Kapitel I.
(Overraskelsen.)
»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i
Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal
De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«
Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende
Tanker.
»Hvad ... Goddag! Er De her?«
Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.
»Frk. ... Frk. Dundas?«
Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud.
»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?«
»Jeg kom i Gaar, Frøken!«
Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:
»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«
»De er -- er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden
kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i
Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste
straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader
var Præst, end sige min egen Sognepræst.«
Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen
ledet over paa andre Emner.
»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!«
Carr smilede lidt bittert.
»Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke
heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa
til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg
derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«
»Ja, det ser jeg unægtelig.«
»-- Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en
Taler ...«
»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der
undertiden næsten kan minde om Dem.«
»Saa--aa?«
Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin
Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til
Maedenham.
Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.
Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent
udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.
»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver
Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg
lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil
jeg gerne helt have fri.«
Kapellanen bukkede.
Nu kom Fruen ind.
»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for
hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare
udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en
Hukommelse!«
Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den
Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner
i Præstegaarden den Dag.
Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var
eftersendt fra Cranleigh.
»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her
dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...«
Resolut lukkede han Brevet op:
»Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro
paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi
forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.
Deres ærbødige
_Cook & Sable_.«
Kapellanen rev Brevet i Stykker.
»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre.
»Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne -- hm!« Papiret i
Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet
1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være
ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg
tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg
skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst,
bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen
Tid til Forberedelse!«
Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl
om Pastor Dundas Popularitet.
»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?«
»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa
vidunderligt.«
Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele
Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn.
Nu nævnede Dundas Teksten.
Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han
havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt
lærerigt altsaa!
Prædikenen begyndte.
Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa
Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede
aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak
han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«
Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:
»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«
»Ja--a, jeg ved skam ikke.«
»Mellem os -- hvad mener De om min Prædiken?«
»Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«
»Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er
altid et af mine Principper.«
»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er
sandelig en Karakter!«
En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.
»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes,
netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage
holdt i Cranleigh.«
»Naa, det tror jeg ikke!«
»Ja hvorfor ikke?«
Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til
Præstegaarden.
Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans
Værtinde ind.
»Ringede De?«
»Næ--æ.«
Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager
det Dem ikke?«
»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa
skyndte han sig atter til Kirken.
Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten
meddelte ham det.
»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde
ventet mig mere, Hr. Carr!«
-- I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund
det almindelige Samtaleemne.
»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame.
»Saa--aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen
interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.
»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende
Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b.
m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.
Pastoren talte videre.
Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig
saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.
»Hvem er det?« lød det barskt.
»Det er mig!«
Nu saa han, hvem det var.
De stod lidt tavse.
Carr rakte hende tøvende Haanden.
Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.
»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens
Datter ...«
»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny
Kapellan ...«
»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --«
Han drog hende til sig og kyssede hende.
»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i
Mørket?«
#Ja, hvad gjorde hun dog?#
Kapitel II.
(Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)
»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som
Kapellan!«
Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og
alvorligt Ansigt.
Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:
»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra
været en Gentleman's!«
»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«
Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.
»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min
Datter, før De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra
sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver
hende Ret til at stræbe langt højere end til -- en theologisk
Kandidat af Deres Art.«
»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.«
»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min
Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«
»Har hun sagt det?«
Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i
Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som
Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand
kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.«
Kapellanen smilede atter.
»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.«
»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre
travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og
-- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prædike paa Søndag til
Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.«
»Skal #jeg# prædike paa Søndag?« kom det forbavset.
»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid,
desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af
#Dem#. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.«
Kapellanen bukkede og gik.
Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han
til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede
Prædiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende Klient vilde den
altsaa være i Hænde senest næste Middag.
I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar
Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald.
Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at
han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu
forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen.
Kapellanen gik da paa Prædikestolen. Sognepræsten fulgte ham med
Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet.
Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med
Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal
jeg tro?«
Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og
aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale.
»Hr. Carr --« stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt.
»Ja, Hr. Pastor?«
»Hm -- hm -- der er noget, jeg vil spørge Dem om!«
»Til Tjeneste!«
»Eh -- æ -- jeg mener -- var det Deres egen?«
»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres
Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke -- det vilde jo være
slet og ret Bedrageri.«
»Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.«
»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor Dundas?« fortsatte
Kapellanen.
»Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!«
Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time efter bankede det paa
hos Kappelanen. Det var igen Pastor Dundas.
Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg.
»Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til andre end Dem selv?«
Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde sendt Prædikener til
Cook & Sable, men forøvrigt havde besluttet at ophøre dermed i
Fremtiden.
»Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt --?« Præstens Øjne
skød Lyn.
»Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!«
Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev
pludselig som et Barn.
»Ja, jeg ved det, jeg ved det --« jamrede han. »Men hvorfor ... hvad
har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?«
»Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine
Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem,
Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo
overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja
ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os
sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.«
»Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første
Overraskelse.
»Ja, det er jo en Aftale.«
Præsten rystede energisk paa Hovedet.
»Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse! Hvad skal jeg arme Menneske
gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var
grædefærdig. -- »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage
Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os
hjælpes ad ...«
Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst.
»Og De synes, #det# er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?«
»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et.
»Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er
Menigheden til Efterfølgelse.«
Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne
Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs#
Skyld gjort Lykke.
Carr og Mimi beholdt hinanden.