"Naa, ja, vel! Men Salut -- skyder de Kanonerne af lige over Hovedet

paa En?"

"Ja, hvor skulde man ellers skyde?"

"Nei, det er ogsaa sandt. -- Knalder det svært?"

"Ja, det er ligesom man tager det -- vi skyder ikke med brugt Krudt!"

"Nei, det knalder sgu vist ækelt! -- Jeg troer, jeg vil gaa et Par

Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa

for Skud!"

"Hvorfor det?"

"Herregud, fordi, fordi -- ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg

har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en

Krydser herop for at vise Flaget."

"Det var som Fanden! -- Har _de_ nogen Flaade?"

"Ja, de har da een Krydser -- de kjøbte den af Honduras ifjor!"

"Sikke Sjov! -- Men det maa jo være sorte Officerer!"

"Hvad for Noget?"

"Ja, er det ikke en Negerrepublik?"

Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne

vedblev:

"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! -- Men gjør Dig nu bare ikke

til Grin, Fader!"

"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! -- Tag ikke Exempel af din

Broder Julius!"

"Nei, _det_ skal jeg nok hytte mig for!"

"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig

-- det er Statshemmeligheder, hører Du!"

Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!"

-- det var den kraftigste Edsformular, han kjendte -- saa blev han

dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for

halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske

Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde

Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal.

Da Vennebjergerne det Aar kom ind til December Termin, ventede der

baade dem og adskillige Andre forskjellige Overraskelser.

Ragna havde faaet en Søn nede i Rom; der var lige kommet Brev, og Alt

stod vel til.

"Saa er vi Oldetanter!" sagde Vennebjergerne og kneiste uvilkaarligt,

og samme Dag sendte de Ragna hundrede Kroner, "der kunde bruges

saaledes, som den Nyfødte maatte ønske det". De hundrede Kroner kom

saare beleiligt.

Efter Middag erklærede Søstrene, at de skulde over i Baghuset, paa

Visit hos Fru Lund.

"Hvad Pokker vil I der!" udbrød Generalconsulen forbauset.

"Vi vil se Maries Moder", lød Svaret, "for saadant et Pigebarn maa

have sjeldne Forældre!"

"Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt

af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og

adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i

Tide, var han endt i Forbedringshuset!"

* * * * *

Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De

maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden

og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde

faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin

Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken,

og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde,

kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder

Lille-Juleaften -- Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags

Morgen.

* * * * *

Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde

Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede,

at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen.

"I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!'

Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!"

Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i

_den_ dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet,

efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk

Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret,

kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med.

"Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg

synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham

har I da ogsaa mere Nytte af!"

Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes

forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det

Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand -- d.

v. s. til at være borte fra Hovedstaden -- og den kjærlige Fader

haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne

bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere _ham_ Vennebjerg.

Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog

med sig i Theatret -- i første Parket.

* * * * *

Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det

store, endnu kun halvt oplyste Theater.

-- "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa

sad vi der allerøverst oppe under Loftet -- er _det_ ikke bedre?"

Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads.

"Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne,

"men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre,

lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening.

"Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo.

"Nei, er _det_ Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at

reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer

iaften og seer Marie?"

Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa

han maatte tysse paa dem.

-- "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen -- mod al

Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn

havde den første Replik.

"Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. -- "Ja, det er

hende!"

Efter Eskimodansen klappede Søstrene _for_, som var det Banketræer og

ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa

begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som

om han ikke kjendte dem.

-- "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien.

"Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede

Sine.

"Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo.

-- "Veed Du, hvad _jeg_ vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt

Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men

ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige

saadan Noget som Cadet eller Søofficeer.

Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være

forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde _jeg_ ogsaa!" hvorpaa

Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et

ungt Mandfolk ikke var det.

Saadan endte _den_ bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne

af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de

var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov.

* * * * *

-- Næste Dag var de hos Mille Buxbom.

De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i

Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende,

der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie.

Da de kom op paa Kvisten, traf de _der_ til deres Forfærdelse to

rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik.

"Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende

Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?"

Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var

Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til -- det var saadan et

Par velsignede Mennesker -- og de talte sammen, og de drøftede

aandelige Ting sammen o. s. v.

"Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske,

nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke

Dig med Vievand -- fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel

ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! --

Ja, skulde _Du_ skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt

i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!"

Omsider forlod de, til Milles store Lettelse,

Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen

bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes

Moder og saa til Faderen. -- "Om det var sandt, hvad de havde hørt,

at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" -- Jo,

det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast

overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod

altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i

det, han sad for. -- "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de,

"men derfor _kan_ han jo gjerne have været uskyldig!"

Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer.

Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa

ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være

Tale om at fortsætte Skolen.

"Hvad hun da saa havde tænkt paa?"

Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man

læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og --

"Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt

Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler _vi_! -- Se

nu blot at finde et passende Sted!"

* * * * *

Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem.

-- Oldefaderens Røst talte ikke længere ud af Poppe.

Kort før Jul døde den efterat have faaet den sidste Olie af Terndrup

og blev strax sendt til Udstopning. Familielegatet paa de tyve Kroner

aarligt gik nu over til Bombebøssen, og Mille Buxbom var høitideligt

stemt.

Ganske vist hang hendes lille Værelse nu, som altid før Jul, fuldt af

Papirsdanserinder, Kurve og malede Æggeskaller med Baand i, og ganske

vist havde hun i Steden for Papegøien anskaffet sig en Kumme med to

blegsottige Guldfisk, som hun forsikrede var høist interessante at se

paa, men de forestaaende store Begivenheder -- Opbrud og Flytning --

havde rent taget Veiret fra hende, og hun var hel distrait, da

Terndrup efter Tilsigelse saae op til hende.

Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad

hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og

om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag.

Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over

Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte

Jomfruen sig halv forlegen at sige:

"Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!"

"Naa, er det _det_," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til

hende? Er det fra en Auction?"

"Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!"

"Hvem er hun?"

"Det er et velsignet Menneske! -- Hvem der blot var som hun!"

"De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig

gammel til _det_?"

"Snak, Terndrup! -- Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og

opgive at holde egen Leilighed -- nu kunde jeg komme i saadan et

Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første

Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver

Middag -- synes De ikke, jeg skulde se at komme _der_?"

"Nei, jeg synes sgu ikke!"

"Ja, hvorfor ikke?"

"Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?"

"Nei, det vil de maaske ikke --"

"Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!"

"Ja, ja, saa opgiver vi _det_! -- Men saa vil jeg bo hos en Familie,

hvor Manden er Frimurer!"

"Frimurer?"

"Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i

Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun,

'_hvad_ de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa

ikke komme Fruentimmer med, og _det_ respecterer jeg, for saa veed

man, at det gaaer anstændigt til.' -- Jo, jeg vil avertere i

Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie -- vil De hjælpe mig med at

sætte saadan et Avertissement sammen?"

Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive,

og omsider fik han da Lov at gaa.

Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev

kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget.

"Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen;

dem er det jo ikke saa godt at flytte med -- troer De ikke, det

kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og

forærede hende den fra mig af? -- Naa, ikke? -- Ja, saa kan

Maskinmandens Børn faae den -- Farvel, Terndrup!"

Sne var der falden, og Frost var det -- Marie og hendes Moder blev

hentet i Kane ved Stationen.

Gamle Andrees saae hel fornøiet ud ved Gjensynet med Marie, stoppede

hende omhyggeligt ned i Fodposen, stod op bagpaa og slog et knaldende

Smeld med den lange Pisk -- saa susede de afsted.

* * * * *

Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven

fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at

pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen -- det var fuldt af

Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det -- og

der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde

have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til

Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne,

og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i

Utide."

-- "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt

for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget

Varmt i Livet -- nei, _vi_ fryser ikke!"

Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den

korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og

Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat

ad hende.

Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig,

lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke

at formaa til at sætte sig i Sophaen.

* * * * *

-- "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. --

"Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?"

"Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg _har_ taget Musefælden

ind -- det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til

Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. --

Kom saa!"

Træet straalede omkap med de glade Ansigter -- Gjæsternes og alle

Folkenes -- Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde

Taarer i Øinene.

-- "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en

velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, _det_ var det!"

-- Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke.

Kirken var oplyst -- det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs

Bekostning -- og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade

ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft.

-- "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde

Marie paa Hjemturen.

"Ja, _det_ skulde vi nok mene," svarede Tanterne.

"Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne.

"Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger,"

tilføiede Sine.

* * * * *

Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke,

viste Poul sig -- han var gaaet hertil fra Stationen.

Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa

deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar

Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har

Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede:

"Skal _Du_ ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel

herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i

alt Fald ubestrideligt =fait accompli=.

Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden -- desværre ikke absolut ædru

-- og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke

tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom

gaaende fra Kroen.

"Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører

ikke til her, det er Streifvildt."

"Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine,

"og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr

maa vi da sagtens kunne ramme!"

Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke.

-- "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt,

men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst

-- kom saa!"

De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se,

hvordan den Jagt spændte af.

Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt

-- _to_ var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt -- og Sine

opdagede det strax.

"Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne.

"Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane

kan ikke staa paa Halv! -- Er Dyret der endnu?"

"Ja, vist er det der -- men vær nu bare stille -- nu sigter jeg!"

"Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke

af -- Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! -- Men hvad var

_det_?"

Ja, _det_ maatte Hanne _nok_ spørge om!

Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa

ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med

Bøsse i Haanden.

Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være

en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af

Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af

Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben.

"Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!"

raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han -- hvad hedder han?"

"Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham

Haanden. "Er det virkelig Dem!"

"Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou.

Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund --

_hun_ havde jo hørt det af Marie -- og da han ikke godt kunde tænke

sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede -- tilmed paa en

første Juledag -- havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og

var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et

ordentligt Stykke Vildt -- hidtil havde han jo maattet lade sig nøie

med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for.

Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før

Situationen med Eet var forandret.

"Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo

en anden Sag! -- Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en

Kop Kaffe -- og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!"

Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse

sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved

at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han

Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg

efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken.

Underveis erfarede Søstrene, at det var _den_ Terndrup, som tog sig

saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og

oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt

af Fru Lund.

-- "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da

Kaffen var drukken.

Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et

Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre

bange for, at Berner skulde høre noget om.

-- "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne.

Ja, det havde Terndrup da.

Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig?

"Ja, til Dels -- i _det_, han fik Skyld for," svarede Terndrup.

Om han kunde bevise det?

Nei, det kunde han ikke, men han _havde_ kunnet.

Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. -- "Men saa var der vel

en Anden, som --"

Terndrup nikkede.

Og han vidste, hvem det var?

Terndrup nikkede igjen -- men Mere var der aabenbart ikke at faae ud

af ham.

* * * * *

Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog -- den Ene paa

anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener

med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa

Vennebjerg, _naar_ han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes.

-- "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid,"

sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres

Soveværelse.

"Ja, men det er vel egentlig heller ikke _os_, han har besøgt,"

svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den

Aften.

* * * * *

Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i

"Livjægerne paa Amager".

-- Tiden gaaer.

* * * * *

Paa Vinter følger Vaar og Sommer; det bliver atter Vinter, atter

Vaar. Tiden lider fremdeles men uden store Begivenheder.

Mille Buxbom er forlængst flyttet fra Frimurerfamilien og skifter

stadig Pensionat og stadig Husdyr.

Vennebjergerne kommer ind til Terminerne, gaaer regelmæssigt i det

kongelige Theater og seer _der_, hvor Marie danser sig større og

smukkere -- seer ogsaa, hvor hun danser sig ind i Hjertet paa Poul og

paa alle Andre med.

Poul læser om Vinteren og er paa Togt om Sommeren, Julius uddanner

sig til practisk Landmand paa en Herregaard, og Generalconsulens

Knaphul begynder at gabe efter et Baand.

Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men

han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver;

han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine

Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men

Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader

Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og

specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor _hans_ Lov og Ret!

* * * * *

Men Duborgs!

* * * * *

Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner:

"Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?"

"Nei!"

"Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra

min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!"

* * * * *

Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem.

Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv

havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle

Mødre. Men Duborg -- ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde

han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i

Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham,

lege for ham, røre Vuggen og smaasynge -- ganske uden Stemme -- han

bestilte til Tider ligefrem ikke Andet.

-- "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit

Arbeide!"

"Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se

paa Drengen," svarede han.

"Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden

Jul!"

"Det kan det vel ogsaa blive -- og bliver det ikke færdigt, saa maa

han vente."

Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. -- "Men

Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!"

"Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!"

"Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!"

"Det kan man vænne sig til!"

Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa

Skjødet.

"Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan

-- en ren Madonna!"

Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og

det var med et fornøiet Smil, hun svarede:

"Aa, Pjank, Hans!"

"Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal

nok faae sit Billede, men før jeg har gjort _det_ færdigt, vil jeg

male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med

Drengen paa Skjødet!"

"Aa, hvad!"

"Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for _det_ er et

Motiv, jeg synes om!"

-- Og Billedet _blev_ godt.

I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om

hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte

roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv

sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort.

-- "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først

og fremmest naturligvis for Drengen --"

"Og for Dig selv!"

"-- men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt

Romerminde hjemme i Kjøbenhavn."

"I Kjøbenhavn?"

"Ja, vi skal jo hjem til Foraaret."

"Hvem siger _det_?"

"Det har _Du_ jo sagt!"

"Naa, ja -- men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange."

"Men _jeg_ ombestemmer mig ikke, Hans, og _jeg_ har bestemt at reise

hjem i April -- sammen med Drengen naturligvis."

"Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?"

"Længes _Du_ da aldrig hjem?"

"Nei -- ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er -- Du veed nok, jeg

sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov."

"Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og

ordentlige Kakkelovne og --"

"Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan

man da ikke tænke sig at have i en Stue!"

"Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og --"

"Klipfisk!"

"Ja, ogsaa det! -- _Du_ har ingen Forældre, og Du har aldrig havt

Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler

mig _saa_ meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den

igjen -- kan Du ikke?"

"Aa, jeg veed ikke -- naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne

være tilfreds. _Jeg_ savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!"

"Men Du har dit Arbeide, din Kunst!"

"Ja, jo -- det har jeg ogsaa, det er sandt nok -- men det er da

forresten rarest at være fri for at male."

"Hvad mener Du med det?"

"Ja, det er ikke saadan at forklare -- jo, jeg mener egentlig, at

det, _jeg_ maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre

kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne

undvære det -- og _jeg_ vilde helst være fri for at lave det."

"Det mener Du jo slet ikke!"

"Jo, vist mener jeg det! -- Jeg har egentlig aldrig været gladere,

end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et

Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev

arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers --

_det_ var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun

været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og

det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver _det_ mere.

Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det

ligger nu ikke for _mig_ -- _jeg_ kunde heller ikke holde ud saadan

som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer,

nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men _dem_ kan man ikke

gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end

i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de

skulde brændes!"

"Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte

Ragna.

"Ingenting! -- Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer

-- i alt Fald ikke hos Kunstnere!"

"Skulde _de_ maaske slet ingen Hjem have?"

"Nei! -- Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de

skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om

Foraaret og tage Nøglen med. -- Hvad er det, Du har saa travlt med?"

"Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede

Noget sammen.

"Nei, lad mig se! -- Hvad skal det være til?"

Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille

Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper

og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med

chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke

Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller.

"Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke

-- til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen

Dagligstue -- den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var

ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke

paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med

hjemme."

"Det er slet ikke daarligt!" sagde Duborg. "Det er egentlig ligefrem

godt. Hvem har tegnet det for Dig?"

"Det har virkelig Ingen -- jeg har gjort det saa godt, jeg kunde."

"Ja, det er naturligvis heller ikke hel godt tegnet -- men det er

godt fundet paa -- det kunde ogsaa have været brugt til Decoration

af Porcelain. -- Lad mig se, hvad Du ellers har gjort!"

Meget forlegen kom Ragna nu frem med en Del andre Ting, som hun selv

havde udstyret med originale Motiver -- italienske Anemoner, Firben,

Piniekogler og Bregner -- i paasyet Klæde.

Duborg saae længe paa det Altsammen, nikkede roligt og udtalte af og

til et Par anerkjendende Ord, men om Nogen havde spurgt ham, om han

nu nærmest var stolt af sin Kone eller skinsyg paa hende, vilde han

have været i den største Forlegenhed med Svaret, og tilsidst brummede

han -- ret som om han var bange for at have sagt for meget:

"Jeg synes nu forresten, det maatte være morsommere for Dig at sidde

og se paa, at _jeg_ maler, end selv at lave saadant Noget!"

"Ja, men jeg kan da ikke hele Livet igjennem sidde og se paa Dig!"

indvendte Ragna.

"Nei -- men Du kan jo ogsaa gjerne klimpre lidt paa din Mandolin,

naar jeg er ude, og saa har Du da Drengen at passe."

"Men han skal da ikke Livet igjennem have Bryst!"

* * * * *

Det maatte Duborg indrømme, og Resultatet af denne Indrømmelse blev,

at de virkelig kom til Kjøbenhavn sidst i April.

Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende

Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde

stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke _for_ langt borte;

helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til

Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt

vilde han ikke give.

Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor

mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa

omtrent, hvad han søgte.

Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv

forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som

Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var

slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt,

men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og

da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade

Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret.

-- "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, _jeg_

vilde ikke bo her -- det er mig alt for langt borte fra det rigtige

Kjøbenhavn -- men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om

Campagnen -- kun at _her_ er meget kjønnere -- og saa gaaer det nok!"

"Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund

af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have,

Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren -- ikke det

fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!"

Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i

Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede

Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det

alligevel ikke ret meget.

Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i

Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled,

og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et

lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det

voldte nogen Vanskelighed at enes om, _hvor_ Stykkerne skulde

anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest

Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To

have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte

de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og

Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden.

* * * * *

Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter

den lange Adskillelse, og Duborg var -- i alt Fald til en Begyndelse

-- temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke

hjemme -- han studerede stadig til Agrar -- Poul var efter Duborgs

Mening saa frisk og saa kjøn, at selv _han_ blev i godt Humeur ved

blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring

over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt

som muligt med hinanden.

* * * * *

Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna

havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot

været _det_, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af

den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet

en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I

flere Maaneder havde han øvet sig -- høit -- inde paa Kontoret, og

hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde

Begyndelsen: "=¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!="

udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere

hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en

Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora!

* * * * *

Dette hang saaledes sammen.

* * * * *

Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora -- ligesom i de

andre mellem- og sydamerikanske Stater -- været to Partier, der

skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den

til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule"

og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde"

Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var

det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun

nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg.

Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile

Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand,

var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved

enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en

Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for

sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og

erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der

imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef,

der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede

Haandgribeligheder; men hvad _han_ ikke vilde, det vilde hans fyrige,

spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i

fuldt Firspring over ad Præsidenten til.

Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig

syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og

som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu

større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere

hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident.

Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte

_ikke_ Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde

den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke

til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede

spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den

fyrige spanske Hingst. -- "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have

udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare.

* * * * *

Den fyrige Hingst blev imidlertid -- indirecte -- ogsaa Skyld i noget

Andet.

Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig -- skuffet over

endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis

agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest

indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og

til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning

overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den

gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den

Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste,

for ved _den_ havde han dog _nogen_ Udsigt til engang at

brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa

Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik

jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste

hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en

af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud.

Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og

Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give

dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae

ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis

vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei,

der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære,

foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et

Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne -- _saa_ længe kunde hun jo

nok være borte fra Hjemmet -- og for det Arbeide have et ret

klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind

paa -- han havde jo udmærket Brug for Datteren -- og ved Kaffen kom

han frem med sit Tilbud men -- rimeligvis paa Grund af de inden- og

udenlandske Ærgrelser -- under en saadan Form, at det nærmest lød som

et Løfte om fast Almisse.

Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun

naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det

var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at _hans_ Kone ikke

skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin

Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene

Penge, _han_, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin

Kunst.

"Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren.

"Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, _De_ kan ernære

en Familie med Deres Pensel -- hidtil har De jo levet af _det_, som

et ordentligt Udstyr skulde have kostet, og nu -- nei, havde De ikke

_mig_ i Ryggen, saa sultede De!"

"Men Fader dog!" raabte Ragna.

"Ja, jeg mener, hvad jeg siger -- men _Du_ kan jo ikke gjøre ved, at

din Mand er en Pjalt!"

"Hans, lad os gaa!" sagde Ragna, ligbleg men rolig. "Den, der

fornærmer min Mand, fornærmer mig -- ligegyldigt, hvem det er -- og

i hans Hus hverken kan eller vil jeg sætte min Fod!"

"Naa, _Du_ er ogsaa høibenet!" brølte Faderen og smed Cigaren henad

Gulvet. "Ja, ja, Du kommer nok igjen, naar Du bliver sulten, min

Pige! -- Farvel saa længe!" raabte han nedad Trappen efter hende.

Men Ragna kom ikke -- selv om hun var sulten.

Hun led i Stilhed under Forholdene, men hun anstrengte sig dobbelt

for altid at vise Duborg et mildt Ansigt, og det lykkedes ogsaa i

Reglen. Hvad der hjalp hende, var, at hun havde nok at tage Vare paa

i Hjemmet -- næsten for meget.

I forbausende kort Tid fik hun med ganske smaa Midler hele Huset

monteret. Romer-Portièrerne blev hængt op, gamle Fyrretræs Kister

dækkedes med de udsyede Stykker og blev til "Løibænke" og Skamler, og

af Cigarkasser, der limedes sammen, lavede hun et stort, morsomt

Kryderiskab med utallige Rum og med indbrændte, "allegoriske"

Ornamenter -- det saae ligefrem ud af Noget.

"Ja, saadan en vis Smag for det Decorative, det har Du," indrømmede

Duborg. "Men det er jo egentlig ingen Nytte til," tilføiede han, "og

først og fremmest maa Du jo tænke paa at passe Drengen."

Stundom kunde det falde hende lidt svært at holde Humeuret oppe,

navnlig naar Duborg pludselig i otte Dage holdt op at bestille Noget,

fordi han erklærede, at det var ham ganske umuligt at arbeide. --

"Jeg har heller Ingenting mere at male," sagde han saa, "Ingenting!

-- Jeg skulde være bleven ved Porcelainet!"

"Saa begynd paa det igjen!" foreslog Ragna mere end een Gang, men

_det_ vilde han heller ikke, og saa kunde, hvad Duborg kaldte

"Kontorblodet" komme op i hende: hun blev taus og myndig, og hun

kunde lade ham vide, at han manglede Energi.

Holst var hendes Trøst.

Han beundrede hende i Stort og Smaat, udtalte sig i stærke Ord om

hendes sikre decorative Smag og var altid den Oplivende. Imellem

spillede han ogsaa lidt sammen med hende og bragte hende Bøger til

Laans, men Duborg holdt ikke af, at hun læste ret længe ad Gangen:

"det er saa uselskabeligt," sagde han.

Duborgs Affairer begyndte Holst igjen at tage sig af, skaffede ham

Bestillinger -- som han forresten jevnlig kun modstræbende tog imod

-- og skaffede Udveie, bestandig lige fornøielig og lige uegennyttig.

-- "Du skulde holde Auction!" sagde han en Dag til Duborg. "Det har

Du aldrig gjort, og Du vilde faae forfærdelig gode Priser -- prøv

det en Gang!"

Men det vilde Duborg ikke paa nogen Maade. -- "Vil Folk kjøbe et

Billede af mig, saa kan de jo komme ud at bestille det," sagde han.

"Ja, det _kan_ de," indrømmede Holst, "men det _gjør_ de sgu ikke!"

* * * * *

En Dag foreslog Ragna Duborg at gjøre nogle Tegninger til Julekort.

-- "Holst siger, at det betaler sig saa godt," sagde hun.

Men det blev han som ude af sig selv over.

"Holst!" raabte han. "Hvad kommer det ham ved? Og hvad har _min_ Kone

i det Hele at drøfte med ham! -- Julekort! Troer Du, jeg vil stykke

min Kunst ud i Skillinger! Tegne Julenisser og Grantræer og oplyste

Kirker -- nei, Pøbelkunstner er jeg ikke!"

Ragna græd, og det oplivede hende kun lidt, at der samme Dag bragtes

hende en anonym Høne og en do. Rullepølse; saadanne Victualier viste

sig af og til, og hun søgte af Princip aldrig at faae at vide,

hvorfra de kom, men hun vidste alligevel godt, at det var fra

Moderen, hvem Faderen naturligvis paa det strengeste havde forbudt at

besøge hende.

Den Eneste af Familien, hun saae, var Poul.

_Han_ brød sig Pokker om Familievrøvlet, sagde han, og han vilde

besøge sin Søster og sin Svoger og sin lille Neveu, _naar_ han havde

Lyst.

Nu skulde han jo snart være Officeer og optraadte i den Anledning i

det Hele med større Selvstændighed overfor Faderen, ja, vovede

endogsaa, da Denne en Dag beklagede sig over Yocobora-Krydserens

Udeblivelse, at sige:

"Vær Du glad ved _det_, Fader: Du havde sgu dog rystet i de forgyldte

Buxer, naar Saluten var gaaet!"

En Aften i December var der Selskab hos Duborgs. Der var ikke Andre

end Holst, Berner og Terndrup, og de var bedt paa Slagtemad fra

Vennebjerg.

Holst var til at begynde med rasende indigneret. Han havde paa anden

Haand faaet en "Stambog" sendende fra en ikke kjøn Dame, som han een

Gang havde været sammen med i stort Selskab, og Meningen var, at han

skulde tegne et Billede i den og skrive sit Navn.

-- "Er det nu ikke for galt," sagde han, "at saadan en ganske

almindelig Grossererfrue tillader sig at holde Stambog! Det kan en

Kunstners eller en Forfatters eller en Componists Kone gjøre -- En,

der hører til Lavet -- men Andre har sgu ikke Lov til at stille den

Slags Fordringer! -- Troer hun, det kan være _mig_ en Fornøielse at

male Bøgeskov og Bukøer i et Album inde mellem de Forglemmigeier,

hendes private Veninder har tegnet, og de Flouser, hendes Mands

Kontorister har skrevet! Nei, det er for frækt!"

"Gud veed, hvor Du gider!" mumlede Duborg, der var sulten.

"Jo, det er _for_ paatrængende," vedblev Holst, "det sagde jeg ogsaa,

da jeg gav Bogen tilbage."

"Du gjorde da ikke Noget ved den?"

"Jo -- naturligvis! Hun fik for fem Øre Gurkemeie og for ti Øre

Spinatgrønt i passende Blanding -- jeg vil først og fremmest have

Fred -- men jeg vil have Lov til at ærgre mig bagefter!"

"Gud veed, hvor Du gider!" gjentog Duborg, og saa gik man til Bords.

-- "Sikken Sylte!" udbrød Terndrup og satte Servietten fastere om

Halsen. "Ja, jeg smagte Magen til den forgangen Dag, da jeg var ude

at skyde et Par Harer for Frøkenerne."

"Og Leverpølsen er delicat!" erklærede Holst. -- "I Parenthes sagt:

Gudskelov, man ikke er Vegetarianer!"

"Du med dine Parentheser!" brummede Duborg.

"Ja, nu har jeg en Menneskealder igjennem talt i Parentheser,"

svarede Holst, "saa vil jeg ogsaa blive ved med det! -- Apropos

Leverpølsen: som god Demokrat maa jeg naturligvis misbillige

Herregaardenes Existens saadan ganske i Almindelighed, men at

Herregaards Pølse er noget for _sig_, det maa man indrømme."

"Det er mig alt for svær Mad om Aftenen," sagde Duborg. -- "Har Du

ikke noget Salat, Ragna?"

Nei, det havde hun virkelig ikke, det var alt for dyrt paa denne

Aarstid.

Duborg saae gnaven ud, men Berner, der jo altid havde næret et stille

Sværmeri for "den ranke Frue", som han kaldte Ragna, og ikke forsømte

nogen Leilighed til at bryde en Lanse for hende, tog nu Ordet og

sagde:

"Og selv om Salat slet ikke var dyrere nu end om Sommeren, saa skulde

man alligevel ikke have den paa sit Bord i December Maaned!"

"Hvadbehager! Hvorfor ikke det?"

"Fordi man efterhaanden helt forrykker Aarstiderne og ikke længer

veed, naar det er Paaske, og naar det er Jul! Nu har man jo Violer

hele Aaret om, og Ingen skjønner mere paa dem om Foraaret. Nei, i

gamle Dage, paa Frederik den Sjettes Fødselsdag den 28. Januar, saa

fik Hoffet første Gang Lammesteg og Jordbær fra Driverierne ved

Rosenborg; det vidste hele Byen, og hele Byen vidste ogsaa, at ingen

Andre kunde faae det -- _det_ gav Ro og Tilfredshed i Gemytterne!"

"Aa, De fortjente selv at have levet paa Frederik den Sjettes Tid!"

sagde Holst.

"Ja, jeg vilde sikkert have befundet mig inderlig vel," svarede

Berner. "Det var hyggelige Hjem, som fandtes dengang, tarvelige men

hyggelige!"

"Nei, det bliver snart for galt!" raabte Holst. "Vover De virkelig at

prise Hjemmenes Hygge i de Tider! Man _havde_ jo ingen Hjem: Manden

gik i Clubben, og Kone og Børn sad om Aftenen og halvsov over et

Tællelys i de kjedelige Stuer med de nøgne Vægge og de stive, haarde

Stole. Nu til Dags bestræber dog næsten Enhver sig for efter Evne at

forme Hjemmet efter sin Smag -- den er ikke altid fin --"

"Nei!" sagde Duborg.

-- "men, enfin, man begynder at forstaa, at Bohavet ikke er noget

Ligegyldigt, at det giver Hjemmet Physiognomi, Characteer; man

begynder at komme bort fra, at Alt skal være Fabrikarbeide, man

sætter Pris paa, at Haandværkeren, ligesom i Middelalderen, har søgt

at lægge sin Individualitet og sin Kjærlighed i hvert enkelt Stykke,

og man ender med selv at faae Kjærlighed til alle de enkelte livløse

Ting, der i Forening danner Rammen om et Hjem. Og selve Kunsten er

bleven demokratiseret: den finder jo Vei derhen, hvor den fordum kun

kjendtes af Navn! Gudbevares, jeg indrømmer villigt, at vor Tid ikke

er den _store_ Kunsts, ikke Galleribilledernes, men den er en Tid for

Hjemmets Kunst og for Samarbeidet mellem Kunst og Haandværk. -- Nei,

Gud velsigne vor Tid! Tænk blot paa Blomsterne, Berner! _Har_ De

egentlig nogensinde skjønnet paa, hvordan vi i vore Dage svælger i

Blomster Aaret om -- Blomster i Hjemmet og Blomster paa Strøget --

det er jo en ren Øienlyst! Og man kan ligefrem bedømme det

Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug! -- Ja, i

een Henseende staaer vi endnu tilbage: vi har ikke lært at sætte

Blomster udenfor Vinduerne, som de gjør i Syden, i alt Fald i

Smaabyerne, hvor hele Gaden om Sommeren er een broget Altanhave --

men det kommer nok!"

"Nei, det kommer vist alligevel ikke," indvendte Berner.

"Hvorfor ikke det?"

"Fordi det netop er characteristisk for Sydboerne at smykke udadtil,

mens vi pynter op inden Døre. Nordboen har et _Hjem_ -- det kjender

Sydboen i Virkeligheden ikke. Og naar De paastaaer, at man kan

bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug,

saa vil jeg rigtignok hævde, at der er en anden Maalestok, der er

meget, meget bedre."

"Hvad er det for en?"

"Det er de Monumenter, som vedkommende By rummer. De peger nemlig

ikke blot paa bestemte historiske Begivenheder eller Personer, men de

viser, _hvad_ det er, og _hvem_ det er, Byen ønsker at mindes om. De

er et Led i den historiske Opdragelse, og _den_, veed De jo nok, jeg

i en vis Forstand sætter over al anden Opdragelse."

"Det veed jeg!"

"Derfor beundrer jeg f. Ex. ogsaa Keiser Wilhelms Idee, i

'Siegesallee' at give sine Berlinere en kronologisk Række Statuer og

Buster af de Fyrster og de store Mænd, der fra den graa Fortid til nu

har skabt Landets Saga -- daglig historisk Læsning for Menigmand i

hvidt Marmor -- det er alligevel en stolt Tanke!"

"Ja, jeg har ikke været i Berlin i de senere Aar, saa jeg veed ikke,

hvordan det tager sig ud i Praxis, men de fleste Monumenter kjeder

mig, det tilstaaer jeg."

"Et Monument kan aldrig kjede, naar det betyder Noget og siger Noget.

-- Tænk blot paa Carl den Tolvtes Statue i Stockholm -- ja, jeg har

ikke været _der_, lige saa lidt som i Berlin, men selv gjennem

Afbildninger faaer man dog et Indtryk, som aldrig glemmes, af den

faste Kongeskikkelse med det dragne Værge, der peger mod _Øst_,

bestandig mod _Øst_. -- Det er et helt stort Capitel af Sveriges

Historie, man kan læse sig til af _den_ Statue! -- Og herhjemme! For

blot at nævne et enkelt Eksempel: hvad siger De om Huitfeldt-Søilen

ved Langelinie!"

"Ja, den er smuk!"

"Men det er ikke _det_, der gjør den til, hvad den er -- lige saa

lidt som de maleriske Buer og Tempelrester skaber Forum Romanum!"

sagde Berner med et Smil. "Nei, med al Respect for den slanke,

korinthiske Søile, der bærer Udødelighedens Genius, saa er det dog de

gamle, irrede Malmkanoner ved dens Fod, der er det egentlige

Monument. Hvert Barn veed, at de var med, da 'Dannebrog' sprang i

Luften, og at de først et Par Aarhundreder efter hentedes op fra

Kjøge Bugt; hvert Barn kan lægge sin varme Haand paa dem -- man har

ikke mange historiske Documenter af den Slags!"

"Naa, ja, Huitfeldt-Søilen har nu ogsaa Verdens deiligste Promenade

-- mindst lige saa smuk som =Villa nazionale= i Neapel -- til

Omgivelse: paa den ene Side Rheden med Seilere og Dampere, paa

den anden Side Castelsgraven som en skovkranset Indsø -- en

Maaneskinsaften her -- vidunderlig!"

"Ja, Huitfeldts Æresminde staaer paa den Plads, der passer for det,"

sagde Berner. "Orlogsmænd passerer ud og ind forbi det, paa

Vagtskibet ligeoverfor vaier Splitflaget, og Saluten fra Sixtus

drøner lige imod det."

-- "Jeg har hele Tiden siddet og villet sige Noget," sagde Duborg.

"Saa kom med det!" svarede Holst.

"Ja, men det er ikke om jeres Monumenter -- der er kun to eller tre i

hele Verden, der duer noget -- nei, det var dengang Talen var om

Blomster."

"Saa kom med Blomsterne!"

"Ja, jeg vilde bare have sagt, at Blomster, det kan være meget godt

-- men hvad kan det hjælpe, man pynter op med _dem_, saa længe vi har

de rædsomme Kakkelovne herhjemme! Saadan en sort, poleret Tingest kan

jo tage Humeuret rent fra En ved bare Grimhed -- og _dem_ længtes

Ragna efter nede i Rom!"

"Ja, naar jeg frøs!" svarede Ragna.

"Kakkelovnene var nok baade kjønnere og hyggeligere i Frederik den

Sjettes Tid," sagde Berner, "de gamle, norske Ovne med bibelske

Scener og danske Konger i Relief paa Siderne!"

"Ja, de var sgu gode!" forsikrede Terndrup. "De holdt storartet paa

Varmen, og saa var der de her rare Rum, hvor man kunde stege Løgæbler

i og have en Kaffepunsch staaende!"

"Er det ikke det, jeg siger," udbrød Holst. "Berner skulde have levet

paa Frederik den Sjettes Tid!"

"Maaske!" svarede Berner med et Smil. -- "Men hvem indestaaer mig saa

for, at jeg ikke havde seet hen til Frederik den Femtes Tid som

Idealet! Der er dem, som er forud for deres Tid: Folk, som helst

gaaer langt udenfor Portene blot forat tage imod det Ny -- og der er

dem, som helst sidder indenfor Voldene og seer tilbage -- _jeg_

hører nu engang til de Sidste!"

"Og beskjæftiger Dem derfor med de uddøende Racer!"

"Og med de indvandrende!" tilføiede Berner.

"Ja, det er sandt," sagde Duborg, "hvordan gaaer det med Deres Bog?"

"Som det har gaaet i Aaringer," svarede Berner. "Jeg samler og samler

og faaer jo ogsaa stadig nye Data, men jeg mangler Energi eller

Resignation -- man kan vel kalde det begge Dele -- til at sætte

Punctum. Jeg mangler et Stød fremad, et Puf i Nakken!"

"Som f. Ex. at kunne constatere den sorte Rottes Existens paa et

kjøbenhavnsk Loft!" sagde Holst.

"Ja, for Exempel!"

"Veed De, hvem der egentlig er en gammel sort Rotte!" spurgte

Terndrup pludselig. "Det er Jomfru Buxbom! Hun hører sgu til den

oprindelig indfødte Kjøbenhavnerrace, men hun har i lange Tider været

fortrængt til Loftskamrene, og naar hun engang døer, er hun saamænd

den Sidste af sin Slags! -- Hun er ogsaa ligefrem kommen til at ligne

en gammel Stængerotte!"

Alle de Tilstedeværende kjendte jo Mille Buxbom af Navn og Omtale, og

det interesserede dem derfor ogsaa meget at høre, hvordan hun efterat

være flyttet fra Frimurerfamilien til Christianshavn, og gjennem

flere Mellemstationer til Nørrebro, nu var havnet i Vingaardsstræde

med sin udstoppede Papegøie, Lænestolen og to levende Vinterfluer. --

"Men _der_ bliver hun naturligvis heller ikke længe!" sluttede

Terndrup.

Saa reiste man sig fra Bordet, fik Vin i Glassene og Cigarerne tændt;

Holst sang -- Duborg havde en gammel Guitar, som han kun brugte til

at decorere med -- og der var saare fornøieligt i den lille lune

Stue, mens Vinterstormen hylede udenfor.

"Men nu maa Fru Ragnas Mandolin med," erklærede Holst. "Mandolin og

Guitar, de supplerer hinanden!"

Ragna saae til Duborg, men han lod, som om han ikke mærkede det, og

saa svarede hun undvigende.

"Jo, vist saa!" vedblev Holst. "Duborg, hjælp mig at overtale din

Kone!"

"Hvorfor skulde jeg egentlig det?" lød Svaret mut.

"Fordi det fornøier baade hende og os Andre at faae lidt Musik -- hun

og jeg spiller saa godt sammen!"

"Ja, det er nok muligt -- men _jeg_ spiller jo ikke!"

"Nei, netop derfor!"

"Du er mageløs!" sagde Holst, rystede smilende paa Hovedet og tog

igjen fat paa sin Sang.

-- "Ja, var man endda _der_nede!" brummede Duborg, efterat Holst

havde sunget =Sul mare l'uccica=.

"_Her_ er jo meget bedre!" paastod Holst.

"Ja, jeg skal love for det! -- Man hundefryser jo!"

