Her bankede han paa, og en skingrende Stemme raabte: "Kom ind!"

Omkring et udslaaet Klapbord sad en halv Snes Pigebørn i syv, otte

Aars Alderen og stavede høit eller skrev paa Tavle. Marie sad ved

Vinduet paa en Forhøining og læste, men Jomfru Buxbom var ikke i

Stuen -- det var Papegøien i Messingburet, der havde raabt "Kom ind!"

Terndrup sagde Goddag til Børnene og gik husvant rundt og pillede ved

Smaatingene henne paa Commoden, hvor en Christus i Gibs velsignende

strakte Hænderne ud mod Ganymedes og Psyche i Biscuit, og hvor

forresten Photographier af Hovedstadspræster og tidligere Elever

faldt over hinanden.

Døren ud til Kjøkkenet gik op, og ind trippede Jomfru _Buxbom_ selv,

lille, indskrumpen men væver som en Lækat til Trods for sine

halvfjerdsindstyve Aar; sort, slidt Kjole, Kappe med flagrende

Hængebaand over en mørk Paryk, der faldt i det Rødlige, sorte,

spillende Øine, Ravhjerte i en Snor _om_ Halsen og store Guldringe i

Ørene.

"Gud, er De allerede kommen, Terndrup!" udbrød hun og gjorde et Knix.

"Det var kjønt af Dem at se herop! -- Skriver I flittigt, I smaa Guds

Lam? Det var Ret! -- Jeg hørte slet ikke, De gik med Døren!"

"Jo, jeg pikked paa, og saa skreg det gamle Asen _der_ 'Kom ind',"

sagde Terndrup. -- "Det lyder omtrent, som naar man filer en Sav!"

"Det maa De ikke sige," indvendte Jomfruen ivrigt. "Det er min

Oldefaders Røst, der taler ud af Poppe -- min salig Moder sagde

altid, at det var, ligesom hun hørte sin Bedstefader!"

"Saa? -- Ja, De skulde nu ligegodt vride Halsen om paa det Kræ,

Jomfru -- den kan jo jage En ud af Huset!"

"Gud, hvor vil De hen! Jeg har jo tyve Kroner om Aaret i

Familielegat, saa længe Poppe lever, for at passe og pleie ham!"

"Det er sgu ogsaa sandt! -- Men hvad var det saa, De vilde mig?"

"Jo, seer De -- ja, det er en meget vigtig Affaire. -- Puds din Næse,

lille Petra, saadan! -- Det er en Datter af den fine Spækhøker henne

i Grønnegade -- _han_ betaler altid sine to Kroner i Skolepenge

præcis den første i Maaneden!"

"Det er nok ikke alle Børnenes Forældre, der gjør _det_!"

"Nei -- nei, ikke alle -- det kan jo nok knibe sommetider."

"Ja, de Fleste gaaer vel ogsaa frit?"

"Nei, egentlig frit gaaer kun fire!"

"Naa, ikke flere!"

"Nei -- men har De seet det yndige Billede af Pastor Jespersen!

Ligner det ikke storartet!"

"Det gjør det formodentlig nok."

"Ja, han er en deilig Mand -- det er ogsaa _min_ Præst!"

Det Sidste blev sagt med en saadan Betoning, at man fik en bestemt

Fornemmelse af, at Vedkommende egentlig ikke havde anden

Præstegjerning end at være _hendes_ Sjælesørger, og at _hun_ paa den

anden Side underholdt _ham_ som sin private Huscapellan.

"Jeg troede ellers, De hørte Pastor Illum?" bemærkede Terndrup.

"Ja -- ja, sommetider -- navnlig tidligere -- men han er gaaet

tilbage: der er ikke den Kraft i hans Forkyndelse, som der har været.

Nei, Pastor Jespersen, ham skulde De høre! Naar man gaaer hjem fra

hans Præken, saa føler man sig saa glad og saa tilfreds med sig selv,

og det er saa trøsteligt. -- Saa, nu maa I have Lov at spise Frokost,

I smaa Lam! -- Har _Du_ kun bart Smørrebrød med, lille Fie! Bi lidt,

det er der Raad for!"

Ud vimsede Jomfru Buxbom i Kjøkkenet og kom strax tilbage med en

uhyre Spegepølse. -- "Den har jeg faaet sendende fra Frøkenerne paa

Vennebjerg, De veed," sagde hun forklarende til Terndrup, "den er

hjemmelavet. -- Nu skal Fie faae Spegepølse! Ja, I Andre skal ogsaa

nok faae Lov at smage! -- Luk Vinduet op, lille Marie, der er

Liremanden! -- Jeg skal sige Dem, Terndrup, den Liremand, der kommer

om Lørdagen, han har altid de nyeste Melodier -- Revueviser og

saadant noget -- i Kassen, og man vil jo dog gjerne følge lidt med

Tiden. Men De kan tænke Dem, forrige Lørdag var det saa grumme

uheldigt, for da kom han sammen med Gaardmissionairen, og ham vil jeg

ogsaa gjerne høre, for man skal dog tage den Opbyggelse, man kan

faae, ikke sandt? -- Aa, han har en velsignet Røst! Man kan høre

hvert Ord, han siger, helt her op paa fjerde Sal, og saa taler han

saa deiligt; der er altid Noget af, hvad han siger, som man kan tage

op og gjemme paa -- som nu forleden, saa sagde han: 'Vi er alle

Syndere,' sagde han, og det _er_ vi, det er meget rigtigt -- _De_

ogsaa, Terndrup! Jo, De er! -- Men sæt Dem dog ned! Sæt Dem i

Lænestolen _der_ -- den skal Pastor Jespersen have til Erindring om

gamle Mille Buxbom, naar jeg er død og borte -- det _har_ jeg ogsaa

sagt til ham!"

"Jeg troede ellers, Pastor Illum skulde have den," bemærkede

Terndrup, "for det _har_ De da sagt til ham!"

"Saa? Nei, det troer jeg ikke, jeg har sagt -- det kan jeg da i alt

Fald ikke huske! -- Naa, nu maa I have spist af, Børn! Tør Dig om

Munden, lille Sine, saadan! Skriv nu flittigt paa Tavlen -- rigtig

pæne Bogstaver -- saa skal jeg siden, naar Hr. Terndrup er gaaet,

fortælle Jer Indholdet af 'Røverborgen': det er saadan et deiligt

Stykke fra _min_ Ungdom! -- Jo, seer De, Terndrup, det, jeg egentlig

vilde spørge Dem om, var -- kom ind! -- Nei, er det Dem, Frøken

Hansen! -- Hr. Boghandler Terndrup -- Frøken Hansen, der synger i

Garnisons Kirkes Kor!"

Frøkenen vilde blot give Jomfru Buxbom en Billet, der gav Adgang til

at overvære et Bryllup samme Eftermiddag, og efterat hun som en dyb

Hemmelighed havde betroet hende, at General Tapto var meget daarlig,

og at det vilde blive en deilig Begravelse med Masser af Uniformer

indenfor og militair Honneur udenfor, tog Frøkenen Afsked og fik et

Stykke af Spegepølsen med hjem.

"Ja, nu maa De se at fatte Dem i Korthed, bitte Jomfru," sagde

Terndrup, "for jeg maa sgu ned i Butiken!"

"Det skal ske! -- Aa, et Øieblik!" --

Jomfru Buxbom gik hen i en Krog og tog sig en Pris. Hun snuste

stærkt, men vendte sig altid bort, naar hun gjorde det, og antog

derfor, at hendes Brug af Tobakken var en lige saa stor Hemmelighed

for Alle, som at hun bar Paryk.

"Nu skal De høre," begyndte hun igjen, "det angaaer den lille Marie

-- aa, hun er et velsignet Barn, og saa god! Kom hun ikke idag og

forærede mig en lille Buket, hun havde i sit Belte, og som hun selv

havde faaet til givende af Grossererens Poul -- _der_ kan De se! Ja,

det er ikke andet end simple Blomster hjemme fra Gaarden, men det er

det Samme, de skal blive gjemt alligevel -- kom ind!"

Det var Kogekonen, Madam Siegler, der boede i Huset, og som altid

samvittighedsfuldt gav Rapport om de Middage, hun havde været til.

Hun kom forat bringe Menuen fra et Sølvbryllup i et større

Herskabshus, men da Terndrup begyndte at blive urolig i Lænestolen,

fik Jomfruen dog Madamen til at gaa med Løfte om at ville komme igjen

senere.

-- "Jo, seer De," begyndte hun igjen, "De kjender jo Maskinmanden paa

tredie Sal?"

"Maskinmanden?"

"Ja, fra det kongelige Theater -- ham, der er med at heise Bagtepper

op og ned og flytte Coulisser."

"Naa, ham!"

"Ja, han kommer herind forat faae en halv Flaske Saft til Konen, der

lige har bekommet sig en Lille."

"Det har hun jo altid!"

"Naa, ja -- ja, jeg kan nu godt lide Manden alligevel -- han drikker

lidt, men han banker aldrig Konen -- og De veed, det morer mig

imellem at høre Noget ovre fra Theatret: Repertoire og røde Placater

og nye Decorationer -- Herregud, min salig Fader var jo Korist ved

det Kongelige og --"

"Ja, det veed jeg," skyndte Terndrup sig at forsikre.

"Naa, jeg har jo ikke Raad til at holde Aviser, saa jeg maa have al

min Visdom fra gode Mennesker og --"

"Det var sgu vist alligevel billigere at holde Aviser!"

"Troer De? Nei -- men det var Maskinmanden, vi kom fra -- det var Dem

selv, der afbrød mig! Seer De, just som han -- Maskinmanden -- sidder

_der_ i den samme Lænestol, De nu sidder i, og som med Guds Hjælp

engang, naar jeg er død og borte, Pastor Jespersen skal sidde og

memorere sine deilige Prækener i, saa kommer Liremanden, -- Fredags

Liremanden -- og han spiller en Dans -- en ganske ny en: la, la,

la--la, la, la--la -- og Marie giver sig til at danse -- jeg skal

sige Dem, vi havde Frikvarteer."

"Det har de nok i Reglen heroppe!" bemærkede Terndrup og kom

uvilkaarligt til at mindes sin egen Skolemestertid.

"Nu veed De nok, at hun har lært at danse forrige Vinter -- ikke? Jo,

Grossereren betalte saamænd for hende, og De skulde se hende flytte

sine smaa Fødder som Trommestikker: det er som at se en Guds Engel --

især i Hopsa! Saa siger jeg til Maskinmanden, som jeg nu siger til

Dem: 'Er det ikke som at se en Guds Engel?' siger jeg, og han svarer

strax: 'Jo, det er, Jomfru!' -- der var nu heller ikke Andet at

svare til! Men saa fortæller han mig, at de ovre ved Theatret i næste

Uge skal antage en tre, fire Børn til Balletten, og accurat ligesom

ved en Indskydelse ovenfra foreslaaer han, at man skulde lade

Balletmesteren se paa Marie og sige, om hun ikke kunde bruges. --

Tænk Dem en Lykke for en fattig Enke som Madam Lund -- eller Frue,

skal hun vel kaldes nu -- at faae sit Barn til det Kongelige: fri

Undervisning, baade Tysk og Fransk, foruden Dansetimerne, og Skopenge

og gratis Komedie hver Lørdag Aften fra den lille aparte Loge i

Galleriet -- er det ikke storartet!"

"Aa, jo -- maaske sgu -- men hvad siger Moderen? For hun maa da vel

ogsaa have en Stemme med!"

"Gud, hun sidder jo nede i Store Kongensgade og aner ingen Verdens

Ting! -- Men hende skal _jeg_ nok tale med!"

"Hvad skal _jeg_ da egentlig?"

"De skal tale med Grossereren!"

"Om hvad?"

"Herregud, Terndrup, naar han bestandig har taget sig af Madam Lund

-- eller Fru Lund -- og ladet hende have to Værelser og Kjøkken og

Adgang til Tørreloft gratis i Baghuset og nu i tre Aar har betalt mig

to Kroner hver Maaned i Skolepenge for Marie, saa er det da ikke mere

end rimeligt, at man spørger ham, om han har Noget imod, at

Pigebarnet kommer i en anden Skole!"

"Hvor _han_ ikke skal betale for hende -- det har han sgu Ingenting

imod! -- Men De mister jo to Kroner om Maaneden, naar Marie gaaer!"

"Ja, det gjør jeg jo -- men man slaaer sig vel igjennem uden dem. Og

tænk saa paa, hvad Marie kan fortælle ovre fra Theatret, hvis hun

kommer til Balletten! -- Men hvad jeg vilde sige, det er nu alligevel

kjønt, som Grossereren altid har været imod Fru Lund!"

"Synes De?"

"Ja, det veed Gud, jeg synes! -- Aa, gaa lidt ud i Kjøkkenet, lille

Marie, og hent mig et Glas Vand -- men lad Hanen løbe længe, at det

kan blive rigtig koldt! -- Jo, seer De, fordi hendes Mand i sin Tid

havde været Reisende eller Agent, eller hvad det var, for

Grossereren, derfor havde han da virkelig ingen Forpligtelser overfor

Enken og Barnet, naar den salig Mand saa skammelig havde misbrugt

Grossererens Tillid!"

"Aa, var det saa farligt?"

"Jo, veed De hvad, Terndrup, Grossereren handler med Klipfisk og

Hørkram o. s. v., det veed Gud og Hvermand, og det skulde Lund have

reist i, men han drev Geschäft paa egen Haand, gjorde han, og

smuglede, og det taalte Vorherre ikke i Længden, for det blev

opdaget, at der var Silketøier paa Bunden af de Kasser med

Appelsiner, som han fortoldede for egen Regning, og saa blev han sat

fast, og saa døde han -- heldigvis!"

"Ja, ja, lad nu det være godt! -- Tal saa i Guds Navn med Fru Lund,

og vil hun have Barnet til Dansen, saa kan De skikke mig Bud om det

iaften med Marie, saa skal jeg nok, siden De endelig vil have det,

snakke med Grossereren imorgen. -- Farvel, Jomfru!"

Lørdag Aften har Alle travlt.

Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne

i Smaagaderne -- der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro

til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til

Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har

det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad

en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer.

Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge

og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne,

Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op

paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa

har hans Kunder faaet Characteerpenge -- eller i alt Fald Ugepenge --

og Capitalerne skal strax omsættes.

Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad

Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler

fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa

Disken -- det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere

endnu, skulde man tro, at orientere sig.

En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde -- _den_

ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og _kun_ gamle Bøger har, men

Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver

Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi,

skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter

Pris paa.

* * * * *

-- "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50

Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar

Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem.

-- Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg

sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man,

hvad er! -- Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!"

Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen -- han

bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak.

To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden,

Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til

Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet,

spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog -- nei, Terndrup

har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden

for at komme først ud ad Døren.

_Der_ kommer Berner.

-- "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde

Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er

færdig med Forretningerne! -- Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg

troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for

jeg skal først have flyttet den Bunke. -- Nei, er _Du_ der, _Poul_!

Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?"

Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og

solbrændt, sund og freidig.

"Hvad samler _Du_ paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og

før Sommerferien var det Frimærker -- Du skulde sgu hellere give Dig

til at samle paa Penge! -- Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup

til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store

Kongensgade. -- -- Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du

kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og

Klassikerne! -- Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et

-- jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du

saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene -- her er en pæn

Bændelorm og en Blæksprutte -- ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa

god Fornøielse da!"

Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at

lukke Butiken, da den lille _Marie_ -- Jomfru Buxboms ældste Elev --

kom ind.

"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.

"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."

"Det skal jeg! -- Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner,

"det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer

Lange. -- Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det

var jo rart!"

Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig

pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne

Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:

"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"

Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa

Terndrup og svarede:

"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."

"Hvem er Poul?" spurgte Berner.

"Det er jo ham, der var her før -- Grossererens Søn fra Forhuset,"

forklarede Terndrup.

"Og hvor har _han_ faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.

"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie.

-- "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare

Ukrudt."

"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem,

bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med

Grossereren imorgen. -- Farvel, min Pige, og hils hjemme!"

-- "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da

Marie var gaaet.

Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt

Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:

"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at

sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner

=Trifolium resupinatum=."

"Hvad er det for Noget?"

"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den

udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring

Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."

"Naa _den_! Det var jo ellers morsomt nok!"

"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"

"Ja, det er jo ikke godt for _mig_ at sige."

"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde

være =Trifolium resupinatum=! -- Troer De, Grossereren kan give nogen

Oplysning om Plantens Forekomst!"

"Nei, jeg troer sgu ikke -- men De kan jo spørge ham ad foruden

Betaling!"

"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. -- Har De noget imod, at vi

opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro

paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"

"Nei, gaa De kun, Berner -- og Lykke paa Reisen!"

Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun

et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus.

Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst

Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde

Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds

mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus.

Her boede Grosserer _Lange_.

Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var

kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde

aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en

halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet

Detailhandelen og handlede kun som Grossist -- hovedsagelig med

Klipfisk og Sild.

Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og

hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset

lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege

-- _der_ betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes

og kun existerede i Handelskorrespondance.

* * * * *

-- Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor,

hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators

Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling,

at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens

rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et

flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og

kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han

anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen.

-- "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?"

spurgte Datteren _Ragna_, der stod ved en Pult henne i den anden Ende

af Kontoret.

Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store,

graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig

elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet,

=tailor-made= Kjole.

* * * * *

-- Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti

Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev

confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang,

og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie

hver Lørdag.

Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret,

at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en

Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos

Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham

fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have

confereret med Datteren.

* * * * *

-- "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget

Svar.

"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med

Calcule. -- Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til

Herreselskabet."

"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! -- Enten _har_ vi

Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab -- saa var der dog meget

bedre ude paa Landstedet!"

"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa

Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de

har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem --

det siger ogsaa Madam Siegler. -- Har Du seet Julius?"

"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."

"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar -- Cycleløb eller Fodbold,

eller hvad Pokker det var -- hørte Du, naar han kom hjem?"

"Nei, jeg sov."

-- "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"

Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem

de projecterede Gjæster -- der havde været den Tid, da han var glad

for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt

tilbage, at han ikke mere kunde huske den.

Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen

Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.

"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.

* * * * *

Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun

havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev

noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at

hun selv gik i Kjøkkenet -- det passede sig ikke, mente han. Kun

Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra

Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.

* * * * *

Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede

derefter, at hun skulde have Generalen tilbords.

"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke.

"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han

fornærmet!"

"Aa, saa holder han Tale for mig!"

"Ja, lad ham bare det -- det er sgu det, han bliver bedt for!"

"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen -- saa har han da

ingen Forpligtelser!"

"Nei, Velkommen vil jeg byde -- og han taler forresten i alle

Tilfælde -- han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller

andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den

Tale, han har lavet hjemme -- _det_ beundrer jeg. -- Hvor bliver

Julius af?"

"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa

træt."

"Ja, det vil jeg tro! -- Naa, _der_ er Du -- Dagdriver!"

* * * * *

Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt

ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem;

gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et

søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol.

Det var Grossererens ældste Søn _Julius_ -- Sportssønnen.

* * * * *

Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var

forsømt, men Julius tilhørte _den_ yngre Slægt, hvis hele Uddannelse

saa at sige er legemlig.

I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede

jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling

af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I

Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem

med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som

det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte,

var at traine og starte, og at han -- i Modsætning til Samson, der jo

havde sin Styrke i Haaret -- kun havde _sin_ Styrke i Læggene, blev

Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen

skjældte ham ud -- i Tide og Utide -- Moderen forkjælede ham og gav

ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og

Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius

heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og

Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer

kjendte han grundigt -- kunde endogsaa sommetider fløite et særlig

actuelt Refrain temmelig rigtigt -- og af dem lærer man jo dog ogsaa

saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det

skal være.

* * * * *

"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan

faae Kvalme af at se paa Dig!"

"=English fashion!=" nedlod Sønnen sig til at bemærke.

"Hold Mund, Flab! -- Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa

Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!"

"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen.

"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren.

"Jeg =pacede= Hansen-Rod", svarede Julius gnavent -- det kostede ham

øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede

vi ham bagefter."

"Rod -- hvad for en Rod?"

"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam."

"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem."

"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for --

de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem

med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par

Barnevogne!"

"Laban! -- Naa, hvad er der nu?"

Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam

Siegler -- Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom -- blev

strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at

forsvinde.

Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam

Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller

andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind

mellem det allerede Vedtagne.

Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den

spanske Minister, vidste hun.

"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det

grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!"

Madam Siegler forklarede nu, hvad _hun_ mente med en Chartreuse,

Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da

Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen.

* * * * *

-- "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte

Grossereren sin Datter.

"Ja, hvad skal man sige -- naar han har Lyst til det, saa --"

"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har

gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal

sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen -- Julius bliver

dog aldrig til Noget! -- Naa det kan maaske alligevel ikke være saa

galt -- der er jo flere Prinser i Marinen."

"Ja, hvad saa?"

"Hvad saa, hvad saa -- man kan aldrig vide -- ja, det kunde jo dog

tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved

sit Bord!"

Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget

omhyggeligt Verdenskortet.

"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig.

"Nei -- jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?"

"Troer Du? -- Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! -- Veed

Du, hvad Sprog de taler _der_?"

"Det er vel Spansk, tænker jeg."

"Spansk -- mon det er meget svært at lære?"

"Ja, det er det vel nok."

"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt -- men saa meget, at man f. Ex.

kunde holde en Tale -- den skulde naturligvis være skreven i Forveien

-- dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil -- de har en

Orlogsmand veed jeg!"

"Men hvad vedkommer det Dig?"

"Aa, ikke saadan -- ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det:

Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og

vil derfor sælge -- ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan

man ikke -- men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til

Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand."

"Men Fader dog!"

"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske

vist er Yocobora kun en Republik -- og Ordener har de ikke, jeg _har_

forhørt mig -- men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde

og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne -- jeg _har_

prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og

han har kun havt den paa to Gange."

"Men tænker Du da virkelig --"

"Ja, det veed Gud, jeg gjør! -- Det er nu forresten mest for din

Moders Skyld."

"For Moders Skyld?"

"Ja, seer Du, _jeg_ er Grosserer -- 'Grosserer Lange', det kan man

baade sige og skrive -- men din Moder er slet og ret Frue -- 'Fru

Lange,' hverken mer eller mindre. -- Kunde Du nu ikke unde din egen

Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have

Glæde af Uniformen?"

"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?"

"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! -- Hvad er der nu?"

Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar

Aftes, var her igjen.

"Hvad for en Herre?"

"Candidat Berner."

"Kjender Ingen af det Navn -- ja, lad ham saa komme i Guds Navn!"

Berner kom ind.

Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid,

endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til

ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader,

gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk.

Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog

ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og

spurgte i en nedladende Tone:

"Hvad er til Deres Tjeneste?"

Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende

Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i

hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa

Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn.

"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud.

Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante

af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det

var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra

hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade -- Blomst var

der uheldigvis ikke -- mindede alligevel paafaldende om en Kløver --

=Trifolium resupinatum= -- som ellers nærmest hørte hjemme i Italien,

men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens

Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde

været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det

nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne

Plante -- hvis det virkelig var _den_ -- kunde være kommen her, saa

tillod han sig --

"Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer

eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op.

"Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i

det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset

var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen

Besked vidste om.

Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller

havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande

overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede:

"Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" -- nu var han jo nødt

til at vedkjende sig Forretningen -- "og de Varer veed De vel som en

studeret Mand kommer ikke fra Italien! -- Er der mere, jeg kan være

Dem til Tjeneste med?"

Nei, det var der ikke, og Berner gik.

* * * * *

-- "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna.

"Uhøflig! Jeg? -- Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig

herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg

være her! -- Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet

i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op

-- jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om --

og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! -- Han

giver hende Blomster -- det er nydeligt! -- Nei, det er vist meget

godt, han kommer ud at seile -- væk fra det Hele! Man har kun

Ærgrelser! -- Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!"

Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag

idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup.

Grossereren brugte ham ind imellem som en Slags Commissionair, dels

naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og

Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et

eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed

for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige

Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der

under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor

Gevinst.

Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden

Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe

Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa

hendes mulige Overgang til Theatret.

Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt

udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til

Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, _han_ var lige

glad.

Med den Besked gik saa Terndrup.

Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen,

og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før

hun ligesom tøvende svarede:

"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i

Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller

Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort

Hus."

"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun

halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk -- han

skal ikke have sin Gang i Baghuset!"

Men _det_ havde nu Poul alligevel.

Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og

Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans

Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at

komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten.

* * * * *

-- Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og

Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik _der_: et rørt Æg med

Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var

han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af

Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget

hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset -- den forekom

ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et

Hjem.

Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og

beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med

Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty

hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst.

Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige"

Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at

han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans

Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun

være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa

Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde

han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I

saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev

nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og _det_

paaskjønnede han i høi Grad -- han kunde ikke udstaa at faae Skjænd.

Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var

forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde

efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem

Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og

paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens

skeløiede Søn hjem til Middag.

* * * * *

-- Fru _Lund_ sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin

maritime Fremtid.

Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe,

hvidt Forklæde og sort Kjole -- altid ens. Hun syede for et

Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en

hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med

som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive

Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae

hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra

det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i

sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol.

Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om

Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede

hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi

og sy Rifter sammen over Knæene.

Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver

Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie -- Alt

naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen -- i næste Uge

skulde det afgjøres.

Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden

at være bleven savnet.

Der var ordentligt Rykind hos Jomfru Buxbom.

Børnene holdt Frokost, og Jomfruen skar just Karse af til deres

Smørrebrød fra Kassen udenfor Vinduet, da det bankede, og efterat

Oldefaderens Røst havde talt ud af Papegøien og raabt "Kom ind!"

viste Madam Siegler sig.

Hun havde Meget at fortælle: om Middagen hos Grosserer Lange's og om

et femogtyve Aars Jubilæum hos en velhavende Manufacturhandler.

Hos Grossererens havde de faaet Gaaseleverpostei =en croûte= før den

anden Steg -- ikke, som tidligere, bagefter -- det havde _hun_ oplyst

dem om, at man nu brugte -- og Generalen havde ikke blot udbragt en

Skaal for Fruen, men ogsaa for den yngste Søn, der jo nu skulde til

Orlogs, og Generalen havde sagt, at han ved at vælge Havet til

Virkefelt kun fortsatte de fædrene Traditioner, eftersom Huset Lange

jo altid havde havt sin Levevei af Havets Producter. Den Tale havde

Madam Siegler selv hørt Ord til andet ude fra Corridoren.

Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der

blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen

udtrykte sig: en "Gemysemand" -- "men han kunde jo dog faae Rødderne

fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun -- hun yndede

ikke Vegetarianere.

De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var

Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade.

Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade

allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde

fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa

en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb.

Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev

sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge

Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det

Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og

Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i

Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af

Aaret af Kaffe med Wienerbrød.

-- "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket

i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været

Selskabelighed?"

"Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo

Sorg!"

"Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo."

"Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar

Herskabet kjører ud. Tjeneren -- det er nu et nydeligt Menneske og af

pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet -- han seer

saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad

Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort -- det er

saa høitideligt!"

Madam Siegler hørte efter med stum Andagt -- hun selv kom kun til det

velhavende Bourgeoisie.

"Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere

paa Palais'et," vedblev Madam Asters -- "nei, Tak, kun en lille Kop!"

"Men hvorfor dog ikke det?"

"Nei, jeg har nu min egen Tro -- men ikke _mine_ Ord igjen! --

Børnene lytter da ikke efter? -- Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet

hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van."

"Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste

Præst i hele Byen -- det er _min_ Præst -- her skal De se hans

Photographi! -- Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!"

"Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev

Madamen. "Gudbevares, han præker storartet -- min Mand og jeg er

ogsaa begyndt at høre ham -- men han er jo noget strix."

"Er han _det_?"

"Jo! -- Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen

Gudfrygtighed paa Palais'et."

"Gjør det _det_?"

"Ja, det gjør, Jomfru -- vi holder 'Kristeligt Dagblad'!"

"Nei, tænk!"

"Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper

og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man

synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe

den over."

"Ja, det kan man jo."

"Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om

Torsdagen -- det vil sige, han spiser ved Mellembordet med

Husjomfruen og Oldfruen -- naturligvis -- men _han_ kan sagtens, for

er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis

nok Kald ude paa Grevskabet!"

"Gud, tænk, saa er _han_ forsørget!"

"_Det_ er han! -- Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra

Bagindien, men _han_ spiste ved Herskabets eget Bord."

"Nei, gjorde han virkelig!"

"Ja, han gjorde saamænd saa -- men Tjeneren sagde ellers, at han

spiste med Kniven!"

"Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget

Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde _den_ til

Vidne paa, at _de_ aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet

kunde bruges paa den Maade.

"Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i,"

sagde Madam Asters med Værdighed, "men _jeg_ synes nu heller ikke,

Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det

var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget --

det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! -- men fordi

man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen

med hele Slænget -- vel, Jomfru? -- Ja, Tak for Kaffe!"

-- Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom

Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af

Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det

Kongelige Theater, og _saa_ stærkt virkede Meddelelsen om denne store

Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny

Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der

skulde være i Ulvesvælget.

_Han_ havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det

vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og

anede Ingenting.

_Der_ blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin

første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden

anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage

Livet af den og begrave den under Lindetræet.

Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav

samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée.

Det lider hen paa Eftersommeren.

Anlæggene paa Kongens Nytorv og foran Christiansborg Slotsruiner har

ganske vist endnu en blændende Blomsterpragt at opvise, og Gladiolus,

Asters og Cactusgeorginer kappes i Farveglød med hinanden, men der

ligger dog et enkelt gulnet Blad i de mørknende Plainer. I Skyggen

seer den store Kastanie ved Holmens Kirke endnu hel grøn ud, men naar

Septembersolen lyser igjennem den, faaer man Øie paa det gyldne Løv,

som allerede er begyndt at tyndes ud.

Midt paa Dagen er "Strøget" endnu sommerligt: der er lyse Damedragter

og ingen Overfrakker, men i Butiksvinduer og Aviser læser man om

"Efteraarsudsalg", og forsynlige Folk med god Samvittighed og stor

Credit -- eller med een af Delene -- bestiller allerede nu den ny

Vinterfrakke hos Skrædderen.

Cyclerne falder i Pris -- brugte eller stjaalne er slet ikke til at

sælge -- Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens

Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt-

og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i

saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at

Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og

Druer fryder Øiet rundt omkring.

Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne,

krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens

Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen

er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer

tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer

med fra Skoven.

Nu har Grønttorvet sin Glansperiode -- der kjøbes ligefrem ind

til Vinterforraad -- og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin

feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der

tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og

Skjællene blinker i Garnet -- det er som Pailletter i et mægtigt

Kniplingsklæde.

De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider

ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke

Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over

at have maattet tage ind.

Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der

syltes Sveskeblommer og Asier -- hele Byen lugter surt --

Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer.

Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved

at se paa de hvide Gardiner -- Stemningen er trykket.

Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske,

der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli,

der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de

fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme.

Sommeren er forbi, det er Efteraar.

* * *

-- Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser.

Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de

aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu

foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at

det var et særlig godt Aar med Høns.

Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han

derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad

den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og

endte saa med at falde i Staver.

Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over

Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse

Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var

der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt

Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med

blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og

Nerier.

Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi,

var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae

paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede

en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel

maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven

indrettet et photographisk Atelier.

Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig

var han -- som de fleste Mennesker jo er -- og han vilde dog nok,

blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind

derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans

Dueslag.

Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al

Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om

Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik

forbi, og spurgte sig for.

Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget

photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og

hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. -- Om

Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og

Terndrup satte sig.

-- "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens

Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den,

naar han engang faaer den!"

Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et

Par Gange:

"Ja, nyt Betræk maa der -- men jeg har forresten de to sidste Søndage

hørt Pastor Knastrup."

"Naa, det har De -- ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om

efter en Lænestol!"

Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun:

"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa

sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man

føler, man er en stor Synder -- hvad man jo ogsaa er, og hvad han,

Gaardmissionairen, ogsaa sagde!"

"Naa, gjør han _det_!"

"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus,

der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets

eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa

Skuldrene vartede op med Handsker paa."

"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst,

skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne

ikke selv gjorde Noget af Jagten!"

-- "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa

Meget at fortælle ovre fra Theatret -- De maa endelig komme op og

høre paa det en Dag!"

"Ja, det skal jeg -- men nu maa jeg gaa!"

"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig

en eller anden god, ny Bog?"

"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?"

"En, der ender godt!"

"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!"

"Ja, ellers vil jeg ikke have den -- man læser da forat blive i godt

Humør og forat være i godt Selskab! -- I gamle Dage var det altid saa

beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine

Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side,

saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet -- og

_det_ var saa hyggeligt!"

"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem --

Farvel, Jomfru!"

"Farvel, Terndrup!"

Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen

og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin

tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa _den_ maatte

Terndrup være med.

Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke.

Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer

og Spisestue, og _der_ saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det

aabne Vindue og stirre ud i Gaarden.

Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet

halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille.

Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om

med en Salonbøsse i Haanden og sagde:

"Den blev der sgu!"

"Hvad for En?"

"Rotten, naturligvis -- ja, det var ingen af de sorte, men jeg har

havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den."

"Naa, saa De jagter!"

"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre

en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en

Bøsse -- og Rotter er da heller ikke Vildt! -- Nei, hvad man har

lovet, det skal man holde! -- Hvad vil De ellers idag?"

Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste

ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.

"Aa, hvad -- nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.

"Ja, det _er_ jo saa -- lad gaa!"

Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa

en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og

grundede.

-- "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.

"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den =Trifolium resupinatum= -- om

det virkelig skulde være _den_! Jeg listede mig ind i Grossererens

Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar

til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at

finde -- hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig

imod mig?"

Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge -- og han er kommen

for nemt til dem -- det er det Hele!"

"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.

"Nei, det var først Faderen, der begyndte."

"Naa, det tænkte jeg nok!"

"Hvorfor det?"

"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus -- ganske som i enhver

anden Slægt, der har en Tradition -- altid som Regel raader en

urban Tone. -- Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa

Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i

samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig

Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet

Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader

til Søn."

"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger

angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og

Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give

hen af!"

"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med

Varme, "saa rank og saa damesikker!"

"Ja, hun er sikker nok! -- Hende skulde _De_ tage, Berner -- hun

kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"

"Nei, virkelig!"

"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! --

Men De vil maaske ikke alligevel?"

"Nei, jeg troer dog ikke -- _hun_ vil vist heller ikke --"

"Aa, nei, det kan være troligt nok!"

"Ja, lad os saa komme afsted!"

Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse,

Terndrup med Kaskjet og Knortekjep.

* * * * *

Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de

udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns

Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende

Halvtag.

-- "Er _det_ nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!"

udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa

den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under

Lindetræerne -- Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en

kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!"

"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden -- det er en rar, kjølig

Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink,

men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og

bestilte to Glas Øl.

-- "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før

gik forbi den?" spurgte Berner.

"Nei -- er der ellers noget Mærkeligt ved den?"

"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger."

"Naa, er det _det_!"

"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag

seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?"

"Aa, jo!"

"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle,

udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med

baade tillands og tilvands -- jeg bliver formelig høitidelig tilmode,

naar jeg gaaer der forbi!"

"Aa, ja -- ja, saagu -- Skaal!"

-- "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men

har De noget imod at gaa om ad Volden -- det Stykke, man endnu _kan_

gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde

ogsaa gjerne have Frø af =Lathyrus latifolius= -- den findes

deroppe."

* * * * *

-- Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm

voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven

er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld.

Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned

ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende

Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre

udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade.

Graven selv -- sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en

Aa -- er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg,

og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen

virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas.

Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes

om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa

Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder

forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem

Modsætningen.

* * * * *

Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi

Colonihaverne.

Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med

Døre, Vinduer og Flagstang -- de ligner strandede Badehuse. Vild Vin,

Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille

Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De

Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her

skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det

lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt

Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte

Interesse Sommeren igjennem.

-- "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup.

"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder

sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa

Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de

krydsende Skinner."

* * * * *

De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om

mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne

Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa

sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune.

"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens

Mission er vel sagtens endt."

"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup.

"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert

enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden,

saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter

af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission

er endt, saa døer Individet eller Racen. -- Noget af det Tungeste, et

Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører,

udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har

nogen Mission -- eller fordi det ikke længere magter den, det har!"

"Aa, ja, saagu -- men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae

Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for _den_ er da vel _Deres_

Mission!"

"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo

dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission."

"Hvad skulde det være for en?"

"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min

Skjærv til deres historiske Opdragelse."

"Aa, ja, det kunde jo tænkes. -- Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud

og maaske leve lidt alligevel!"

* * * * *

-- Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet

og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han

nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle

der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt

kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand.

Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var

Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae

han glimrende, og selv om han kun havde _hørt_ en Fugls Fløiten, var

han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af

og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste

Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og

sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi -- hvad man har lovet,

det skal man holde!"

Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde =Onopordon

Acanthium= paa et nyt Voxested -- bagved Strickers Batteri --

lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en

Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage

tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes

jo hans Optegnelser med to nye Data.

* * * * *

Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde

Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet -- her havde

Berner Aaret iforveien seet Odder.

Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge

oppe i Trediverne.

Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende

Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af

sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et

sammenslaaet Staffeli og en Feltstol.

Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse

med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige

Dødelige.

-- "Godaften, Høistærede!" sagde _han_ med Fløilsfrakken. "Ja,

undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De

bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg

seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte

Kikkerten for Øiet -- ja, undskyld, men jeg _er_ nysgjerrig!"

Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der

havde ført ham herud, og præsenterede sig selv.

"Ja, mit Navn er _Holst_ -- Carl Holst -- jeg er Maler."

"Nei, er _det_ Dem!"

"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans

_Duborg_."

"Hans Duborg! Var det da Dem, som --" begyndte Berner.

"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden

gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik

Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som

siden ikke har rørt Pensel og Palet!"

"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup."

"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa

Dueslaget."

"Har De _det_!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!"

"Ja, oppe fra Atelier'et!"

"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret.

"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør

nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker

mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende

Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog

ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner -- Maler i alt Fald

-- og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet

os et fælles Atelier oppe paa Taget af No 67 i Grønnegade, i det

maaske -- og desværre rimeligvis -- forfængelige Haab, at Lykken

_der_ skal tilsmile os."

Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han

ikke mere malede.

"Aa --", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede:

"Det skal _jeg_ sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede

ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han

slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af

Porcelain og anden Husflid -- meget hæderligt! -- men Malerier tør

han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at

male. -- Gudbevares, havde _jeg_ noget af hans Talent og Teknik, og

havde _han_ noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden

ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!"

"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg.

"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt

og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede

Holst. "_Jeg_ snakker for meget -- det veed Gud, jeg gjør -- men Du

siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!"

-- "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst.

"Ja, jeg har -- et lille et."

"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal",

brummede Duborg.

"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i

Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte

Duborg trække af med mig."

"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup.

"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er

det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en

Bjergside og af den rigtige gamle Kulør -- ikke ækelt carmoisinrødt

eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en

Tinte af Blod -- gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa

Tøihusgaarden ved Siden af -- ja, jeg er Antimilitarist --

naturligvis -- men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte

Kanoner og Morterer -- _det_ er et Billede! -- Jeg vil ogsaa male

det!"

"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde

Berner.

"Naa, ja, historisk -- ja, _det_ ligger nu ikke saadan for mig,"

erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal

sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg

med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses

Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler

jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. -- Der er jo tidt stor

Forskjel paa, hvad man lever _af_, og hvad man lever _for_!"

"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.

"Om jeg gjør! Jeg elsker den -- der er ikke Mage til By i hele

Verden!"

"Vaas!" snærrede Duborg.

"Nei, det er slet ikke Vaas! _Jeg_ kjender da i alt Fald ikke saa en

smuk By -- og Du heller ikke -- nei, Du gjør ikke! -- Ja, jeg veed

meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin:

Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa

Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de

deilige Former, Vorherre har givet dem -- hertillands aner man jo

slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med

-- og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende

Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft -- det er

sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"

"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig

saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.

"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev

Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender

Kjøbenhavn!"

"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig

ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem

kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig

ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."

"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det

har De Ret i! -- Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een

blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har

faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi,

eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har

sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa

characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom

de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."

"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne

Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader

som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."

"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade

og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin

Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det

skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i

hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning!

Nei, Folk er utrolige -- jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at

heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa

Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil --

paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger -- har

De været _der_?"

"Nei, jeg har aldrig været udenlands."

"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert

Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til

Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne

Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed

De, hvad saa _jeg_ skulde være?"

"Nei!"

"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! -- Første Dag begyndte vi

med 'Strøget' -- naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse,

lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane

det Blegrøde igjennem -- _den_ Farvecombination er slet ikke til at

gjengive! -- Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden

kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne,

Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren

-- ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen -- i

alt Fald theoretisk -- og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin

Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade

Asphalt -- bleggult, dirrende Lys -- charmant! Men lad os nu

alligevel holde os til Middagstiden! -- Tænk blot, hvad der er at se

paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd

i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket -- det kan ogsaa være det

Samme! -- men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle

Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok

for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle

Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes

Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og

Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske

nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt,

fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar

Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen

blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige

Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en

hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt --

det er storartet! -- Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes,

Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de

rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa

Vognene -- _det_ er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt,

der baade er Vegetarianer og Fredsven -- _jeg_ er nu kun Fredsven! --

han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt

Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er

Ambulancesoldaterne -- men _det_ kan jeg nu ikke være med til -- jeg

har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om

det stockholmske Blodbad -- som jeg forresten heller ikke har seet --

men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om

Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger

ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer

paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med

Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud -- de

ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede -- pragtfuldt, siger

jeg!"

"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.

"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! -- Tænk saa blot paa

Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset -- se paa

Trappegavlene _der_! Der er ikke noget andet Land i Verden end

Danmark -- og Skaane, naturligvis -- hvor Kirkebygninger har

Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten --

hvadbehager! -- Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra

Rundetaarn -- der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops

Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."

"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.

"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen

bygger en Kasse op _der_, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis

saa kjøn som Ruinerne. -- Det var ogsaa stor Synd, de kuplede

Marmorkirken færdig -- den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"

"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig

havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til

at bygge den op. -- Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa

Kirkepladsen: =Papaver Rhoeas= og mange andre sjeldne Planter midt

inde i Byen, -- ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg

veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum

i Rom."

"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner

-- og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"

"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.

"Nei -- jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"

"De er maaske saadan radical?"

"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke

have, jeg skal være conservativ? -- Nei, duer en Kunsner noget, maa

han altid være i Opposition -- beredt til at holde den hellige Ild

vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller

et Afgudsbillede i Løbet."

"Talemaader!" indskjød Duborg.

"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed -- Gud fri os

for _den_. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele,

saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa

Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver

maa der til! Derfor holder jeg ogsaa -- skjøndt jeg er Republikaner

af Princip -- naturligvis -- det er vi vel forresten Allesammen --"

"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede

Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig

havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for

storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. -- Naa, det er nu

ikke for _det_: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede -- ja, undskyld,

at jeg siger det saa ligefrem -- men de troer, at Kjøbenhavn er hele

Landet!"

"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.

"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.

"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig

umotiveret, "og Berner er da ogsaa --"

"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var

kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner -- naturligvis -- saa

holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og

Vagtparade -- malerisk, forstaaer sig -- det liver nemlig op i

Landskabet og giver Kulører."

Berner smilte. -- "Det var jo _ogsaa_ et Forsvar for Kongedømmet!"

sagde han.

"Ja, kan _De_ levere et bedre?" spurgte Holst.

"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man

seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok --

jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."

"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op.

"Kan man virkelig være _det_!"

"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at

min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage

Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa

Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten

navnlig altid har beundret ved Enevælden -- baade herhjemme og

andensteds -- er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den

findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold

overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod -- jeg vil slet ikke

tale om et socialistisk Fremtidssamfund -- den bliver ganske

naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."

"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af

det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i

al Almindelighed er nok til --"

Berner rystede paa Hovedet.

"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og

Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu

rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun

holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"

"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa

Enden," bemærkede Terndrup.

"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede

vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"

"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen

eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi

grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti

-- og hvor vi slet ikke skal hen."

"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' -- _hvor_

skal vi ikke hen?"

"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at

Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig

nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved

Maalet, men altid har krydset sig frem?"

"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.

"Og _det_, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er,

fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! -- De

husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes

Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den

anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller

den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa

det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."

"Ja, hvad saa?"

"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil

kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil

kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at

have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."

"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af

den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.

"Men _hvilken_ er det?" spurgte Berner med _et_ lunt Smil. "Er det,

forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der

drager En mod Syd -- man kan jo paastaa begge Dele!"

Holst betænkte sig, lo saa og svarede:

"Det er den, der trækker i ret Sydost -- naturligvis -- jeg forstaaer

mig ikke paa at krydse! -- Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg

vilde have sagt -- det gjør jeg nu forresten altid! -- Det var

Farverne, troer jeg, jeg slap ved -- jeg elsker Farver!"

"Ja, _Du_ er jo farvegal!" sagde Duborg.

"Det skulde _Du_ nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent

Farvedelirium! -- Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male

et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender

jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned

imod Kjøbmagergade -- det var et storartet Syn! Gaden var som klippet

ud af en Holbergsk Komedie -- spidse Tage og glade Kviste, naar man

saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og

hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning

i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner -- jeg troer da, det

er Lindekroner -- ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium

-- jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"

"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.

"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner,

"og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens

Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke

Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms

Fremtid, planter Lind -- Parvenuer nøies med Elm -- den groer

hurtigere!"

"Det er meget muligt -- men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne

Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende

en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken -- jeg beder Dem blot

erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer -- der er ikke saa pragtfuld

en Uniform i hele Armeen! -- Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige

det, et storartet Billede!"

"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.

"Det var der sgu Ingen, der kjøbte -- naturligvis -- det hænger

hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"

* * * * *

-- Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad --

alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden --

og sig selv -- at fortsætte.

Hver Fredag Eftermiddag, naar Marie kom fra Theatret, stillede hun

hos Jomfru Buxbom -- det blev en fast Regel. Saa kunde hun jo nemlig

meddele Repertoiret for den kommende Uge, hvilket Jomfruen, skjøndt

hun næsten aldrig mere kom paa Komedie, dog havde den største

Interesse af at vide Besked om to, tre Timer førend almindelige

Dødelige kunde læse sig det til i Aftenaviserne. Repertoiret

refereredes, og Repertoiret kritiseredes, og saa fortalte Marie Løst

og Fast derovrefra -- Jomfru Buxbom gjorde ligefrem Kaffegilde paa

hende, og selv Madam Asters udbad sig speciel Invitation til et

saadant.

Det var jo endnu kun Smaatræk af det daglige Liv og den daglige

Undervisning paa Theatret, som Marie kunde fortælle, men ogsaa _det_

var jo høist interessant; i alt Fald var hun selv uhyre optagen deraf

og syntes, at alle Andre ogsaa maatte være det.

Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse

med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg,

og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer

til Sminke og Pudder.

Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind

i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer

af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile -- man kunde

næsten blive bange for sig selv, syntes hun.

Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin

Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid

Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte

Undervisningen.

Naar _den_ efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa

Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et

Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa

"Læseskolen" Klokken Halvtolv.

_Den_ var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig -- alt

for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden -- blev Undervisningen

afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og

sad i spændt Forventning -- Tankerne var langt fra Geographien eller

Naturhistorien -- endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa

Scenen.

Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i

almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der

blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden

rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert

Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i

Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange

Tacter om.

Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet

Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa

Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret

til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev

kritiseret -- og kritiseret skarpt -- Theatermaleren saae første Gang

sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen

beundrede sine egne Dragter.

Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at

drøfte.

Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen,

bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde,

naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne

mellem de pailletterede Skjørter.

Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over

Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om

Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager --

Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap -- og stod en Ballet som "Napoli"

eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel

Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som

repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre.

Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort.

Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en

ældre Kamerat -- de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa

en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her

gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og

"slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel

Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over.

Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa

dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og

Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende

Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet

slet ikke kunde naa hen, _der_ var Snoreloftet.

Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i

Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned;

stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren

var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der

maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog

til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i

Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren

stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med

Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene.

* * * * *

Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru

Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring -- og denne Beundring var

medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst.

Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til

Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for

"Satans Tempel", og _det_ var dog Jomfru Buxbom for meget. --

"Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde

hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste

og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser

rundt med hvide Vinger paa -- det kalder han for Satans Tempel! Nei,

jeg vil ikke høre den Person tiere!"

Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i

Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari.

Poul var ude med Vintercorvetten.