige glad, for han havde
slet ikke ladet høre fra sig.
"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen,
fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt
Blodets Røst ned ad Trapperne!"
"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine,
"og Du vil brændes og kommes paa Krukke -- den Slags Ting taaler
Vorherre ikke i Længden!"
"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del
rystet ved, hvad han hørte. -- "Skulde det virkelig være Ragna, der
har Skylden -- vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end
er mig -- men han maa vel kunne give Besked!"
"Ja, _vi_ tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er _vores_ Hjem,
hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae
nogen Redelighed paa Tingene! -- Skynd Jer lidt -- nei, Tak, vi skal
ikke have Kaffe!"
Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche --
Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var
taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine
Bekjendte i _den_ Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs
Østerfælled -- og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til
Henrettelse Allesammen.
Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben -- Duborg
var altsaa hjemme -- og de gik lige ind i Havestuen.
_Der_ sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak
Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud.
* * * * *
Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster
traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det
tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men
saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne
snøftede og tørrede Øinene.
-- "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel
iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt
hovedkulds afsted."
"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi
saa alligevel bede om en Forklaring!"
Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa
umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende -- tilsidst havde
egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog
gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde
afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han
simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente
sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have
gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden
i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til
Stationen og _der_ møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom
Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at
forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme
ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn
Klokken Elleve om Aftenen.
-- "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var
dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte
tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?"
"Ja, det veed Gud, det var!"
"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne.
"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for _det_! Derfor kom jeg
ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var
Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!"
-- "Maa vi _saa_ faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned.
Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien -- selv
Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin
Svigersøn i Haanden.
-- Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin
Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde:
"Veed Du, hvad _min_ store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at
Du skulde være som alle de Andre -- og saa er _det_, jeg er lykkelig
over og stolt af, jo netop det, at Du _ikke_ er det!"
"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel
hellere sidde hjemme hos dine Forældre -- med Drengen, naturligvis --
og ønske, at Du aldrig havde seet mig?"
"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være
kommen fra!"
"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde
været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge,
og Du endnu havde siddet paa Kontoret -- saa havde Du dog været
sparet for mange Sorger!"
"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! -- Troer Du
da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før -- og at det er Dig,
der er Skyld i det!"
"Jo, det er Du vel ogsaa. -- Du havde da i alt Fald ikke faaet
Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over
Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.
"Har _jeg_! Er det sandt!"
"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg _har_ seet det!"
"Og Du er ikke vred over, at jeg --"
"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være
vigtig af min Kone! -- Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du
var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa
bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor
Tid ikke er den store, men den _lille_ Kunsts. Jeg interesserer mig
ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg -- men Dagligstuerne
har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til
igjen at slaa mig paa Porcelainet -- det er dog saadan noget temmelig
fornemt Noget -- og _det_ duer jeg til. -- Nu _har_ jeg været ude paa
Fabriken, og _der_ tog man imod mig med Kyshaand."
"Ja, det troer jeg nok! -- Men Du skal da ogsaa male rigtige
Malerier, Hans?"
"Ja -- naar jeg _har_ Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere
gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan
bliver inspireret -- og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være
med at være Egoist -- men holde af Dig, det gjør jeg alligevel
altid!"
Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd -- det
var længe siden, hun havde gjort det!
"Men _Du_ skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver,"
vedblev Duborg, "for _det_ har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant,
og havde Du i Tide lært det, _jeg_ har, saa var Du ti Gange mere
værd, end _jeg_ er -- jo, Du var!"
-- Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer,
der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet
finde mig i, at _Du_ var den Overlegne -- men det _er_ Du! -- og saa
har jeg været jaloux -- paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du
saae til -- men det skal jeg ikke være mere!"
"Aldrig?"
"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel -- en Gang imellem. Men det,
som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid --
næsten altid -- havde Ret -- det maa en Kone aldrig have!"
* * * * *
-- Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en
constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri
Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration
i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig
Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet
det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at
jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"
Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien.
Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin
Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie.
Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa
vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var
hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at _hun_ var
hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine
Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten
ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han
glædede sig umaneerligt til -- hvor _kunde_ han dog glæde sig til at
være en hel Vinter borte!
* * * * *
Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var
saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin
egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".
Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange
Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester
og Kamerater, ventede sig en Succes.
Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været
ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i
Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den
Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.
Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i
første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i
Galleriet -- han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.
Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par
Linier fra Ragna -- Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og
da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at
Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.
Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke
alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der
tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige
Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde
for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun
helt igjennem førte sig.
Hun vidste, at Poul sad i Parkettet -- men hun vidste ikke, om hun
var glad eller bedrøvet over det.
Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en
Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en
ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det
egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den
Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.
-- "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til
hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"
* * * * *
-- Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat --
Mille var bleven meget gammel.
Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at
hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St:
Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været
det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at
existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. -- "Nei,
jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig,
dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige
Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet
Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen -- det har jeg selv
seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse,
og Be'emanden veed Besked!"
Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig
henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo
nok lidt høit oppe -- fjerde Sal -- "men saa er man saa rart nær ved
Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"
Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde,
som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig
passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for
Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var
Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af
sig og derfor trængte til Opmuntring.
Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.
-- "Herregud, at lille Marie nu er naaet _saa_ vidt!" sagde Jomfruen
rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev
paa sin Tavle! -- Poppe kunde saa godt lide hende -- ja, nu er der
gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør
med de tyve Kroner -- og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have
mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i
Jorden! -- Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt.
Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem,
men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder
-- ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en
Vest om, men alligevel -- nei! Frøken Hansen synger ikke mere i
Garnisons -- hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og
seer paa Leiligheder -- ikke fordi hun flytter -- hun har jo sine to
Værelser i 'Trøstens Bolig' -- men forat faae Tiden til at gaa med
Noget -- og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam
Asters er bleven værkelig. -- Lirekasserne er heller ikke mere, hvad
de _har_ været -- det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu
spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten
med. -- Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen
i Gothersgade -- har Duerne det godt? -- Ja, jeg vilde gjerne give
Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed
saamænd ikke, hvad det skulde være -- jo, bi lidt! Jeg maa have dem i
Commoden!"
Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt
hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede
Silkebaand en gulnet Convolut.
"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at
jeg har gjemt dem!"
"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.
"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav
mig for mange Aar siden -- jeg troer, hun havde faaet dem af den
lille Poul Lange -- ja, nu er _han_ vel ogsaa bleven stor, for
Officeer _er_ han da -- men det kunde jo være, det vilde more hende
at faae dem igjen saa længe efter. -- Husk nu at give hende dem, og
sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"
"Det skal jeg!
"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren
her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"
"Ikke det?"
"Nei! Han siger, at det er Alderdom -- men Alderdom er da ingen
Sygdom, vel?"
"Nei, det er det jo ikke."
"Bare jeg kunde dø, Terndrup -- men jeg troer, Sjælen er groet fast i
Ryggen paa mig!"
"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! -- Men nu maa jeg afsted
-- Farvel, Jomfru!"
Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:
"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem -- De skal have
Lænestolen efter mig -- jo De skal!"
"Skal _jeg_! -- Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som
De --"
"Nei, der er ikke. -- Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"
* * * * *
Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde
have ret langt tilbage.
Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise.
Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen
Maade vide af. -- "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde
han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset -- mere end
nok!"
Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig
var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver -- "og hun
vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han.
Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent
Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til
hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne -- _der_ var Poul med
en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae
straalende fornøiet ud -- nu bøiede han sig ind bag Gardinet og
hviskede Noget til hende -- _hun_ saae ned -- Parret forsvandt.
Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde
lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar _han_, han, den Eneste --
aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt,
fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat -- forbi, forbi!
Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af
Terndrup -- et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa
tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i
Grønsværen om Lindetræet -- nu stod ogsaa _det_ afbladet, sort og
nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade
have været hende en Relikvie -- nu var de kun Symbolet paa en tabt
Illusion.
-- "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet -- den visne Blomst grønnes
aldrig mere!"
Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og
det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet --
saa bliver den borte i Mørket.
-- I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien.
Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod
det.
* * * * *
Det lød saadan:
Min egen, kjære Marie!
Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu
mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil.
Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men
det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter
nu kunde se Dig ind i Øinene -- eller maaske slaa mine Øine ned
for Dig! -- Men det er jo umuligt -- og komme hjem uden at have
skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke.
Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at _Du_ holder af mig --
hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte -- og
_jeg_ holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden
-- det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det
er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet
Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele
Verden, jeg vilde have til Kone -- hvis Du da ellers vilde have
mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira,
men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig
har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at
sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at
skrive det -- og Du vidste det vel ogsaa iforveien.
Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer
det.
Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og _jeg_ var med.
Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel
have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa _Dig_,
og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede
ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og
jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi
jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og
gjorde Kur til Damerne over en lav Sko.
Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme -- Du
kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem,
som jeg dansede meget med. Hun var kjøn -- det vil sige, det
syntes jeg igaar -- og hun var venlig og indladende og alt
Muligt. Jeg maatte tale _om Dig_ med et Menneske -- netop fordi
Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med -- og saa
fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og
havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt
Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart
jeg kom hjem -- det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og
hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed -- kun Fornavn
naturligvis -- og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie,
Marie, Marie" -- og _det_ lød meget kjønnere end hele Balmusiken.
Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det
kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er
naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan
bære sig saadan ad.
Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men
det _var_ hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog
sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i
Øieblikket tog for gode Varer -- jeg havde jo ogsaa drukket en
hel Del iskold Champagne, og varmt var det -- noget Sludder om,
at her i Vestindien var _hun_ min Marie, og at hun skulde
erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men
det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var
den eneste Maade, hun kunde fange mig paa.
Jeg tænkte paa _Dig_, men jeg tog _hende_ i mine Arme.
Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet
ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du
kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad
over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen
skulde jo rigtignok helst have været en anden.
Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre --
saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer
hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen -- for med Fader maa
man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre.
Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt!
Din
Poul.
Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin
Lykke til.
Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol
og straalende af Glæde. _Naar_ han kunde, stjal han sig over til
Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs.
* * * * *
I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre
havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var
der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie.
-- "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt
for _hende_, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa
hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!"
"Herregud, er _hun_ borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer
ud og erstattes ikke af lignende ny."
"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev
Terndrup. "Nu, da hun er død, kan _det_ saa ikke give Dem det 'Puf',
De trænger til for at lade Bogen komme ud?"
"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog
skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"
Saa kom Holst.
-- "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede
Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"
"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende
Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig
travlt!"
"Hvormed?"
"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for
at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave -- værsaagod!"
Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et
Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin
Krone op over Taget.
"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at
tænke paa _mig_ -- Tusind Tak!"
"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg
ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud
veed, hvordan Alting var gaaet!"
"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til
Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"
"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke
havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer -- og styrede
dem godt! -- Men hvad er _det_, Holst, er Du begyndt at radere?"
"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at
Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig -- i
alt Fald overfor _mine_ Mesterværker -- og saa tog jeg fat paa
Radeernaalen og prøvede mig frem -- ja, det er det første rigtige
Forsøg, din Kone har faaet."
"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.
"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar -- men det
skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af
fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand,
skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan _det_ gamle Kjøbenhavn
saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."
"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse
gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"
-- "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde
Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav
Ragna en Firkløver. -- "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ
forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til
Raderingen -- den bringer nok Lykke, skal De se!"
"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret
paa Firkløveren. "Og _den_ har De virkelig plukket i Generalconsulens
Gaard?"
"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under
Lindetræet, og saa --"
"Det er =Trifolium resupinatum=!" sagde Berner næsten høitideligt.
"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum -- 'Planten funden og
forsvunden'!"
"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø,
som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."
"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard
-- har De ikke?" spurgte Holst.
"Nej, _jeg_ har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en
Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet
paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange
havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."
"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"
"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en
Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om
Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i
Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken =Trifolium
resupinatum= eller nogen anden Kløver. -- Og hvordan kan den nu
pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"
Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden
Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus
Resten af Aftenen.
Saa kom Poul og Marie -- de kom "ganske tilfældigt" sammen.
-- "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og
Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"
Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen
sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til
ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.
-- "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup
efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i
"Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.
"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede
Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom -- har De
det endnu?"
"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.
"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. -- Men
skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan
more mig at vide?"
"Ja -- jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.
"Se, se! -- Og _hvor_ var det, med Forlov at spørge?"
"Det var hjemme i Gaarden -- jeg ledte efter det næste Dag, men det
var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop
nu, da gamle Jomfru Buxbom er død -- det havde dog været et Minde om
hende."
