Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og
uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig
skjult som en Fredløs.
».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte
og græd paa samme Tid.
»Jamen, saa #maa# det jo have været August! Aa min tapre, kære,
velsignede Dreng.«
»August? Har August ...«
Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie.
Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa --
Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at
maatte tale med Fruen.
Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Alléen havde
set Soldaterne slæbe bort med en Mand, der paafaldende lignede
Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her!
Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu.
Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg og Paryk -- det,
Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld -- havde han
ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.
»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans
sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig
glemme Dig ... Dig er det, som redder os!«
Kapitel II.
(I Gæstgivergaarden.)
Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men først sent
paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere
Gange maattet spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt
de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard.
I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens
Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hænderne.
Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at
bringe Fangen hen til sig.
»Vil Du have noget at spise?«
Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare.
»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?«
Den unge smilte: »Er De en #kejserlig# Officer? Det mærker man ikke.
De er Slagter, er De!«
»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange
Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!«
»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.«
Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt
nærmere.
Skægget gik af!
»Hva' --?«
Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det
hele berusede Korps.
»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til
Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden
ud: »Nu Haaret den samme Vej!«
Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar
og trak til.
Men da han ikke mødte den Modstand, han -- trods alt -- havde
ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet.