"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.
"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren
fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler -- Du er maaske Model -- eller
har Stævnemøder -- hvadbehager?"
Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu,
som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige
Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han
op paa Grossereren og sagde roligt:
"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af
Vennebjerg efter _den_ Skizze -- hun vidste, at min Ven Holst havde
malet derude."
Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad
Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat
forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende,
hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:
"Her er en Mand, der holder af _mig_ -- og _jeg_ holder af _ham_!"
* * * * *
Saadan blev Duborg forlovet.
En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig
ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas
Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre.
Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger
som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte
tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel
bekjendte Grosserer Lange". _Det_ tiltalte naturligvis den for
offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han,
til en Begyndelse, ædende gal.
"_Min_ Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun
lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have
været min Alderdoms Forretningsstøtte -- Julius er umulig, og Poul
vil være Søofficeer -- nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!"
Grossererfruen var glad, lige rent ud glad -- hverken mere eller
mindre -- over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand
syntes hun, at _hendes_ Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.
Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at
forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var
morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En
at være Svoger med -- det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der
som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden -- og
Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham,
paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.
Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et
Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig
ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten
hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en
mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og
mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo
og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte
Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at
kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt _han_ jo
ikke ubetinget var nogen elendig Karl.
Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den
smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa
mærkelig, som om =Trifolium resupinatum= virkelig skulde være funden
i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var
de Bedste af Familien.
Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa
Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig
Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig
de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og
blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede
bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup -- det skulde
naturligvis staa i Garnisons Kirke -- og lovede paa Forhaand Jomfruen
en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede
Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det
Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at
Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens
Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet
Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin
faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin
Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam
Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af
_den_ Slags.
-- "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille
Buxbom ganske umotiveret.
Ja, hvad sagde Vennebjergerne?
De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over
Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.
Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren
meget ubeleiligt.
Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre
Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men
da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der
jo Flere med.
For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om
han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg
erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om,
at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa
gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt
Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne -- og navnlig
ikke vilde more sig -- foreslog han det ikke.
* * * * *
Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet -- den gamle Grosserer
var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke,
aldrig i Kjole -- vistnok nærmest forat drille Sønnen.
Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie
forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener -- den
ene af dem om Halsen -- der var Directeuren for det amerikanske
Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og
Berner.
Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at
Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels
med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde
erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han
op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i
Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad
Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen
tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet
Svar end et medlidende: "=English fashion="!
Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til
det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af
den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke
Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær.
De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet -- det hed
"Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller
nogen Kilde -- gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst
Bygningen og Haven.
Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til
Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende
Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i
den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i
de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en
gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre
prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som
bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre
menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig
havde Udtryk som en soigneret =père noble= fra en Scribe'sk Komedie.
Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende
Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og
smilede.
Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid,
luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og
som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger.
Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle
og være behagelig mod Alle -- han drev det endogsaa til i
Grossererens Paahør at rose de to Familieløver -- og Berner, hvem
Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik
om og var stille begeistret ved at se paa Ragna.
Middagen var udmærket, og Champagnen -- fortræffelig frapperet --
flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden
overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte -- endnu
kortere -- for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring,
for den gamle Grosserer -- han fordrede nemlig, at der altid skulde
henvendes en speciel Tale til ham -- og saa vidt var Alting gaaet
godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium,
hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig
med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder
sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring
hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen
sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det
Væsentlige gik ud paa, at _den_ Mand maatte misundes, der ledet af
Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie
som Grosserer Langes.
Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde
rolig ved.
Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste
sig -- Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham.
"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler
sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den
Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at
befinde mig -- og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven
Duborg er lykkelig -- jeg kan se det paa ham! -- og han har jo ogsaa
forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende
Pige, han har faaet sig til Kjæreste og -- rimeligvis -- senere vil
faae til Kone. -- Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! -- Men
_er_ der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der
er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner
som Duborg har indforlovet sig og -- rimeligvis -- senere agter at
indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af
to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og
Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med
Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe
Malerier -- det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! -- og
endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige
Privilegium ind imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og
Herrer -- jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt -- et Leve for
Kunsten!"
Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer
fornøiet smilende til Sønnen:
"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille
Jesper! -- Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke
saa godt mere!"
Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale
for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet,
lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det
havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at
sige:
"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses
-- _jeg_ er ogsaa anløben, men _jeg_ kan ikke pudses -- det er hele
Forskjellen."
Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven
forat drikke Kaffe og ryge Cigar.
Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede
sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine
Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax
gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet.
-- "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds!
Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under
Vinløvet og seer over til Capri -- men _vi_ har ogsaa et Capri:
Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og
Fredsven -- Gudbevares! -- men Middelgrundsfortet, decorativt seet,
er en afgjort Vinding for Sundet -- her er vidunderligt!"
Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede
forholdsvis neutrale Emner.
En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til
Oppositionen, udbrød pludselig med _den_ beherskede Lyrik, der kommer
til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, _det_ er et Land!" og
saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham
nærmest; "_De_ vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?"
"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da
egentlig ikke om."
"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?"
"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som
Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da
ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning
og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand."
"Nu har jeg sandelig hørt _det_ med!" raabte Directeuren. "Hvad
forstaar _De_ ved en Aandens Stormand, Høistærede?"
"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige
Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner.
"Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg
Aandens Stormænd, og mange, mange Andre."
"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo
Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!"
"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "_Den_ er ualmindelig god!
-- Nei, seer De, Edison er fingernem, og --"
"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet
ud.
"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans
levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg,
men --"
"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden.
"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og
vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en
bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske
sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er
Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som
Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme,
hvad enten Edison havde existeret eller ei!"
"Amerika -- Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede
Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg
siger Fremtidens Land, mine Herrer!"
"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men _det_ hjælper da
ingen af _os_. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til
for at skabe en Gentleman, og er _det_ sandt, kan man vel nok gaa ud
fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et
Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men
ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende,
at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført
mod Europa, var Røvertoget mod Spanien -- og _det_ var de oven i
Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!"
"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de
saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de
klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler
over!"
"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst.
"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en
Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af '=Police
Gazette=', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at
bygge Cycler!"
"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente
Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas
Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex.
at Yocobora --"
"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds
Folk!" afbrød Directeuren ham.
"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke.
"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?"
"De er endnu kun Indbyggere."
Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat.
"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet
en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og
han kliner sig op ad ham -- giv en amerikansk Millionair Udsigt til,
at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone
paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i
Medgift!"
"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret,
og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger,
hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde
opfanget et Par af de sidste Ord.
"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi
har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den
forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine
egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!"
Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen
tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige
Talemaader og i _den_ Velvillie, der følger med at have spist og
drukket mere end absolut nødvendigt.
* * * * *
Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som
Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den
svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue,
skyllede klirrende ind mod Bredden.
-- "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna.
"Aa, hvad Herregud -- Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg.
"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna.
Der blev en Pause, Hver tænkte Sit.
-- "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle
de Andre er som han, og alligevel -- alligevel har han lidt -- ganske
lidt -- af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok,
naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden."
Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og
klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet,
gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!"
* * * * *
Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans
Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere.
Da otte Dage var gaaet, kunde Duborg ikke holde det ud længere saadan
at gaa om som forlovet tam Stork, og Ragna mærkede det. Hun tog
derfor en rask Beslutning og telegrapherede til Vennebjergerne:
"Min Forlovede og jeg kommer i Eftermiddag med Femtoget. Hent os ved
Stationen."
Vennebjergerne havde stadig ikke ladet høre fra sig, og Ragna fandt
det derfor rigtigere at telegraphere til dem end at skrive -- saa
levnedes der dem ikke Tid til at reflectere.
Og ved Femtoget holdt den gamle Andrees med den gamle Vogn og de
gamle Heste, og et Kvarteer senere rullede de Nyforlovede ind paa
Vennebjerg.
Tanterne stod opstillede paa Stentrappen, stive og stramme som
Postamenter -- de saae ikke nær saa menneskevenlige og gjæstfrie ud
som Neveuens Cementløver -- men ikke saa snart var Ragna sprungen ud
af Vognen og havde givet hver af dem et Kys paa Panden, før de i
samme Nu tøede op, et Par klare Taarer trillede dem ned ad de magre
Kinder, de rystede paa Hovedet og udbrød i Kor:
"Stakkels, lille Ragna!"
Ragna lo og præsenterede Duborg, og efterat Tanterne havde taget Maal
af ham fra øverst til nederst, fandt de, at _skulde_ Ulykken ske,
kunde Vedkommende jo have seet værre ud, og de erklærede, at han i
alt Fald var velkommen paa Vennebjerg i sin Egenskab af Ragnas
Forlovede.
Saa lo Duborg ogsaa, Tanterne saae fornøiet paa hinanden, og Hanne
sagde: "Sine, han leer af os!" og Sine fortsatte: "Hanne, Mennesket
er jo gemytligt!" og dermed var Duborg introduceret paa Vennebjerg.
* * * * *
-- Tanterne skulde sees i deres Hjem. I Kjøbenhavn gav de kun
Gjæsteroller og følte sig paa fremmed Grund, men paa Vennebjerg, hvor
de var født, og hvor de havde levet deres hele, lange Liv, _der_
passede de til Omgivelserne og Omgivelserne til dem.
Selv styrede de Bedriften uden at taale nogen som helst fremmed
Indblanding: de bestemte Saaning og Høst, Kjøb af Kreaturer og
Udvisning i Skoven, kort sagt, det Hele, og det gik nøiagtigt, som
det havde gaaet i deres Faders Tid: i det Bed, hvor der nu var
Levkøier, havde der været Levkøier i de sidste halvhundrede Aar, og
gik en Busk ud, plantedes der en af samme Slags i Steden. Folkene paa
Gaarden var alle gamle, Frugttræerne gamle og Kreaturerne gamle --
Grossereren paastod, at de døde af Apoplexi.
Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken
Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel:
selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik,
de satte sig hen for at sove, sov de -- "saadant Noget er kun en
Vane", erklærede de.
De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik
forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes
ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas
aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag
gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene; saa havde de, af Økonomi, Vrangen
vendt ud af Forklæderne, Ansigtet var hel skjult af en mægtig
Shirtings Solhat af Form som en Kyse, og hver af dem bar sin
"Skallekurv", i hvilken Stikkelsbærskallerne omhyggeligt gjemtes til
Hønsene.
Sommeren igjennem var der Gjæster paa Vennebjerg: gamle, hjemløse
Damer, mere eller mindre havarerede Existenser, der var kommen paa
Livets Skyggeside; Mille Buxbom blev regelmæssig bedt men kom næsten
aldrig, for hun kjedede sig frygteligt ude paa Landet og erklærede
selv, at "Luften _der_ var hende for stærk."
Gjæsterne havde det som Blommen i et Æg, fededes systematisk og kunde
gjøre og lade, ganske som de selv vilde, naar blot den rent ydre
Caserneorden iagttoges.
Paa Slaget Syv om Morgenen skulde Alle være ved Frokostbordet,
Klokken Tolv spistes der til Middag, og fra 1¼ til 2 skulde der være
Ro i Huset. Den, der kom for sent til Bordet, havde at betale en Bøde
af ti Øre, der gik til Sognets Fattigkasse, men Søstrene betalte
rigtignok i de fleste Tilfælde selv Bøderne for deres Gjæster.
Klokken Syv spistes der til Aften, og Klokken Otte var der staaende
Dessert -- Rødgrød, Smaakager eller Frugt -- inde i Havestuen; det
var egentlig det Maaltid, de selv satte mest Pris paa, for de var
store Slikmunde, der altid hver havde sin private Krukke med
Syltetøi, som de i Utide kunde tage en Skefuld af. Klokken Ti skulde
Alle uden Undtagelse være i Seng, og Alt lukket og slukket, og før de
selv lagde sig, gjorde de en Runde i hele Huset.
To Gange om Ugen var de og alle Gjæster paa Kjøretur i den store
Char-à-banc; selv sad de lige overfor hinanden, inderst i Vognen, op
til Kuskesædet, og naar de mente, der var Fare paa Færde -- naar den
gamle Andrees gjorde for kort en Vending ved Hovmarksveien, eller
naar der i det Fjerne viste sig en Cycle -- reiste de sig op og greb
hver fra sin Side i Linerne. Cycler hadede de; i deres Skov var ved
alle Indgangene opslaaet Placater med Indskriften "Ingen Adgang for
Cyclister!" og den nærmest boende Læge havde de afskediget, fordi han
havde tilladt sig at møde paa Vennebjerg pr. Hjul: "Vi vil ikke have
en svedt Doctor ved vores Seng," sagde de.
Udenfor Sommertiden var der stille paa Gaarden, men Tiden gik,
umærkeligt og uden et ledigt Øieblik.
Mange Timer om Dagen spandt de -- alt deres Dækketøi og Linned var
selvfølgelig hjemmegjort -- og altid uheglet Hør; "Frøkenerne har
haarde Hænder men bløde Hjerter," hed det derfor ogsaa almindeligt i
Egnen. Om Aftenen skiftedes de til at rode op i Kakkelovnen med en
Ildrager -- det var en af de bedste Vinterfornøielser -- og til at
læse "Berlingske Tidende" høit fra Ende til anden, og en særlig
Interesse havde da Trækningslisten, ikke fordi de spillede i
Lotteriet, men de havde hver valgt sig et Nummer, og det lod de, som
de spillede paa; "_mit_ Nummer er kommet ud med Hundrede Kroner,"
kunde den Ene triumpherende sige, og den Anden kunde da i nedstemt
Tone svare: "denne Gang har _jeg_ ikke vundet."
For den nærliggende Landsby havde de en protegerende Interesse og
stor Nysgjerrighed. Flere Gange om Aaret holdt de Middag for
Honoratiores: Præst, Læge, Skolelærer og Sognefoged, og til Trods
for deres afgjorte Uvillie mod Ægteskabet var det dem dog ganske
umuligt at blive hjemme, naar de hørte, at En eller Anden havde gjort
Barsel nede i Byen; saa skridtede de ud som et Par Landpostbude --
Sine regelmæssigt bagved Hanne -- gjorde Visit, saae paa den Nyfødte
og bragte Moderen en Flaske Hindbærsaft. Og de Fornøielser, Egnen
bød, dem tog de. Var der en Liremand i Byen, hørte de med større
Fornøielse paa hans Toner end mangt et Medlem af Musikforeningen paa
Concerterne, og var der Foredrag eller Oplæsning paa Kroen, sad de i
forreste Række med fine Pyntekapper og fransk Langshawl paa. Naar
derimod Missionsfolkene reiste deres transportable Telt paa den
hellige Husmands Udlod, kom de _ikke_ til Bønnemøderne: "Vi gaaer i
Kirke," sagde de, "og ikke i Telt," og da en Totalafholdsforening
omsider fik Lov af dem at holde Fest i deres Skov, blev de ogsaa selv
borte, men betalte Entreen for deres Factotum, den fordrukne Smed, i
det forfængelige Haab, at Talerne skulde have en heldig Indflydelse
paa hans fugtige Tilbøieligheder.
Glade og taknemmelige var de altid, og selv en vis Aarstidernes Poesi
kunde der falde over dem. Æblehøsten var dem en Fest -- de klatrede
naturligvis som Egern -- det var med formelig Andagt, de første Gang
efter den lange Vinter aabnede de tildækkede Havedøre og sagde: "Nu
lukker vi Foraaret ind i Stuen!" og naar Hanne en Dag i Mai kunde
raabe: "Sine, Sine! Jeg har hørt Gjøgen kukke!" og naar saa Sine
kunde svare: "Hanne, Hanne! Jeg har seet Storken!" ja, saa kunde
Enhver paa Røsten høre, at de to Gamle følte Jubelen over Vaarens
Komme lige saa varmt som nogen Ung.
Duborg var naturligvis strax bleven præsenteret for alle de liggende
kvindelige Gjæster, men det holdt haardt for ham at huske Navnene og
holde Personerne ude fra hinanden.
* * * * *
Der var den gamle, forhenværende Lærerinde, som af ren og skjær Pligt
gik sine reglementerede Ture, saa hun transpirerede ved det, blot
forat faae rigtig Appetit til Maaltiderne. Hun fortalte hver Morgen
sine Medmennesker, hvordan hun havde sovet om Natten, og havde hun
drømt, undgik Ingen at faae Drømmen i alle dens Detailler.
Der var den ældgamle, døve Dame, som aldrig kom længere end i
Verandaen, og som troligt sad posteret _der_ med Hørerøret i Haab om,
at en barmhjertig Sjæl skulde raabe Noget ind i det; skete det saa,
straalede hun over hele Ansigtet og holdt Vedkommende fast, saa længe
det paa nogen Maade var muligt.
Saa var der Frøkenen fra Langeland, hvis Specialitet det var hver Dag
at liste sig ned i Kjøkkenet forat se eller lugte sig til, hvad man
skulde have til Middag, og var Missionen lykkedes, fortalte hun stolt
Resultatet til de Andre.
Endelig var der Enkefruen med Datter; de var lige tynde, ens klædt og
tilsyneladende lige gamle -- ubestemmelig Alder. De _gav_ Veninderne,
supplerede hinandens Fortællinger og betroede hinanden, hvad de mente
at have erfaret. Den største Mærkelighed var imidlertid Moderens Evne
til ved Alt i Verden, hvad hun foretog sig, at give det Udseende af,
at hun handlede netop saaledes, som hun gjorde, af Hensyn til sine
Medmennesker, og dog gjorde hun aldrig Andet, end hvad hun havde Lyst
til. Gik hun Tur, saa var det forat glæde den appetitspadserende
Jomfru, og blev hun hjemme, var det forat holde den Døve med Selskab;
tog hun Brystet af Anden, var det, fordi hun vidste, at Vingen var
hendes Sidemands Livret, og var hun nødt til at byde en af de Andre
først af Kagefadet, forstod hun, ligesom en Taskenspiller, der
forcerer et Kort, ufravigeligt at faae Vedkommende til at tage _den_
Kage, hun skulde, og lade _den_ ligge, som hun selv vilde have.
