1901
Første til tredie Tusende.
Øverst oppe i et Hus i Gothersgade, nær ved Kongens Nytorv, stod der
To og saae fra et Dueslag ud over Kjøbenhavn.
* * * * *
Et stivnet Bølgehav af spidse, mørkerøde Tage med utalte Skorstene og
nysgjerrige Luger; Gaarde, snevre og dybe som Skakter, Gaarde, der
ligesom visse indeklemte Fjelddale kun een Gang om Aaret fanger en
Solstraale i deres Bund; aabne Vinduer og lukkede Vinduer, Smaavask
paa Tørresnore spændte fra Kvist til Kvist, og hist og her, hvor man
mindst venter det, Trækroner indesluttede af Mure som Stueplanten af
Urtepotten -- det er det Nærmeste.
Rundt omkring voxer Taarne og Kirkespir op over den røgslørede
Tagvrimmel; de irrede Kobbertage paa Christiansborgs Sidefløie, paa
Slotskirken og paa Thorvaldsens Musæum ligger som smilende, lysgrønne
Enge, men glider Øiet længere ud, er der ikke mere lystige røde
Spidstage eller Farver overhovedet: kun graa Skifer, død, flad
Skifer -- en ensformig Stenørken som i alle moderne Storbyer.
Langt borte blinker til den ene Side Sundet med Søforterne og den
svenske Kyst i Baggrunden, til den anden Side, Nordpaa, strækker sig
"Landet" -- hvor langt _det_ gaaer, veed ingen Kjøbenhavner.
* * * * *
-- Det var bagende varmt, Himlen var blaa og Havet blaat, og naar den
tumlende Dueflok pludselig slog et Slag, glitrede Vingerne i Solen.
* * * * *
-- "Jeg kjender dog ellers mit Kjøbenhavn," sagde den Ene, "men seet
i Fugleperspectiv tager det sig jo rigtignok noget anderledes ud end
seet nedefra!"
"Ja, se _De_ kjender nu Gaderne," svarede den Anden med kjendeligt
jydsk Tonefald, "_jeg_ kjender bedst Tagene og Skorstenene."
Den Første var en halvhundredaarig Mand, beskedent men soigneret,
næsten pillent klædt; mager og skjægløs var han, et Par Guldbriller
sad tæt ind til de graa, rolige Øine, Frakken -- lang, sort -- saae
ud til at være for stor til ham, men var det alligevel ikke: han
lignede nærmest en gammeldags Professor eller en Adjunct fra en
Provinsby.
Det var cand. phil., Kommunelærer _Berner_.
Den Anden saae ud til at være nogle Aar ældre. En gammel Kaskjet var
skudt tilbage i Nakken, saa det graasprængte, krusede Haar stak frem
under den knækkede Skygge, eet Øie havde han kun -- et fiffigt,
polisk Øie -- og det runde, rødmussede Ansigt var stubbet -- kjøn var
han ikke og soigneret saamænd heller ikke.
Det var Boghandler -- antikvarisk Boghandler -- _Terndrup_.
-- "Ja, heroppe kan man da faae en Mundfuld Luft," vedblev
Sidstnævnte.
"Det kan man da heldigvis ogsaa i Gaderne," sagde Berner.
"Aa, ja -- ja, saagu," indrømmede Terndrup, "men hvad _er_ det for
Luft! Den er brugt noget rigeligt, før man faaer den -- ligesom
de fleste af de Skolebøger, Drengene vil sælge til mig. Nei,
Kjøbenhavn --"
"Ja, Kjøbenhavn er en velsignet By -- eller _har_ i alt Fald været
det!" afbrød Berner ham og saae frem for sig.
-- "Naa, De kigger over til det ny Raadhus," sagde Terndrup efter en
Pause, "ja, det bliver et grumme Taarn efter Tegningen at dømme, og
det vil alligevel pynte svært op paa Revieret!"
"Jeg saae nu forresten _ikke_ efter Raadhuset" svarede Berner
alvorligt. "Jeg saae paa Christiansborgs Ruiner -- _de_ pynter ikke!"
"Aa, nei, saagu, ikke saadan -- men saa maa Kjøbenhavnerne trøste sig
med, at de faaer Raadhuset."
"Ja, det er mig dog ikke tilstrækkeligt. Det er meget godt, at
Kjøbenhavn udvider sig til alle Sider, at der kommer Hotel efter
Hotel, Butik ved Butik -- en By af Jern og Glas -- og at det ny
Raadhus skygger over det Hele, men som der over enhver By maa løfte
sig Kirketaarne -- Klokkeklangen maa kunne række over alle Tage og
ned i alle Gaarde -- saadan maa der midt i en gammel Kongestad kneise
et Slot med Tinder og kronet Spir."
"Aa, ja, saagu, der kan være Noget i det."
"Det er ganske naturligt," vedblev Berner, "at man nu vil stille en
Statue af Den, der grundede Byen, op over Hovedindgangen til det ny
Raadhus, men for mig er der dog noget underlig Trist i at gjøre det,
saa længe som der ikke ligger et Slot men kun sodede Ruiner paa
Absalons Holm og over Absalons gamle Brønd. -- Ja, De veed jo nok, at
den djærve Bisp nu engang er _min_ Helt: han værnede ikke blot Kirken
men ogsaa Landet, han sloges selv som den Bedste mod Venderne, og han
reiste den Borg, som Kjøbenhavn er voxet op om."
"Ja, han gjorde jo saa."
"Men kan De saa ikke forstaa, at der i 'Kongens Kjøbenhavn' maa være
et 'Kjøbenhavns Slot' som Midtpunct paa den ældste historiske Grund!"
"Aa, jo, saagu," indrømmede Terndrup atter, "men det ny Raadhus
kommer jo ogsaa til at ligge paa historisk Grund: det var da _der_,
Borgerne i 1659 slog Stormen tilbage -- jeg gad nu ellers vidst, om
Kjøbenhavnerne vil bære sig ligedan ad som dengang, om der igjen
skulde komme en Fjende og ligge for Voldene."
"Det kan De stole paa -- i saa Tilfælde føler Enhver sig som Borger
af sin By! Men de gamle Volde og Grave fra dengang -- ja, nu er der
fem Etagers Huse, hvor de laa! -- Aa, hvor var der deiligt, Terndrup,
nede ved Stadsgraven! Jeg kan slet ikke tænke mig noget mere Frodigt
end _den_ Vegetation: alle de mange forskjellige Træer -- sjeldne
Salix -- og Gifttyde, Arum, Calmus og Krebsklo -- _der_ var Noget at
samle! Og hvor var der fredeligt dernede en Sommeraften! Min Fader
havde Baad og Fisketegn, og naar vi laa udenfor Rørene, ude i det
stille, sorte Vand, mens Nattergalene slog i Buskene, og Myggene
dansede over den oliegrønne Andemad -- De kan tro, _det_ glemmer man
ikke!"
"Aa, nei, det kan jeg forstaa! -- Der var nok ogsaa god Jagt ved
Stadsgraven, har jeg ladet mig fortælle: der blev lagt Ællinger ud
og --"
"Ja, _der_ var Dyreliv!" afbrød Berner ham ivrigt. "Jeg har Snese
Gange truffet baade Odder, Ræv og Grævling dernede; de hule Piletræer
var fulde af Flagermus, og i strenge Vintre kunde der komme et helt
Træk af Sidensvanser -- ja, een Gang har jeg seet Isfuglen dykke! --
Og hele den Flora, der var i Kirsebærgangen og paa Voldene: =Tulipa
silvestris= og de to Arter =Ornithogalum= og --"
"Naa, ja, Planterne, veed De nok, kerer jeg mig nu ikke saa meget om,
men Jagten -- hvor fik man Skydetegn fra?"
"Det veed jeg virkelig ikke!"