"Saa se Dig varm paa Billedet _der_! -- Det er da Romerminder!" --

Holst pegede paa Maleriet af Ragna og Drengen.

"Ja, det er godt gjort," sagde Duborg.

"Jeg er ogsaa hel stolt af, at Hans har malet det til _mig_," sagde

hun. "Før han begyndte paa det, sagde han: 'det Billede skal Du og

ingen Anden have!' -- Han havde nu heller ikke faaet Lov at male det

paa andre Vilkaar!" tilføiede hun med et Smil.

Men ellers var det smaat bevendt med Smilet hos hende. Berner lagde

Mærke til, at hun kunde falde helt hen, naar hun sad imellem dem, og

der gled hvert Øieblik som en Skygge over hendes Ansigt -- den ranke,

kloge Frue!

* * * * *

-- "Er hun lykkelig?" spurgte Berner paa Hjemveien Holst.

"Ja, Lykke er jo som alt Andet noget Relativt," svarede Denne. "Men

hvis hun fik Valget imellem Alverdens Herligheder paa den ene Side

og Duborg paa den anden Side, saa valgte hun alligevel ham."

"Troer De?"

"Ja, _De_ troer maaske, hun valgte _mig_ -- eller _Dem_!"

Berner blev rød i Hovedet og skyndte sig at sige:

"Hun er da ikke syg?"

"Nei. Men hun har Pengesorger, og det er ogsaa saadan en Slags

Sygdom. Jeg kjender den godt, for det velhavende Bourgeoisi er ikke

engang rigtig villigt til at kjøbe _mine_ Mesterværker for Tiden. --

Det er nu ogsaa Pokkers uheldigt for en Kunstner, at Ingen finder paa

at anskaffe sig Malerier ved Juletid!"

* * * * *

Det var der forresten En, der gjorde -- men han var anonym.

Et Par Dage før Jul viste Terndrup sig hos Duborgs og skulde i

dybeste Hemmelighed spørge, fra en ubekjendt Kunstven, der ønskede at

være unævnt, om en nærmere betegnet Studie fra Albano var at faae til

Kjøbs, og hvad Prisen var.

Duborg smaavrissede og sagde, at han egentlig ikke solgte Studier,

men Ragna skyndte sig at tage Ordet og sagde:

"Vil De sige, at den kan faaes for hundrede Kroner."

Saa betalte Terndrup og gik med Billedet, og Ragna var vis paa, at

det var Moderen, der var Kjøberen.

Det _var_ imidlertid Berner, men foreløbig turde han dog ikke hænge

Albaneserinden op.

Terndrup havde naturligvis havt fuldstændig Ret den Aften ude hos

Duborgs: Mille Buxbom blev _ikke_ i Vingaardsstræde.

De første otte Dage, hun var der, havde som sædvanligt Alt været

udmærket: Værelset, Kosten og den selskabelige Omgang. Men saa blev

paa een Gang Alt umuligt: der var ingen Sol, hun fik Puddersukker til

Eftermiddagskaffen, kort sagt, hun _maatte_ flytte, og _det_ mente

ogsaa baade Madam Asters og Frk. Hansen og Madam Siegler, der troligt

opsøgte hende, _hvor_ hun boede, og aldrig forsmaaede hendes private

Kaffe.

Jomfruen var bleven gammel og daarlig til Bens, kunde ikke mere gaa

til Brylluper men nøiedes med Frk. Hansens Referater og maatte til

sin store Sorg lade Maskinmandens Kone kjøbe den Snus, som hun stadig

brugte og stadig betragtede som en Statshemmelighed. Hun kom i

Grunden kun paa Gaden, naar hun flyttede, men da dette i Reglen

skete hver Maaned, blev hun dog ikke hel fremmed for Byen og dens

forskjellige Kvarterer.

Sidst havde hun jo boet ude paa Nørrebro, lige overfor

Assistens-Kirkegaard, og det havde strax tiltalt hende i høi Grad. --

"Her er tre, fire store Begravelser hver Dag," sagde hun, "og om

Søndagen kommer Folk ud og har deres Smørrebrød og en Baier med i

Lommen -- det er lige saa livligt som Dyrehavsbakken!" men da

Madamen, hun boede hos, tillod sig at skulle have en Lille, erklærede

hun strax, at hun vilde bort. "_Den_ Historie ønsker jeg dog ikke at

overvære," sagde hun bestemt, "og saa skulde man maaske oven i Kjøbet

i otte Dage spises af med Havresuppe og Vandgrød -- nei, Tak!"

Nu var hun foreløbig installeret hos en Rodemesterfamilie ved

Vestervold, men da Solen stod paa, saa det ikke var muligt at være

der, havde hun bestilt Terndrup op forat gjøre Aftale om et nyt Sted.

-- "Ak, ja, lille Terndrup," sagde Jomfruen, "det er besværligt, kan

De tro, for mig skrøbelige Stakkel at skulle raabe 'Kom ind!' hver

Gang det banker -- De maa tro, jeg savner salig Poppe og de tyve

Kroner aarligt! Men jeg trøster mig med den _der_" -- hun pegede paa

en Løvfrø, der med store Øine sad og philosopherede i et Sylteglas.

"Den har jeg byttet mig til for de hvide Mus, jeg fik efter

Guldfiskene -- de var ikke til at holde ud at have i Længden -- og

den er uhyre interessant, for man kan bestemt se paa den, hvordan

Veiret bliver, og det slaaer mangen Gang til. -- Aa, vær saa god at

sidde ned -- nei, i Lænestolen -- ja, der skulde nyt Betræk, jeg veed

det nok, men det maa Doctor Hjarup selv koste sig!"

"Hvem?" spurgte Terndrup.

"Min egen Læge, den velsignede Mand! _Han_ har fundet ud af, hvad tre

andre Læger ikke kunde: det er i mit Hovede, det sidder, siger han,

og der er ikke Noget at gjøre ved det, men det er dog saa beroligende

at vide, _hvad_ det er, man feiler."

Siden Mille Buxbom ikke mere kunde komme i Kirke, havde hun nemlig

kastet sig over Læger. Hver Gang hun flyttede, skiftede hun ogsaa

Doctor og omtalte naturligvis Vedkommende, som om han var hendes

private Hof-Medicus; Honorar fik han ikke, men Expectance paa

Lænestolen.

-- "Naa, _har_ De saa fundet et Sted, hvor De vil hen?" spurgte

Terndrup.

"Gud, ja! Det er et lille Pensionat for enlige Damer, der har kjendt

bedre Dage, henne i Løngangsstræde, lige ved det nye Raadhus, saa man

har Klokkerne _der_ paa første Haand. Det er kun fine, dannede Damer,

som logerer _der_ -- ifjor havde to af dem abonneret i Tivoli, og den

Ene, som jeg kjender gjennem Frøken Hansen, er saa musikalsk, at hun

kan fortælle om Symphonierne saa livagtigt, at det er, som om man

hørte dem. -- _Der_ vil jeg hen!"

