* * * * *
Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne
kom farende ind i Fruens Kabinet.
»Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange ... jeg saa det ...
nede i Alléen.«
»Hvad siger De --?« Fruen var ved at synke i Knæ, Tjeneren maatte
gribe om hende.
»Er det sandt, Louis? Forklar Dem?«
Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set:
Allerede nu var Soldaterne borte og havde ført Herren med.
Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa. Selv vaklede hun ind
til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens
fortvivlede Ansigt.
»August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast
paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!«
Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig
mer.
»Esther! Esther!«
Stemmen kom fra det aabne Vindu.
Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt.
Det var Greven selv.