Kapitel I.
(Paa Havet.)
Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.
Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af
Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte
aabnedes.
En høj, slank Mand kom ind.
Hvem var det?
Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham
før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og
skægløst, men Øjnene sorte som Kul.
Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren
ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.
Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og
nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:
»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«
Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at
stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage,
lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.
Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin
Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.
»Naa, ja -- hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget
mærkværdigt i den hele Beretning.
Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det
var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun
Kaptajnen.
»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ.
De er bare søsyg!« spottede han.
Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et
Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.
Kapitel II.
(Det sære Møde.)
Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem
Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede
Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere
raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.
»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du
se?«
»Hys--s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«
»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre,
derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«
Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.
Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og
hen til Manden.
Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte
Haand.
»God Dag, hvordan har De det?«
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det
meget godt, men ...«
»Kan De maaske ikke huske mig?«
»Huske? Næ--æ--«
»Jamen prøv!«
Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.
»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og
blege, markerede Ansigt smilede blot.
Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«
»Damperen -- New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu
værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at
være brudt ind i Damesalonen.
»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og
saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede
Bryn.
Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik
et Lys op for ham.
»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min
Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet,
han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers
vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske
mærkværdigt --«
»Ligner Deres Broder da Dem?«
»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at
fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue,
vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem
hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig
skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret.
Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i
Drømme og hørt ham tale ...«
»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig
i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.
Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld
Dagligstue paa 1ste Sal.
»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i
hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet
til Sæde.
Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske
Rejsende.
»Ja--a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo
næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke
kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han
ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og
hentede et stort Billede ned fra Væggen.
»Her er det! Ligner han mig?«
Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.
Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa,
det ikke er Dem selv?«
»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i
en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --!« Og han hentede endnu
et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var
ham selv.
Pavse.
»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand
til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set
Mage til sligt.«
Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude
og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.
Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle
tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.
Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde,
fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.
Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.
»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da
#han# selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.
»Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig?« tordnede Stanton.
Ægteparret skyndte sig bort.
»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile
Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ...
Saa, følg nu med!«
De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste
sig i Døren, blot i en anden Dragt.
Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.
»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog
Mennesker!«
»Naa--aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde
været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i
Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i
Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til
ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var
Efterforskningen sket kort efter Landgangen.
Den fremmede stirrede paa Stanton:
»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja?« Han
vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i
Mindelighed. Hvor meget vil I have?«
De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.
»Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er
det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom!
Her er Pengene!«
»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du
nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«
»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton
godmodig nok til at svare.
»Og Nøglerne?«
»Her!«
Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler
i Pengekassen.
»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad
os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«
Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt
Pligten. Nølende sjokkede de af ...
Men den mystiske Tyveknægt triumferede.
Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen,
ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han
glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den
besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder
igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.
* * * * *
Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var
tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en
sandfærdig og spændende Tildragelse.
Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en
tarvelig Opdigtelse.
»Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde
der saa være sket?« spurgte Fortælleren.
»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste
sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg --
forklædt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden
Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene
vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre
Gentlemen.«
»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa
pudset Broderen -- Tyveknægten -- derop, naar De slet ikke #var#
hans Broder --?«
Detektiven smilede.
»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han.
... Saa kom Turen til ham.
Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie: