I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup.

I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til

Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde

overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men

den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog

ordnet, og den store Dag oprandt.

Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille

Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele

storartet.

Efter Vielsen Middag i Hjemmet -- Madam Siegler omtalte senere altid

med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen

paa Skydebanen.

Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa -- men _han_ havde

faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at

holde Tale.

Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste

Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han,

Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var

da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op

foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper,

Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer -- Du kunde

bruges til at ride Fastelavn ind, _hvor_ det skulde være!"

Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for

Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse

som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere

flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye

Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den

fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.

Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen

ind til daværende Grosserer Lange -- Grossereren nød Ordet

"daværende" -- og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante

-- ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde

ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige:

_han_ havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose -- et

Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!

Lidt efter Middagen brød Brudeparret op -- de skulde reise sydpaa med

Ottetoget.

Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver,

saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:

"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er

tom, bides Hestene, Børn -- ja, de gjør saamænd! Men det kommer _jeg_

nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"

Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og

sagde til Ragna:

"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har

omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder -- men _det_

har f. Ex. _jeg_! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er _ham_,

og ikke f. Ex. _mig_, De iaften reiser ud i den vide Verden med --

Levvel!"

Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:

"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"

Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:

"Hvor kan jeg tænke paa _det_! Jeg er kun opfyldt af, at det er med

_Dig_, jeg reiser!"

-- Holst savnede Duborg umaadeligt.

Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i

Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte.

-- "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det

kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed -- _De_

faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede

Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, _jeg_ faaer et

Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en

Blanding af Deres og min Smag!"

Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med

Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa

den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og

glade var de for hinanden.

* * * * *

Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner.

Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han

faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin

midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved

Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot

ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl.

En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup

omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det

mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse.

"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder,"

forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig

selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at

jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig -- nei, hvad

man har lovet, det skal man holde -- saa vidt muligt da! Men der kom

forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest -- han

troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser -- og han var

i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god -- det er

Baandløb, og Fjedrene er stærke -- saa kjøbte jeg den -- jeg kan jo

altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene

lidt paa den!"

Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over

Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og

_der_ blev den hængende.

En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom -- han

maatte endelig komme strax, blev der sagt.

Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for

Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers

Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han

naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time

døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu

endelig var kommet til Byen. -- Det var rigtignok ikke som før, sagde

hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller

og Router -- men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og

Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den

Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end

Thevand og smaa Tvebakker -- Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven

siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret,"

fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre

Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og

altid høihalsede -- det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men

saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan

vel gaa lige op, tænker jeg. -- Men et deiligt Herskab er det!"

Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad

hun vilde.

Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet --

Fanny i "Conservatoriet" -- og Balletten skulde gaa første Gang paa

Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin

egen Marie.

Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun

havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden

var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien,

og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:

"Maa _jeg_ have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"

"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket.

"Det var rigtignok pænt af Dem -- men De gaaer da selv med?"

"Aa, jeg veed ikke --"

"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere _Dem_!" sagde

Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om,

at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa

omsider Lov at gaa.

* * * * *

Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien --

_der_ tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var

kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent

Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde

og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende

saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun

om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig

Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige

Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.

Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til

Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede,

hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.

* * * * *

Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa

med -- de satte Begge megen Pris paa Balletten.

"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en

Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele

den nyere Literatur!"

Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske

Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". -- "Der er festivitas

over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem

til Skjønhed en Gang imellem. -- Jeg glæder mig til paa Onsdag!"

Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.

Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og

gule Handsker -- dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons

Kirke med.

Fru Lund var sortklædt som altid -- hun kunde, for den Sags Skyld,

gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være -- pibet og

strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.

Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de

Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad _der_, at hun, Mille

Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup

havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de

Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste

hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede

Hovederne om efter Fru Lund.

Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af

Selskabet -- man fandt det langtrukkent og higede kun efter

"Conservatoriet".

Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act,

udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit,

at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men

efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa

Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede

med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund

tørrede bevæget Øinene.

Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun

gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af

hele tre Kavalerer -- _det_ var ikke det mindst storartede ved den

uforglemmelige Aften!

* * * * *

-- "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.

Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen

stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.

"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her -- jeg har ikke

Influenza!"

Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han

vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke

det Forslag vandt Holsts Bifald.

"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries

Debut skal feires med Vin, for sød var hun! -- Vi kan jo gaa hen i

Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "_der_ faaer man

en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"

Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald _han_ ikke kunde nøies

med at drikke, han maatte have Noget at _spise_, men Holst afviste

enhver Indvending. -- "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De

have Noget at spise -- troer De, _jeg_ vil faste! Kom blot med!"

Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden -- fra den Tid, da

baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke

gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik

hen og drak en halv Flaske Vin.

Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille,

daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde

med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den

stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i

mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker,

og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe,

mørke Kjelder, hvor Fadene laa.

Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak -- mest Portvin --

røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord -- det var

tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.

Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad

Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:

"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"

"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte,

forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet,

tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de

nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten

og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe

Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to

Ansjoser og en Kile Eidammer Ost -- det var, hvad Ankjærs Vinstue bød

-- og rimeligvis i Menneskealdere havde budt -- af Aftensmad.

-- "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.

"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"

"Men Vinen!"

"Ja -- er den ikke noget sur?"

"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er

en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige

Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! -- Det er et rent

Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille

Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage

af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens

man har den! -- Aa, hvor den smager!"

"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner.

"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner

paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det -- hvor Mange gjør

det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig

af at have Grød og Vælling til Livretter -- som om _det_ var noget

Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex.

Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden

ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! -- Aa, mærk

den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men _saa_ demokratisk,

at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var _jeg_

enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye

Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde:

Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer -- til Folket er

det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage

selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den

kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere

-- ikke blot det velhavende Bourgeoisie -- her for en rimelig Pris

kunne gjøre sig til Gode -- se, det kalder _jeg_ en demokratisk

Idee!"

Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde

godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt

det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden

Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners

Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til

Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas

af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den.

-- "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig,

"jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!"

"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup.

"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner.

"Meget skriver han ikke," svarede Holst, -- "Skriveri har nu aldrig

været hans stærke Side -- men de er raske begge To, og han har faaet

et Par Bestillinger."

"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup.

Og Alting var forsaavidt ogsaa godt.

Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa -- første Station havde

været _Dresden_. _Der_ gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og

Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. _Den_ kjendte

hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde

hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa

hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var

lige saa stor Kunst som Raffaels.

"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog

lille Kone, at Du synes saa godt om den -- det kan jeg lide Dig for!"

Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev

anerkjendt som aldrig før.

Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas

Cranachs Kvinder -- de første fandt hun for fede, de sidste for

magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun

skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige

Idealskikkelse.

"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at

jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade -- men det

skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar _Du_ blot hjælper mig!"

Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz -- det var jo

endnu den gode Aarstid -- men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz

var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se -- og _han_

maatte jo vide det, for _han_ havde været der, og saa kom de der

ikke.

* * * * *

I _Nürnberg_ mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den

gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over

alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog

hende ind til sig og sagde:

"_Dig_ saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage -- se,

derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, _der_ er en Kvist, hvor

jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! -- Ja, det

kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!"

Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for

ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden,

mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille

Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst

-- bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss'

Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar

Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se

med hans Øine.

* * * * *

Fra Nürnberg reiste de lige til Florents.

Ragna var henrykt over Arnofloden og =Palazzo vecchio=, over Turen

til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden

frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det.

"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde

Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære

at forstaa dem. -- Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og

Verrocchio's Fontaine inde i =Palazzo vecchio=, saa kan vi altid se,

om vi kan overkomme mere i Eftermiddag."

"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se,"

svarede Ragna.

"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?"

"Nei, dem kjender jeg ikke -- det er Metalsvinet!"

"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? -- Naa, jeg troer forresten nok,

jeg saae det forrige Gang, jeg var her -- det staaer henne paa det

lille Grønttorv. -- Men hvor kjender Du _det_ fra?"

"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!"

"Naa, har _han_ skrevet om _det_, se, se! -- Men det er da ellers

ingen Grund til at rende efter det!"

Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet.

-- Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa

ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde

kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og

et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de

tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved.

Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et

Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer,

der sad paa hende, ved en større Bevægelse.

"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det

kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden -- Du

maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, _det_ er da vigtigere!"

Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham.

Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle

Lande er samlet, udbrød hun pludselig:

"Men, Hans! _Der_ hænger jo Otto Bache -- og Krøyer! Og _der_ hænger

jo Carl Bloch!"

"Ja, de gjør saa!"

"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa

den Maade -- synes Du ikke?"

"Aa, jo -- jo -- men det er da ellers ikke _dem_, man tager til

Florents for at se!"

"Nei, det er det ikke, men alligevel -- Hans, troer Du nogensinde

_Du_ kan komme til at hænge her?"

"Nei -- aa, nei -- jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter."

Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger -- mest paa

de sidste, for Duborg sagde, at _de_ var interessantest.

* * * * *

Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for

varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa _Capri_.

Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun

gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med _den_ blaa

Farve, som hun kun kjendte fra Billeder -- og dog ikke kjendte -- og

med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune

Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure

og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte,

og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge

Byrder paa Hovedet.

-- "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag,

"hende Modellen, hvad hed hun?"

"Hun hed Graziella," svarede Duborg.

"Troer Du, hun lever endnu -- jeg kunde have Lyst til at se hende!"

"Det skal Du ikke ønske -- hun maa nu være om ved de tredive Aar, og

saa er hun her paa Capri en gammel Kone."

