I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til
Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde
overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men
den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog
ordnet, og den store Dag oprandt.
Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille
Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele
storartet.
Efter Vielsen Middag i Hjemmet -- Madam Siegler omtalte senere altid
med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen
paa Skydebanen.
Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa -- men _han_ havde
faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at
holde Tale.
Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste
Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han,
Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var
da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op
foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper,
Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer -- Du kunde
bruges til at ride Fastelavn ind, _hvor_ det skulde være!"
Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for
Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse
som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere
flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye
Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den
fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.
Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen
ind til daværende Grosserer Lange -- Grossereren nød Ordet
"daværende" -- og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante
-- ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde
ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige:
_han_ havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose -- et
Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!
Lidt efter Middagen brød Brudeparret op -- de skulde reise sydpaa med
Ottetoget.
Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver,
saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:
"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er
tom, bides Hestene, Børn -- ja, de gjør saamænd! Men det kommer _jeg_
nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"
Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og
sagde til Ragna:
"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har
omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder -- men _det_
har f. Ex. _jeg_! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er _ham_,
og ikke f. Ex. _mig_, De iaften reiser ud i den vide Verden med --
Levvel!"
Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:
"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"
Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:
"Hvor kan jeg tænke paa _det_! Jeg er kun opfyldt af, at det er med
_Dig_, jeg reiser!"
-- Holst savnede Duborg umaadeligt.
Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i
Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte.
-- "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det
kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed -- _De_
faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede
Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, _jeg_ faaer et
Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en
Blanding af Deres og min Smag!"
Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med
Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa
den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og
glade var de for hinanden.
* * * * *
Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner.
Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han
faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin
midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved
Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot
ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl.
En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup
omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det
mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse.
"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder,"
forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig
selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at
jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig -- nei, hvad
man har lovet, det skal man holde -- saa vidt muligt da! Men der kom
forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest -- han
troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser -- og han var
i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god -- det er
Baandløb, og Fjedrene er stærke -- saa kjøbte jeg den -- jeg kan jo
altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene
lidt paa den!"
Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over
Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og
_der_ blev den hængende.
En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom -- han
maatte endelig komme strax, blev der sagt.
Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for
Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers
Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han
naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time
døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu
endelig var kommet til Byen. -- Det var rigtignok ikke som før, sagde
hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller
og Router -- men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og
Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den
Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end
Thevand og smaa Tvebakker -- Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven
siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret,"
fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre
Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og
altid høihalsede -- det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men
saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan
vel gaa lige op, tænker jeg. -- Men et deiligt Herskab er det!"
Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad
hun vilde.
Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet --
Fanny i "Conservatoriet" -- og Balletten skulde gaa første Gang paa
Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin
egen Marie.
Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun
havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden
var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien,
og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:
"Maa _jeg_ have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"
"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket.
"Det var rigtignok pænt af Dem -- men De gaaer da selv med?"
"Aa, jeg veed ikke --"
"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere _Dem_!" sagde
Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om,
at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa
omsider Lov at gaa.
* * * * *
Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien --
_der_ tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var
kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent
Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde
og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende
saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun
om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig
Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige
Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.
Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til
Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede,
hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.
* * * * *
Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa
med -- de satte Begge megen Pris paa Balletten.
"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en
Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele
den nyere Literatur!"
Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske
Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". -- "Der er festivitas
over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem
til Skjønhed en Gang imellem. -- Jeg glæder mig til paa Onsdag!"
Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.
Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og
gule Handsker -- dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons
Kirke med.
Fru Lund var sortklædt som altid -- hun kunde, for den Sags Skyld,
gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være -- pibet og
strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.
Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de
Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad _der_, at hun, Mille
Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup
havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de
Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste
hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede
Hovederne om efter Fru Lund.
Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af
Selskabet -- man fandt det langtrukkent og higede kun efter
"Conservatoriet".
Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act,
udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit,
at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men
efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa
Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede
med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund
tørrede bevæget Øinene.
Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun
gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af
hele tre Kavalerer -- _det_ var ikke det mindst storartede ved den
uforglemmelige Aften!
* * * * *
-- "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.
Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen
stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.
"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her -- jeg har ikke
Influenza!"
Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han
vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke
det Forslag vandt Holsts Bifald.
"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries
Debut skal feires med Vin, for sød var hun! -- Vi kan jo gaa hen i
Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "_der_ faaer man
en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"
Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald _han_ ikke kunde nøies
med at drikke, han maatte have Noget at _spise_, men Holst afviste
enhver Indvending. -- "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De
have Noget at spise -- troer De, _jeg_ vil faste! Kom blot med!"
Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden -- fra den Tid, da
baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke
gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik
hen og drak en halv Flaske Vin.
Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille,
daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde
med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den
stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i
mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker,
og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe,
mørke Kjelder, hvor Fadene laa.
Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak -- mest Portvin --
røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord -- det var
tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.
Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad
Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:
"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"
"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte,
forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet,
tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de
nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten
og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe
Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to
Ansjoser og en Kile Eidammer Ost -- det var, hvad Ankjærs Vinstue bød
-- og rimeligvis i Menneskealdere havde budt -- af Aftensmad.
-- "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.
"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"
"Men Vinen!"
"Ja -- er den ikke noget sur?"
"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er
en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige
Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! -- Det er et rent
Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille
Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage
af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens
man har den! -- Aa, hvor den smager!"
"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner.
"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner
paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det -- hvor Mange gjør
det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig
af at have Grød og Vælling til Livretter -- som om _det_ var noget
Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex.
Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden
ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! -- Aa, mærk
den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men _saa_ demokratisk,
at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var _jeg_
enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye
Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde:
Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer -- til Folket er
det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage
selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den
kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere
-- ikke blot det velhavende Bourgeoisie -- her for en rimelig Pris
kunne gjøre sig til Gode -- se, det kalder _jeg_ en demokratisk
Idee!"
Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde
godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt
det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden
Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners
Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til
Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas
af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den.
-- "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig,
"jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!"
"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup.
"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner.
"Meget skriver han ikke," svarede Holst, -- "Skriveri har nu aldrig
været hans stærke Side -- men de er raske begge To, og han har faaet
et Par Bestillinger."
"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup.
Og Alting var forsaavidt ogsaa godt.
Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa -- første Station havde
været _Dresden_. _Der_ gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og
Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. _Den_ kjendte
hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde
hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa
hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var
lige saa stor Kunst som Raffaels.
"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog
lille Kone, at Du synes saa godt om den -- det kan jeg lide Dig for!"
Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev
anerkjendt som aldrig før.
Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas
Cranachs Kvinder -- de første fandt hun for fede, de sidste for
magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun
skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige
Idealskikkelse.
"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at
jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade -- men det
skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar _Du_ blot hjælper mig!"
Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz -- det var jo
endnu den gode Aarstid -- men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz
var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se -- og _han_
maatte jo vide det, for _han_ havde været der, og saa kom de der
ikke.
* * * * *
I _Nürnberg_ mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den
gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over
alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog
hende ind til sig og sagde:
"_Dig_ saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage -- se,
derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, _der_ er en Kvist, hvor
jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! -- Ja, det
kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!"
Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for
ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden,
mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille
Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst
-- bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss'
Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar
Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se
med hans Øine.
* * * * *
Fra Nürnberg reiste de lige til Florents.
Ragna var henrykt over Arnofloden og =Palazzo vecchio=, over Turen
til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden
frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det.
"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde
Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære
at forstaa dem. -- Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og
Verrocchio's Fontaine inde i =Palazzo vecchio=, saa kan vi altid se,
om vi kan overkomme mere i Eftermiddag."
"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se,"
svarede Ragna.
"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?"
"Nei, dem kjender jeg ikke -- det er Metalsvinet!"
"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? -- Naa, jeg troer forresten nok,
jeg saae det forrige Gang, jeg var her -- det staaer henne paa det
lille Grønttorv. -- Men hvor kjender Du _det_ fra?"
"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!"
"Naa, har _han_ skrevet om _det_, se, se! -- Men det er da ellers
ingen Grund til at rende efter det!"
Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet.
-- Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa
ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde
kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og
et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de
tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved.
Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et
Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer,
der sad paa hende, ved en større Bevægelse.
"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det
kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden -- Du
maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, _det_ er da vigtigere!"
Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham.
Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle
Lande er samlet, udbrød hun pludselig:
"Men, Hans! _Der_ hænger jo Otto Bache -- og Krøyer! Og _der_ hænger
jo Carl Bloch!"
"Ja, de gjør saa!"
"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa
den Maade -- synes Du ikke?"
"Aa, jo -- jo -- men det er da ellers ikke _dem_, man tager til
Florents for at se!"
"Nei, det er det ikke, men alligevel -- Hans, troer Du nogensinde
_Du_ kan komme til at hænge her?"
"Nei -- aa, nei -- jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter."
Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger -- mest paa
de sidste, for Duborg sagde, at _de_ var interessantest.
* * * * *
Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for
varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa _Capri_.
Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun
gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med _den_ blaa
Farve, som hun kun kjendte fra Billeder -- og dog ikke kjendte -- og
med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune
Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure
og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte,
og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge
Byrder paa Hovedet.
-- "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag,
"hende Modellen, hvad hed hun?"
"Hun hed Graziella," svarede Duborg.
"Troer Du, hun lever endnu -- jeg kunde have Lyst til at se hende!"
"Det skal Du ikke ønske -- hun maa nu være om ved de tredive Aar, og
saa er hun her paa Capri en gammel Kone."
"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men
der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og
saa talte hun ikke oftere om det.
-- De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det
meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier.
Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en
Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde
sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem
daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun
ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde
aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun.
Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt
Badehus og svømmede sammen.
Den første Gang gjorde hun Indvendinger. -- "Men Ragna dog!" sagde
han og lo. "Hvad generer Du Dig for? _Jeg_ har jo ogsaa Badedragt
paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af,
saa kan _Du_ virkelig ogsaa -- _Du_ kan godt lade Dig se!"
Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen
udenfor Badehuset, satte sig _der_, hvilede et Par Minuter og saae
over ad Sorrent til.
-- "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder _der_!" udbrød han en
Dag.
"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede
hun og lo.
"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er
accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder -- jeg
kunde male Dig som Havfrue -- hvis jeg da gav mig af med at male den
Slags!" lagde han til.
Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange,
sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende,
men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen.
-- Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i
timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev
hende sjelden lang.
Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i
"=Paradiso=".
Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med
Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig
med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En
Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke
Italiensk?"
Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke.
"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, -- og Ragna modsagde ham
ikke.
Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. -- "Det
gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig --
saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!"
Ragna smilte fornøiet -- men hun begyndte alligevel saa smaat at
længes efter at have en lille Smule at tage sig for, _lidt_ Andet at
bestille end blot at se paa ham, og _det_ sagde hun ogsaa en Dag til
ham, forsigtigt og følende sig for.
"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet
mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at
have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen
Husholdning!"
-- Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der
baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun
haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en
Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo
handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge
en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til
Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren
i "=Paradiso=", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at
gjøre sig forstaaelig for.
-- Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i
Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt.
"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød _han_. "Og saa den dæmpede,
discrete Tone, den har -- lige til at bruge i Underglasurfarver! Den
er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!"
Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun
alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven.
* * * * *
Saa tog de til _Rom_.
Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en
naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang
saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige
for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens
Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor
Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved.
De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte
at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun
havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som
i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage,
hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en
hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste
Gjentagelser.
"Du længes da vel ikke efter Klipfisken?" kunde han saa sige, og det
holdt Ragna ikke af at høre.
Flittig var han, og hurtigt arbeidede han, men han talte mindre og
mindre med hende, mens han malede. Kom imidlertid en Fremmed til,
kunde han blive livlig og forholdsvis talende, endog lægge Penselen
og tænde en Cigaret, og det krænkede i Grunden Ragna lidt, at han
aldrig kunde tænke sig at gjøre en Pause for hendes Skyld -- hun
sagde det ogsaa en Gang til ham, men han slog det hen.
Om Aftenen vilde _hun_ helst sidde hjemme; hun indrettede ogsaa deres
Opholdsstue saa hyggeligt som muligt, fik anskaffet en Lampe og et
Spritapparat, lavede The og sad med sit Sytøi eller Hæklearbeide,
men saa gabede Duborg, det kunde han ikke holde ud.
"Du er da ikke kommen til Rom forat drikke Thevand og sidde og gnirke
med et Hækletøi," sagde han en Dag. "Nei, om Aftenen vil vi ud, ud at
drikke Vin og faae Musik -- det hører sig til!"
"Du kunde nu ogsaa faae baade Vin og Musik herhjemme," svarede Ragna
smilende men rød i Hovedet, gik ind i Soveværelset og kom et Øieblik
efter tilbage med en Mandolin, som hun til Duborgs store Forbauselse
spillede et Par italienske Folkemelodier paa, correct og musikalsk,
men uhyre angst. Det var Mandolinen, hun havde kjøbt hos Signora
Morgana, og den unge Pige i "=Paradiso=" havde lært hende
Begyndelsesgrundene af Kunsten.
"Naa, Du spiller!" sagde Duborg. "Naar har Du lært det?"
"Jeg har øvet mig, naar jeg var alene," svarede Ragna, "men Du skulde
egentlig slet ikke have hørt mig, før jeg var dygtigere."
"Aa, det er saamænd meget pænt -- synger Du ogsaa?"
Ragna var ligefrem bange for at høre sin egen Stemme -- men hun sang
alligevel, lidt vibrerende men rent og kjønt.
"Ja, det er jo meget rart, Du har _det_ at more Dig med, naar jeg er
ude," sagde Duborg anerkjendende, -- "skal vi saa gaa!"
Og de gik hen i "Thunfisken" ved Trevi og drak Frascati; _han_ indlod
sig med hvem han traf, _hun_ blev søvnig og træt -- hun kunde jo
endnu ikke følge en Samtale paa Italiensk.
En Aften traf de en fransk Familie, unge, livlige Folk, der var paa
Bryllupsreise, og det morede Ragna at tale med dem; men Duborg talte
ikke Fransk og var halv stødt, da de gik hjem, over at have maattet
sidde saa længe udenfor Samtalen.
