Kapitel I.
(Den undslupne Fange.)
»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige
Dem det!«
Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to
unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han
gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid
for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler.
De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres
Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.
Ved Bordet talte de videre om Sagen.
»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray.
»Nej, ikke det fjærneste ...«
»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og
saa interesseret paa Kromanden.
»Grev Campnell -- hvem er det?«
»Detektiven! Kender De ikke ham?«
Den Gamle smilede overbærende.
»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer
derinde i Hovedstaden ...« Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer
ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Kærnekarl,
kan De tro, der magelig stikker alle deres -- Grever!«
»Saa--aa?« Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede
opmærksomt, for nu begyndte den Gamle at fortælle Historier om
Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte,
maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige
Slags.
Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de
øjeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de
følgende Dage hørte man intet til Sagen.
Kapitel II.
(Uhyggeligt.)
Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i
Marken og stod tidlig op.
Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed.
Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var
aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik
Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud,
fortvivlet over al den lærde Snak.
Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes
pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men
han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og
gik videre med Diskusionen.
Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han
et Skrig fra sig af Angst.
Lane vendte sig om.
»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var
nemlig intet at se.
»Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ...
jeg synes saa #bestemt#, der igen var et modbydeligt Ansigt, som
kiggede frem over Højen derhenne.«
De stod lidt og ventede ...
»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom -- nu gaar
vi videre.«
Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte
opmærksomt efter en Tid -- saa #maatte# han vende sig om igen.
»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr
efter os paa alle fire!«
»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld
ingenting mærke.«
De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste.
Men der skete intet.
»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«
»Næ -- men --« han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af
Forfærdelse.
Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og
klædt i den afskyeligste Fangedragt.
Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde.
Fangen bag efter dem.
De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt.
Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre.
Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.
Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede
forpustet.
Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som
intet.
»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt --«
»Aa, De skal nok faa det varmere --« kom det forbitret.
Gray fortsatte og rejste sig op:
»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre
Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati --«
Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.
»Ha--a--a--a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni
Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen
med!«
Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og
som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med
ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt
... en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter.
Benklæderne naaede kun til Knæene, #dér# kom de bare Ben frem. Midt
paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten.
Rædselsfuldt uhyggeligt!