"Ja, ja, saa skal jeg se at ordne det -- men prøv paa at holde ud

_der_ et Par Maaneder!"

"Et Par Maaneder -- hvor vil De hen! Jeg vil aldrig derfra, før jeg

skal kjøres ud paa Kirkegaarden! Nu har jeg ogsaa aftalt det Hele

angaaende Begravelsen med Be'emanden: der skal være Kareth til

Præsten og to smaa Laurbærtræer i Capellet ved Hovedenden af Kisten

-- vil De huske det, hvis han skulde glemme det?"

"Det skal jeg!"

"Saa var der ogsaa noget Andet, jeg vilde tale med _Dem_ om: De veed

jo, at Marie skal confirmeres nu?"

"Ja, hun skal jo saa."

"Troer De, hun vilde bryde sig om at faae Poppe -- med Bur,

naturligvis? Han er saa besværlig at flytte med!"

"Nei, det troer jeg sgu egentlig ikke!"

"Naa, ikke -- nei, det kan jo ogsaa nok være, det var for verdslig en

Gave ved saadan en Leilighed. -- Ja, saa troer jeg, jeg vil give

hende den hellige Barbara i Ramme, som jeg fik af Søster Veronica."

"Ja, gjør De det, Jomfru!"

-- "Hvordan mon Frøkenerne paa Vennebjerg har det?"

"Udmærket! -- Jeg skjød to Snepper i Lunden til dem forgangen Dag. --

Farvel Jomfru!"

"Farvel, lille Terndrup! -- Og husk saa angaaende min Begravelse, at

Be'emanden veed Besked! -- Farvel!"

Marie blev confirmeret i Slotskirken -- det kongelige Theater hører

jo til Slotsmenigheden.

Vennebjergerne kom, for første Gang i Gud veed hvor mange Aar, til

Byen udenfor Terminstiderne og var høiligt opbyggede: Marie svarede

storartet, syntes de, og Slotspræsten talte meget bedre end

Capellanen derhjemme, som stadig var uden Varmeapparat.

Holst og Terndrup forærede Marie henholdsvis en Aquarel og

Oehlenschläger's Tragedier -- et saa godt som nyt Exemplar -- Mille

Buxbom blev ved den trufne Aftale og skjænkede hende den hellige

Barbara i Ramme, og Generalconsulen havde om Morgenen sendt hende en

Psalmebog med Guldsnit.

Men det Bedste af Alt var dog den Ring -- en glat Guldring med en

enkelt Turkis -- som Poul selv kom med om Aftenen; _han_ var halv

forlegen ved at give den, og hun blev baade rød og bleg ved at tage

imod den, men Ingen af dem sagde egentlig noget Rigtigt. Poul

fortalte mest om sin Afgangsexamen, som han nu var oppe til, og om

sin Udnævnelse til Officeer, som han vilde faae til Efteraaret, naar

Sommertogtet var forbi, og Marie ønskede ham god Lykke og tænkte

uvilkaarligt: "Hvad saa?"

-- "Nu kommer min Marie paa Placaten som 'Frøken'," sagde Fru Lund og

tørrede Øinene. "Herregud, havde blot min Mand oplevet _den_ Dag!"

"Ja, De har Glæde af Deres Datter," sagde Generalconsulinden, der

ogsaa var kommen paa Gratulationsvisit i Baghuset, "og De lever

daglig sammen med hende -- skjøn paa _det_!"

Og saa græd ogsaa hun -- det gjorde hun nu saa jevnlig, naar Manden

ikke saae det.

* * * * *

-- Generalconsulen var ikke bleven blidere, tvertimod.

Han havde af en eller anden Grund -- eller maaske af flere -- ventet

at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog ved en bestemt Leilighed,

men han blev det ikke, og saa gik det pludselig op for ham, at han

egentlig altid havde næret frisindede, oppositionelle Anskuelser.

Høireregjeringen havde ikke holdt, hvad han havde ventet sig af den,

og det var jo da ogsaa en Republik, intet Monarchi, som han havde den

Ære at repræsentere: han besluttede sig til at blive radical. Da

imidlertid den liberale Directeur for det amerikanske Exportselskab

omtrent samtidig udnævntes til Etatsraad og fra nu af blev en trofast

og værdifuld Støtte for de conservative Interesser, skete der altsaa

ingen Forrykkelse af de politiske Partiers numeriske Forhold.

Generalconsulens Frontforandring foregik med _den_ resolute

Forretningsdygtighed, der altid havde udmærket ham: han meldte sig ud

af Høires Arbeider- og Vælgerforening og ind i den liberale

Vælgerforening, og forat constatere, at han nu var rettroende radical

paa alle Omraader, opsagde han samtidigt sin faste Stol i Garnisons

Kirke og blev Medlem af Foreningen for Ligbrænding.

* * * * *

-- "Jesper vil brændes!" sagde Vennebjergerne og slog Hænderne

sammen, da dette rygtedes ud paa Landet. "Han vil brændes i de

forgyldte Buxer, og saa skal hans Aske kommes paa Krukke og bindes

til ligesom Syltetøi! -- Ja, vi vil i alt Fald ikke have Krukken ned

i _vores_ Familiebegravelse!"

Ude i det gamle Havehus paa Jagtveien sad en Junidag "den ranke Frue"

-- betydelig mindre rank end før, syntes Holst, der var kommen paa

Besøg; Duborg var ude.

-- "Skal vi saa gjøre lidt Musik, Fru Ragna?" spurgte han.

"Nei, Tak," svarede hun, "Hans holder nu engang ikke rigtig af det,

og saa kan jeg ikke lide at spille med Dem, naar han er ude."

"Men det er jo mere end urimeligt!" indvendte Holst. "Hvad i al

Verden kan han dog have imod _det_?"

"Ja, det er jo en lille Særhed -- dem har vi vel Alle -- men jeg

troer ligefrem, han er jaloux!"

"Paa mig?"

"Nei, _det_ troer jeg dog ikke! Men paa Alt, hvad jeg overhovedet

foretager mig, undtagen netop at passe Drengen og en Strikkestrømpe!"

"Er han da heller ikke glad for Deres Teppe?"

"Han har saamænd slet ikke seet det! Jeg arbeider kun paa det, naar

han er ude, for saae han det, vilde han sige, at det ikke var nogen

Nytte til, og at det kun tog mine Tanker fra _ham_!"

Absalons Brønd · 第 12 / 14 题