Han var bleven ekviperet og photographeret i Orlogstøiet, havde gjort

Afskedsvisiter og faaet de nødvendige Formaninger. Moderens og Fru

Lunds gik navnlig ud paa, at han endelig ikke maatte forkjøle sig og

saa vidt muligt ikke falde ned; Faderens gik navnlig i Retning af, at

han ganske vist skulde se at holde sig gode Venner med de andre

frivillige Lærlinge, men dog fortrinsvis søge nærmere Kameratskab med

en lille Grevesøn, der var med blandt Lærlingene og saa i det Hele

gjøre Familien Ære. -- "Hvem veed, lille Poul," sagde han, "om ikke

din Fader naar Du kommer hjem igjen til Foraaret, kan komme ombord og

byde dig velkommen til dit Fædreland i Uniform -- og saa skal der

saluteres for mig: en Generalconsul skal have Salut!"

* * * * *

Inden Poul reiste, supplerede han sine Lommepenge ved at gjøre en

større Forretning.

Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som

Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til

Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde

han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper

paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt.

Poul var saare vel tilfreds med Handelen -- og det var Terndrup

ogsaa. Han læste nemlig Brevene -- det gjorde han altid, naar han

kjøbte Frimærker udenpaa Breve -- og eet af dem læste han med særlig

Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften

og brændte det saa i Kakkelovnen -- naturligvis efter først at have

klippet Frimærket af.

En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit

Kontor, Ragna ligeoverfor.

-- "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.

"Nei -- der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede

Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.

"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At _det_ skal være _min_

Søn! -- Og Moder!"

"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."

"Aa, Asylselskabet! -- Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun

skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med

Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste

Rangklasser -- eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige

protegerer, _det_ gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive

Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. -- Har vi

faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"

"Nei, endnu ikke."

"Ja, vi _maa_ have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie

Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"

"Hvad vil det sige?"

"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"

"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende -- meget bedre

end den, hun har -- og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."

"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg -- men det kan jeg alligevel ikke!"

"Hvorfor ikke?"

"Nei -- nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han

døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var

ganske vist en stor Kjeltring -- meget større, end Nogen aner -- men

alligevel -- nei, det kan jeg ikke! -- Jeg er ikke overtroisk, men

Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok

ønskede, jeg kunde det. -- Nei, man har dog Samvittighed -- og Hjerte

-- men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager -- meget dyrt! --

Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"

"Har Du?"

"Ja, kjøbt og kjøbt -- Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for

Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn --

naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler

-- Holst, hed han -- og saa gik jeg igaar op til Fyren -- han har

Værksted henne i Grønnegade -- og ledte mig et Billede ud. Det er

ganske livligt -- her skal Du se, det staaer _der_! -- Er det ikke

meget net? Den gule Postvogn og Postillonen -- man kan strax se, hvad

det skal forestille!"

"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.

"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen -- det vil glæde

din Moder!"

"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa

Sophaen."

"Saa? -- Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed

ogsaa, der er en Fugtplet _der_ i Muren, som ikke vil gaa bort -- det

er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."

"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og

saa taltes der ikke mere om Billedet.

* * * * *

-- Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold

til.

I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen

havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar -- det var omtrent det

Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde

beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne

selv en Pariakaste -- Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og

store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge

paa Labben.

-- Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet

et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.

Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader

var Maler -- Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og

Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der

hang fuldt op af Studier, og Veninden -- Datteren -- kjendte dem alle

udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig _den_,

hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var

tydelig nok stolt af sin Fader -- stolt af at have netop en Kunstner

til Fader.

_Den_ Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade

-- om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god

til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap

klar over selv.

* * * * *

-- Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den

sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige

Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa

ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige

Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog

dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.

Saa kom Posten.

"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene.

"Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"

-- "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø

Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen

benævnedes.

"Ja, _jeg_ holder nu af Tanterne, og _de_ af mig," sagde Ragna.

"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.

"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae

noget Svar.

-- "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere

Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende

her i de Dage -- han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og

ærgre sig og være ondskabsfuld!"

"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.

"Er det maaske min Skyld! -- Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne

er under Opseiling!"

* * * * *

"_Vennebjergerne_" havde saa at sige tilbragt hele Livet -- de var

nu om ved de Halvfjerds -- paa deres Fødegaard.

Den Ene hed _Hanne_, den Anden _Sine_.

Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og

den Anden saae for dem Begge -- de mindede i saa Henseende om

Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de

skiftedes til at bruge.

Forresten havde de et Jernhelbred -- "Nerver af Staaltraad," sagde

Grossereren -- forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i

Grunden dem, der var det.

De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske

det Samme omtrent paa samme Tid -- det vil sige, Sine, der ikke hørte

saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde

ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og

heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af

en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og

"Tanterne mener".

De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i

ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de

i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som

deres Fader havde drevet den -- fordelagtig var Driften neppe.

Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet

betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere

ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes

pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan

jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da

ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i

Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den

gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret

Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.

Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det

egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en

ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. -- "Ragna, hende kan man

stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.

At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet _der_, er en Selvfølge. --

"Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig

sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de -- men

_kom_ de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var,

og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne

forarges over det hjemme paa Gaarden -- det gik de lange Aftener saa

godt med.

Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde

Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer

iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus.

Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som

ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa

Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig

Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og

Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men

ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for

dem, thi -- som de engang havde sagt -- "kogt Lax, Kalvesteg og

Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke _det_, man

tager til Kjøbenhavn for!"

Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og

sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over

Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han

næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke

sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences

Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og

grine."

* * * * *

Paa Slaget Fire kom Caleschen -- den gamle Andrees satte en Ære i at

være lige saa præcis som en kongelig Kusk.

En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed

af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge

Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og

Intet glemt, løb de op ad Trappen -- to Trin tog de i hvert Spring.

Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke -- det

maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var

pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer

foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at

gaa tilbords.

Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i

Dagligstuen, opdagede strax Maleriet -- som de fandt græsseligt --

følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet

Minut.

-- "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem

Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.

Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det

forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste

Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt

for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og

ikke hjemmelavet Dessert.

Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes

Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.

Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har

aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde

de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller

mindre honnet -- Pjank!"

* * * * *

-- Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de

aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem.

Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at

være ude om Natten, fik Julius -- for første og sidste Gang i sit Liv

-- Ros af dem. -- "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men

han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand -- hvad sandt

er, skal være sandt!"

Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske

kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo

sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig _gik_ de -- hele Dagen --

op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. -- "De bentrainer sgu!"

sagde Julius.

Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb --

de _saae_ nu paa betydelig Mere, end de _kjøbte_ -- henne hos

Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru

Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.

-- "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer!

Velkommen skal I rigtignok være -- og tusind Tak for den deilige

Slagtemad, jeg fik forleden!"

"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et

Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom

Du havde faaet den!"

Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det

interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller

med Maizena, og saa kom -- som lokket af Kaffelugten -- Frøken

Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i

Garnisons Kirke.

Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven

forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at

fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne

tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.

Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at _hun_ jo da heller

ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv,

thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa

hinanden:

"Nei, tal _Du_ bare ikke med, Mille, for _det_ er saamænd ikke _din_

Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde _Du_ kunnet faae en

eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med

Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille -- din Fader var jo

ogsaa Korist!"

Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig

forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at

spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.

"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre

betaler ikke regelmæssigt -- det kan Du umuligt leve af, Mille! --

Maa vi se en Statusopgjørelse?"

Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var

det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa

overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet

og sagde:

"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"

Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have

givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod

Vennebjergerne hende.

* * * * *

-- Til Middagen kom deres Broder -- "_den gamle Grosserer_", som han

kaldtes.

* * * * *

Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med

smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.

Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til

Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig -- navnlig

over Sønnen.

-- "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide,

hvor længe _det_ kan holde -- men af _mig_ faaer han ikke en

Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer

stadigt en detail -- han mangler det mercantile Overblik!"

For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade

passerede han, _hvor_ i Byen han end skulde hen. -- "Men der lugter

ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man

mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet -- det

kan man ikke nu!"

Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt

ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man _der_ kunde faae

Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han

ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at

pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige -- saa havde

han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.

Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser

af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han

saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over

dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et

helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig

Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more

sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.

I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham.

-- "Naa, nu er _han_ da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med

et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han

i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele

Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget

Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget

Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa,

i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en

Søn, der ikke artede sig vel -- det bestyrkede dog hans Tro paa

Menneskeheden.

Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene,

hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under

Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det

endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om

han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig

dog i Hænderne og mumlede: "_Den_ er sgu god! _Den_ kan han være

længe om at hoste af sig!"

Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han

nærmest som et Slags Husspøgelse eller =spiritus familiaris=, der gik

igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre

var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede

ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.

* * * * *

-- "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne,

og Godaften, Sine! -- Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae

Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"

Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han

havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords

uden flere Giftigheder.

Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt

Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig

med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet

var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har _Du_ Raad til det,

lille Jesper, er det jo godt!"

Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i

Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han

lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste

det.

* * * * *

Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen

mærkede det og sagde snærrende:

"Nu skal Du vel paa Variété -- Laban!"

"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi

har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan

en!"

"I kan jo gaa med _mig_!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden

noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget

paa Ordet.

"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden

at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families

lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med

Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.

* * * * *

Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.

Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine

spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst

var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede

Forestillingen.

Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde

hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig

Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke

hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget

uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig

for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten

Ingenting paa!"

* * * * *

Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og

Grossererfamilien trak lettet Veiret.

Midt i Terminen blev det Vinter i Byen.

* * * * *

Himlen mørknes og bliver hel blaasort, i to Timer gaaer man og venter

som paa et optrækkende Uveir -- endelig begynder det.

Først løber der over Torve og Pladser som hvide, bølgende Røglinier

af fin, fygende Sne, og et Par Øieblikke efter er Mellemrummene

mellem Brostenene hvide, saa at Torvet seer ud som en Mur med Kalk

mellem Fugerne.

Saa først kommer det rigtige Snefog med de store Fnug, der hvirvler

og jager rundt -- man forstaaer ikke, hvordan noget kan naa ned, thi

følger man med Øinene et enkelt, hvirvles det rundt, til Siden og

opad, og forsvinder i Sværmen, den tætte, rastløse Sværm, gjennem

hvilken Kirkespirene kun skimtes som Skygger bag et Florteppe.

Folk slaaer Kraverne op om Ørene, dækker sig, holder paa Hattene og

seer ud, som om de hele Tiden skulde hilse, men Alle er de

fornøiede, vexler Ord med tilfældig Forbipasserende, som de aldrig

før har truffet -- det er ganske anderledes end i Regnveir, som kun

gjør Menneskenes Børn gnavne.

Stormen tager til. Aabne Pladser skyes saa vidt muligt af

Fodgjængerne, Paraplyen maa slaaes ned, inden man dreier om Hjørnet,

og skrøbelige gamle Koner venter taalmodigt paa, at en Betjent eller

anden barmhjertig Sjæl skal lodse dem over Gaden.

Saltvognen med fire dampende Heste for søger at holde

Sporveisskinnerne farbare, men det gaaer kun til en Tid, saa standser

Trafiken. Det ryger fra Tagene, og det fyger langs Husrækkerne,

Kjeldervinduerne dækkes, og naar en Butiksdør aabnes, smutter en

nysgjerrig lille Lavine med ind.

Endelig standser Stormen, og Fodsporene faaer Lov at blive staaende

ude i den hvide Ørken; snart er der hele Stier over Torvene, Skovle

og Koste faaer travlt, Vognmændene begynder at kjøre Sne bort, en

enkelt Kane viser sig i Gaderne, og Terndrup faaer landlige

Anfægtelser, tænker paa Sporsne og Klapjagt og maa have Violinen frem

om Aftenen.

-- Frosten tager til, og dobbelt koldt synes Alt, naar man seer paa

de døde Springvandskummer eller paa Statuerne, der har hvid Kalot og

hvidt Skjæg. Henne paa Frue Plads bombarderer Drengene Broncebusterne

med Sneboldte -- Kirkeskolerne kiler løs paa Martensen og Mynster,

Metropolitanerne lader det fortrinsvis gaa ud over Madvig.

Sultne Krager skriger fra et enkelt, afsides Tag, Musviten hakker i

den frosne Steg udenfor Kjøkkenvinduet, og Spurvene tager

Standkvarteer ved Droskernes Holdepladser, hvor de lever høit paa den

spildte Havre og stundom gjør et samlet Choc imod en forsulten

Bogfinke, der er kommen til Byen uden at være Medlem af den stedlige

Fagforening.

Folk, der spadserer og har Tid til at spadsere, gaaer ind i Kongens

Have og Ørstedsparken -- i Ørstedsparken er der kjønnest.

Nedenfor den saarede Galler er der aabent Vand, og ved Solnedgang

falder der messinggule Lysreflexer hen over det. Skrænten ligeoverfor

er hvid -- et Par Graner og Thujaer tegner sig helt sorte paa den.

Hundreder af Maager er trukne herind fra Stranden, svømmer husvant om

eller sidder ubevægelige paa Iskanten. Af og til letter hele Sværmen

ganske umotiveret, flyver nogle Gange frem og tilbage, holder sig

vippende med Vingerne paa samme Plet og seer undertiden ud som en

Flok af mægtige, hvide Sommerfugle.

Mod Aften kommer Krager langsomt trækkende, og pludselig suser med

Iltogsfart to Vildænder gjennem Luften og kaster sig i Vaagen. En

Svane kommer majestætisk brusende hen imod dem, men standser

pludselig, betænker sig og vender om -- det "Vilde" imponerer den

uvilkaarligt.

* * * * *

Herinde mødes Berner og Terndrup, Holst og Duborg.

Holst maler med valne Hænder et af de smaa Billeder, han gjør for sin

egen Fornøielse, Berner og Terndrup bestemmer Vildænderne som

Brunnakker (d. e. =Anas Penelope=), og Duborg erklærer, at det

Smukkeste, han overhovedet kan tænke sig, er Sollys, der falder

gjennem en hvid Maagevinge -- "men det kan ikke engang gjengives i

Underglasurfarver!"

Saa skilles de Fire igjen ad efterat have aftalt at mødes en Aften

mellem Jul og Nytaar.

Nu ligger Julen i Luften, Alt er Travlhed.

Butiksvinduerne pyntes med Gran og hele smaa Juletræer, de Handlendes

private Leilighed maa gjøre Tjeneste som Udstillingslocaler, og Alt

figurerer nu under Navn af "Julegaver": nyttige Julegaver og billige

Julegaver, belærende Julegaver for Børn og Julegaver for voxne

Herrer.

Alt fixes op og pyntes, Slagterne giver Grisene Citron i Munden, og

Tobakshandleren sætter Mavebelte om alle sine Cigarer. I Hovedgaderne

kjører Herskaber rundt i egen Vogn og gjør deres Indkjøb i god Tid,

og unge Piger "hjælper" hinanden med -- til Kræmmerens Fortvivlelse

-- at vælge Julekort.

Godstogene bringer hele Ladninger af Graner -- Skoven kommer til Byen

-- og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med

uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og

Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter

afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der

damper i Spølkummen.

Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker,

og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude

kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt

ud paa den hvide Sne -- det er Noget for Holst at se paa!

Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde

oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg.

Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale

Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude

paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store

Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen

Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op

paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i

skrigende, giftige Farver -- tænk, hvilken Herlighed! -- Hvad bruges

der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der

ikke med!

Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de

mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer

ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna

flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden

har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et

Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een

Gang falden ned ad en Trappe men slap -- mærkeligt nok -- med kun at

brække Kravebenet.

Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent

ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese

af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de

hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie

allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet

med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og

af Madam Siegler.

Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er

udsolgt -- baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens --

Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa

Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra

_den_ gaaer de hjem til Berner -- det er en fast Regel.

Efter truffen Aftale mødtes Holst og Duborg sammen med Terndrup hos

Berner en Aften mellem Jul og Nytaar.

* * * * *

Berner boede paa en første Sal i Nyhavn ligeoverfor

Charlottenborgsiden, og her havde han boet, lige siden han efter

Faderens Død havde maattet flytte fra Slottet og "Absalons Holm".

Nyhavn tiltalte ham, mest vel fordi dette Kvarteer midt inde i Byens

Centrum, lige op til "Hallandsaas", har bevaret saa Meget af det

gamle, det maritime Kjøbenhavn.

* * * * *

Mast ved Mast viser der sig i Kanalen, ikke Skyskrabere med Mers og

Ræer, som man seer dem paa Indrerheden, men Smaamaster i Everter og

Galeaser, der farer paa Island om Sommeren, men som med strøgen Stang

og skalkede Luger overvintrer i Nyhavn.

Husrækkerne er -- heldigvis, finder Berner -- af meget forskjellig

Høide og kan i Halvmørke næsten gjøre Indtryk af et takket

Fjeldlandskab; adskillige spidse Gavle vender ud til Gaden og forøger

det "hollandske" Indtryk, og enkelte stilfulde Huse er her fra gammel

Tid med Neptun og Mercur i broderligt Sandstensrelief over Porten.

