Kapitel I.
(Da Fjenden kom.)
Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og ivrig Politiker. Kort
efter Krigen brød ud, maatte han flygte fra Gods og Hjem og holde
sig skjult paa et ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Sønnen --
vor Detektiv -- var den Gang lige fyldt de 18, men en kvik og
velvoksen Fyr.
En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sædvanlige Fisketur i
den store Skovsø og nærmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og
fortvivlet kom ham i Møde.
»Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far -- --« Hun
brast i Graad.
»Hvad er der, Mor? Har Far været her igen? Sig mig det!«
Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede i Graad: »Der er kommen
Soldater hertil, August! De er paa Spor efter ham. En eller anden
maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han
flygte bort fra Landet, tilbage til England. -- Aa August ... kunde
han blot faa #en# Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes
... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!«
»En Time? Blot en Time?« gentog Drengen.
»Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...«
Den unge Grev August kyssede Moderen.
»Vær rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring. Gid jeg blot
først kunde faa sagt ham et Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i
Stuen og bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er Fars Søn!«
Han kyssede hende og løb hurtigt op paa sit Værelse. Han samlede
nogle Sager sammen i et Tørklæde, og med dette i Haanden listede han
atter ned. Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr
aabnede han Bylten ...
* * * * *
Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer
kom ridende nede i Alléen.
»Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et
Sted!« kommanderede Anføreren.
De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin
Hest og gav et Glædeshyl fra sig.
»Der er han! Der staar En bag det Træ!«
Og virkelig! Anføreren saa det selv.
»Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin Sabel.
Hele Troppen ladede, parat til at fyre.
En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans Haar og Skæg var langt og
uredt som dens, der boer i Landflygtighed.
»Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot, hvis I har Lyst!«
»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over hans Frisprog. »Var din
Tunge, dit Uhyre af en Rebel!«
Men Rebellen rynkede Brynene:
»Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem
De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Château
Campnell!«
Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende
Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din
politiske Svinemikkel!«