»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer --?«
»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin
Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos
os ... De kan faa alt, hvad vi har.«
»Penge -- føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med
Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En -- to --«
Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.
Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds.
»Vesten med!« brølede han.
»Jamen, kæreste Herre --« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp
ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være
fri?«
Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og
Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os
ikke skændes, det hjælper slet ikke.«
Der var ingen Udvej.
De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar
Skjorte og Hat.
»Hm--m --« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over
det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«
De adlød instinktsmæssig.
Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i
Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede
han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende
Ord.
De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en
Overraskelse.
Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de
vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste
Skjorte ...
Kapitel III.
(Rettens Folk.)
»Stands, eller vi skyder!«
De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og
forvirrede standsede de og saa sig omkring.
Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd. De befalede i Kongens og
Lovens Navn at standse, hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned
med det samme.
De standsede altsaa.
Politiet kom farende.
»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene
adlød beredvilligt.
»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille, ikke et Ord, vil jeg
høre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tøj for at gøre ham
mere ukendelig og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I
bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed! Jeg kan se
det paa jer, man narrer mig aldrig.«
»Kære Hr. Herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev overfaldet ... De
kan naa Fyren endnu ... han tog vort Tøj ... tvang os med Magt.«
»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der ser jeg #atter#, I
lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der
ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.«
»Han tvang os til det med #Magt#! Det er sandt! Han har Kræfter som
en Bjørn, den Kæmpe, han er --«
»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?«
»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for
lille, derfor maatte vi --«
»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte
Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham
... han gaar endnu med vort Tøj under Armen.«
»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er
han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for
Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente
hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig --«
Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned
mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.
Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han
Tøjet og løb, alt hvad han kunde.
Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede,
og Betjentene omringede ham.
»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte
Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i
Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten.
»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede
Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og
tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden
fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.
»Luk op! Det er Herredsfogden!«
Fængselsporten aabnedes straks.
»Kald paa Inspektøren!«
Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.
»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet
gjort sin Pligt.«
»Nej er det muligt --?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa
Herredsfogden.
»Jamen --? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt saa høj --!«
»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i
Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! -- Han er vokset en Smule,
ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en
mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«
Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse -- og alligevel tøvede
Inspektøren mod Sædvane.
»Hm, ja -- men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror,
Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...«
»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke
havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af
Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.«
Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte,
Manden var helt forandret.
Grev Campnell stod for dem.
* * * * *
Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.
Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode
under al Kritik, (hvor stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede
ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men
havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig
stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«.
#Nu#, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders
#hurtigste# Paagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig
over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks
henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.
Resultatet blev, som af Detektiven forudset:
»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens
Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af
Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog
Efterforskningen.
Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages
Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure.
Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge
Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot
havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette
Uduelighed.
Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at
Greven var bleven mistænkt for at være den udbrudte Fange, der var
-- vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!
Men naturligvis -- nu forstod man Grunden til den pludselige
Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«.