* * * * *

I saadant et Hus boede Berner. I Kjelderen var der til den ene

Side Forhyringskontor og Logis for Søfolk, kjendetegnet ved to

af de engelske Fayencehunde -- med forgyldt Halsbaand og Hængelaas

-- og en hvid Koralblok i Vinduet; til den anden Side var der

Skibsprovianteringshandel med en grønmalet Skibskiste udenfor, og

Seler, kulørte Prospectlommetørklæder og Shagpiber indenfor Ruden. I

Stuen var der Dampskibsexpedition for et Par udenlandske Linier, og

her saaes i Vinduet en Kjæmpedamper, der uden saa meget som at krænge

hjulede sig frem over Atlanterhavets let krusede Flade.

* * * * *

Til bestemt Tid kom Selskabet. Berner havde hørt sine Gjæster paa

Trappegangen -- en deilig bred Trappegang med lave Trin og

Mahognirækværk -- og lukkede selv op; de fik Tøiet af ude i Entreen

og kom ind i den forreste, store men lavloftede Stue.

-- "Her er forfærdelig hyggeligt!" udbrød Holst.

Og hyggeligt var her.

Perlemalede Reoler stod fra Væggene ud paa Gulvet, Møblerne var af

gult poleret Birketræ fra Aarhundredets Begyndelse, og overalt, paa

Væggene, Dørene og Enderne af Reolerne, hang i gamle Rammer

Kobberstik af det forsvundne Kjøbenhavn.

Duborg gik rundt og saae paa de mange Bøger med en uvilkaarlig

Respect for den Lærdom, de repræsenterede, Holst betragtede Rammerne,

og Terndrup gjorde sig det strax mageligt i en Lænestol.

Berner skjænkede til en Begyndelse selv The og bød sine Gjæster den

af kulørt decorerede Kopper af kjøbenhavnsk Porcelain -- selvfølgelig

gamle -- Cigarerne blev tændt -- selv røg Berner lang Pibe -- det

Hele tegnede til at blive en rigtig behagelig Aften.

-- "Jeg har egentlig aldrig tænkt mig, at Thevand var Noget, man

saadan kunde drikke, undtagen naar man havde Influenza," sagde Holst,

"men det smager i Grunden godt!"

Man saae paa Kobberstikkene, og man mødtes i skjøn Enighed om, at det

gamle Kjøbenhavn var smukkere end det ny -- "Nyrops Raadhus

naturligvis undtaget," tilføiede Holst.

"Og man gjør det Muligste for at ødelægge det Kjønne, der endnu er

tilbage," vedblev han. "Som nu f. Ex. Nyhavn! Hvor i Verden findes

der Mage til det Prospect, som Nyhavn _har_ frembudt og kunde

frembyde, seet fra Kongens Nytorv! Men hvad gjør man: man lægger

Bethelskibet og det uartige Hus foran, saa at Prospectet gaaer

fløiten! -- Nei, den Dag, da Bethelskibet af Holmens Provst -- som

det vel sagtens maa sortere under -- faaer Ordre til at stryge

Commandoen, og da Huset synker i Jorden, den Dag giver jeg Bourgogne!

-- Bourgogne er nemlig, i Parenthes sagt, den ædleste af alle Vine,

den eneste, der i Grunden fortjener Navn af Drueblod. Bourgogne er

herlig -- men til daglig Brug kan den desværre kun nydes af det

velhavende Bourgeoisie."

Fra Kobberstikkene gik Samtalen over til Berners egentlige Studium.

Holst og Duborg lyttede som til et Eventyr, da Berner fortalte dem om

Kjøbenhavns Fauna og Flora, om Fugletræk og Plantevandringer --

Haveplanters Udvandring til Marken, og nye Planters Opdukken og

Forsvinden paa Lossepladser og Ruiner. Med stor Interesse hørte de om

=Trifolium resupinatum=, der havde voxet ved Thorvaldsens Musæum og

senest muligvis var funden i Store Kongensgade i Grosserer Langes

Gaard, og med endnu større Interesse hørte de om den sorte Rotte --

Terndrup saae imens i en Bog.

Ikke uden en vis Veltalenhed skildrede Berner, hvordan den sorte

Rotte i umindelige Tider havde været eneherskende paa sit Omraade i

det hele Europa, i Kjelder og paa Loft -- navnlig dog paa Lofter.

Men i Slutningen af det attende Aarhundrede vældede der pludselig en

Hær af brune Rotter, et hidtil ukjendt Dyr, frem fra Asien -- "fra

Asien", sagde han, "hvorfra Alt, Godt og Ondt, er kommet, hvorfra

alle Verdensreligioner stammer, og hvorfra vi har faaet alle

Landeplager: Hunner, Pest, Tyrker og Cholera -- Asien, hvorfra vi

maaske ogsaa en Gang faaer den gule Kineserbølge ind over os, som

bringer Europa til at slutte sig sammen og til for en Tid at føle sig

som eet Land." Seirrigt og skaanselsløst som Hunnerne drog den brune

Rotte fra Land til Land, kjæmpende paa Liv og Død med den sorte. Her

i Kjøbenhavn havde Parvenuen først rigtig viist sig efter

Englændernes Bombardement 1807, og nu var der _maaske_ i hele Byen

ikke et eneste Exemplar mere tilbage af den sorte -- senest var den

iagttaget ude i Dragør, men dertil var den formodentlig bragt ved et

Skib.

Og uden maaske egentlig selv at ville det symboliserede Berner

gjennem Fortællingen om den sorte og den brune Rotte den ene Races

Fortrængen af den anden, Arternes, Generationernes og Tidsaldrenes

Vexlen, Indvandring og Udvandring til og fra den store By. Han kom

ind paa Jordlagenes Afleiringer; dette førte atter til Samtaler om

"Byens Afleiringer", hvorledes man hver Gang, der gravedes Grund,

stødte paa gamle Murrester, der atter hvilede paa endnu ældre

Fundamenter, Minder om graa Tider, der nu var glemte, og tilsidst

talte man om, hvordan den skiftende Smag, den vexlende Stil, prægede

sig i de gamle Bygninger, hvor Rundbuerne var tilmurede, og Spidsbuen

havde trængt sig frem.

-- "Men De maatte jo kunne skrive en forfærdelig god Bog om Alt det,"

sagde Holst, "om den forsvindende Dyreverden og den skiftende

Plantevæxt her i Kjøbenhavn -- det maatte jo blive et rigtig

videnskabeligt Værk!"

"Ja, kan _De_ faae ham til at skrive Bogen, saa tager jeg min Hat af

for Dem," sagde Terndrup -- "han skulde have skrevet den for længe

siden!"

"Jeg skriver virkelig ogsaa paa en Bog," svarede Berner, "men

videnskabelig kan man ikke kalde den -- jeg er kun Dilettant. Kunde

jeg, inden jeg døer, opnaa at faae gjort noget Lignende for

Kjøbenhavns Fauna og Flora, som en gammel Student, der hed Peder

Kylling, i det syttende Aarhundrede gjorde for Danmarks Flora, og

specielt for Gyldenlunds -- skaffe en Samling af paalidelige

Iagttagelser, saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg trænger til et

'Puf' udefra, en Impuls, ellers er jeg bange for, det gaaer mig,

ligesom det gik Historikeren Anders Sørensen Vedel, der samlede og

samlede, men aldrig kunde bekvemme sig til at blive færdig." "De

veed dog voldsomt meget!" udbrød Duborg imponeret.

"Ja, saagu veed han saa!" attesterede Terndrup.

"Nei, saamænd om jeg gjør," indvendte Berner, "men Lidt veed jeg

naturligvis -- _saa_ Meget i alt Fald, at jeg tør sige, jeg har

_nogen_ historisk Sans, og det er _det_, som vort Folk, og vor Tid i

det Hele taget, mest trænger til. Opdragelsen er alt for lidt

historisk!"

"Er den _det_?" spurgte Holst. "Jeg mener da netop, at det, der

skulde lægges mest Vægt paa ved Skoleundervisningen, var det Reale,

Naturfagene -- Alt, hvad der kan aabne Øiet og lære Ungdommen at se

og forstaa Skjønheden i Tilværelsen!"

"Naturfagene i Ære," svarede Berner, "_jeg_ er vel nærmest til at

forsvare dem, og jeg er ogsaa villig til at gjøre det, om det skulde

blive nødvendigt. Men man maa blot ikke tro, at det er tilstrækkeligt

ensidigt at udvikle Børns Erkjendelse, det er at give dem Stene for

Brød: Udviklingen af deres Phantasi og Følelse er mindst lige saa

vigtig, og dertil hjælper Historien som intet andet Fag."

"Naa--aa, Aarstal og Kongerækker," indvendte Holst, "de er da ikke

egentlig udviklende!"

"Men Aarstal og Kongerækker er jo heller ikke Historie," svarede

Berner, "lige saa lidt som Bogstaver er Literatur eller Tal er

Mathematik. -- Nei, _hele_ Undervisningen skal paa en vis Maade være

historisk: vise, hvordan Verdensudviklingen paa alle Omraader er

gaaet for sig, og hvordan man har levet, tænkt og troet til de

forskjellige Tider -- _det_ vilde være en gavnlig Lærdom: for

historisk Opdragelse, den er baade religiøs, ethisk og national. Og

De kan tro, ni Tiendedele af alle de Misforstaaelser, som Menneskenes

Børn nu gjør sig skyldig i overfor hinanden, de vilde forsvinde, hvis

man blot havde noget mere historisk Sans og historisk Syn!"

"Ja, jeg vilde nu alligevel foretrække, at man først og fremmest

søgte at aabne Børnenes Øine for Kunst og Skjønhed," sagde Holst,

"det mener _jeg_ er mest udviklende!"

"Kunst i Skolen er god -- men man kan ikke leve et Liv paa Skjønhed

alene!"

"Heller ikke paa Tradition alene!"

"Bedre i alt Fald! -- Har De ikke lagt Mærke til, at det, der har en

Fortid, en historisk Baggrund bagved sig, virker ganske anderledes

betagende end det, der ikke har det?"

"Aa, jeg veed ikke -- naar der bydes En virkelig Skjønhed, troer jeg,

den tager En ganske umiddelbart."

"Til en vis Grad, selvfølgelig. Men _De_, som Kunstner, maa da bedre

end de Fleste have Blik for den Betydning, en Baggrund har, og --"

"Ja, i Maleriet!"

"Sandelig ogsaa i Livet! Og den virkningsfuldeste Baggrund, Noget kan

springe frem af, det er netop den historiske. -- Hvorpaa beroer den

forventningsfulde, festlige Glædesmumlen, der som et Bølgesus kan gaa

gjennem et helt Theater, naar en feiret Kunstner blot viser sig paa

Scenen? Simpelthen derpaa, at han i Øieblikket har sin egen Fortid

til Baggrund og spiller paa _den_; Tilskuerne tænker uvilkaarligt paa

de mange glade Minder, som han og de har sammen, og _det_ vækker

Stemningen. -- Og hvorfor valfarter man til Forum Romanum?"

"Fordi Tempelresterne og Triumphbuerne og det Hele er saa ualmindelig

malerisk!"

"Nei, det er slet ikke Grunden. Det er, fordi man der staaer i

Verdenshistoriens locale Centrum; deroppe ligger det Capitolium, som

frelste Rom fra Gallerne, her har Cato og Cicero talt, og i

Titusbuens Reliefer seer man endnu Triumphen efter Jerusalems

Indtagelse og selve den syvarmede Guldstage. -- Og hvorfor valfarter

man til Wartburg? Ja, _jeg_ har ikke været der, lige saa lidt som paa

Forum --"

"Det har _jeg_," sagde Duborg, "der er kjønt!"

"Jeg tvivler ikke paa det, men det er saamænd alligevel hverken

Architecturen eller Udsigten over Thüringens blaanende Skovbølger,

der gjør Wartburg til et Valfartssted; det er Borgen kun bleven,

fordi den er Reformationens Vugge, det Sted, hvor den nyere

Verdenshistorie begynder. -- Og saa kan alligevel hverken Forum

Romanum eller Wartburg give _mig_ som Nordbo den høitidsfulde Glæde,

den Følelse af Betagethed, der ligesom paatvinges mig, naar jeg møder

Noget, der har Bud til mig fra min egen Slægts, mit eget Lands

Fortid. Jeg bliver sjeldent paa rent ydre Maade greben af et

Skuespil, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg kan faae

Taarer i Øinene blot ved at se Fanen, mit Lands gamle Flag, blive

hilst med militair Honneur, eller ved at høre f. Ex. det finske

Rytteris Marsch fra Trediveaarskrigen -- med _den_ er jeg som Dansk

jo i saa nær Slægt, at den ligefrem bliver mig nationale Toner -- og

jeg troer fuldt og fast, at _den_ Følelse, _den_ Betagethed, er i

Slægt med det Allerbedste i os Mennesker."

"Og det er Følelsen for Kunsten maaske ikke?" spurgte Holst.

"Jo, ubetinget! Men Menigmand, det store Flertal, kommer nu engang

lettere under Paavirkning af en historisk end af en kunstnerisk

Stemning."

"Det benægter jeg!"

"Men saa tænk dog blot paa, hvordan Forholdet er Verden over: Hvilke

Musæer er mest besøgt paa Søn- og Helligdage, de historiske eller

Kunstsamlingerne? Det er virkelig de første. Og hvad er det for

Billeder, der samler flest Tilskuere paa Gallerierne! Det er dem, der

giver et Optrin af Folkets, af Slægtens Historie, og deri, synes jeg,

ligger ogsaa et Fingerpeg i Retning af, at det Land, hvis Kunstnere

og Digtere forsømmer Folkets historiske Opdragelse, forsømmer en

væsentlig Del af sin Opgave."

"Ja, _jeg_ kan ikke male Historie!"

"Jo, De kan!"

"Hvadbehager?"

"Der er saamænd mere 'Historie', end De formodentlig selv troer, i

Deres Billeder fra Kjøbenhavn!"

"Mener De virkelig, at --"

"Ja, det gjør jeg rigtignok!"

"Det var som Pokker! 'Historiemaler Holst', det lyder ligefrem af

Noget!"

-- "Ja, _jeg_ er nu egentlig tidig til Aftensmad," sagde Terndrup, og

saa ophørte Discussionen.

Man gik ind til et velbesat, sirligt dækket Bord, senere drak man

Toddy, og det var over Midnat, da Gjæsterne stod paa Gaden.

* * * * *

-- "Han, Berner, han er god nok," sagde Duborg til de to Andre, da de

gik langs Kanalen. "Der er ingen Humbug ved ham!"

"Det er sandt," svarede Holst. "Da jeg første Gang traf ham ude paa

Amager, syntes jeg nok, han smagte mig noget af hjemmebagte Kager,

men det har fortaget sig -- han er, som Du siger, god nok!"

Terndrup sluttede sig uden nogetsomhelst Forbehold til disse

Udtalelser, og Holst, hvis Specialitet det var, aldrig at kunne gaa

hjem, naar han var ude om Aftenen -- og _det_ var han altid -- fik

Duborg og Terndrup smuglede bagfra ind paa en Café, og ved "et

sildigt Aftenbæger" -- som Giveren euphemistisk kaldte det --

drøftede de endnu en rum Tid Berner, d. v. s. Holst talte, og de

Andre sagde Ja og nikkede paa de rigtige Steder.

Ugedagen efter var der travlt oppe hos Holst og Duborg: Berner og

Terndrup ventedes om Aftenen.

Travlheden var nu omtrent udelukkende paa Holsts Side -- Duborg

indskrænkede sig i det Væsentlige til at sidde ned og se interesseret

ud, og saadan havde det stadig gaaet i en Række af Aar.

* * * * *

Holst og Duborg var jevnaldrende -- et Par og Tredive -- havde været

Kamerater paa Academiet og havde ogsaa siden, til Trods for al

Forskjel, fulgtes troligt ad gjennem Livet; de boede sammen,

arbeidede sammen og skjændtes sammen.

* * * * *

Duborg var en Bondesøn fra Jylland, hvem en kunstelskende Præst havde

"opdaget" og faaet sendt til Kjøbenhavn.

Han ansaaes i Kunstnerkredse for en Slags Autoritet paa forskjellige

Omraader; Meget sagde han ikke, men sagde han Noget, havde det Vægt,

mente man.

Da han i femogtyve Aars Alderen havde faaet Udstillingsmedaillen for

sit store Billede og solgte det til Galleriet, troede Alle -- og han

selv maaske med -- at nu skulde han for Alvor producere, men han

holdt tvertimod pludselig helt op med at male -- som Holst sagde,

fordi han var bange for ikke oftere at kunne gjøre noget saa Godt,

men efter hvad han selv paastod, fordi han manglede Inspiration, og

fordi han, utilfreds med den traditionelle Teknik og haabende paa en

ny Renaissance, ad forskjellige Veie ledte efter "den ny Stil".

I nogen Tid experimenterede han med Temperafarver, var først

Impressionist og saa Prærafaelit, og prøvede siden paa at fremkalde

en Slags musikalske Stemninger ved brogede, halv rhytmiske

Farvesammenstillinger, som han snart gav Navn efter bibelske

Skikkelser, snart efter kjendte Digterværker. Men saa kastede han sig

pludselig over Keramik og fandt en Forløsning i Porcelainets sarte

Underglasurfarver, som han nu erklærede for de eneste, der ikke

virkede brutalt; desuden illustrerede han af og til Bøger og tegnede

Titelblade -- hyppigst med stiliserede Friser og med blot decorative

Motiver -- og kritiserede forresten strengt, hvad Holst og alle Andre

malede.

Holst var Kjøbenhavner, født af fattige Forældre, Student og begavet

med ikke ringe practisk Sans -- Forretningssans, vilde Grosserer

Lange have kaldt det.

"Den gamle Teknik er sgu god nok," paastod han, "bare man forstaaer

at bruge den," og saa malede han løs og sørgede for at faae sine

Arbeider solgt -- helst naturligvis til Bestillere eller i alt Fald

til private Kjøbere, men i Mangel heraf ved Auctioner, naar han

trængte stærkt til Penge. Ogsaa Duborgs Affairer tog han sig af,

bestemte Priserne for hvad _han_ leverede, incasserede Pengene og

styrede den fælles Husholdning.

* * * * *

-- Der var helt festligt den Aften hos de to Kunstnere.

Holst havde ryddet op i, hvad han kaldte "Modtagelsesværelset",

støvet af og flyttet om paa de utallige Smaating, der til daglig

bedækkede ikke blot Borde og Skabe, men ogsaa Stolene og "Løibænken"

-- Duborg taalte ikke Ordet "Sopha".

Der stod Foglietter med rød og hvid Vin paa Chatolklappen og gamle,

slebne Glas; i et Par Messingstager lyste Voxlys ned over Opdækningen

-- Holst elskede _Vox_lys -- det Hele var høist tiltalende.

Og inde i Atelieret var der fyret i, saa den lille Kakkelovn var

rødglødende, Hængelampen kastede sit Lys over levende Planter, over

Studier, Billeder, Statuetter og Krukker -- "over Godt og Ondt," som

Duborg sagde -- nu kunde Gjæsterne komme, naar det skulde være.

Og Gjæsterne kom, og Gjæsterne var imponerede.

Berner havde den gjennemdannede Mands Respect for Kunsten uden paa

nogen Maade at være særlig kunstforstandig og uden paa nogen Maade at

give sig Mine af at være det, og i et Kunstnerhjem havde han ikke før

været. Terndrup var smigret over at være bedt i, hvad _han_ kaldte

fint Selskab; han var ogsaa til Ære for Festen nybarberet -- henne i

Grønnegade, det var ikke hjemmegjort Arbeide -- og havde sort Frakke

paa, men det klædte ham egentlig ikke.

Man begyndte med at se paa Billederne -- det var næsten allesammen

Holsts -- man spurgte og fik Forklaring.

-- "Har _hun_ nu staaet saadan -- jeg mener uden nogen Klæder paa?"

spurgte Terndrup og pegede paa Billedet af en kvindelig Model.

"Ja, hun har," svarede Duborg, "jeg malede hende nede i Italien."

Berner fandt en lille Studie af en gammel Herregaard med Spir og

Tinder og Grave omkring. "Det er kjønt," sagde han.

"Ja, det er ude ved Skovnæsholm," svarede Holst. "Jeg var der en

fjorten Dages Tid ifjor, efter Bestilling. -- Gudbevares, jeg er god

Demokrat, men jeg tilstaaer, at det -- naar man endelig _skal_ være

borte fra Kjøbenhavn -- er Pokkers tiltalende at hentes ved Stationen

af en grevelig Kusk med fire Heste for Landaueren, spise paa Sølv og

hver Dag drikke forfærdelig god Cognac til Kaffen."

"Du spiste jo slet ikke paa Sølv," bemærkede Duborg.

"Nei, det gjorde jeg nu forresten heller ikke," indrømmede Holst,

"men de fire Heste og Cognac'en er i det Væsentlige sandt -- ja, skal

vi saa gaa tilbords!"

Det var en hel anden Slags Opdækning og en hel anden Slags Mad end

hos Berner. Her var varme Nyrer, som Holst selv havde ristet, grøn

Salat med _lidt_ Eddike og _megen_ Olie, stuvede Muslinger, og som

Dessert Druer, en stor Skaal fuld af deilige, gjennemsigtige Druer.

Og Vinen flød: Bourgogne og hvid Capri.

"Jeg har faaet en hel Kurv fuld," forklarede Holst, "foruden rigeligt

Honorar, blot for at tegne Vinhandleren henne paa Hjørnet en

Reclameplacat, der opfylder alle moderne Fordringer: den er grim, den

har grelle Farver og ulæselige Bogstaver -- mere kan man da billigvis

ikke forlange!"

Cigarer og Cigaretter blev tændt ved Bordet, og Tungebaandene løstes

-- selv Duborg blev talende. Han og Terndrup mødtes nemlig i at være

Jyder og Jægere, og i over en Time drøftede de Andejagt og

Bekasinjagt med Alvor, Sagkundskab og correct Terminologi.

-- "Ja, var _jeg_ enevældig Konge af Kjøbenhavn," sagde Holst som

Afslutning paa et for Berner holdt, indgaaende Foredrag, "saa skulde

De se Løier! For det første skulde Alt, hvad der nu er lukket, aabnes

for Alle og Enhver -- først og fremmest det chinesiske Lysthus i

Frederiksberg Have! De maa gjerne kalde det barnagtigt af mig, men

saa langt tilbage, jeg kan huske, har jeg havt en brændende Længsel

efter at komme over til det, og endnu den Dag idag troer jeg i

Grunden, at der er et eller andet Mystisk -- en sovende Prinsesse

eller en glemt Eremit eller saadan Noget derovre. Det irriterer mig

ligefrem, at jeg ikke kan komme over paa den Ø!"

"Men troer De ikke," indvendte Berner, "at al Charme saa vilde

forsvinde? Troer De ikke, at Øen netop ved sin Afspærring -- og kun

ved den -- virker, som den skal?"

"Aa, jo, saagu, der kan være Noget i det -- men det irriterer mig nu

alligevel!" svarede Holst og faldt et Øieblik i Tanker. Pludselig

saae han op paa Berner og sagde:

"Veed De, hvad jeg egentlig misunder Dem? _De_ har Pietet, det har

_jeg_ ikke! Jeg vilde ikke have det, om jeg kunde faae det -- ikke

for Alt i Verden! -- men de Mennesker, der har det, er vist

alligevel de lykkeligste!"

"De maa ogsaa huske, jeg er født paa Absalons Holm," sagde Berner

smilende.

"Ja, og 'døbt med Vand fra Absalons Brønd', det er _jeg_ ganske vist

ikke," indrømmede Holst. "Men jeg er ellers ogsaa en god

Kjøbenhavner: jeg er da født paa Gammelholm!"

"Men Gammelholm er nærmest opfyldt Grund," svarede Berner og lo. "Det

er en senere Afleiring, der ikke har nogen rigtig Tradition!"

Bordet blev ryddet, Holst tog Guitaren frem og begyndte til eget

Accompagnement at synge, med ganske god Stemme og med ypperligt

Foredrag: italienske Folkeviser, gamle franske Sange og danske

Kjæmpeviser.

"Kan De _ogsaa_ spille?" udbrød Berner.

"Nei, i Grunden ikke," svarede Holst. "BDur Accorden f. Ex. faaer jeg

aldrig i Fingrene, men saadan klimpre lidt Musik af Guds Naade, det

kan jo de fleste Kunstnere."

"Ja, det er sgu da meget bedre end en hel Variété!" erklærede

Terndrup, formelig begeistret.

"Nei, virkelig! Er det _det_!" svarede Holst. -- Nu skal _jeg_ sige

_Dem_ noget: var jeg, som jeg før sagde, enevældig Konge af

Kjøbenhavn, saa skulde en af mine første Regjeringshandlinger være at

jevne alle Variétéer med Jorden. De ødelægger Menneskenes Børn --"

"Og de fordærver Smagen -- den er daarlig nok i Forveien!" supplerede

Duborg.

"Det er simpelthen Idioti!" sagde Holst.

"Internationalt Idioti!" vedblev Duborg helt ivrig. "Det er ens over

hele Verden! Jeg gik en Aften nede ved Santa Lucia i Neapel og saae

paa Middelhavet og syntes, det var for tidligt at krybe under

Moskitonettet. Saa hørte jeg Musik og Kvinkeleren lyde ud fra en Sal,

og saa gik jeg derind. Men hvad fik jeg at høre! Troer De, det var

Viser paa Landets Maal, de sang? Nei! Et Fruentimmer i lang Kjole,

der gav sig paa Tysk, og et andet i kort, der hvinede Fransk.

Publicum forstod naturligvis ikke et Ord, men alligevel hylede de op

af Glæde -- ligesom herhjemme -- over hvert Nummer, klappede med

Næverne og stampede med Stokkene. Bagefter kom der saa et Par

Negerkomikere og --"

"Negerkomikere!" afbrød Holst ham. "Ja, _det_ uappetitlige Griseri

vover man jo at byde En! -- Negerkomikere! Deres Optræden var ikke

bleven taalt paa Arenaen i Roms værste Forfaldsperiode -- man havde i

det Høieste brugt dem til at kaste for vilde Dyr -- om de ellers gad

ædt dem, hvad jeg meget betvivler! -- Man vilde saamænd heller ikke

finde sig i dem paa Dyrehavsbakken!"

"Ja, Dyrehavsbakken er nu ellers ogsaa noget simpelt Gjøgl, der

skulde afskaffes!" sagde Duborg.

"Dyrehavsbakken!" raabte Holst og Berner i Kor.

"Ja, _jeg_ kommer der da i alt Fald ikke!"

"Men Dyrehavsbakken er jo et Stykke Folkeliv," indvendte Berner, "og

Dyrehavsbakken har jo baade sin Historie og sin Poesi -- hvor kan De

dog sammenligne _den_ med Variétéerne!"

"Aa, det er, fordi han ikke har Begreb om det Hele!" svarede Holst.

"Kan man tænke sig noget Kjønnere, noget Festligere end en

Eftermiddag oppe paa Bakken at se Folk myldre omkring eller ligge i

Græsset! De hvide Telte med Dannebrogsflag i Toppen -- der er ikke et

Flag i Verden, hvis Farver staaer saa godt sammen -- Tørverøgen fra

Beværtningerne, som mørkeblaa trækker sig op under de grønne

Bøgekupler, ja, selv hele den disharmoniske Symphoni af falske

Lirekasser, skrattende Trompeter, Harmonikaer og Skrigeballoner midt

inde i den stolte Skov -- _det_ er Stemning! -- Nei, maa vi beholde

Dyrehavsbakken!"

"For mig gjerne," brummede Duborg, "men man skulde indrette

Forstadstheatre -- rigtige Folketheatre -- ude paa Broerne, saadan

Theatre, hvor der for halvtredsindstyve Øre -- eller allerhelst

gratis -- blev spillet god Komedie -- eller hvor der i alt Fald blev

budt paa gode Stykker, daarligt spillede -- _det_ var en

Samfundsopgave!"

"Og man skulde have store, lyse Concertsale med gratis Entré, billig

Vin og billigt Øl," sagde Holst, "og saa Pokker i Vold med de simple

Syngepiger!"

"Ja, i Absalons Kjøbenhavn hører de da ikke hjemme," sagde Berner.

-- "Mine Herrer!" begyndte Holst og slog med en Pensel paa Glasset.

"Vi er uenige om Meget. Vi er uenige om Politik --"

"Nei, vi er ikke," protesterede Duborg, "for jeg har ingen politisk

Mening og har Gudskelov aldrig i mit Liv været til et politisk Møde.

-- _Du_ har da forresten heller ingen politisk Mening, Holst!"

"Har _jeg_ ikke!"

"Nei! -- Har Du glemt, dengang Du var Stiller, eller hvad det hedder

-- det skulde Du fortælle de to Herrer!"

"Ja, hvad skulde afholde mig fra det? -- Det var for en tre, fire Aar

siden, da var jeg Stiller for en af Folkethingscandidaterne her i

Byen -- naturligvis en af de radicale -- det var det Hele; han var

min personlige Ven, saa det var jo ikke mere end rimeligt!"

"Men Du glemmer det Vigtigste," sagde Duborg. "Du husker nok ikke, at

Du samtidigt gik rundt ude paa Nørrebro og agiterede for en

Høirecandidat!"

"Ja, hvad saa?" svarede Holst. "Det var jo i en hel anden Kreds!

_Han_ var ogsaa min personlige Ven, og han havde bedt mig om at tage

mig lidt af hans Affairer -- men jeg vidste, at han ikke kunde blive

valgt, saa det gjorde da Ingenting!"

"Gud veed, hvor Du gad! -- Nei, Høire og Venstre, Conservatisme og

Socialisme, det er mig knusende ligegyldigt Altsammen, naar _jeg_

blot maa have min Frihed!"

"Ja, den _personlige_ Frihed, det er Hovedsagen," sagde Berner.

"Friheden leve!" raabte Holst.

"Men den personlige Frihed," vedblev Berner, "den, man har kjæmpet

for lige fra 1789, den maa vi sandelig efter Evne værne om nu."

"Naa, De mener Reactionen og Provisorierne o. s. v.," udbrød Holst.

"Nei, jeg taler ikke om politisk men om personlig Frihed," svarede

Berner. "Nu for Tiden har man jo knap Lov til overhovedet at mene

eller tro andet, end hvad den Fagforening, man tilfældig sorterer

under, decreterer, at der skal menes eller troes her paa Bjerget --

det er _ikke_ Frihed!"

"Aa, hvad," indvendte Holst, "det er kun en Overgang!"

"Det troer jeg ogsaa, men det er altid ubehageligt at leve i en

Overgangstid."

"Tvertimod!" raabte Holst. "Jeg vilde ikke for Alt i Verden have

levet paa nogen anden Tid end netop nu -- og De skal se, det bliver

saa meget desto bedre, naar Overgangen først er forbi!"

"Ja, _jeg_ nærer selvfølgelig heller ingen Tvivl om, at Udviklingen,

nu som bestandig, bærer fremad," sagde Berner -- "troede jeg ikke

_det_, var det jo ikke til at holde ud at være Lærer for den

opvoxende Slægt! Jeg troer ogsaa fuldt og fast paa, at vor Landalmue

_er_, og at vort Socialdemokrati i Virkeligheden vil _blive_ et

nationalt Parti, der viser sig lige saa interesseret som alle Andre i

at hævde Landets Ære og Selvstændighed, og desuden --"

"Troer De da, Socialdemokraterne nogensinde bliver Militarister?"

udbrød Holst.

"Nei, ikke Militarister -- det er nu forresten et af de mest

misbrugte Ord, Sproget har -- men Venner af det nationale Forsvar,

selvfølgelig. Jeg tvivler heller ikke om, at dersom en Fjende imorgen

laa for Kjøbenhavn, saa vilde dens Arbeiderbefolkning vise sig saa

fædrelandssindet og saa offervillig som Nogen -- det var jo en

Fornærmelse at tro Andet."

"Ja -- ja, det kan være sandt nok," indrømmede Holst, "men jeg er

rigtignok noget forbauset over, at _De_ -- stokconservativ, som De

er -- virkelig troer paa, at --"

"Hvorfor undrer _det_ Dem?" spurgte Berner med et Smil. "Radical og

conservativ, det er jo blandt hæderlige Mennesker væsentligst kun en

Temperamentsforskjel: der er dem, som glæder sig over Noget, blot

fordi det er nyt, og der er Andre, som føler den samme Glæde ved at

møde Noget, blot fordi det er gammelt. Begge Betragtningsmaader kan

være lige forsvarlige og lige honnette -- men jeg synes nu rigtignok,

det er mere rationelt at glæde sig over _det_, som paa en eller anden

Maade _har_ staaet sin Prøve, end nøies med at haabe paa det Ny, der

først skal udvikle sig, og som man slet ikke kjender."

"Det var nu ellers Militarismen, vi kom fra," sagde Holst -- "_jeg_

kommer jo forresten altid fra _det_, jeg taler om! -- Seer De, var

der Krig, saa mødte jeg ogsaa paa Skansen, Gudbevares --"

"Men De vilde alligevel hellere staa bag en Barricade end paa en

Skanse!" afbrød Berner ham.

"Der kan være Noget i det! Jeg vilde ellers blot have sagt, at under

Krigsforhold, saa slaaes man -- naturligvis -- men Rustninger i

Fredstid og navnlig Befæstninger, dem er jeg afgjort imod. Jeg skal

sige Dem, jeg troer, at det bærer hen imod den almindelige

Verdensfred -- troer De ikke ogsaa?"

"Maaske. -- _Om_ den evige Fred forresten vilde være et saa absolut

Gode for Menneskeheden, det drister i alt Fald _jeg_ mig ikke til at

afgjøre, men der er dog vist et Stykke til den endnu, og derfor synes

jeg egentlig ikke, det er rigtig practisk allerede nu at indrette

sig, som om den _var_ proclameret og garanteret. -- Det er jo ogsaa

gjerne muligt, at Menneskene engang bliver _saa_ gode, at der hverken

er Vagabonder eller uartige Drenge mere, men indtil den Tid kommer,

synes jeg virkelig, det er ganske fornuftigt at sætte Stakit om sin

Have -- navnlig naar den vender ud til Alfarvei!"

"De har det nu altid med Billeder!" sagde Holst. "Men naar jeg troer

paa den kommende Verdensfred, saa er det, fordi jeg i det Hele troer

paa Udviklingslæren, _vor_ Tids Evangelium: vi gaaer fremad til

større og større Fuldkommenhed -- troer De ikke ogsaa _det_?"

"Jo," svarede Berner, "i visse Henseender ubetinget. -- Men hvor kan

det være, at de fleste svorne Tilhængere af Evolutionslæren i Reglen

er saa mærkværdig inconsekvente eller ulogiske, hvad De nu vil kalde

det?"

"Hvordan det?"

"Jo, har De ikke lagt Mærke til, at de for det Første, snurrigt nok,

ynder at kokettere med Samfundets revolutionaire Tendentser,

endskjøndt jo netop Alt, hvad der blot ligner en pludselig Omvæltning

eller et Spring i Bevægelsen, er ligefrem utænkeligt efter

Evolutionstheorien, og derfor dog vel ogsaa skulde synes at være i

alt Fald irrationelt, naar Mennesker gjør det. Og dernæst hævder de

bestandig den skete Udvikling paa alle Omraader, men paa det ethiske,

det moralske Omraade, _der_ kan de aabenbart ikke tænke sig

Muligheden af, at der ogsaa maa være skeet en Udvikling. Saa snart

Talen er om det Ethiske -- eller i alt Fald om den sexuelle Ethik --

saa er det jo nu godt Latin strax at møde op med 'Menneskedyret' og

de animalske Drifter, men _har_ vi udviklet os fra Aber til, hvad vi

nu er, saa er der dog virkelig ikke noget saa Unaturligt i, at vi

heller ikke længere kan nøies med en Abemoral."

"Det kan vi ikke," sagde Holst, "men hvad der er skjønt, har sin egen

Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt,

ogsaa maa være godt -- _det_ troede de gamle Grækere. -- Men hvor var

det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men

den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den

perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er

ifærd med at faae Vind i Seilene -- det minder mig ligefrem om

Vegetarianerne!"

"Om Vegetarianerne!"

"Ja! Baade _de_ og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes

Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. -- Jeg kan ikke taale

Vegetarianere -- allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres

Fanatisme!"

"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil,

"tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed,

det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder

foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens -- som jeg

overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative -- og

naar der nu, baade af Myndige og Umyndige -- mest naturligvis af de

Sidste -- raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort

umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder

har bragt. Og _hvem_ er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke

dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af

Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der

bruger Angrebene paa _den_ til at komme Troen overhovedet og den

religieuse Følelse til Livs!"

"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt

Fald ikke om mig selv. -- Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en

Tale, hvor var det nu, jeg slap? -- Jo, det var ved Uenigheden! --

Altsaa, mine Herrer!" -- han slog igjen paa Glasset -- "Vi er uenige

om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os

høit hævede over _det_ Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation,

Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer;

vi staaer udenfor -- eller over -- Massen, det er maaske en Feil --"

"Ja!" brummede Duborg.

-- "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een

Organisme -- det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort

flade Tag -- der er ialt tyve Kvadratalen -- og naar D'Hrr. Berner og

Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den

store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og

harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke

vilde leve noget andet Sted -- _jeg_ i alt Fald ikke -- alligevel har

den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i

Gaderne -- naturligvis -- og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over

Tagene!"

"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg,

"men det Sidste er jeg med til -- Skaal!"

"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg

har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! -- Bare Du ogsaa vilde

begynde at male igjen!"

"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, _Du_ kan inspirere

mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage

fat -- men Motiver voxer ikke paa Træer!"

* * * * *

Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken

blev henad To, før man endelig skiltes.

Der var kommet Brev fra Poul, fra Athen.

Juleaften havde han og de andre Lærlinge været oppe paa Slottet, og

Grossereren gjentog til Alle og Enhver, han traf:

"Min Søn har været Kong Georgs Gjæst, og begge Majestæterne var

særdeles allernaadige imod ham!"

Grossereren havde ellers godt Haab om at blive Generalconsul nu, for

Møller _havde_ skrevet til Yocobora, og Republikens Præsident

stillede sig velvilligt til Sagen. -- "Men hvem veed", tænkte han,

"om _det_ ikke blot er en Begyndelse, for europæisk Generalconsul --

f. Ex. græsk -- var rigtignok bedre, og har man først Frelserens

Officeerskors, bliver man nok bagefter Ridder af Dannebrog -- man kan

godt begynde med at være 'p. p.'!"

* * * * *

Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren

ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i

Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og

Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i

"Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en

Forsænkning.

Nu begyndte det saa smaat at lide mod Foraar.

Det er jo -- som Holst ogsaa altid sagde -- en ren Overtro, at

Aarstidernes Vexlen kun mærkes paa Landet og ikke i Byen -- de mærkes

kun paa anden Maade.

* * * * *

Midt i Februar opdager de faste Strøgspadserende pludselig en skjønne

Dag om ved Klokken Fire, at Dagen virkelig længes; Smaafuglene

kvidrer i Kor i Lindene ved Helligaandskirken, og naar man fra

Gammeltorv gaaer ud ad Frederiksberggade, kan man se Gaden fyldt af

et glødende Solnedgangsskjær. Kuplen paa Panoptikon ligger i

farvemættet, violet Skygge som Kuplen paa San Pietro seet fra Monte

Pincio, og saa faaer En og Anden, der ellers kun traver regelmæssigt

mellem Kongens Nytorv og Raadhuspladsen, den underlige Idee at vandre

helt ud ad Vesterbro -- derud ad, hvor Solen gaaer ned.

I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen;

husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og

lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og

koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie.

Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret -- Overtøiet

taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens

Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene

med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne

at forsvinde -- først i April er hele Torvet een Foraarspragt af

Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier.

Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne

faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i

bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i

Grønningen leger Paradis.

Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen

at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne

straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt.

Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i

Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer,

Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske

Lilier.

Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra

Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder

udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i

Luften.

Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de

Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har

gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad.

Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der

graves, rives, saaes og plantes -- det er Forhaabningernes Tid.

Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer

og bestiller Maleren -- han kommer saa sent hjem, at han maa stavre

op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at

tænde Gassen den 15. April!

Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende,

grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride,

men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og

Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse

-- og saa -- ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn.

Poul kom hjem, glad og seig.

Han havde Smaaforæringer med til hele Familien, men til Marie havde

han det Bedste: et Syskrin med Træmosaik, som han havde kjøbt i

Neapel -- _det_ havde sin Historie.

* * * * *

En Nat paa Hundevagten havde Poul i aldeles usædvanlig Grad følt den

blandt Lærlingene ombord meget almindelige Trang til at faae et eller

andet "Extra" -- ligegyldigt hvad -- i Livet, og just som denne Trang

var paa sit Høieste, saae han en Kamerat, en Grosserersøn som han

selv, tage et Par Figen op af Lommen og ganske langsomt spise dem --

det var ikke til at holde ud.

"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul.

"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret.

"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa.

"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu."

"Hvad vil Du _da_ have for dem?"

"Aa, jeg veed ikke -- jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i

Neapel!"

Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi

det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til -- han havde i

Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu

ellers skulde være, for de fire Figen.

Næste Morgen skammede han sig -- skammede sig som en Hund. Han havde

kjøbt Syskrinet til Marie, og hun _skulde_ have det, _hun_ og ingen

Anden.

Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og

havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes

Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden

vilde beholde sit Skrin -- Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var

nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" -- "Nei! Jo,

det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde

afstaa sin Ration Vin?"

Og _det_ gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten

kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde

da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt

fri for at være lidt stolt, da han afleverede den.

_Nogen_ Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat,

der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men

Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod

Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls

Mening vistnok hurtigt vilde avancere.

En smuk Mai Morgen, ganske tidligt, stod Duborg alene oppe i

Atelieret -- Holst var taget paa Landet "forat male Bøgeskov og

Bukøer", som han pleiede at sige.

Som Duborg nu stod og saae tvers over Gothersgade, aabnedes der

pludselig et Kvistvindue ud til en Gaard, og en ung Kvinde kom til

Syne. Den høire, helt op til Skulderen blottede Arm strakte hun langt

ud forat faae Stormkrogen sat paa, med venstre holdt hun Linnedet

sammen over Brystet.

Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg

blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til

Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring.

Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var

Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme --

hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en

ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert

smuk, meget smuk -- det var han overbevist om, skjøndt han

naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af

hendes Ansigt.

Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede

afvexlende -- begge Dele hvinende falskt -- kigede til det stadig

aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor

Lykke. -- Ja, vist skulde det males, _hun_ skulde males -- men netop

_hun_, ingen anden Model i Verden vilde han have!

Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal

sig til at se ind i forskjellige Gaarde -- nei, Vinduet var ikke til

at finde -- hvem var hun?

Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte

at finde, men atter forgjæves.

Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og

spurgte, hvor det var.

"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? -- Men

det er jo Grosserer Langes Gaard!"

"Og hvem boer paa Kvisten?"

"Det gjør hans Datter."

Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han

i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky

Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen,

og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.

Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt

paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det

igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne

Planter, men den Fremmede saae slet ikke _ned_, kun _op_, saa var det

jo ligegyldigt, og Grossereren gik.

Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa,

spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene

paa Kontoret -- hvad han vilde have gjort, om hun _ikke_ havde været

det, er ikke godt at sige!

Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at

gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han

begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun

_saa_ Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra

Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu -- nu og maaske

aldrig mere -- kunde gjøre et godt Billede, men at _hun_ maatte være

hans Model -- blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende -- Ansigtet

var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det -- men hun maatte

endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed.

Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det

nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden,

som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen,

Hovedbogen og hele Store Kongensgade.

Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men _det_ fortog sig i næste Nu,

da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og

saa betagen ud.

Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". _Der_ kom en ung

Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved

Vinduet, mens Vennerne saae paa det -- _det_ var da meget værre; men

den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke

afhang deraf. -- Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa

hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke -- fattig

var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere -- og hvad var saa i

Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. -- Hun havde nu

forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen -- men hendes Arme

kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med -- og hans

Blik var saa aabent og saa discret -- hun sagde Ja.

Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et

lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele

ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans

Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret

lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa

d'Angleterre -- Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet

Dagen iforveien.

* * * * *

Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa

den blev ganske øm -- det var nu _hans_ Maade at udtrykke sin

Taknemmelighed paa.

Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret.

Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i

Dagligstuen.

_Der_ tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men

fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i

Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om

Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe.

Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i,

rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa --

først uden egentlig at se rigtigt paa hende -- at tegne Omridsene op

paa Lærredet med Kul.

Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende -- ikke fordi

hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende -- men

han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa

Lærredet -- det var ikke til at holde ud.

Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa

skraa og udbrød:

"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"

Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var

efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske,

som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk

Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men

Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig

var irriterende.

-- "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere

end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.

* * * * *

Næste Dag gik det allerede bedre.

Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa

Studierne, og _han_ begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation,

der dog hurtig døde hen igjen.

Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.

"Er det _mig_, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.

"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom

pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa

Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu!

-- Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"

"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard _der_ -- er det

ikke?" -- han pegede paa en af Holsts Studier.

"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! -- Skal Deres Billede --

det, De nu maler paa, udstilles?"

"Det skal det vel nok -- hvis det ellers lykkes."

"Hvorfor skulde det ikke det?"

"Aa, man veed jo aldrig iforveien --"

"Det maa man da vide! Naar man overhovedet _kan_ male, og man sætter

al sin Energi ind paa Arbeidet, saa _maa_ det jo blive godt!"

"Nei -- nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og

der blev en længere Pause.

Ragna hvilede -- efter hans Opfordring -- nogle Minuter, skjøndt hun

erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife

rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme

kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun

instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae

paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at

genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:

"Har _De_ malet det?"

"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.

"Det er altsaa en Model?"

"Ja, _det_ var det -- hun var fra Capri."

-- "Var det nu virkelig -- ja, jeg mener en anstændig Pige?"

Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige -- nei,

det mente da Duborg ikke, det havde været.

Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:

"Hvorfor bruger Kunstnerne dog _den_ Slags til Modeller -- hvorfor er

det ikke Damer?"

"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer

fra til at staa for det Hele?"

Og saa spurgte Ragna ikke videre.

* * *

-- En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde

han ikke mere for den Gang, det gik ikke.

"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.

"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."

"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har

Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger

Correspondancen lige til Middag!"

"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst

end med Bogholderi."

"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! -- Mal nu

blot: De har mig en halv Time endnu!"

"Nei, jeg kan ikke idag."

Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig

Tid -- Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.

* * * * *

-- "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der

var gaaet en Ugestid.

"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model

her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver

fra den Skizze _der_" -- han pegede paa Capripigen.

Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en

bestemt Forudsætning, at Billedet _ikke_ maatte ligne _hende_, men

ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model

-- rimeligvis en fordærvet Pige -- skulde ligesom give Personlighed

til Billedet -- _hendes_ Billede, for _det_ var og blev det

alligevel, følte hun -- hendes og ingen Andens.

Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.

Holst kom uventet en Dag til Byen.

Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i

Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se

de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt

kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det

Grønne.

Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig

forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg

sig omtrent i Veien for ham.

"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig

selv! -- Har Du Damebesøg?"

"Nei, det har jeg ikke, men --"

"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min

Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder -- ja, var det _mig_, der

var alene i Byen, det var en anden Sag! -- Vil Du saa behage at

flytte Dig!"

Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.

"Naa, saa _det_ var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt

at male -- maa jeg gratulere! -- Og det tegner jo ligefrem udmærket:

det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og

sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme -- _det_ er

Noget, _jeg_ forstaaer mig paa! -- og hele Skikkelsen kysk og

jomfruelig -- hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"

"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.

"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"

"Det er en Dame."

"En Dame! -- Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! -- Men

hvem er hun da?"

"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"

"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog --"

"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."

"Naa saaledes! -- Ja, jeg respecterer din Discretion -- naturligvis

-- men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet -- om det er

med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være

den lykkelige!"

"Hun er slet ikke forlovet, det _jeg_ veed," svarede Duborg og blev

umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."

"Og _de_ Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo

umuligt! Saa maa Ingen have seet dem -- men _det_ er jo ogsaa

umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at

vise sig høihalset -- sig det til hende fra mig!"

"Gud veed, hvor Du gider!"

"Ja, Du _har_ da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i

Kjøbenhavn? -- Ikke engang det! -- Du er jo umulig! Den Slags Ting

fortæller _jeg_ altid unge Damer: _mig_ er det en Lettelse at sige

det, og _dem_ fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed

det!"

"Er Du snart færdig?"

"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! -- Men forat

komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er

jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af

Morgenstemningen i den store By, der vaagner -- Du veed, jeg elsker

den tidlige Morgen -- theoretisk i alt Fald -- Morgenens Friskhed

repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og --"

"Vrøvl! -- Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit

Vindue op," indvendte Duborg.

"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke

engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde

kunstnerisk Umiddelbarhed!"

"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"

"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller

plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker _det_! -- Men godt

bliver Billedet sgu alligevel -- og _det_ er egentlig det

irriterende!"

Lidt efter gik Holst.

Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres

Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin

Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa

Kontoret, som hun ellers aldrig forlod.

Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv

og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit

Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere

gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han

sig gnavent med, at _han_ da ikke var den Eneste, der sløiede den af,

for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v.

"Vaas!" svarede Grossereren.

En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og

rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa

tilbage noget før Et -- nei, Ragna var der virkelig ikke!

Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig

til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og _det_

gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et

Par Dage efter kunde meddele Faderen, _hvor_ det var, hun gik hen,

men _hvad_ hun bestilte _der_, det vidste han rigtignok ikke.

* * * * *

Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man

udspeidede hendes skjulte Skridt.

Forholdet mellem hende og Duborg havde _noget_ skiftet Characteer.

Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de

runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og

mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald

tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en

bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun

saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund -- navnlig ladylike.

Og _han_ var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige

Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til

Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige

Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre

ham tale -- sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte

Ord -- som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit

Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele

den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun

vidst, hvad Begeistring -- stilfærdig men glødende Begeistring --

var; nu fik hun en Anelse om det.

Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en

Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan

føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt

Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.

* * * * *

-- Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde

Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde --

han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun _ikke_ var til Stede -- og

skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde

hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det

allerede var et Hele -- Morgenstemningen aandede ud af det.

* * * * *

En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers

og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.

Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var

Hovedet, han havde malet paa, og -- hun tog ikke feil -- det var

_hendes_ Træk!

-- "Skal _det_ Billede udstilles?" spurgte hun.

"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før

gjort Noget, der var saa godt."

"Men det er jo _mig_ -- _mit_ Ansigt!"

"Ja, det er det nok blevet -- det er saadan kommen ganske af sig

selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede,

der kan passe ind i _det_ Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."

"Men De lovede jo bestemt, at --"

"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have

holdt, hvad jeg lovede -- dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang

Afstand, maa De huske."

Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over,

hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo

dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende

kun indigneret og overlegent, fra hende:

"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er

selvfølgelig ikke bindende -- end ikke overfor en Dame -- hvis blot

hans Kunst -- eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme --

kræver, at det brydes! Men _det_ Billede skal _ikke_ udstilles --

forstaaer De mig! -- Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til

selv at kjøbe det."