* * * * *
-- Landsmænd omgikkes de i Begyndelsen slet ikke, og da Ragna en Dag
paa Gaden hørte to Danske tale sammen og glad overrasket vendte sig
om, skyndte Duborg sig at sige: "Giv Dig bare ikke til Kjende som
Dansk -- Landsmænd har vi saamænd nok af hjemme!", men efterhaanden
kunde det dog ikke undgaaes, at de traf Danske, og i "Skandinavisk
Forening" kom de af og til.
Her blev Ragna strax taget under beskyttende Vinger af
Kunstnercoloniens kvindelige Nestor, Billedhuggerinden _Asta Hansen_,
der uden Afbrydelse havde tilbragt en halv Snes Aar i Rom. Hun var om
ved Halvtreds, meget lidt kjøn men umaadelig hjælpsom, havde et lille
Talent men stor Forretningssans, var som et Forsyn for alle
tilreisende Skandinaver og tilbragte en stor Del af sin Tid med at
være ulønnet Cicerone og ulønnet Commissionair.
-- "Men Gud forbarme sig, lille Frue," udbrød Frøken Hansen næsten
forfærdet en af de første Gange, de var sammen, "De har været to
Maaneder i Rom og har ikke seet Peterskirken! -- Skammer De Dem ikke,
Duborg!"
"Nei, jeg gjør ikke," svarede Duborg gnavent. "Peterskirken morer mig
ikke, derfor har jeg ikke viist min Kone den -- men jeg har havt
hende to Gange henne i =San Clemente=, _den_ morer mig, og den er der
saa Faa, der har seet ordentligt! -- Forresten kan hun jo gaa i
Peterskirken, _naar_ hun vil!"
Følgen af denne Samtale var, at Ragna saa smaat begyndte at gaa paa
egen Haand og at gaa paa Opdagelse, og hver Dag fandt hun noget Nyt,
som hun, i alt Fald i Begyndelsen, absolut maatte vise Duborg næste
Gang, de kom forbi. Snart var det et antikt Capitæl, der var muret
ind i Sokkelen paa et moderne Hus, snart en Klynge frodiggrønne,
spydbladede Bregner, der voxede frem mellem Fugerne paa en Brøndkarm,
snart et særlig decorativt Motiv i Mosaikgulvene i Caracallas
Thermer.
"Ja, aa, ja," sagde Duborg saa i Reglen, "det kan være meget kjønt,
men Du skal nu ikke gaa og se paa alt det Smaatteri: Du skal se
stort paa Rom!"
Og Duborg var egentlig ikke fri for at være fornærmet paa Asta
Hansen, der var Skyld i, at hans Kone gik paa egen Haand, men Ragna
tænkte i sit stille Sind, at det alligevel var svært nok at vide,
_naar_ man skulde se paa Detaillerne og _naar_ paa Helheden.
* * * * *
Med Asta Hansen og Duborg gik det dog. Værre var det, naar han i
Foreningen traf Maleren og Kunstkritikeren _A. B. Jensen_ --
undertiden kaldet "A. B. C. Jensen".
Han havde i sin Tid malet lidt, men da det ikke blev til videre,
slog han sig paa Kritik, og gik nu i Reglen under Navnet
"Stabstrompeteren", fordi han i det lille Blad, der stod til hans
Raadighed, ved enhver Leilighed var frivillig Trompeter for den
faatallige Flok af miskjendte Blænkere, der altid var formeret som
helt Compagni og egentlig helst omtalte sig selv som Bataillon. Ham
kunde Duborg ikke udstaa, og det skjøndt der havde været en Tid, da
A. B. Jensen ogsaa trompetede for _ham_.
* * * * *
Saa var der endnu En, som Duborg havde seet sig gal paa -- egentlig
ganske uden Grund -- det var Maleren _Løvenørn-Petersen_, hvem han
forresten havde kjendt i mange Aar.
Løvenørn-Petersen var halvhundrede Aar og nu, som for tredive Aar
siden, stadig "lovende". Han var velhavende gift uden Børn, havde en
ganske lille Kone, der beundrede ham og kun levede for ham og hans
Kunst, og et Par skikkelige Svigerforældre, af hvilke _han_ levede.
I sine unge Dage havde han oprindelig tænkt paa først at erhverve sig
europæisk Berømmelse og derefter at anlægge et genialt Ydre med
tætklippet Haar, blød Skjorte o. s. v., men da det trak noget ud med
den europæiske Berømmelse, bestemte han sig til at begynde med det
geniale Ydre i Haab om, at Resten saa nok vilde komme af sig selv.
