Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig --«

Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og

uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig

skjult som en Fredløs.

».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte

og græd paa samme Tid.

»Jamen, saa #maa# det jo have været August! Aa min tapre, kære,

velsignede Dreng.«

»August? Har August ...«

Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie.

Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa --

Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at

maatte tale med Fruen.

Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Alléen havde

set Soldaterne slæbe bort med en Mand, der paafaldende lignede

Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her!

Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu.

Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg og Paryk -- det,

Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld -- havde han

ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.

»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans

sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig

glemme Dig ... Dig er det, som redder os!«

Kapitel II.

(I Gæstgivergaarden.)

Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men først sent

paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere

Gange maattet spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt

de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard.

I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens

Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hænderne.

Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at

bringe Fangen hen til sig.

»Vil Du have noget at spise?«

Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare.

»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?«

Den unge smilte: »Er De en #kejserlig# Officer? Det mærker man ikke.

De er Slagter, er De!«

»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange

Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!«

»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.«

Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt

nærmere.

Skægget gik af!

»Hva' --?«

Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det

hele berusede Korps.

»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til

Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden

ud: »Nu Haaret den samme Vej!«

Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar

og trak til.

Men da han ikke mødte den Modstand, han -- trods alt -- havde

ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet.

En adelig Opdager · 第 31 / 33 题