"Ikke? -- Naa, ja, man kunde vel ogsaa ramme uden at have Tegn!"
Der blev igjen en Pause, og denne Gang var det Berner, der gjorde
Ende paa den ved at spørge:
"Hvad staaer _De_ nu egentlig og seer saa vist efter?"
"Aa, ikke saadan efter Noget," svarede Terndrup. -- "Jo, jeg troer
ellers, jeg saae ud over Dyrehaven og tænkte paa, at derovre, ud ad
den Kant til, _der_ ligger Jylland!"
"Ja, er det nu ikke underligt nok," sagde Berner, "det gaaer med en
Bys Befolkning som med dens Flora: der er en fast Bestand, som ikke
skifter, men ny Arter forvilder sig stadig herind mellem Brostenene,
og nogle acclimatiseres, andre ikke -- _De_ er nu aldrig bleven det!"
"Nei, det veed Gud, jeg ikke er!" erklærede Terndrup.
"Og jeg," vedblev Berner, "jeg er knyttet saa fast til min By, at jeg
slet ikke kunde tænke mig at leve noget andet Sted i Verden end her.
-- Det kommer vel ogsaa af, at jeg er født paa Slottet, paa selve
Absalons Holm," tilføiede han med et Smil -- han blev formelig kjøn
ved det Smil -- "og døbt med Vand fra Absalons Brønd!"
"Ja, og _jeg_ er født ved Ringkjøbing," sagde Terndrup, "det gjør
strax en Forskjel!"
* * * * *
-- De var ved at gaa ned fra Dueslaget, da Terndrup pludselig
interesseret udbrød:
"Nei, vil man se, hvor Jomfruens Pralbønner skyder op, det var da
svært!"
"Hvor?" spurgte Berner.
"Dernede -- i Kassen udenfor det Vindue paa fjerde Sal! Ja, hun har
baade Pralbønner og Purløg og Karse og Radiser, det er en hel Have."
"Hvilken Jomfru?" spurgte Berner igjen.
"Herregud, Jomfru Buxbom! -- De veed, hende, der holder Skole!"
"Naa, hun!"
"Ja, hun er da omtrent lige saa god Kjøbenhavner som De!"
"Er hun det?"
"Ja -- det vil sige, hun er rigtignok ikke født paa Slottet!"
* * * * *
Og saa gik de ned, ned ad de mange slidte, mørke Trapper, hvor
indegjemt Petroleumsos og gammel Kjøkkenlugt slog dem imøde, og da
de stod i Gadedøren, følte Berner sig aabenbart igjen paa hjemlig
Grund, medens Terndrup egentlig snarest saae ud som en Mand, der har
sagt Farvel til Frihed, Lys og Luft.
-- "Saa kommer jeg altsaa paa Lørdag Aften," sagde Berner, "og saa
gjør vi en Excursion til Amager."
"Ja, det er saa meget godt -- Farvel!"
"Farvel!"
_Terndrup_ var en ægte Vesterjyde, Søn af en fattig Skolelærer. Da
han var tolv Aar, skjød han sin første Hare inde paa Sognefogdens
Pløiejord, og da han var bleven sexten, vidste intet løbende eller
flyvende Vildt indenfor en Omkreds med ham som Centrum og en Radius
af tre Mil sig sikkert for hans Skud.
Han kom paa Seminariet, gik ogsaa, mens han var _der_, paa Jagt, men
fik dog Examen -- med hvad Characteer er det ikke værd at tale om --
og var derefter saa heldig, eller uheldig, at blive kaldet til
Skolelærer et Sted vesterpaa i Jylland, hvor der var godt med al
Slags Jagt.