Men skjøndt han, som Duborg sagde, i flere Aar egentlig ikke havde
turdet gaa hjemmefra, af Frygt for, at Berømmelsen imens skulde komme
og banke paa Døren, og skjøndt han gjorde alt Muligt -- og lidt til
-- forat blive bemærket, lykkedes det dog ikke. Forgjæves søgte han
at arrangere Succes'er ved af og til at sætte sine Smaabilleder ind
til Salg hos Kunsthandlere og paa Auctioner og saa lade Familiens
Medlemmer skiftes til at opkjøbe dem; forgjæves sled han alle
Redactionskontorers Bagtrapper forat tigge sig en Smule trykt
Anerkjendelse til -- det hjalp Altsammen ikke, Berømmelsen udeblev,
og saa blev Løvenørn-Petersen bitter, bitter mod Alle og misundelig
paa Enhver, det gik godt. Hørte han om en Kamerat, der havde gjort et
Billede, var han hel nerveus, inden han havde seet det; var han da
saa heldig strax at kunne skjønne, at det ikke var noget Betydeligt,
gik han beroliget bort, men saae han, at det var godt og vilde gjøre
sig, blev han næsten syg.
Hvert tredie, fjerde Aar fik han en Gyldenlak eller en Buket Aurikler
paa Udstillingen, og da Blomsterne jo dog maatte have en Anvendelse,
pleiede _han_ at forære Svigerfaderen to Billeder om Aaret, og
Svigermoderen at kjøbe fire Billeder af ham, saaledes at
Svigerforældrenes Hus efterhaanden, som Duborg ogsaa sagde, var
blevet et helt "Petersens Musæum", hvor der ikke manglede Andet end
Petersens egen Grav i Gaarden. -- _Ham_ kunde Duborg ikke taale.
* * * * *
-- Julen kom. Ragna var fra Hjemmet ikke synderlig religieust
udviklet men kunde dog ikke tænke sig en Juleaften uden Kirkegang og
spurgte derfor Juleaftens Formiddag Duborg, _hvor_ de skulde gaa i
Kirke.
"Ja," svarede han, "der er jo saa mange Kirker. -- Belysningen er
naturligvis mest storartet i Peterskirken, men Musiken er vel
egentlig bedst i =Maria Maggiore=."
"Men Hans dog!" udbrød hun. "Du kan da vel nok begribe, at jeg mener
protestantisk Gudstjeneste!"
"Naa, ja, det kan vi jo ogsaa gaa til," svarede han, "men det
Katholske er forresten slet ikke saa galt. -- Kunde _Du_ ikke tænke
Dig at blive Katholik?"
"Nei!"
"Da kunde _jeg_ godt tænke mig at være Munk!"
"Munk!"
"Ja, hvis jeg ikke var gift, naturligvis, og kun naar Klostrene endnu
var, hvad de var i den gode, gamle Pavetid. -- Tænk blot, hvor det
maatte være storartet altid at sidde oppe i =Bonaventura= paa
Palatinerbjerget, ligesom Küchler gjorde, og se ud over Rom og kun
male, naar man havde Lyst! Og saa aldrig at skulle tænke paa at
skaffe Penge eller give Penge ud! -- Jo, Katholicismen er saamænd
meget god i mange Dele, men vi kan jo gjerne gaa til protestantisk
Gudstjeneste alligevel!"
Og saa var de først til tysk Prædiken og siden til Julefest i
"Skandinavisk Forening". _Der_ forærede han hende en udmærket smuk
antik Gemme -- en Hermesfigur -- som han en Morgen havde kjøbt paa
=Campo de' fiori= og siden ladet fatte i en svær Guldring. Hun blev
umaadelig glad for den men syntes blot, at Gaven var alt for kostbar.
-- "Aa, hvad," svarede han, "saa suger vi paa Labben siden, om det
bliver nødvendigt. Hellere for meget den ene Dag og for lidt den
anden end evig og altid den samme nøgterne Indtægt -- men _Du_
tænker naturligvis bestandig paa din Hovedbog, der skulde stemme hver
Aften!"
Bestandig tænkte Ragna ganske vist ikke paa Hovedbogen, men jevnlig,
efterhaanden hyppigere og hyppigere, gik hendes Tanker til Hjemmet.
Ikke at hun just savnede Kontoret, og ikke at hun vilde bytte sit
nuværende Liv med det forrige, men Overgangen havde alligevel været
for stærk og for brat, hun trængte ligefrem til Arbeide, og hun
længtes -- af og til i alt Fald -- efter Hjemmet. Brevene fra
Familien -- faa og temmelig indholdsløse -- var et saa tarveligt
Surrogat, syntes hun, og dog blev hun glad, hvergang der kom et --
men det kunde Duborg ikke lide, at hun blev: han var næsten skinsyg
paa Hjemmet og kunde undertiden rent ud krænke hende ved saarende
Ytringer.
* * * * *
-- I Begyndelsen af April, romersk Foraar, arrangerede Asta Hansen en
Tur til Tivoli, og Duborg lod sig overtale til for Ragnas Skyld at
tage med, skjøndt baade A. B. Jensen og Løvenørn-Petersen var
Deltagere.
Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den
vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede
Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske
Campagnuoler med Gedeflokke -- her var nok at se. Aniofloden
passerede de, bedede ved =Acque Albule= med det dampende, svovlede
Vand, og havnede endelig i Tivoli.
Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte
Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne
buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var
deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i
det Fri, ved Siden af Sibylletemplet.
Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig
til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste
Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede
sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue
hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende
Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den
Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. _Det_
irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig
og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans
Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene:
"Hvor er det dog en deilig Natur her -- Tak, fordi Du tog mig med,
Hans!"
Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede:
"Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst -- daarlig Kunst,
Panoramaopstilling!"
"Ja, _jeg_ finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil
jeg med din Tilladelse blive ved med!"
"Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til!
Det klæder Dig godt -- næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!"
"Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig
ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som
Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er
stor!' -- Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg
holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der
kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i -- giv mig en Opgave,
ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!"
Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende.
"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn,
"hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde _jeg_ faae en Opgave fra?
Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!"
"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu
roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det
gaaer nok over -- tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før -- hører
Du!"
Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende
Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte -- undertiden
et helt Kvarteer ad Gangen -- var og blev det ham dog umuligt at
skaffe Ragna en Opgave.
* * * * *
Saa kom den imidlertid af sig selv -- hun følte, at hun skulde være
Moder.
Hjemme i Kjøbenhavn blev det ogsaa Foraar, men først senere.
Vinteren igjennem havde den nye Generalconsul savnet Ragna paa
Kontoret, og nu endte det med, at han maatte tage en Bogholder, saa
meget mere som Cyclisten Julius, til Faderens Forbitrelse, for Alvor
tænkte paa at gaa over fra "Amateur" til "Professional".
Generalconsulen nød forresten sin Værdighed, nød hvert Brev med
Titlen udenpaa, og blev for saa vidt en stadig Kirkens Mand, som han
nu, langt hyppigere end tidligere, mødte ved Begravelser og luftede
Uniformen. _Den_ Tilfredsstillelse havde han ogsaa, at han fik sin
Kone ind i en meget fin Damecomitée til Opklædning af ubemidlede
Negerconfirmander i Dahomey; Møderne holdtes i selve det grevelige
Palais, hvor Madam Asters var Portnerske, og Madamen gav Referat til
Mille Buxbom af Generalconsulindens Ankomst.
Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at
Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen.
Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru
Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning
og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis,"
forsikrede han, "for til Søs _vil_ jeg!"
Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten
maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at
blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde:
"Aa, Pyt! Hvorfor skulde _Du_ falde! Du har jo været flittig!"
"Ja--a, de sidste to Maaneder!"
"Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!"
-- Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad
Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i
Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det
ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind
ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da
han som Lærling første Gang stod til Rors.
Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig
stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og
hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber
et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals
Rum.
Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om.
Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland,
kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i
Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport,
var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes
Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson.
Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer -- Poul trak Nummer Tre.
Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede
sig efter ham -- nu var _han_ i Ilden!
Saa kom Nummer To -- det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes
Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To
ogsaa -- nu var det Pouls Tur!
Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu
hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og
Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og
-- først og sidst -- Examinator og de to Censorer ved det grønne
Bord.
Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han
hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han
klarede sig meget anstændigt.
Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. _Meget_ stiv i
Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end
nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden
uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig
en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med
Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de
Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund
og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!"
Marie skrantede.
Ikke at hun feilede noget Bestemt, men hun blev spinklere og
spinklere, blegere og blegere. Hun var efterhaanden bleven Alles
Yndling oppe paa Theatret, og snart kom den Ene og snart den Anden
derovre og spurgte deltagende til hende og gav gode Raad i Retning af
Maltextract og Hæmatogeen. Balletmesteren talte til Theaterlægen, og
Theaterlægen erklærede, at hun led af Blodmangel -- hun skulde blot,
naar Theaterferien kom, ud paa Landet og have frisk Luft og kraftig
Føde.
Det blev sagt som en Beroligelse til Moderen, men det var ingen
Beroligelse, for Fru Lund vidste ikke sine levende Raad for, hvordan
og hvor hun skulde faae Marie paa Landet; hun havde ingen Bekjendte
udenfor Byen -- hvor skulde man sende et halvvoxent Pigebarn hen paa
egen Haand, og hvor skulde Pengene komme fra?
I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille
Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte
midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad
ham komme op strax.
Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den
sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa
læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første
Gang, Mille Buxbom oplevede _det_ -- Terndrup gik jo ellers aldrig
til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet!
Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig
klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse
Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren
oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han
ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget
indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent
samme Tid -- der var jo dog ikke Pest i Byen -- havde han lirket og
frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til
Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at
han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det.
"Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere
at røre en Bøsse -- men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder
Jydske Lov ikke. -- Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt
fare," lagde han til, "det er Jægerblodet -- enten har man det, eller
ogsaa har man det ikke -- men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg
har Lov til det -- det kan De stole paa!"
-- Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i
Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre -- Jægere finder jo
altid hinanden, hvor stor saa Byen er -- men næste Dag var der ingen
"Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa
Kvisten.
Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken
Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. -- "Poppe
bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det
er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer
bort. -- Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?"
Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede
og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket
efter det foreskrevne Medicament.
"Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun
opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen,
lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!"
"Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er
det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i
Compagni om den?"
"Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo
forflyttet til Jylland -- han er dem forresten vel undt derovre! --
og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. -- Nei, om Gud
vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal
have Lænestolen -- men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til
den!"
"Det gjør han vist! -- Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?"
"Ja, jeg gjør saamænd -- sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog
næsten altid Noget af, hvad Præsten siger -- han har en deilig stærk
Stemme -- og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke --
det er en vigtig Post! -- Men hvad jeg vilde sige, har De hørt _det_
med lille Marie?"
Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie
maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund
vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun,
Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage
hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede
dem om det.
Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og
Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment.
Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden,
Fru Lund var taknemmelig men høitidelig -- Moder og Datter havde jo
hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden.
Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa
Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende
vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog -- saa gik det.
* * * * *
Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende
opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa
Hovedpuden og pillede ved Teppet.
-- "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til
hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn,
det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er."
Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod
klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de
Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres
Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa
Flakkebjerg end paa Vennebjerg.
* * * * *
-- "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo
altid var lidt forud.
"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme."
"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en
Ulykke -- ikke med Andrees, men med Jernbanen!"
Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved
denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik
efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen.
-- "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var
kommen af Vognen.
"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne.
"Hvor gammel er Du?"
"Tretten Aar."
"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine.
"Marie."
"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!"
"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor.
"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne.
"Men _jeg_ vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes
de alle Tre ad.
Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun
med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa
skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have.
-- "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige
saa stor som Ballettens Foyer!"
"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset.
"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie.
"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven.
-- "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg
aldrig seet -- den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'."
"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde
Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?"
"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel
betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?"
"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre -- men
hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?"
"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt.
"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen.
"Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et
Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske -- naturligvis! --
for der er Gjøglerblod i Mille! -- Du forbarmende Gud! Et Balletbarn
her paa Vennebjerg!"
Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at
hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og
sagde:
"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem,
hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før
vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten -- tvertimod,
jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande
maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en
Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være
det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige
Theater -- _det_ veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her
hos Dem -- De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De
ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok,
og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen --
jeg kan ogsaa godt _gaa_, hvis De vil sende mit Tøi efter mig -- og
saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!"
"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde
hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende:
"Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det
saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og
snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været
een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet
har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden
at have seet en, det er sikkert!"
"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine
gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet
sluttet -- for bestandig.
Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte
ind forat se til hende -- jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og
sagde: "Søster!" -- det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved
høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt -- "Søster! Hun
ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! -- Gamle Mille
skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun
har sendt os Barnet!"
De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle
kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret,
Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes
de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene
havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve,
det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om
Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen.
Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en
dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske
Lille havde været inde i Kongens Have og _der_ seet et stort Bed med
Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; _det_ Bed var
efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al
Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk
Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig
tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have.
Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes
Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg
Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax
om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det
store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne".
-- "Nei, hvad er det, _der_ løber?" spurgte hun en Dag meget
interesseret.
"Det er jo en Hare, Barn!"
"Tænk, kan _den_ løbe saa hurtigt! -- Ja, jeg kjender ellers godt
Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens
Kjøkkenvinduer!"
"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire
Ører.
"Generalconsul Lange -- _der_, hvor vi boer i Baghuset!"
"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du _der_!"
Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel
Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle
Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul -- Tanterne dog mest af
Ragna, Marie af Poul.
* * * * *
Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes --
_der_ saae de et Stykke Raavildt -- og ned til Søen gik de, hvor
Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa
Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som _gjort_
til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud
mellem Sivene -- _det_ havde hun naturligvis heller aldrig før
prøvet.
"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset
med korte Skjørter, det veed Gud -- men lad os være enige om, at vi
heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine
svarede:
"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og
ned som Portstolper -- det var Faconen, der manglede!"
Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække
Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød:
"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!"
"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae
selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa
høi og Svanget saa stort -- aa, den er ligefrem deilig! _Hun_ kunde
spille 'Trilby', kan De tro!"
"Kjender det ikke!" lød Koret.
"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og
der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!"
"Ikke!"
"Nei, ikke Een!"
"Ja, _vi_ har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde
Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti -- hun var meget
bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa
rolig -- men den var meget svær, saa _vi_ fik den aldrig rigtig lært
-- den hed Menuet, kjender Du _den_?"
Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om
Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde
været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med
et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie
dansede, og de Gamle græd -- det var en skjøn Aften!
* * * * *
-- Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg
-- Søstrene først og fremmest -- om sin lille Finger. Hun fik sin
egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide,
den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i
Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst
have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke
taalte Nogens siddende Nærværelse.
Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev
kaldt paa Marie -- Marie her og Marie der -- og en frisk, klokkeren
Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over
Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før
kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den
saa længe og saa kjønt som muligt -- det sagde i alt Fald Hanne.
-- Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt
præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det
kongelige Theater -- de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke
blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade
Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen,
der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med
hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med
den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme,
Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden
fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele
Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv
Enkefruen og hendes Datter beundrede -- foruden hinanden -- tilsidst
ogsaa hende.
Hver eneste Dag bragte noget Nyt -- noget Morsomt eller noget høist
Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" -- som Søstrene nu
bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem -- oppe paa Kirkegaarden
forat luge deres Gravsted -- det skete regelmæssigt en Gang om
Maaneden -- og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten;
snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos
Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske
Factotum.
En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod
Metereologisk Institut. -- "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden
vi har faaet _det_," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa
veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter
Barometret, og Barometret ikke efter Veiret -- der er Kludder i det!"
Stemningen inden Døre var følgelig lidt trykket paa Grund af
Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde
vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i
denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte
de skiftes til at "røre" -- Enkefruen og Datteren benyttede
Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed -- og
saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem
Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker
kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen,
saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster.
En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig
pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk
stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et
Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November
ønskede sig "en _troende_ Barnepige og en _from_ Kjørehoppe", og
_den_ Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers
forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men _det_ gik
ogsaa galt. -- "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser
aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi
er i Guds Hus -- og hører en _ordentlig_ Prædiken, vel at mærke! Nei,
vil De have Bidrag til et Orgel, _det_ kan De faae -- og vil De sidde
ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa -- værsaaartig!"
Selv _det_, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det
modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg.
Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik -- de fik,
naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa
samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen -- ikke
Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte
-- "for _har_ man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel
Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi
han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at
have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" -- men inden Doctoren kom,
spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud
fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad
Doctoren siger, det skal man gjøre!" -- Naa, næste Dag var Tanterne
naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang.
* * * * *
Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem
i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode
Sager, en staaende Invitation til alle Ferier -- men ude paa
Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa
Gaarden.
Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar.
Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16.
September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa
udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner
betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham
paa Gaden.
Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod.
"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar
har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske
uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og
Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. -- Det
skulde _De_ ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er
nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa
længe har arbeidet paa, hører De!"
Men med _det_, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa
Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde
udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. -- "Jeg har jo ikke
engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.
"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede
Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt
for nerveus og --"
"_Er_ jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. -- Men
hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher,
Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt,
Smaabladene!"
"Smaabladene!" gjentog Holst. "_De_ læser dem jo ikke!"
"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i
vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden
rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa
i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i
Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer
Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om
at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er
voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"
-- "_Der_ var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under
Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.
Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i
Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.
Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:
"Det har De Ret i! -- Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos
Lykke?"
"Nei!"
"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker -- hverken mere
eller mindre!"
"Skal _det_ være en Lykke?"
"Ja, ubetinget! -- Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet:
_det_ kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"
* * * * *
Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.
Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven
blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og
senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til
Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra
han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om
Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og
Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en
vis Ængstelse -- "for _Noget_ har man jo altid paa Samvittigheden,"
mente han -- om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af
Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa
urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang,"
trøstede han sig med.
* * * * *
Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og
protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor
Denne.
Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og
interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer;
han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og
fortalte daglig sine -- i Reglen uinteresserede -- Medmennesker, hvor
mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.
* * * * *
-- En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i
Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden -- det
gjorde de hver Søndag.
-- "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.
"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede
Poul.
"Veed Du, hvad _jeg_ synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er
ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat
tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos
Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan _vi_ sgu ikke slaa!"
"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"
"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"
"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal
være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og
_det_ er da altid en Tilfredsstillelse!"
"Er _det_ en Tilfredsstillelse?"
"Ja, det veed Gud, det er!"
-- Saa kom Generalconsulen.
"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.
"Det vil vel ikke sige, at _jeg_ skal forlade Localet?" spurgte
Julius.
"Jo, det vil!"
"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en
Søofficeersspire!"
"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.
"Ja, _jeg_ gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg
er!"
Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at
han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.
-- "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset
Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"
"Nei -- jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"
"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"
"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos
Chefen o. s. v., men _hvad_ han fik, det veed jeg ikke, for _jeg_ var
ikke inviteret med!"
"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han
ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".
"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og --"
"Faldereb?"
"Ja, Honneur, da han kom ombord!"