"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men

der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og

saa talte hun ikke oftere om det.

-- De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det

meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier.

Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en

Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde

sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem

daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun

ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde

aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun.

Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt

Badehus og svømmede sammen.

Den første Gang gjorde hun Indvendinger. -- "Men Ragna dog!" sagde

han og lo. "Hvad generer Du Dig for? _Jeg_ har jo ogsaa Badedragt

paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af,

saa kan _Du_ virkelig ogsaa -- _Du_ kan godt lade Dig se!"

Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen

udenfor Badehuset, satte sig _der_, hvilede et Par Minuter og saae

over ad Sorrent til.

-- "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder _der_!" udbrød han en

Dag.

"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede

hun og lo.

"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er

accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder -- jeg

kunde male Dig som Havfrue -- hvis jeg da gav mig af med at male den

Slags!" lagde han til.

Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange,

sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende,

men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen.

-- Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i

timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev

hende sjelden lang.

Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i

"=Paradiso=".

Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med

Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig

med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En

Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke

Italiensk?"

Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke.

"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, -- og Ragna modsagde ham

ikke.

Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. -- "Det

gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig --

saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!"

Ragna smilte fornøiet -- men hun begyndte alligevel saa smaat at

længes efter at have en lille Smule at tage sig for, _lidt_ Andet at

bestille end blot at se paa ham, og _det_ sagde hun ogsaa en Dag til

ham, forsigtigt og følende sig for.

"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet

mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at

have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen

Husholdning!"

-- Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der

baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun

haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en

Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo

handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge

en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til

Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren

i "=Paradiso=", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at

gjøre sig forstaaelig for.

-- Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i

Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt.

"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød _han_. "Og saa den dæmpede,

discrete Tone, den har -- lige til at bruge i Underglasurfarver! Den

er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!"

Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun

alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven.

* * * * *

Saa tog de til _Rom_.

Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en

naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang

saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige

for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens

Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor

Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved.

De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte

at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun

havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som

i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage,

hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en

hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste

Gjentagelser.

"Du længes da vel ikke efter Klipfisken?" kunde han saa sige, og det

holdt Ragna ikke af at høre.

Flittig var han, og hurtigt arbeidede han, men han talte mindre og

mindre med hende, mens han malede. Kom imidlertid en Fremmed til,

kunde han blive livlig og forholdsvis talende, endog lægge Penselen

og tænde en Cigaret, og det krænkede i Grunden Ragna lidt, at han

aldrig kunde tænke sig at gjøre en Pause for hendes Skyld -- hun

sagde det ogsaa en Gang til ham, men han slog det hen.

Om Aftenen vilde _hun_ helst sidde hjemme; hun indrettede ogsaa deres

Opholdsstue saa hyggeligt som muligt, fik anskaffet en Lampe og et

Spritapparat, lavede The og sad med sit Sytøi eller Hæklearbeide,

men saa gabede Duborg, det kunde han ikke holde ud.

"Du er da ikke kommen til Rom forat drikke Thevand og sidde og gnirke

med et Hækletøi," sagde han en Dag. "Nei, om Aftenen vil vi ud, ud at

drikke Vin og faae Musik -- det hører sig til!"

"Du kunde nu ogsaa faae baade Vin og Musik herhjemme," svarede Ragna

smilende men rød i Hovedet, gik ind i Soveværelset og kom et Øieblik

efter tilbage med en Mandolin, som hun til Duborgs store Forbauselse

spillede et Par italienske Folkemelodier paa, correct og musikalsk,

men uhyre angst. Det var Mandolinen, hun havde kjøbt hos Signora

Morgana, og den unge Pige i "=Paradiso=" havde lært hende

Begyndelsesgrundene af Kunsten.

"Naa, Du spiller!" sagde Duborg. "Naar har Du lært det?"

"Jeg har øvet mig, naar jeg var alene," svarede Ragna, "men Du skulde

egentlig slet ikke have hørt mig, før jeg var dygtigere."

"Aa, det er saamænd meget pænt -- synger Du ogsaa?"

Ragna var ligefrem bange for at høre sin egen Stemme -- men hun sang

alligevel, lidt vibrerende men rent og kjønt.

"Ja, det er jo meget rart, Du har _det_ at more Dig med, naar jeg er

ude," sagde Duborg anerkjendende, -- "skal vi saa gaa!"

Og de gik hen i "Thunfisken" ved Trevi og drak Frascati; _han_ indlod

sig med hvem han traf, _hun_ blev søvnig og træt -- hun kunde jo

endnu ikke følge en Samtale paa Italiensk.

En Aften traf de en fransk Familie, unge, livlige Folk, der var paa

Bryllupsreise, og det morede Ragna at tale med dem; men Duborg talte

ikke Fransk og var halv stødt, da de gik hjem, over at have maattet

sidde saa længe udenfor Samtalen.