Det var en Skolelærer, som Ungerne kunde bruge! I Jagttiden -- og den
spændte for _ham_ over Størstedelen af Aaret -- hændte det nemlig
hveranden Dag, at Skolen fik fri, saa under _det_ og saa under _det_
Paaskud, og var et Stykke Vildt fra et af Godserne i Omegnen bleven
seet i Amtsplantagen -- hvor han forresten slet ikke havde Jagtret
-- saa belønnedes en halv Snes Stykker af de flinkeste Drenge med at
faae Lov til at klappe Plantagen igjennem for ham. Det gik endda --
mærkeligt nok -- men værre var det, at han sommetider, naar der ikke
vilde gaa Streifvildt i Amtsplantagen, selv gik ind og hentede et
Stykke paa det nærmeste Gods. Det blev naturligvis baade opdaget og
meldt, han fik skrappe Advarsler, siden Bøder -- hans Stilling blev
efterhaanden stærkt truet.
Og saa kom Katastrophen: Bispevisitatsen, den, han af og til, naar
han havde spist rørig Mad til Aften, kunde drømme om som i Mareridt.
Børnene havde naturligvis Ingenting -- bogstavelig Ingenting -- lært;
Examinationen blev en Skandale, og han fik Afsked paa graat Papir.
Saa levede han et Par Aar paa Gjæsteri hos gode jydske Venner, gik
paa Jagt og drak Kaffepunscher -- mange Kaffepunscher og stærke
Kaffepunscher -- men da han en skjønne Dag mærkede, at han rystede
lidt paa Haanden i Aftrækket, og at man ligesom begyndte at blive en
Smule kjed af ham, tog han en kraftig Beslutning, solgte sin Bøsse
for ti Rigsdaler, lovede sig selv hverken at røre Skyder eller
Punscher mere og drog til Kjøbenhavn.
Her begyndte han i en mørk Baggade at handle med gamle Bøger og
Naturalier, og efterhaanden fik han en fast Kundekreds af
Skoledrenge i skiftende Generationer, saa at han efter en Del Aars
Forløb kunde flytte hen i Gothersgade, i et af de høie, kjedelige
Huse, der hverken har nogen bestemt Farve eller nogensomhelst
Architectur, men kun gjør et Indtryk af tilfældigt Graat i Graat. I
Stueetagen her aabnede han sin "Handel med brugte Bøger og
Naturalier" -- senere kom Frimærkernes Tid; de sidste blev han lidt
efter lidt tvungen ind paa, men skjøndt han egentlig bestandig dybt
foragtede dem, maatte han dog indrømme, "at man ligegodt ender med at
faae saadan en Slags Interesse for det Kram, naar man hver Dag maa
staa og pille ved det."
Efterhaanden kjendte han sine Kunders forskjellige Samlinger omtrent
lige saa godt, som de selv kjendte dem: vidste, om Peter manglede et
Turn og Taxis Mærke, og Hans et Æg af den store Tornskade, og
huskede, hvem der havde byttet Skolebøger for Morskabsbøger, og hvem
der havde gjort det Modsatte.
Pige holdt han ikke, og Hund heller ikke; han nøiedes med at have
Duer og Stærkasser, og sin Mad lavede han selv, tarvelig til det
Yderste -- han var ikke for Ingenting Jyde. Vilde han imellem
delicatere sig, gik han om Efteraaret tidlig paa Morgenen til
Grønttorvet og kjøbte et halvt Fjerdingkar gule Blommer eller ned til
en Pæreskipper ved Gammelstrand og fik et rødternet Tørklæde fyldt
med Løgæbler, som han selv bar hjem og stegte i Kakkelovnen;
Vinteraftener kunde han fristes af en Lageagurk eller af Rødbederne i
et Spækhøkervindue -- det var den høieste Luxus.
Adskillige Gange om Dagen heftede han et Stykke Pap med Paaskriften
"Kommer strax" paa Døren; det betød, at han var oppe at trække frisk
Luft paa Slaget. Stod han _der_ og saae sine Duer tumle omkring og
kæntre paa Vingerne, glemte han for en Stund Butiken og Gaderne --
han var hævet over det Hele.