Datteren maatte, forat befinde sig fuldstændig vel, daglig kunne
consumere flere Lispund høirøstet Beundring, men kneb det med
Tilveiebringelsen af dette Kvantum paa anden Maade, var Moderen Mand
for at levere mindst de fire.
* * * * *
-- "Det er ikke nogen bedaarende kvindelig Modelsamling, der er
her paa Gaarden," erklærede Duborg til Ragna, der sad og saae paa
ham, mens han malede et Interieur af Bryggerset, hvor Ilden under
Kjedlen og Solskinnet fra Vinduerne hver fra sin Side lyste paa
Bryggerspigens kraftige Skikkelse. "Men det er det samme," tilføiede
han, "jeg har _Dig_, og Du er mere end nok for mig at se paa!"
-- "Hvor jeg dog fører et Driverliv!" sagde Ragna. "Det er egentlig
ganske utilladeligt saadan at sidde med Hænderne i Skjødet!"
"Savner Du maaske Kontoret?" spurgte Duborg.
"Nei, jeg vil ikke sige, jeg savner det, men --"
"Da maa Du skam vænne Dig til at undvære det! Naar vi nu til
Efteraaret har holdt Bryllup, saa reiser vi til Syden, og saa --"
"Skal vi have Bryllup til Efteraaret?" spurgte Ragna tøvende.
"Ja, hvad skulde vi bie efter!"
"Nei -- ja, jeg tænkte kun -- har vi -- _Du_, mener jeg -- faste
Indtægter, saa vi kan leve?"
"Faste Indtægter!" gjentog Duborg forbauset og lod Haanden synke.
"Nei -- hvordan skulde en Kunstner have _det_?"
"Nei, det kan han vel hel heller ikke have," indrømmede Ragna, "men
det er alligevel saa underligt at tænke paa!"
Saa blev der en længere Pause, men Duborg malede flittigt.
* * * * *
-- "Er det Olie, De sidder og sviner med!" udbrød Tanterne,
da de lidt efter kom forbi. "Faae ikke noget af _det_ paa Tøiet,
og vær endelig forsigtig med Billedet, naar de gaaer gjennem
Dagligstuedøren, at der ikke bliver smurt noget af paa Portièren!
Vandfarve er meget bedre og proprere -- det lærte _vi_ at male med i
vores Ungdom, og det blev pæne Stykker, der tørrede hurtigt."
Duborg lo. Han kunde i Grunden rigtig godt lide Tanterne, men det
generede ham skrækkeligt om Aftenen efter den staaende Dessert at
maatte sidde en Time inde i den store, kjedelige Havestue med de faa,
stilfulde Møbler, høre paa Gjæsternes Samtale og af og til selv tage
Del i den.
* * * * *
_Nogen_ Oplivelse bragte Pouls uformodede Ankomst. Han havde faaet
Ferie og var strax taget til Vennebjerg, nærmest forat være sammen
med sin nye Svoger. -- "Ja, _vi_ vil ingen Ansvar have for ham,"
erklærede Tanterne strax til Ragna. "Tager han ud paa Søen og drukner
sig, er det paa hans egen og din Kjærestes Risico -- _vi_ kan ikke
redde ham!"
Forresten morede det i høi Grad de to Gamle at høre om hans
Vintertogt, navnlig om Forpleiningen ombord. -- "Lutter Mandfolk,
ogsaa i Kjøkkenet!" sagde de. "Gud, sikke noget Griseri, den Mad maa
være! -- Lutter Mandfolk, hvad skal _det_ ogsaa blive til!"
Men Poul følte sig krænket paa Mandkjønnets Vegne og svarede:
"Det kan gjerne være, at Kjøkkenet paa Vennebjerg er renere end
Kabyssen ombord, men veed I hvad, Tante Hanne og Tante Sine: naar der
ligger en Krydser med, lad os sige tre Hundrede Mand ombord paa
Indrerheden, og den faaer Ordre til at lette næste Morgen Klokken
Fem, saa letter den; og lyder Seilordren paa, at den skal gjøre et
Togt til Vestindien og anløbe Madeira paa Udreisen og være hjemme fem
Maaneders Dagen efter, saa _er_ den hjemme og stryger Commandoen til
bestemt Tid. -- Troer I nu ogsaa, naar det var en Krydser med tre
Hundrede Fruentimmer ombord, at den kunde holde sig sin Seilordre
efterrettelig? -- Nei, Mænd, om den kunde, for Fruentimmer er og
bliver udisciplinerede!"
"Der er Noget i, hvad Drengen _der_ siger!" svarede Hanne, og et
Øieblik efter sagde Sine: "Hvad der _er_ sandt, _skal_ være sandt:
Poul har Ret!"
Fra det Øieblik af havde Tanterne vundet Pouls Hjerte, og han deres,
og der var ikke den Ting, han ikke turde tillade sig, ja, tilsidst
drev han det endogsaa til at indføre saadanne maritime Retter som
Lobescowes og Bixemad paa Vennebjerg, og Tanterne erklærede ganske
vist, at det saae fælt ud, men indrømmede, at det smagte godt.
* * * * *
-- Duborgs Bryggersbillede var færdigt, og Ragna syntes naturligvis,
det var udmærket.
"Ja, det er slet ikke saa galt," sagde han selv, "male kan jeg jo nok
endnu, men det er alligevel Ingenting -- saadant Noget kan Enhver,
der vil, lære at gjøre. -- Nei, det forrige -- det, jeg blev forlovet
paa -- det kunde have blevet godt!"
"Men Du gjør det da færdigt en anden Gang -- naar vi først er gift,
og Du altid kan have mig som Model," sagde Ragna men blev uvilkaarlig
forlegen ved sine Ord.
"Nei," svarede Duborg, "det kan jeg ikke."
"Hvad vil det sige?"
"Jo, kan Du ikke forstaa, at naar man _har_ gjort et Billede, saa er
_det_ gjort, og saa kan man ikke gjøre det om igjen."
"Nei, det forstaaer jeg virkelig ikke -- det maa jo være lettere
anden Gang!"
