Kapitel I.
(Beslutningen tages.)
De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det
ilde berygtede Baggaards-Hus.
Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:
»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt
forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod
Krigsministerens Liv ...«
Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.
Obersten talte igen:
»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...«
Atter Dødsstilhed.
»Oberst -- det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme,
frygtsomt, forpint:
Men Obersten smilede blot.
Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja -- saa
lægger #jeg# for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med
store Bogstaver.
Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen:
»Naa, efter R følger vel S --?«
Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet
videre gennem den tavse Forsamling.
Major Dyson var den sidste.
»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa
jo -- --«
Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa
greb han sin Stok.
»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden
anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig
skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede
han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan
det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i
fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«
Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom
lettede.
* * * * *
Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig
ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig
jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage,
og saa --
Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han
naaede hjem.
Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af
en yngre Mand, der hilste ærbødigt.
»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa
mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens
Officerer, og -- --«
»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i
de alvorligste Folder.
»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev
Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den
gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres
skarpeste Fordømmelse -- --«
»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde
netop selv tænkt ... kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne.
Dér er vi langt mere ugenerte!«
Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin
Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.
Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var
der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig
Afbrydelse.
Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...
En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste
Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa
vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette
Øjeblik, end netop den Bladneger.
Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu
havde hun ventet #saa# længe, og Maden ...
»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg
ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner.
Maggie saa alvorligt paa ham.
»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil ... hvad
#kan# Du dog have at gøre der?«
»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du
tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land -- mange Veje, en lille
Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik
saa endelig til Bords.
Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede.
Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.
»Saa for Pokker, hvad er der nu --?«
Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle
Baggaardsbygning.
Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i
Laas.
»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«
Dyb Tavshed. Alle saa ned.
Endelig tog den gamle Major Ordet:
»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte
videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er
forhastet ...«
»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«
»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de
andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have
Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«
»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i
truende Kor.
»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg
har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det
ikke. -- Det er bleven borte.«
»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.
»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den
fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i
en Fart!«
»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.
»Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.
Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre
bagefter.
»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende
og prøvede at lukket den op.
De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen
anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store
Anstrængelser.
Et Papir faldt ud.
Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt
omkring.
»Hvad Pokker, det er ... det er --?« Majoren vaklede og tabte
Papiret.
En af de andre greb det.
Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i
alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...
Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var
det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets
Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:
"Disse er Forræderne!"
Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske.
#Sammensværgelsen maatte være opdaget!# Hvad skulde man gøre?
Og hvordan i al Verden var det dog sket?
Kapitel II.
(En fortrolig Samtale.)
En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus,
var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt
Ærinde.
Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private
Kontor.
»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har
naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat
med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge
Beslag paa Deres Dygtighed.«
Greven bukkede.
»Igen Tyveri?«
»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af
Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de
Skyldiges Navne.«
»Disse Navne ønsker De altsaa?«
»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der
foregaar bag dets Ryg men --« han saa alvorligt paa Detektiven,
»rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er
underrettede.
Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os
alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De
-- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller
hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og
behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men
alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig
indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.
Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret
gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe
o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt
aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver
det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald
forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast
paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig
tydeligere?«
»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld
hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave --!«
»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med
Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har
instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet.
Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket,
det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem!
Landet og Officers-standen kompromitteres --« Ministeren slog i
Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det #maa# ikke ske!«
»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De
Mistanke til nogen bestemt?«
Ministeren trak paa Skuldrene:
»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer,
saadan er det jo altid.«
»Ja vel. Men derud over?«
»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«
»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om
det.«
Ministeren nikkede.
»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer
her?«
Den adspurgte rystede paa Hovedet.
Greven betænkte sig lidt.
»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi
maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt
som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede.
»For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«
Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.
Kapitel III.
(Forklaringen.)
Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i
Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og
forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens
Kontor.
Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:
»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde,
paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr.
og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres
Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes
bemærkelsesværdigt eller ej.
Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok
adskillige Gange paa Vildspor.
I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en
hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente
Genstanden i den og den Butik.
Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken
gjorde mig alligevel lidt mistænksom.
Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus,
hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.
Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist,
der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige
Anskuelser.
Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig,
som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste
Kabinet.
Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand:
bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her
paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4
Minutter.
Det gik, som jeg ønskede.
Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg
for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske
rigtigt et Dokument --«
»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede
Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«
Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.
»-- Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres
regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren
det. »Tja -- saadan er det.«
Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell!
Hvordan --« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste
Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.
»Ja, ja -- det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men
--! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem
Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa?
Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo
forblive tavs og lade uvidende.«
»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede
Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig.
De afbrød blot, før min Beretning var endt.«
Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige
Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et
Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede
Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««
Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev
Campnell og trykkede hans Haand.
»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg
overbevist!«
Ministeren fik Ret.
Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt,
at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere
Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods
Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke
Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.
Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!