* * * * *

-- Landsmænd omgikkes de i Begyndelsen slet ikke, og da Ragna en Dag

paa Gaden hørte to Danske tale sammen og glad overrasket vendte sig

om, skyndte Duborg sig at sige: "Giv Dig bare ikke til Kjende som

Dansk -- Landsmænd har vi saamænd nok af hjemme!", men efterhaanden

kunde det dog ikke undgaaes, at de traf Danske, og i "Skandinavisk

Forening" kom de af og til.

Her blev Ragna strax taget under beskyttende Vinger af

Kunstnercoloniens kvindelige Nestor, Billedhuggerinden _Asta Hansen_,

der uden Afbrydelse havde tilbragt en halv Snes Aar i Rom. Hun var om

ved Halvtreds, meget lidt kjøn men umaadelig hjælpsom, havde et lille

Talent men stor Forretningssans, var som et Forsyn for alle

tilreisende Skandinaver og tilbragte en stor Del af sin Tid med at

være ulønnet Cicerone og ulønnet Commissionair.

-- "Men Gud forbarme sig, lille Frue," udbrød Frøken Hansen næsten

forfærdet en af de første Gange, de var sammen, "De har været to

Maaneder i Rom og har ikke seet Peterskirken! -- Skammer De Dem ikke,

Duborg!"

"Nei, jeg gjør ikke," svarede Duborg gnavent. "Peterskirken morer mig

ikke, derfor har jeg ikke viist min Kone den -- men jeg har havt

hende to Gange henne i =San Clemente=, _den_ morer mig, og den er der

saa Faa, der har seet ordentligt! -- Forresten kan hun jo gaa i

Peterskirken, _naar_ hun vil!"

Følgen af denne Samtale var, at Ragna saa smaat begyndte at gaa paa

egen Haand og at gaa paa Opdagelse, og hver Dag fandt hun noget Nyt,

som hun, i alt Fald i Begyndelsen, absolut maatte vise Duborg næste

Gang, de kom forbi. Snart var det et antikt Capitæl, der var muret

ind i Sokkelen paa et moderne Hus, snart en Klynge frodiggrønne,

spydbladede Bregner, der voxede frem mellem Fugerne paa en Brøndkarm,

snart et særlig decorativt Motiv i Mosaikgulvene i Caracallas

Thermer.

"Ja, aa, ja," sagde Duborg saa i Reglen, "det kan være meget kjønt,

men Du skal nu ikke gaa og se paa alt det Smaatteri: Du skal se

stort paa Rom!"

Og Duborg var egentlig ikke fri for at være fornærmet paa Asta

Hansen, der var Skyld i, at hans Kone gik paa egen Haand, men Ragna

tænkte i sit stille Sind, at det alligevel var svært nok at vide,

_naar_ man skulde se paa Detaillerne og _naar_ paa Helheden.

* * * * *

Med Asta Hansen og Duborg gik det dog. Værre var det, naar han i

Foreningen traf Maleren og Kunstkritikeren _A. B. Jensen_ --

undertiden kaldet "A. B. C. Jensen".

Han havde i sin Tid malet lidt, men da det ikke blev til videre,

slog han sig paa Kritik, og gik nu i Reglen under Navnet

"Stabstrompeteren", fordi han i det lille Blad, der stod til hans

Raadighed, ved enhver Leilighed var frivillig Trompeter for den

faatallige Flok af miskjendte Blænkere, der altid var formeret som

helt Compagni og egentlig helst omtalte sig selv som Bataillon. Ham

kunde Duborg ikke udstaa, og det skjøndt der havde været en Tid, da

A. B. Jensen ogsaa trompetede for _ham_.

* * * * *

Saa var der endnu En, som Duborg havde seet sig gal paa -- egentlig

ganske uden Grund -- det var Maleren _Løvenørn-Petersen_, hvem han

forresten havde kjendt i mange Aar.

Løvenørn-Petersen var halvhundrede Aar og nu, som for tredive Aar

siden, stadig "lovende". Han var velhavende gift uden Børn, havde en

ganske lille Kone, der beundrede ham og kun levede for ham og hans

Kunst, og et Par skikkelige Svigerforældre, af hvilke _han_ levede.

I sine unge Dage havde han oprindelig tænkt paa først at erhverve sig

europæisk Berømmelse og derefter at anlægge et genialt Ydre med

tætklippet Haar, blød Skjorte o. s. v., men da det trak noget ud med

den europæiske Berømmelse, bestemte han sig til at begynde med det

geniale Ydre i Haab om, at Resten saa nok vilde komme af sig selv.