"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de
her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge -- det var maaske
allerbedst, det gik, som det gik. -- Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg
vilde!"
* * * * *
Man brød sent op og _gik_ hjem i den lune, lyse Midsommernat.
-- "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup
om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.
"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.
"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte
Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden -- der er
vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"
"Naa -- aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil
være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"
"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.
* * * * *
Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene
ad.
-- "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. -- Er _det_
heller ingen 'Puf' til Bogen?"
"Jo -- umuligt var det jo ikke!"
"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er
varmt! -- Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra
Byen!"
"Fra Byen?"
"Ja -- jeg reiser til Efteraaret -- til Hønsetiden," svarede Terndrup
og saae ned.
"Men hvorhen dog?"
"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og
saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."
"Men jeg troede dog, at De --"
"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. -- Ja, det har jeg jo paa
en Maade ogsaa. -- Men saadan Noget skal man ikke love -- for i
Længden kan man ikke holde det!"
"Herregud, skal man nu miste _Dem_! -- Men har De da Raad til at
opgive Forretningen?"
"Gu', har jeg saa! -- Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har
lagt Skilling paa Skilling."
"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"
"Ja, det er da paa høie Tid!"
"Hvad vil det sige?"
"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for
enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar;
skydes op _skal_ de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg
endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. -- Godnat, Berner!"
Vel var Poul, som Terndrup rigtigt havde bemærket, ikke synderlig
"kaalhøgen" overfor sin Fader, men der maa jo en Ende paa Alting, og
en skjønne Dag i Eftersommeren, ude paa Landet, opgav han -- efter
Poussecaféen -- at "varpe sig frem" og fortalte rent ud, at han og
Marie holdt af hinanden.
Det blev en artig Scene!
Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti
mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han
kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af
Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde
derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa,
aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. --
"Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal
have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt
kan Du -- heldigvis! -- ikke skaffe, for din Danserinde har vist
ikke nogen større Formue, vel?"
Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig
tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt
Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund.
* * * * *
-- "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres
Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde
mindste Forpligtelse overfor Dem -- hører De: ikke den mindste! --
saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem
med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt
at lokke min uerfarne Søn -- jo, De har! Da Deres Mand kom i
Fedtefadet --"
"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt,
"det blev han ved med at sige til det Sidste!"
"Lad os ikke tale om _det_! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan
være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone
indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand -- en god
Demokrat -- men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette
Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig
Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om
Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru -- nei! -- De maa
flytte til October, Understøttelsen beholder De!"
* * * * *
Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik
Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg
brummede, og Poul saae ikke til sin Fader.
-- "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde
Terndrup. "Ja, jeg _har_ nok tænkt det!"
* * * * *
Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og
realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde
imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af
Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse
med.
* * * * *
En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor.
"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i
Audienspositur.
"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om,"
svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa
jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned."
Dermed tog han ugeneert en Stol, og da _han_ satte sig, gjorde
Generalconsulen fornærmet det Samme.
"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi
stille op med hende: hun vil flytte!"
"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun _skal_!"
"Naa, hun _skal_, se, se! -- Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig
ved, men --"
"Nei!"
-- "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første
Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste -- naa,
han har naturligvis unge Ben, saa --"
"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?"
"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!"
"De faaer aldrig i Evighed hinanden!"
"Naa, ikke det? -- Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres
Søn kun er Secondlieutenant?"
"Nei, _det_ troer jeg dog ikke, hun gjør!"
"Ja, men hvad kan det da være for? -- Er det monstro, fordi hun veed
Noget?"
"Om hvem?"
"Ja, det maatte vel være om Dem!"
"Om mig!"
"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!"
"Maa jeg bede Dem øieblikkelig --"
"Ja, jeg skal strax være der! -- Saa maa Fru Lund alligevel have
faaet Noget at vide -- men det er ikke af _mig_!"
"Aa, De er jo forrykt -- hvad mener De?"
"Det var ellers en Skam, for _jeg_ har holdt ren Mund -- men hun maa
jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!"
Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede,
da han sagde:
"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer _mig_, at hendes Mand
smuglede og blev overbevist om Toldsvig!"
"Naa, ikke?"
"Nei!"
"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. -- Det var sgu _Dem_,
der smuglede!"
"Mig!"
"Ja, vist var det saa!"
"De lyver! -- Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange
til, saa veed _De_ Ingenting -- Ingenting!"
"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! -- Jeg har altid havt
saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel
Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle
Frimærker, som sad paa Brevene."
"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen.
"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!"
"Naa, og det Brev, det læste De?"
"Ja, jeg gjorde saamænd! -- Det skulde jeg maaske ikke have gjort,
men --"
"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!"
"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men
gjort er gjort!"
"Naa, og Brevet, Brevet!"
"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa
grumme tydelig."
"Naa, det blev den!"
"Ja, grumme tydelig! -- De har jo nu altid holdt af saadan smaa,
mindre propre Nebengeschäfter -- ogsaa _før_ De blev Generalconsul --
og saa havde De hittet paa -- bare som en Adspredelse, begribeligvis
-- at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne
blev slaaet op om Natten i Deres Gaard -- jo, de gjorde! -- og De
brugte Deres Agent, Lund, som Straamand -- det var _hans_ Navn, der
blev klareret paa, og det var da ogsaa _ham_, der blev snuppet!"
"Tilstod han maaske ikke selv?"
"Jo, han gjorde!"
"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt,
hvis han havde havt rent Mel i Posen!"
"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde
heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde
brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han
kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde _De_ ham klar paa, at
Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig,
og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene
vilde tage sig Skylden paa for det Andet!"
"Hvor meget koster det Brev?"
"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup,
stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og _det_ er jeg
ogsaa hørt op med nu -- men forresten er det Brev ikke til at faae."
"Hvad skal det sige?"
"Nei, for jeg har brændt det."
"Har De brændt det?"
"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort -- jeg har
ogsaa fortrudt det bagefter!"
Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen.
"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han.
"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. -- "Men jeg er
alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den
Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!"
"Kløver! -- Vaas! -- Hvad for en Kløver?"
"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner -- De veed, ham, Deres
Svigersøns gode Ven -- han kom engang for mange Tider siden og sagde
til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante,
som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for
det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun
var funden eet Sted før i Kjøbenhavn -- nei, De maa sgu sidde ned og
høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i
Aviserne!"
"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!"
"Nei, man skulde ikke tro det, for _De_ faaer jo ingen Klipfisk nede
fra Italien, vel? Det var jo ogsaa _det_, der var det Mærkelige, at
den Plante netop skulde voxe i _Deres_ Gaard!"
"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar
siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!"
"Det er rigtigt -- men iaar er der sgu!"
"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt -- den Kløver iaar kan
da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund -- selvfølgelig
imod mit Vidende og Villie -- muligvis har brugt min Gaard til at
slaa op i!"
"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er
skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke --
men den er lidt lang. -- Seer De, de visne Blade, som Berner i sin
Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde
plukket her i Gaarden og givet Marie Lund."
"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang.
"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. -- "Om Forladelse,
nu er han jo Lieutenant! -- Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun
havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom --
De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra
Vennebjerg -- det Meste af Buketten, og se, Jomfruen -- hun var jo
saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun -- naa, hun havde
gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg
skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det
gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at
Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi
fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt
Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. -- Kan De saa se, at
Kløveren iaar alligevel stammer fra _den_, Deres Appelsiner har været
pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store
Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde
være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?"
"Aa, De er jo gal, Menneske -- splittergal!" raabte Generalconsulen.
"Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være
Noget at finde i Gaarden -- det kan De stole paa!"
"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke
mig. -- Men det gjør nu Ingenting!"
"Ikke det!"
"Nei! -- Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!"
"Hvad for en?"
"Kløveren! De veed, Berner -- ham, Deres Svigersøns gode Ven -- han
har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele
Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken -- det har
saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! -- Jeg har ellers et
Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane -- her skal De se,
hvad der staaer:
"=Trifolium resupinatum.= Første Gang funden paa Pladsen omkring
Thorvaldsens Musæum. Senere funden i Generalconsul Lange's Gaard,
Store Kongensgade 238."
"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ -- De
kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!"
"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i
Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!"
"Ja, Gud veed! -- Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at
plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium."
"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa
mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!"
"Det kan De! -- Men De lader nok være med det!"
"Nei, jeg gjør ikke!"
"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal _jeg_ sige _Dem_ Noget: _De_ kunde
ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem
lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og
Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: _det_ Nummer af Avisen,
det kjøbte sgu Deres Fader strax!"
"Det Hele beviser Ingenting!"
"Nei, _det_ gjør det ikke -- men De er ligegodt en død Mand den Dag,
det kommer frem!"
Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og
ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at
vinde et nyt.
-- "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt
Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig -- ikke det
Mindste! -- men offentlig Skandale er mig modbydelig!"
"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers
grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver
boende -- og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden,
begribeligvis!"
"Men er De da forrykt, Menneske! _Min_ Søn og den fattige
Balletspringerske -- aldrig!"
"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende."
"Ikke det!"
"Nei, det kan man ikke -- hun faaer da baade at bide og brænde!"
"Saa! -- Maa jeg spørge hvorfra?"
"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden
Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en
Maade er nærmest til at vide det -- jo, seer De: Frøkenerne paa
Vennebjerg har gjort Testamente for nylig -- jeg var selv
Vitterlighedsvidne sammen med Smeden."
"Naa, det _var_ De! -- Og hvad kommer det Sagen ved?"
"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne
efterlader sig --"
"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?"
"Nei, aa, nei! -- Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden --"
"Ja, _den_ skal min Søn Julius have -- han er den eneste Landmand i
Familien!"
"Det er nok muligt -- men den er nu ligegodt testamenteret til Marie
Lund."
"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! -- De to gamle
Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!"
"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet
for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til
at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!"
Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og
trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen --
overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede
Vennebjerg, og endte med at give sig.
* * * * *
Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage.
-- "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han -- hvad er
det nu, han hedder --"
"Berner!"
"Ja, Berner -- der har altid været mig noget Ubehageligt ved den
Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! -- Den Bog ønsker jeg
ikke skal udkomme!"
"Ikke det!"
"Nei, De maa standse Trykningen!"
"Det kan jeg sgu ikke!"
"Ja, det om den forbandede -- om denne Kløver -- det maa i alt Fald
gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for
min -- forresten ganske frivillige -- Indvilligelse i Partiet!"
"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! -- Godmorgen, Hr.
Generalconsul!"
Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem.
-- "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste.
Det om den her Trifolium -- det maa De stryge i Correcturen!"
"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud.
"Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!"
"Ja, det er nok muligt -- men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke
Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige
Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den
Trifolium."
"Hvem er det?"
"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og
Lieutenant Lange -- nu veed De det!"
"Men Terndrup -- kan De forlange _det_ af mig!"
"Ja, jeg kan sgu! -- Har De ikke altid sagt, at naar en Art -- et Dyr
eller en Plante -- saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder
den?"
"Jo, det har jeg vel nok, men --"
"Naa, den Trifolium, den _har_ opfyldt sin Mission -- det kan De
stole paa! -- og saa lader vi den forsvinde!"
"Mission -- ja, hvilken Mission?"
Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et
polisk Smil i det ene Øie og svarede:
"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog -- det var saamænd
ellers aldrig bleven til Noget uden den."
Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og
Marie -- og saa lovede han -- med et resigneret Suk -- at føie sin
gamle Ven.
"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for
_det_! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have
hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først
til sidst.
Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider
var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:
"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og
Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"
"Hvordan det?"
"Jo, havde _hun_ ikke gjemt den lille Buket, saa --"
"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar _De_ ikke strax havde
seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds
Belte!"
"Nei, det er ogsaa sandt! -- Men det er dog Marie selv, der har saaet
Frøet!"
"_Det_ er det! -- Men dersom Holst ikke var gaaet ind i
Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet
Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"
"Og dersom _De_ ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det
Brev, Terndrup --"
"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"
-- "Og _saa_ siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød
Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med
Alverdens Forfattere -- men man har ikke altid saa let ved at se det
i Virkeligheden som i Bøgerne!"
"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa,
Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man
paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden,
blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de
senere Aar. Men _den_ Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og
Lieutenanten -- jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev
gift med hans Søster!"
"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa
sikker!"
-- "Ja, gu, er _hun_ sikker!" indrømmede Terndrup.