Men "nede" havde han af og til sine Anfægtelser. Andre Mennesker har
Foraarsfornemmelser, _han_ havde Efteraarsfornemmelser. Naar de
første Agerhøns viste sig udenfor Vildthandlernes Vinduer, og naar
der hang Knipper af Brokfugle, saa længtes han dobbelt efter det
forjættede Land. Og mødte han en kjøn Hønsehund paa Gaden, stod han
stille og saae efter den, og hørte han pludselig et ægte, uforfalsket
Jydsk lyde midt i Kjøbenhavn, saa standsede han ogsaa og lyttede som
til en liflig Musik.
Søndag Aftener kunde han gaa ad Damhussøen og Rødovre til forat høre
Solen blive ringet ned fra en Landsbykirke, og kom han hjem fra
saadan en Tur, var han gjerne hel vemodig stemt, ligesom naar han i
Efteraarsnætter havde hørt Regnspoverne fløite paa Trækket over
Kjøbenhavn. Saa maatte den gamle Violin frem -- den var det eneste
ydre Minde fra hans Skolemesterdage -- og inde i den lille Stue bag
Butiken spillede han sig til Ro ved gamle Melodier, Bondeviser og
Danse fra Høstgilderne.
En fremmed Fugl i den store By var og blev han, men helt anderledes
end tidligere formede dog hans Liv sig fra den Tid af, da han havde
lært Berner at kjende.
* * * * *
Det var nu en femten Aar siden, at Cand. phil. _Berner_ første Gang
var kommen ind i hans Butik og havde spurgt efter et gammelt
naturhistorisk Værk; han var oftere kommen igjen, de passiarede
sammen, de mødtes i en fælles Interesse, og tilsidst var de, til
Trods for al Forskjel i Dannelse, Anskuelser og Sympathier bleven
Venner.
Den fælles Interesse, i hvilken de mødtes, var Interessen for
Kjøbenhavns Fauna.
Berner, der var Søn af ret velstillede Forældre -- Faderen havde
været kongelig Livkusk og havde som saadan havt Embedsbolig i den
vestre Sidefløi af Christiansborg Slot -- vilde oprindelig, da han
var bleven Student, have taget Magisterconferens i Naturhistorie, men
efterhaanden blev _det_, der tiltrak ham ved Studiet, saa udelukkende
Kjøbenhavns Fauna og Flora, at han forsømte alt Andet og ikke fik
Examen. Saa blev han Lærer ved de offentlige Skoler, passede sin
Undervisning samvittighedsfuldt, men brugte saa godt som al Fritid
til sit Yndlingsstudium.
Terndrup havde i Begyndelsen slet ikke villet tro, at der overhovedet
kunde være nogen Fauna og Flora at studere paa Kjøbenhavns Grund, og
han gjorde store Øine, da han første Gang hørte, at der endnu var
Odder i Christianshavns Grave, at Vandrefalken hvert Foraar og
Efteraar holdt til ved Frederikskirken, hvorfra den gjorde sine
Razziaer efter Duer rundt omkring i Staden, og at der i enkelte gamle
Huse maaske endnu kunde findes Exemplarer af den sorte Rotte.
Jægerblodet skjød op i ham; kunde -- og vilde -- han end ikke mere
skyde, saa var det dog en Slags Surrogat for Jagt at følge Berner paa
hans Excursioner, opdage en rugende Graaand i Frederiksberg Have og
iagttage Fugletrækket ved Kallebodstrand.
Byens Flora lærte Terndrup derimod aldrig at faae nogen rigtig
Interesse for, og end ikke Berners Fortælling om en saadan forsvunden
Raritet som den italienske Kløver -- =Trifolium resupinatum= -- der i
sin Tid fandtes paa Slotsholmen, paa Pladsen omkring Thorvaldsens
Musæum, formaaede at fængsle ham videre.
Som Berner levede for sin Fødebys skiftende Fauna og skiftende Flora
og dyrkede den med en næsten pietetsfuld Kjærlighed, saaledes dyrkede
han ogsaa selve Byen, den gamle By, elskede -- lidenskabeligt men
ensidigt -- Alt, hvad der i den mindede om Fortiden, og saae med
historisk Glæde paa hver gammel Mur og hvert gammelt Træ.
Og denne Kjærlighed og denne Glæde søgte han efter Evne at meddele
sine Elever. Om Søndagen gjorde han næsten altid Ture med en Flok
Drenge fra Kommuneskolen; det var naturligvis Drengenes egen Sag, om
de vilde møde, men der meldte sig altid Frivillige nok, for Berners
Excursioner havde et godt Lov paa sig. Snart gik han rundt med dem i
selve Byen -- først og fremmest paa Slotsholmen, "Absalons Holm", som
han aldrig glemte at tilføie -- viste dem Grænserne for det gamle
Kjøbenhavn, Ruinerne af Jermers Taarn og den Linie udenfor Stormgade,
hvor det var gaaet hedest til under Kampen, og derfra kunde han gjøre
en Runde gjennem Gader som Knabrostræde, Kattesundet, Snaregade og
Hyskenstræde blot for paa selve Stedet at forklare de underlige Navne
og for i et gammelt Hus at vise dem en indmuret Bombe fra 1807; snart
var man i Byens Udkanter med ham, paa Fælleden og paa Christianshavn,
og saa var det nærmest Dyre- og Plantelivet, det gjaldt, men hvert
Øieblik bragte dog ogsaa her en historisk Bemærkning, en Oplysning om
gamle Dage -- "for en kjøbenhavnsk Dreng kan aldrig vide for meget om
Kjøbenhavn," pleiede han at sige.
Reiser havde han aldrig gjort, knap nok været borte fra Byens
Territorium. Rosenborg Have og Frederiksberg Have, Castelsvolden og
Christianshavns Vold, Lindetræerne paa Helligaands Kirkeplads og
Kastanietræet i Holbergs Gaard, det var for ham Skov nok: her kunde
han jo følge Udspring, Blomstring og Løvfald, og her var "historisk
Luft" under Trækronerne.
Conservativ paa alle Omraader var han, conservativ af Opdragelse,
Overbevisning og Temperament. Ikke for Intet var han jo, som han nok
holdt af at fortælle, født paa Absalons Holm, paa selve Slottet, og
"døbt med Vand fra Absalons Brønd", og ikke for Intet havde hans
Slægt -- en ganske jevn Borgerslægt -- været bosat i Byen saa langt
tilbage, at en af hans Forfædre under Kjøbenhavns Beleiring 1659
vidstes at have staaet i Gevær under Gyldenløve og gjort det store
Udfald med gjennem Dronningens Have.
Stilfærdigt og uden synderlig Omgang levede han efter Faderens Død i
sin Ungkarleleilighed i Nyhavn -- han var naturligvis Pebersvend --
og som han aldrig havde været egentlig ung, syntes han heller ikke at
ældes med Aarene -- maaske kom det ogsaa af, at han Livet igjennem
aldrig havde slaaet en Streg uden efter Lineal.
Lørdag Formiddag bankede det paa Døren til Terndrups Butik, og et
kjønt Pigebarn paa en halv Snes Aar, lille og fin, med store blaa
Øine og gule Krøller kom ind.
"Goddag, Goddag, bitte Marie!" raabte Terndrup, "hvad vil Du? Er Du
ikke i Skole?"
"Jo," lød Svaret, "men jeg skulde hilse fra Jomfru Buxbom og bede, om
De ikke kunde komme op til hende strax, for der var noget meget
Vigtigt, hun endelig maatte tale med Dem om."
"Meget Vigtigt?" brummede Terndrup. "Vrøvl naturligvis! -- Er
Papegøien bleven syg?"
"Nei, den feiler vist Ingenting."
"Naa, ja, saa sig, at jeg skal komme."
Pigebarnet gik, Terndrup hængte Placaten med "Kommer strax" paa Døren
og stavrede saa op paa fjerde Sal.
En Porcelainsplade paa en skjæv Dør bar Inscriptionen:
_Emilie Buxbom._
Privat Undervisning.