Men skjøndt han, som Duborg sagde, i flere Aar egentlig ikke havde

turdet gaa hjemmefra, af Frygt for, at Berømmelsen imens skulde komme

og banke paa Døren, og skjøndt han gjorde alt Muligt -- og lidt til

-- forat blive bemærket, lykkedes det dog ikke. Forgjæves søgte han

at arrangere Succes'er ved af og til at sætte sine Smaabilleder ind

til Salg hos Kunsthandlere og paa Auctioner og saa lade Familiens

Medlemmer skiftes til at opkjøbe dem; forgjæves sled han alle

Redactionskontorers Bagtrapper forat tigge sig en Smule trykt

Anerkjendelse til -- det hjalp Altsammen ikke, Berømmelsen udeblev,

og saa blev Løvenørn-Petersen bitter, bitter mod Alle og misundelig

paa Enhver, det gik godt. Hørte han om en Kamerat, der havde gjort et

Billede, var han hel nerveus, inden han havde seet det; var han da

saa heldig strax at kunne skjønne, at det ikke var noget Betydeligt,

gik han beroliget bort, men saae han, at det var godt og vilde gjøre

sig, blev han næsten syg.

Hvert tredie, fjerde Aar fik han en Gyldenlak eller en Buket Aurikler

paa Udstillingen, og da Blomsterne jo dog maatte have en Anvendelse,

pleiede _han_ at forære Svigerfaderen to Billeder om Aaret, og

Svigermoderen at kjøbe fire Billeder af ham, saaledes at

Svigerforældrenes Hus efterhaanden, som Duborg ogsaa sagde, var

blevet et helt "Petersens Musæum", hvor der ikke manglede Andet end

Petersens egen Grav i Gaarden. -- _Ham_ kunde Duborg ikke taale.

* * * * *

-- Julen kom. Ragna var fra Hjemmet ikke synderlig religieust

udviklet men kunde dog ikke tænke sig en Juleaften uden Kirkegang og

spurgte derfor Juleaftens Formiddag Duborg, _hvor_ de skulde gaa i

Kirke.

"Ja," svarede han, "der er jo saa mange Kirker. -- Belysningen er

naturligvis mest storartet i Peterskirken, men Musiken er vel

egentlig bedst i =Maria Maggiore=."

"Men Hans dog!" udbrød hun. "Du kan da vel nok begribe, at jeg mener

protestantisk Gudstjeneste!"

"Naa, ja, det kan vi jo ogsaa gaa til," svarede han, "men det

Katholske er forresten slet ikke saa galt. -- Kunde _Du_ ikke tænke

Dig at blive Katholik?"

"Nei!"

"Da kunde _jeg_ godt tænke mig at være Munk!"

"Munk!"

"Ja, hvis jeg ikke var gift, naturligvis, og kun naar Klostrene endnu

var, hvad de var i den gode, gamle Pavetid. -- Tænk blot, hvor det

maatte være storartet altid at sidde oppe i =Bonaventura= paa

Palatinerbjerget, ligesom Küchler gjorde, og se ud over Rom og kun

male, naar man havde Lyst! Og saa aldrig at skulle tænke paa at

skaffe Penge eller give Penge ud! -- Jo, Katholicismen er saamænd

meget god i mange Dele, men vi kan jo gjerne gaa til protestantisk

Gudstjeneste alligevel!"

Og saa var de først til tysk Prædiken og siden til Julefest i

"Skandinavisk Forening". _Der_ forærede han hende en udmærket smuk

antik Gemme -- en Hermesfigur -- som han en Morgen havde kjøbt paa

=Campo de' fiori= og siden ladet fatte i en svær Guldring. Hun blev

umaadelig glad for den men syntes blot, at Gaven var alt for kostbar.

-- "Aa, hvad," svarede han, "saa suger vi paa Labben siden, om det

bliver nødvendigt. Hellere for meget den ene Dag og for lidt den

anden end evig og altid den samme nøgterne Indtægt -- men _Du_

tænker naturligvis bestandig paa din Hovedbog, der skulde stemme hver

Aften!"

Bestandig tænkte Ragna ganske vist ikke paa Hovedbogen, men jevnlig,

efterhaanden hyppigere og hyppigere, gik hendes Tanker til Hjemmet.

Ikke at hun just savnede Kontoret, og ikke at hun vilde bytte sit

nuværende Liv med det forrige, men Overgangen havde alligevel været

for stærk og for brat, hun trængte ligefrem til Arbeide, og hun

længtes -- af og til i alt Fald -- efter Hjemmet. Brevene fra

Familien -- faa og temmelig indholdsløse -- var et saa tarveligt

Surrogat, syntes hun, og dog blev hun glad, hvergang der kom et --

men det kunde Duborg ikke lide, at hun blev: han var næsten skinsyg

paa Hjemmet og kunde undertiden rent ud krænke hende ved saarende

Ytringer.

* * * * *

-- I Begyndelsen af April, romersk Foraar, arrangerede Asta Hansen en

Tur til Tivoli, og Duborg lod sig overtale til for Ragnas Skyld at

tage med, skjøndt baade A. B. Jensen og Løvenørn-Petersen var

Deltagere.

Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den

vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede

Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske

Campagnuoler med Gedeflokke -- her var nok at se. Aniofloden

passerede de, bedede ved =Acque Albule= med det dampende, svovlede

Vand, og havnede endelig i Tivoli.

Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte

Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne

buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var

deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i

det Fri, ved Siden af Sibylletemplet.

Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig

til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste

Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede

sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue

hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende

Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den

Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. _Det_

irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig

og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans

Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene:

"Hvor er det dog en deilig Natur her -- Tak, fordi Du tog mig med,

Hans!"

Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede:

"Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst -- daarlig Kunst,

Panoramaopstilling!"

"Ja, _jeg_ finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil

jeg med din Tilladelse blive ved med!"

"Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til!

Det klæder Dig godt -- næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!"

"Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig

ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som

Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er

stor!' -- Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg

holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der

kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i -- giv mig en Opgave,

ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!"

Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende.

"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn,

"hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde _jeg_ faae en Opgave fra?

Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!"

"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu

roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det

gaaer nok over -- tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før -- hører

Du!"

Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende

Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte -- undertiden

et helt Kvarteer ad Gangen -- var og blev det ham dog umuligt at

skaffe Ragna en Opgave.

* * * * *

Saa kom den imidlertid af sig selv -- hun følte, at hun skulde være

Moder.

Hjemme i Kjøbenhavn blev det ogsaa Foraar, men først senere.

Vinteren igjennem havde den nye Generalconsul savnet Ragna paa

Kontoret, og nu endte det med, at han maatte tage en Bogholder, saa

meget mere som Cyclisten Julius, til Faderens Forbitrelse, for Alvor

tænkte paa at gaa over fra "Amateur" til "Professional".

Generalconsulen nød forresten sin Værdighed, nød hvert Brev med

Titlen udenpaa, og blev for saa vidt en stadig Kirkens Mand, som han

nu, langt hyppigere end tidligere, mødte ved Begravelser og luftede

Uniformen. _Den_ Tilfredsstillelse havde han ogsaa, at han fik sin

Kone ind i en meget fin Damecomitée til Opklædning af ubemidlede

Negerconfirmander i Dahomey; Møderne holdtes i selve det grevelige

Palais, hvor Madam Asters var Portnerske, og Madamen gav Referat til

Mille Buxbom af Generalconsulindens Ankomst.

Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at

Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen.

Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru

Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning

og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis,"

forsikrede han, "for til Søs _vil_ jeg!"

Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten

maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at

blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde:

"Aa, Pyt! Hvorfor skulde _Du_ falde! Du har jo været flittig!"

"Ja--a, de sidste to Maaneder!"

"Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!"

-- Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad

Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i

Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det

ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind

ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da

han som Lærling første Gang stod til Rors.

Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig

stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og

hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber

et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals

Rum.

Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om.

Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland,

kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i

Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport,

var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes

Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson.

Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer -- Poul trak Nummer Tre.

Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede

sig efter ham -- nu var _han_ i Ilden!

Saa kom Nummer To -- det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes

Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To

ogsaa -- nu var det Pouls Tur!

Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu

hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og

Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og

-- først og sidst -- Examinator og de to Censorer ved det grønne

Bord.

Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han

hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han

klarede sig meget anstændigt.

Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. _Meget_ stiv i

Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end

nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden

uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig

en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med

Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de

Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund

og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!"

Marie skrantede.

Ikke at hun feilede noget Bestemt, men hun blev spinklere og

spinklere, blegere og blegere. Hun var efterhaanden bleven Alles

Yndling oppe paa Theatret, og snart kom den Ene og snart den Anden

derovre og spurgte deltagende til hende og gav gode Raad i Retning af

Maltextract og Hæmatogeen. Balletmesteren talte til Theaterlægen, og

Theaterlægen erklærede, at hun led af Blodmangel -- hun skulde blot,

naar Theaterferien kom, ud paa Landet og have frisk Luft og kraftig

Føde.

Det blev sagt som en Beroligelse til Moderen, men det var ingen

Beroligelse, for Fru Lund vidste ikke sine levende Raad for, hvordan

og hvor hun skulde faae Marie paa Landet; hun havde ingen Bekjendte

udenfor Byen -- hvor skulde man sende et halvvoxent Pigebarn hen paa

egen Haand, og hvor skulde Pengene komme fra?

I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille

Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte

midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad

ham komme op strax.

Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den

sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa

læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første

Gang, Mille Buxbom oplevede _det_ -- Terndrup gik jo ellers aldrig

til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet!

Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig

klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse

Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren

oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han

ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget

indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent

samme Tid -- der var jo dog ikke Pest i Byen -- havde han lirket og

frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til

Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at

han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det.

"Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere

at røre en Bøsse -- men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder

Jydske Lov ikke. -- Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt

fare," lagde han til, "det er Jægerblodet -- enten har man det, eller

ogsaa har man det ikke -- men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg

har Lov til det -- det kan De stole paa!"

-- Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i

Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre -- Jægere finder jo

altid hinanden, hvor stor saa Byen er -- men næste Dag var der ingen

"Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa

Kvisten.

Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken

Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. -- "Poppe

bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det

er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer

bort. -- Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?"

Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede

og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket

efter det foreskrevne Medicament.

"Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun

opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen,

lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!"

"Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er

det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i

Compagni om den?"

"Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo

forflyttet til Jylland -- han er dem forresten vel undt derovre! --

og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. -- Nei, om Gud

vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal

have Lænestolen -- men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til

den!"

"Det gjør han vist! -- Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?"

"Ja, jeg gjør saamænd -- sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog

næsten altid Noget af, hvad Præsten siger -- han har en deilig stærk

Stemme -- og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke --

det er en vigtig Post! -- Men hvad jeg vilde sige, har De hørt _det_

med lille Marie?"

Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie

maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund

vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun,

Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage

hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede

dem om det.

Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og

Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment.

Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden,

Fru Lund var taknemmelig men høitidelig -- Moder og Datter havde jo

hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden.

Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa

Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende

vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog -- saa gik det.

* * * * *

Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende

opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa

Hovedpuden og pillede ved Teppet.

-- "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til

hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn,

det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er."

Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod

klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de

Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres

Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa

Flakkebjerg end paa Vennebjerg.

* * * * *

-- "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo

altid var lidt forud.

"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme."

"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en

Ulykke -- ikke med Andrees, men med Jernbanen!"

Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved

denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik

efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen.

-- "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var

kommen af Vognen.

"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne.

"Hvor gammel er Du?"

"Tretten Aar."

"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine.

"Marie."

"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!"

"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor.

"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne.

"Men _jeg_ vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes

de alle Tre ad.

Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun

med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa

skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have.

-- "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige

saa stor som Ballettens Foyer!"

"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset.

"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie.

"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven.

-- "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg

aldrig seet -- den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'."

"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde

Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?"

"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel

betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?"

"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre -- men

hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?"

"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt.

"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen.

"Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et

Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske -- naturligvis! --

for der er Gjøglerblod i Mille! -- Du forbarmende Gud! Et Balletbarn

her paa Vennebjerg!"

Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at

hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og

sagde:

"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem,

hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før

vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten -- tvertimod,

jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande

maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en

Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være

det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige

Theater -- _det_ veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her

hos Dem -- De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De

ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok,

og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen --

jeg kan ogsaa godt _gaa_, hvis De vil sende mit Tøi efter mig -- og

saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!"

"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde

hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende:

"Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det

saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og

snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været

een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet

har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden

at have seet en, det er sikkert!"

"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine

gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet

sluttet -- for bestandig.

Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte

ind forat se til hende -- jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og

sagde: "Søster!" -- det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved

høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt -- "Søster! Hun

ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! -- Gamle Mille

skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun

har sendt os Barnet!"

De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle

kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret,

Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes

de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene

havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve,

det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om

Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen.

Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en

dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske

Lille havde været inde i Kongens Have og _der_ seet et stort Bed med

Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; _det_ Bed var

efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al

Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk

Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig

tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have.

Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes

Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg

Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax

om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det

store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne".

-- "Nei, hvad er det, _der_ løber?" spurgte hun en Dag meget

interesseret.

"Det er jo en Hare, Barn!"

"Tænk, kan _den_ løbe saa hurtigt! -- Ja, jeg kjender ellers godt

Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens

Kjøkkenvinduer!"

"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire

Ører.

"Generalconsul Lange -- _der_, hvor vi boer i Baghuset!"

"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du _der_!"

Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel

Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle

Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul -- Tanterne dog mest af

Ragna, Marie af Poul.

* * * * *

Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes --

_der_ saae de et Stykke Raavildt -- og ned til Søen gik de, hvor

Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa

Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som _gjort_

til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud

mellem Sivene -- _det_ havde hun naturligvis heller aldrig før

prøvet.

"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset

med korte Skjørter, det veed Gud -- men lad os være enige om, at vi

heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine

svarede:

"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og

ned som Portstolper -- det var Faconen, der manglede!"

Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække

Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød:

"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!"

"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae

selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa

høi og Svanget saa stort -- aa, den er ligefrem deilig! _Hun_ kunde

spille 'Trilby', kan De tro!"

"Kjender det ikke!" lød Koret.

"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og

der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!"

"Ikke!"

"Nei, ikke Een!"

"Ja, _vi_ har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde

Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti -- hun var meget

bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa

rolig -- men den var meget svær, saa _vi_ fik den aldrig rigtig lært

-- den hed Menuet, kjender Du _den_?"

Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om

Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde

været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med

et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie

dansede, og de Gamle græd -- det var en skjøn Aften!

* * * * *

-- Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg

-- Søstrene først og fremmest -- om sin lille Finger. Hun fik sin

egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide,

den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i

Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst

have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke

taalte Nogens siddende Nærværelse.

Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev

kaldt paa Marie -- Marie her og Marie der -- og en frisk, klokkeren

Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over

Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før

kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den

saa længe og saa kjønt som muligt -- det sagde i alt Fald Hanne.

-- Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt

præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det

kongelige Theater -- de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke

blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade

Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen,

der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med

hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med

den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme,

Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden

fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele

Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv

Enkefruen og hendes Datter beundrede -- foruden hinanden -- tilsidst

ogsaa hende.

Hver eneste Dag bragte noget Nyt -- noget Morsomt eller noget høist

Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" -- som Søstrene nu

bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem -- oppe paa Kirkegaarden

forat luge deres Gravsted -- det skete regelmæssigt en Gang om

Maaneden -- og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten;

snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos

Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske

Factotum.

En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod

Metereologisk Institut. -- "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden

vi har faaet _det_," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa

veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter

Barometret, og Barometret ikke efter Veiret -- der er Kludder i det!"

Stemningen inden Døre var følgelig lidt trykket paa Grund af

Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde

vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i

denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte

de skiftes til at "røre" -- Enkefruen og Datteren benyttede

Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed -- og

saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem

Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker

kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen,

saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster.

En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig

pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk

stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et

Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November

ønskede sig "en _troende_ Barnepige og en _from_ Kjørehoppe", og

_den_ Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers

forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men _det_ gik

ogsaa galt. -- "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser

aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi

er i Guds Hus -- og hører en _ordentlig_ Prædiken, vel at mærke! Nei,

vil De have Bidrag til et Orgel, _det_ kan De faae -- og vil De sidde

ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa -- værsaaartig!"

Selv _det_, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det

modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg.

Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik -- de fik,

naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa

samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen -- ikke

Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte

-- "for _har_ man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel

Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi

han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at

have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" -- men inden Doctoren kom,

spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud

fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad

Doctoren siger, det skal man gjøre!" -- Naa, næste Dag var Tanterne

naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang.

* * * * *

Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem

i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode

Sager, en staaende Invitation til alle Ferier -- men ude paa

Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa

Gaarden.

Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar.

Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16.

September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa

udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner

betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham

paa Gaden.

Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod.

"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar

har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske

uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og

Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. -- Det

skulde _De_ ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er

nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa

længe har arbeidet paa, hører De!"

Men med _det_, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa

Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde

udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. -- "Jeg har jo ikke

engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.

"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede

Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt

for nerveus og --"

"_Er_ jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. -- Men

hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher,

Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt,

Smaabladene!"

"Smaabladene!" gjentog Holst. "_De_ læser dem jo ikke!"

"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i

vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden

rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa

i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i

Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer

Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om

at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er

voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"

-- "_Der_ var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under

Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.

Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i

Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.

Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:

"Det har De Ret i! -- Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos

Lykke?"

"Nei!"

"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker -- hverken mere

eller mindre!"

"Skal _det_ være en Lykke?"

"Ja, ubetinget! -- Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet:

_det_ kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"

* * * * *

Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.

Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven

blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og

senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til

Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra

han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om

Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og

Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en

vis Ængstelse -- "for _Noget_ har man jo altid paa Samvittigheden,"

mente han -- om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af

Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa

urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang,"

trøstede han sig med.

* * * * *

Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og

protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor

Denne.

Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og

interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer;

han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og

fortalte daglig sine -- i Reglen uinteresserede -- Medmennesker, hvor

mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.

* * * * *

-- En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i

Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden -- det

gjorde de hver Søndag.

-- "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.

"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede

Poul.

"Veed Du, hvad _jeg_ synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er

ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat

tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos

Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan _vi_ sgu ikke slaa!"

"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"

"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"

"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal

være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og

_det_ er da altid en Tilfredsstillelse!"

"Er _det_ en Tilfredsstillelse?"

"Ja, det veed Gud, det er!"

-- Saa kom Generalconsulen.

"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.

"Det vil vel ikke sige, at _jeg_ skal forlade Localet?" spurgte

Julius.

"Jo, det vil!"

"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en

Søofficeersspire!"

"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.

"Ja, _jeg_ gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg

er!"

Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at

han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.

-- "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset

Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"

"Nei -- jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"

"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"

"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos

Chefen o. s. v., men _hvad_ han fik, det veed jeg ikke, for _jeg_ var

ikke inviteret med!"

"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han

ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".

"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og --"

"Faldereb?"

"Ja, Honneur, da han kom ombord!"

Absalons Brønd · 第 11 / 14 题