Terndrup sagde selv, at hans "Mission" i Kjøbenhavn nu ogsaa var endt
-- ligesom Trifolium's -- der var Ingenting at bie efter, og først i
October vilde han reise.
* * * * *
Om Formiddagen, som han skulde med Dampskibet om Aftenen, kom Holst
og Berner hen til ham forat sige et sidste Farvel i den gamle, tomme
Leilighed, hvor der nu saae saa underlig fremmed ud, og hvor man
mindst af Alt forstod, at der kunde have været saa mange Bøger til
Huse i de smaa Rum.
Terndrup vilde endnu engang op paa Slaget og tage Afsked med Udsigten
og Duerne -- han havde forresten foræret dem til Værtens Søn -- og
saa gik Holst og Berner med op.
* * * * *
Det var smukt Octoberveir med ualmindelig klar Luft; Røgsløret laa
lavt nede, kun Tage og Kviste ragede op af det.
-- "Herregud, _der_ er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup.
"Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor -- Gud
maa vide, hvem der egentlig boer!"
"Og _der_ var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en
Photograph -- =sic transit= --!"
* * * * *
Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. --
"_Der_ er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men
om han nærmest tænker paa =Trifolium resupinatum= eller paa det
"historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue",
det er ikke godt at sige.
* * * * *
-- "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig
føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver
Fremmede --"
"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland
ligger," afbryder Berner ham med et Smil.
"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst,
"som f. Ex. Duborg -- han er lige glad, om han er paa Capri eller i
Kjøbenhavn -- eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er
borte!"
"Men hvor _er_ det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i
hele Verden!"
"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere -- se
blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!"
"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner,
"'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!"
"Det _skal_ det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og
ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over
Staden Side om Side med Raadhustaarnet!"
"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den
gyldne Kongekrone!"
"Kan indrømmes -- af Skjønhedshensyn! -- Men det bliver os
Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny
'Kjøbenhavns Slot'!"
Berner smiler. -- "For _mig_ er det Væsentlige ikke, _hvem_ der
bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen
som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den
sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over
Absalons Brønd -- Traditionens 'hellige Kilde' -- _den_, som er og
bliver et Folks dyreste Eie!"
-- "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af
Kjøbenhavn -- 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger
-- og hver af os holder nu af den paa sin Maade. -- Men var _jeg_
enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte
i forgyldte Rammer!"
"_Jeg_ vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender
Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!"
"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause.
* * * * *
Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er
sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog
altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med -- og jeg
synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!"
"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger,
hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en
Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide,
_hvordan_ Fortsættelsen bliver -- og det veed man da heldigvis
heller aldrig! -- Færdig, siger De! Troer De, _jeg_ er færdig,
eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa
udødelige Mesterværker endnu -- og De! De skal naturligvis udgive
Supplementbind til Deres store Værk -- hvem veed, maaske naaer De
endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens
Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det
ny Slot! -- og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse
-- helst naturligvis gjennem Kunsten! -- Og Duborgs! Troer De, _de_
er færdige? Jo, Pyt! _Han_ kan endnu blive inspireret og gjøre et
Galleribillede, og Fru Ragna -- ja, _hun_ kan gjøre, _hvad_ det skal
være! -- Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste -- den
sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa -- de skal
jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i
Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser -- det er
kun _Byens_ Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! -- Ja, vi
_skal_ vel ned!"
-- Berner gaaer forrest. -- "Giv mig Deres Haand," siger han til
Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!"
"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er
_det_, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!"
* * * * *
-- Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring -- det er jo
tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med.
Den dæmpede Støi fra Gaderne nedenunder -- et sammenstemt Kor af
Raslen og Klirren, Rumlen og Raaben -- lyder op til ham, i Øieblikke
stærkere, i Øieblikke svagere -- snart skal han slet ikke mere høre
den, _han_ drager bort, Andre kommer til.
Dueflokken slaaer et Slag over de nærmeste røde Tage, løfter og
sænker sig og bliver borte for Øiet, borte i Soltaagen, som dirrer
over den store By.
* * * * *
Og saa gaaer ogsaa Terndrup ned forat drage til sine Fædres Land og
_der_ bruge de Patroner, som Vorherre endnu maatte have bestemt for
ham.