Duborg saae hjælpeløst op paa hende. Han vidste slet ikke, hvordan
han skulde forklare sig, men saa fik han en lykkelig Indskydelse,
syntes han selv, og sagde smilende:
"Kan Du huske, hvad Du sagde til din Fader, da Du friede til mig?"
"Men Hans dog!"
"Du sagde: '_Der_ staaer en Mand, der holder af _mig_, og _jeg_
holder af ham!' -- Se, det kunde _Du_ heller ikke gjøre om, og det
blev skam ikke lettere at sige anden Gang end første -- tvertimod!"
* * * * *
-- "Skal det Billede nu paa Udstillingen derinde?" spurgte Tanterne
siden.
"Aa, jeg veed saamænd ikke," svarede Duborg. "Jeg er egentlig helst
fri for at udstille; Folk, de gaaer og gloer og forstaaer Ingenting,
og saa er man dog selv alligevel i en Slags Spænding!"
"Ja, om man faaer Præmie eller ei!" afbrød Hanne ham, "det er saa
rimeligt!" og Sine tilføiede: "Det kan _vi_ saa godt forstaa, for vi
var ogsaa helt æggesyge ifjor, inden vi vidste, om vores engelske
Vædder havde faaet 'Hæderlig Omtale' paa Jyderup Dyrskue -- det er
saa sin Sag med at udstille!"
Duborg lo, saa det rungede efter, men to Dage efter sagde han til
Ragna, at hun ikke maatte blive vred, men nu kunde han ikke længer
holde det ud, han maatte bort.
"Dine Tanter kan jeg rentud godt lide," sagde han, "og jeg troer
ogsaa, jeg kunde døie det øvrige Antikcabinet en Uge eller to endnu,
naar blot den Enkefrue og hendes Datter ikke var, men _de_ tager for
meget paa Humeuret -- jeg seer mig gal paa dem! De snakker jo
ligefrem forat snakke, bare forat høre deres egne, sprukne Stemmer --
og det lige fra Morgenstunden -- nei, jeg maa væk!"
* * * * *
Og Duborg og Ragna reiste, og Poul med -- han længtes efter Saltvand,
sagde han.
Midt om Sommeren er Kjøbenhavn en hel anden By.
Gaaer man ned ad Strøget, seer man lutter fremmede Ansigter, og mødes
to Bekjendte, maa de nødvendigvis standse forat meddele hinanden
deres Forundring.
Udlændinge med Bädeker eller Murray under Armen stiller sig op paa et
Gadehjørne, studerer Kortet, seer sig forvildet omkring og ender
alligevel med at spørge den nærmeste Betjent om Vei til Thorvaldsens
Musæum eller Frue Kirke.
Landsbyskolelærere kommer til Byen med deres Ungdom; parvis trasker
Poderne med en Bylt i Haanden bagved Skolemester, besøger
Amalienborg, Rundetaarn og et Par af Samlingerne, gaaer i Zoologisk
Have om Eftermiddagen og ender dødtrætte i Tivoli om Aftenen.
Vinduerne staaer aabne overalt, hvor en Leilighed er beboet, Gaderne
vandes, og det drypper kjøligt fra Isværkernes Vogne; offentlige
Bygninger restaureres, og Græsset luges op mellem Brostenene paa de
afsides, lidet befærdede Pladser.
Butikerne har indrettet sig paa Fremmedbesøg: det vrimler med
"=Souvenirs de Copenhague=", og i Boghandlervinduerne er det
Reisebøger, Kort, Photographier og udenlandsk Lecture, der dominerer
Markedet.
Hotellerne er overfyldte, og Portier'ne blaseerte; udenfor Caféerne
er der neppe en Plads at opdrive, og man faaer et Indtryk af rastløs
Flid ved at se Udlændinge sidde og skrive Adresser paa Bunker af
Prospect-Brevkort.
En enkelt fredlyst Plet paa Strøget er der dog, som altid bliver sig
selv lig: det er Helligaands Kirkeplads. Gamle, graa Mænd sidder her
under Lindeskyggerne, tegner med Stokken i Gruset, lokker for en
vagabonderende Hund eller henvender et Par Ord til Børnene, der leger
mellem de slidte Gravsten -- "Slægt skal følge Slægters Gang!"
De hvidtede Vinduer kan gjøre En hel trist -- man faaer Fornemmelsen
af selv at være den eneste Indfødte i den uddøde By. Intet Hof, ingen
Vagtparade af Garden; Gesandtskabspalaiserne i Bredgade staaer tomme:
i det Høieste er der efterladt en overcomplet Attaché -- diplomatiske
Forviklinger frabedes i Sommerferien! Sognepræsterne er borte, og
Capellanerne faaer Lov at øve sig om Søndagen for tomme Bænke;
Aviserne lever høit paa at bringe bekjendte og ubekjendte Mænds
Ferieadresser, Søslangen er paa sin aarlige Tournée i Smaabladene, og
kasserede Feuilletoner trykkes. Selv Militairet skifter Physiognomi:
Infanteriet, der kommer fra Skydebanerne paa Amager, og
Gardehusarerne, der trækker ad Østerbro til, er hvide -- hvide af
Uniform og hvide af Støv -- og Officerernes Ansigter seer ud som
kogte Krebs med lyst Overskjæg.
Om Aftenen bevæger der sig igjen en Strøm af Mennesker i forskjellige
Retninger: Nogle ad Langelinie til, Andre mod Vesterbro -- Tivoli
haaber paa Tørveir, Circus paa Regn -- og atter Andre tager i Skoven,
til Charlottenlund og Klampenborg eller længere bort. -- Men
Smaafolk! Hvor er de henne?
Ja, i den gamle By, i "City", er de jo snart en uddøende Race,
ligesom Berners sorte Rotte, men i de snevre, afsidesliggende Gader
er der dog endnu en varm Sommeraften et "Stillleben", der kan minde
om Frederik den Sjettes Tid eller om en fredelig Provinsidyl.
Fatter har flyttet sin Stol ud paa Fortovet og ryger sin Pibe i det
Fri, af og til converserende Pigerne inde i Strygeriet, hvor der
endnu arbeides for aabne Døre og i let Costume, Kjeldermanden staaer
i Skjorteærmer ved Nedgangen til sin Hule, Madamen passiarer
tversover Gaden, Børnene leger -- der er saa mange, at de synes at
gro op ad Brostenene -- fede Mopper døser med gispende Tunge, og en
Trækkevogn med solhedet, halvfordærvet Frugt gjør glimrende
Forretninger.
Og ude paa Broerne, i Arbeiderkvartererne, _der_ foregaar ogsaa en
hel Udvandring til Colonihaver, Marker, Grønninger og -- fremfor Alt
-- til Fællederne.
Hvor mangen Kjøbenhavner kjender egentlig Fællederne rigtigt? Og hvor
er dog Fællederne smukke, med fine Farvenuancer og med fine
Curvelinier, og hvor er det dog skiftende Sommerbilleder, de
frembyder! -- Om Formiddagen, naar der exerceres, er Indtrykket
overveiende militairt; de marscherende Colonner seer i Afstand ud som
eet fremadskridende Legeme, der er mørkt og ensfarvet, men saa høres
der en Commando eller et Hornsignal, en Vending følger, og der kommer
et Farveskjær og et Lynblink i blanke Vaaben -- Garde, Infanteri
eller Husarer. -- Om Eftermiddagen er her civilt fredeligt, saa
dyrkes Sporten, den mere demokratiske Sport: Fodbold, Cricquet eller
Langbold, og der bevæger sig hvide, blaa og røde Huer over den
gulgrønne Flade. -- Men Den, der vil se Fællederne i deres Glans,
skal se dem en Sommeraften, naar Smaakaarsfolk leirer sig derude om
de medbragte Madkurve -- Mand, Kone, Børn og Hund -- og ligger paa
Maven og nyder Aftensmaden i det Grønne. Saa er der Liv ved "Holger
Danskes Briller": Børnene vader, Skibe seiler og gaaer til Bunds, og
en enkelt Terne vipper paa sine Vinger. Heste og Køer søger herned
forat drikke, og Husdyrene vækker hos mangen kulsværtet, skjægstubbet
Byarbeider halv vemodige Minder om den Tid, da han selv var en god,
lille Dreng ude paa Landet -- det fredelige, stille Land, Barndommens
tabte Paradis.
Nu var der dem, som begyndte at længes efter, at Sommeren snart
skulde faae Ende -- først og fremmest Mille Buxbom. Hun kjedede sig
gudsjammerligt, savnede sine sex Børn og gik ikke engang i Kirke, for
hun hørte af Princip ikke Capellaner. Besøg havde hun kun faa af, og
selv Maskinmanden og Marie havde intet Nyt at melde, naar de kom.
Marie var voxet stærkt, kjøn var hun bleven, dygtig til Dansen og
dygtig i Læseskolen, men spinkel, meget spinkel, og noget bleg -- hun
trængte aabenbart til Sol og kraftig Føde. Sin daglige Gjerning og
Kameraterne savnede hun voldsomt, og en Dag, da hun havde været oppe
paa Theatret forat hente Noget, hun havde glemt, og var gaaet ned paa
Scenen, havde det formelig været trist at se op i det mægtige, tomme
Rum, hvor der nu hverken var Soffiter eller Bagtepper, og hvor
Løbebroerne hang saa ensomt oppe under Snoreloftet.
Endelig kom da den femtende August; Danseskolen begyndte, Prøverne
begyndte, og hun fik tildelt et Soloparti: hun skulde danse
Børnemenuetten i "Elverhøi", det var en stor Begivenhed! I Fritiden
sad hun, naar Veiret var godt, gjerne sammen med Kameraterne ude paa
det flade Tag over Forbindelsesbygningen og spiste sin Frokost, saae
paa Folk, der gik nedenfor, og listede sig stundom ind ad et af
Vinduerne paa den anden Side, ind i Malersalen, hvor de nye Bagtepper
laa paa det store Gulv, og hvor Theatermaleren prøvede Virkningen af
sine Decorationsskizzer paa det lille Modeltheater -- det var Noget
at høre om baade for Mille Buxbom og Madam Siegler, Frøken Hansen og
Madam Asters.
Madam Siegler klagede ellers stærkt over den døde Tid, og det samme
gjorde Frøken Hansen. "Ingen Brylluper er der," sagde hun, "og _det_
kan jeg forstaa, men hvorfor der heller aldrig er fine Lig om
Sommeren, _det_ veed jeg ikke!"
Madam Asters residerede ganske alene med sin Mand i det grevelige
Palais, men det var ikke morsomt, erklærede hun: "der er Betræk over
alle Møblerne og Flor om Lysekronen, ikke et Menneske ringer paa
Porten, og man kan ligefrem forfalde til Tungsindighed og
Religionsskrupler."
Terndrup tilbragte den halve Dag oppe paa Dueslaget; Ingen kjøbte
Naturalier, Ingen byttede Frimærker, og der var endnu noget til,
Drengene skulde have de ny Skolebøger. Saa fulgtes han i Reglen om
Aftenen med Berner, der nød sin Ferie, paa Excursioner, og da
Holst kom til Byen, fordi han ikke længere kunde holde ud at være
borte, slog de Tre sig jevnlig sammen -- en Dag var de inde i
Christiansborgs Ruiner.
* * * * *
Berner havde jo saa tidt og saa vemodig-begeistret talt om den
eiendommelige Verden, Ruinerne indesluttede -- "Absalons Brønd" først
og fremmest -- at Holst havde faaet umaadelig Lyst til at se dem;
Berner selv vilde gjerne engang igjen undersøge, om Faunaen og
Floraen skulde være bleven forøget, og saa gik naturligvis Terndrup
ogsaa med, for Selskabs og mulig Fornøielses Skyld.
En af Brandvagterne, som Berner kjendte fra gamle Dage, havde han
faaet til at lukke dem ind -- Adgangen til Ruinerne er jo ellers af
Hensyn til mulige Nedstyrtninger forbudt -- og forsynet med en tændt
Lygte gik han da i Spidsen for Trekløveret ind gjennem Kirkeporten og
ned i Kjelderne.
De mægtige, vildsomme Kjelderhvælvinger ligger endnu uberørte fra det
forrige Slots Tid; Lygteskjæret flakker og skrider hen over de
graalige, fugtige Flader, hvor de vaklende Skygger nysgjerrigt følger
efter -- man gaaer som i en Fæstnings underjordiske Kasematter.
Pludselig, efter en Dreining, staaer der en Væg af Dagslys ind i
Gangen, man gaaer et Skridt til Høire og seer op som gjennem en uhyre
Skakt med ru, sodede Mursider og med blaa Himmel foroven. -- "Ja,
_der_ var Kjøkkentrappen," siger Berner, "og derinde er den kongelige
Vinkjelder!"
"Er De _saa_ localiseret!" udbryder Holst.
"Det er da intet Under," svarer Berner. "Husk, at jeg er født paa
Slottet og har levet al min Tid her -- lige til hin Octobernat, der
lagde det Hele i Grus -- min gamle Fader tog sin Død over det!"
-- "Der ligger Kjøkkenerne," siger Brandvagten og viser dem ind til
Venstre, ind i de vældige, kjølige Rum, hvor de lange, massive
Plankeborde endnu strækker sig under Hvælvingerne, hvor et Par uhyre
Stenmortere staar i Hjørnerne, og hvor rustne Ringe foran det aabne
Ildsted engang har baaret Spiddene.
"Her er bleven lavet megen god Mad i Tidens Løb!" siger Terndrup.
"Og hentet megen god Vin!" tilføier Holst -- han smækker ligefrem med
Tungen.
"Ja, men Gudbevares, hvor der maa være gaaet meget til Spilde i
saadan en Husholdning!" bemærker Terndrup, og saa gaaer de videre.
-- "Nu nærmer vi os til Absalons Brønd," siger Berner, og hans Stemme
faaer en næsten høitidelig Klang.
Henad en Sidehvælving dreier de, og fra den kommer de ind i en anden
Gang, smallere og ganske lav; her er mørkt som i Graven og blød,
sivende Grund -- man maa føle sig for med Foden for hvert Skridt.
For Enden af Gangen ligger en simpel, rund Stenbrystning, Lygten
holdes ind over den, og et Par Alen nede blinker der et lille
Vandspeil.
-- "Er her dybt?" spørger Holst.
"Ja, der er vel en halv Snes Alen Vand," svarer Brandvagten, "og naar
det ikke, som nu, staaer og bliver surt, fordi der aldrig tages af
det, saa er det saamænd det bedste Vand i Kjøbenhavn. I gamle Dage, i
Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, længe før vi
havde Vandværk, da var det nu ogsaa en hel Herlighed og en stor Naade
for de fornemste Familier i Byen at faae Nøgle her til Brønden og
have Lov at hente Vand af den; min salig Fader har fortalt mig, at
der om Morgenen tidt kunde komme en halv Snes kjønne Herskabspiger
paa een Gang med deres Spande -- ak, ja, det var andre Tider!"
"Men hvorfor kaldes den nu egentlig 'Absalons Brønd'?" spørger
Terndrup.
"Ganske simpelt, fordi den stammer fra hans Tid," svarer Berner.
"Ja, er _det_ nu saa vist?"
"Saa vist, som at Brønden overhovedet existerer! Troer De, at der i
henimod syv Hundrede Aar holder sig en fast, uafbrudt Tradition om
Brøndens Oprindelse, naar Traditionen ikke er ægte -- nei! Og selve
Forholdene viser jo ogsaa tydeligt, at Traditionen er rigtig. Det
Første, Absalon har gjort, da han tænkte paa at bygge sin Borg her
paa Holmen, har naturligvis været at sikre sig, at der var fersk
Vand; Brønden er bleven gravet, og Taarnet er reist udenom _den_ --
med faste, høie Mure forat værne Livskilden i Ufredstider. Absalons
Borg maatte give Plads for 'Kjøbenhavns Slot', og Kjøbenhavns Slot
for det første og det andet Christiansborg, men Kjelderne hvælvedes
over den gamle Brønd -- Slottets eneste -- og som Hovedstaden er
opstaaet omkring Borgen, saadan kan man sige, at Borgen er opstaaet
om Absalons Brønd -- _den_ er det inderste Centrum, Kjernen,
Livskilden, hvad De vil kalde det -- Byens og Landets. -- Med _dens_
Vand er _jeg_ døbt, og af _den_ har jeg drukket Hundreder af Gange!"
"Og ved den Daab har De faaet Deres Indvielse som Ridder af
Kjøbenhavn," siger Holst, "og Pietet og historisk Sans har De siden
drukket Dem til af den!"
"Maaske! -- I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere
kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle
Brønd!"
"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne,"
siger Holst.
"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises,"
svarer Berner -- og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den
varme Dag.
Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede
Hvælvinger -- i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens
lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af
den store Flagermus, =Vesperugo noctula=.
"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i
Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være
hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa
En!"
-- Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum,
stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser,
_hvor_ Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, _hvor_ der har
staaet Ovne -- her laa Riddersalen.
"_Der_ har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned
paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod
Slotspladsen -- ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til
Høiesteret -- _der_ stod Frederik den Syvende, husker jeg, en
Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar
man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte
rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over
Landet!"
"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger
Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" -- det lyder
til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende.
-- "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op
ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa
Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa
Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne.
"_Jeg_ interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger
Holst, "for _der_ stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' -- men _den_
Gruppe blev da heldigvis reddet!"
"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den
anden Side af Hovedporten."
Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der
er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal.
-- "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem
her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg
kan høre det tordne endnu!"
"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge
Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde -- det tog
sig ud!"
"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang
der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da
Kong Oscar var Kong Christians Gjæst -- da var her Liv! Ekvipagerne
rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af
Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og
Musiken spillede -- nu er der ikke Andet tilbage af den Tids
Herlighed end Ringen _der_, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne
ovenover!"
Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder
mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel
begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs
-- Planteverdenens Pariaer.
-- "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger
Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?"
"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret
ud.
"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner.
"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde
være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre.
"_Det_ var det!"
-- "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?"
"Nei!"
"Jo, han skal sgu!"
-- "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup,
tilsyneladende ganske umotiveret.
"Nei, jeg _veed_ det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig
ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til
Bourgeoisiets Hæderlighed!"
"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner.
"Ikke det! -- Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da
ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede
sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at -- jo, gu er _han_ en
Kjeltring -- man kan da baade stave og lægge sammen!"
"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der
trænger sig frem," siger Berner.
"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler.
-- Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det
Perspectiv, man har for Øie herinde! -- Det er noget af det Fineste
og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise
-- det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!"
"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i
Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle,
hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. -- Ja, _jeg_ seer
naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt
alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at
sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen!
Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i
sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans
Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst
forsvundet, men Karethen existerer endnu, og _den_ vækker for ham
stolte, lykkelige Minder -- det er nu _hans_ Livs Poesi!"
"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa
saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa
festlig at se paa som en Postillon!"
* * * * *
-- Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for
Turen.
-- "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner.
"Valfart?"
"Ja, til Absalons Brønd!"
"Naa, saadan at forstaa!"
"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer
Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til _den_,
saa --"
"Hvad saa?"
"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de
Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!"
Det forholdt sig ganske rigtigt, hvad der hin Dag blev sagt i
Christiansborgs Ruiner om Grosserer Lange -- det vil sige _det_ af
det, der angik Generalconsulværdigheden. Grossereren var virkelig ved
at naa sine foreløbige Ønskers Maal.
Den tidligere Generalconsul havde varmt anbefalet Grossereren til
Præsidenten for Republiken Yocobora, og Præsidenten havde efter moden
Overveielse og i Betragtning af de udmærkede mercantile og
diplomatiske Egenskaber, som altid havde været et Særkjende for
Grosserer Jesper Lange, bestemt sig til at meddele hans Exequatur som
Republikens Generalconsul for Kongeriget Danmark. Nu manglede der kun
Hans Majestæt Kongen af Danmarks Sanction -- "men de smøler jo altid
oppe i Ministerierne," sagde Grossereren, "saa det kan gjerne trække
en Maaned eller to ud endnu." Og dette var saa meget ubehageligere,
som Ragna og Duborg jo skulde have Bryllup, men der naturligvis ikke
kunde blive noget Bryllup, før Grossereren havde Ret til at optræde
i Uniform. -- "_Den_ Satisfaction vil jeg dog nok have," sagde han.
Fruen havde travlt med at sørge for Ragnas personlige Udstyr -- om
Indbo var der ikke Tale, da Ægteparret for det Beløb, som Indboet
vilde have kostet, strax efter Bryllupet agtede at reise til Udlandet
paa ubestemt Tid -- og næsten hver Dag tog hun ind fra Landstedet,
besaae og vragede, kjøbte og byttede og spillede som en Fisk i
Vandet.
Poul var utaalelig, erklærede hele Familien; han var altid værst i
lange Ferier, og saa tyede Poul, naar han da var i Byen, over i
Baghuset til Fru Lund, udmalede sin egen Fremtid som Cadet og hørte
med stor Interesse paa Marie, der i Slutningen af Saisonen havde
været Skibsdreng i "Fjernt fra Danmark".
Julius var forholdsvis skikkelig, syntes Faderen. -- "Gudbevares, han
møder ikke paa Kontoret i rette Tid, og møder han, bestiller han
Ingenting, men han har ikke i sex Uger plustret mig for Extra-Penge,
og det er store Ting!"
Sagen var den, at Julius en Søndag ude paa Traverbanen, som han nu
var begyndt at dyrke, af en ren Feiltagelse havde holdt paa en Hest,
som Ingen ventede sig Noget af, og da den ganske uformodet kom ind
som en smuk Nummer Eet, gav den saa store Odds, at Julius i længere
Tid kunde leve paa Gevinsten -- og leve flot.
* * * * *
Ragna var under sin korte Forlovelsestid baade stolt og lykkelig,
glad og forventningsfuld, men alligevel var hun af og til en lille
Smule betænkelig -- navnlig efter et Kunstnergilde, som en af Duborgs
gifte Bekjendte gav til Ære for de Forlovede.
Allerede det at blive bedt ud til _Aften_, og ikke til Middag, var
saa underligt, syntes hun, og saa spiste man baade i Atelieret og i
de andre Værelser, drak megen Vin af umage Glas, lo og talte i Munden
paa hinanden og røg uafbrudt Cigaretter -- ogsaa Damerne; _det_ sved
græsseligt i Øinene, og det hjalp jo ikke, at Duborg forsikrede, at
naar hun blot selv røg, mærkede hun det slet ikke, for hun _kunde_
ikke ryge.
Saa blev der talt om Kunst, Udstillinger og Academiet, nævnet Navne,
hun aldrig før havde hørt, og hentydet til Forhold, hun ikke kjendte.
Hun sad taus, søgte at være elskværdig mod Alle, men blev alligevel
nærmest opfattet som stiv og overlegen. Duborg mærkede det, _han_
blev ærgerlig, og _hun_ blev bedrøvet.
Man sang og spillede -- Nogle Mandolin, Andre Guitar. Ragna spillede
jo intet Instrument, sang ikke heller, og saa havde hun desuden saa
svært ved strax at finde de anerkjendende Ord, som Enhver, der
præsterer Noget, det være nok saa Lidt, nu engang venter af
Tilhørerne.
-- "Det er jo lidt kjedeligt, at Du slet ikke kan gjøre noget Musik,"
sagde Duborg til hende, da de langt ud paa Natten gik hjem, men hun
var saa træt og saa søvnig, at hun i Grunden neppe tænkte over det i
Øieblikket, og først op ad Dagen huskede hun, hvad han havde sagt,
gav ham i sit stille Sind Ret og syntes, at hun var en dum og
kjedelig En. Men hvad der, naar hun senere tænkte paa Aftenselskabet,
dog optog hende mere end noget Andet, var, at alle Gjæsterne, -- alle
undtagen hun -- aabenbart havde moret sig storartet.
Det, at man overhovedet kunde more sig i et Selskab, det var ikke før
forefaldet i hendes Praxis.