Kapitel I.
(I Udenrigsministeriet.)
Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes
fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.
Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være
bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til
Kontorchefen, Kammerherre Horsam.
»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig
Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra
Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.«
»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«
»Ja--a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene
Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han
lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen:
»Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas
Regeringsbefuldmægtigede«.
Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.
»I #det# Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker
Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.«
»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand
--. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet
Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi
tvivler lidt om, det #altid# har været hans Navn.«
Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig
ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i
den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til
Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner
ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til
Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.«
Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez
Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og
engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de
Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt.
Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel
personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager,
hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke
om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af
Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens
Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til
at skaffe ham den.«
Dermed tav Kammerherren.
»Ja ja -- det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads
er Tyven.«
»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De
Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig
sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme
i Audients.
De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden.
Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak
Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at
han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med
ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit
Bord. Først da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var
den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det
frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.«
»Hvornaar fandt det Sted?«
»Det er ikke en Time siden!«
»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt
af Caracas Repræsentanten endnu.«
»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig
Meddelelse.«
»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?«
»Aa -- en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant
Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde
herkuliske Kræfter.«
»Og den anden?«
»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt feminin
maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte
Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har
opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«
»Hvor bor Panama Fyren?«
»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa
Westbourne-Terrace. Jeg tror, ingen af dem er velhavende, men
Æventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre
deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers.
Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis
Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig
Kundskab om Traktatens Indhold, vil #vi# faa store Ubehageligheder.«
Detektiven rejste sig for at gaa.
»Naa, Hr. Greve -- hvad vil De saa gøre?«
»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.«
»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den #straks#, hjælper De os.
Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre
lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar
Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.«
»Selvfølgelig.«
Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig
staaende.
»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten
helliger Midlet?«
»Hm --?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig
selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi
ikke.«
»Aa nej -- saamæn.«
Detektiven gik med et Buk.
Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: »Han vover
saamæn det værste --!«
Og han fik Ret.
Kapitel II.
(Hos Panama-Repræsentanten.)
Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst
beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var
en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse
ovenpaa. Det var det Hele.
Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og
sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger:
Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge
sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han
allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter,
fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.
Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem:
»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig
Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.«
Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik
Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den
i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg
sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale
rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-Øjne.
Skade blot, jeg ikke først kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo
ikke! Ja--a forsøge kunde man jo ...«
Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over
Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par
Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig
rejst.
Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om
Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var
fuldstændig skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande.
Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse,
begyndte han:
»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad
Vinduet og gebærder Dig saaledes?«
Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk
Accent:
»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?«
Joachim -- Panamagesandten -- saa sig forvirret om.
»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa
Gaden.«
Caracas Manden lo blot.
»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag
mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har
hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til
en Stol?«
»Du er dejlig, saa uskyldig -- ikke?«
»Er det Traktaten, Du mener? -- Jeg skal være ærlig overfor Dig,
Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede
den i en Fart i Lommen; Du skulde selvfølgelig have den i Morgen
igen.«
»Eller nu med det samme, hvad?«
»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne --«
Joachim saa spørgende paa den anden, der stod fornummet og tavs.
»-- Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i
Gratiale for al hans Ulejlighed?«
»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende
Tone.
»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede
Sprog.«
»Hvor er den da?«
»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...«
»Hvor er den, siger jeg?«
»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget sært i Din
Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?«
»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er,
faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede
atter med Revolveren.
»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...«
Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de
forskellige Sager i Værelset.
»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg
om Hjælp; saa er Du færdig«.
Den anden undersøgte uforstyrret.
Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp, da den anden greb ham
i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget
over Fyrens Næse og Mund til Trods for hans Modstand.
Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne faldt viljeløst
sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle
krampagtige Trækninger, saa blev han helt stille ...
Chloroformen havde virket.
Kapitel III.
(»Diplomaten.«)
Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at
besøge sin Kollega fra Panama.
»Har Du travlt?«
Panama Diplomaten svarede ikke.
Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa.
»Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?«
En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men
død da? Død i Stolen? Nej, han rører sig heldigvis!
Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det
Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men
næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus
styrtede ned mod Gulvet.
Den anden stirrede forvirret.
Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation. Lidt
efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald Øjnene op og saa sig
forvirret omkring.
»Er Du daarlig, lille Jim?«
»Er Du her endnu, dit Afskum!«
»Ja, naturligvis er jeg her.«
»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig.
Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde stadig hjælpe, men Jim
skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hænder:
»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede han hen mod Døren,
drejede Nøglen i Laas og stak den i Lommen.
»Hvorfor lukker Du Døren?«
Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele den besynderlige
Opførsel.
»For at forhindre Dig i at komme ud -- denne Gang kan Du vel ikke
benytte Vinduet.«
»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det
med et voldsomt Brag.
Saa stampede han i Gulvet:
»Frem med Sproget! Har Du taget den?«
»Hvad for en?«
»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget
Traktaten?«
Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i
den andens Udseende.
Han blev uhyre ivrig med et:
»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer
Du med den!«
Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin
Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra.
Til sidst greb han en Revolver og truede løs.
Caracas Diplomaten afbrød:
»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem
os!
Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se. #Du#
svarede: jeg skal skaffe den! -- Jeg skulde saa efter Aftalen tale
med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjæle den.«
»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da Du kom ind ad
Vinduet!«
»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget
Vindue.«
»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan
forlange en større Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?«
»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!«
»Nej, ved Du nu hvad --!«
Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved,
indtil de sloges som Rasende.
»Lad vær', lad vær' ... sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt
dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg
først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.«
»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg --«
Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste
Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede.
Kapitel IV.
(Atter i Udenrigsministeriet.)
Det var næste Morgen.
Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde
nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nærmere Oplysninger.
»Hm -- hvem siger De, det er, som vil tale med mig?«
»Gesandten fra Caracas.«
Kammerherren tav. »Hm -- hvad vil nu han?« tænkte Manden. »Er der
mon flere af vore Papirer, han interesserer sig for?«
Han vendte sig atter mod Assistenten.
»Aa vær saa venlig at vise ham ind til mig. Men bliv herinde! Tag
Deres Arbejde med.«
Et Øjeblik efter traadte en høj, slank Herre ind.
»Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt igen!« Akcenten røbede
Tyskeren. »Men Sagen er af Vigtighed, det drejer sig om en Traktat
--«
Kammerherren spidsede Øren.
»Saa--aa?«
»Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico ... Ja, jeg ved ikke,
forstaar det slet ikke ... jeg fik den med blandt de mange andre
Papirer, Kammerherren gav mig.« Og han rakte ham et Dokument.
»Hm -- tak! Maa jeg spørge, opdagede De #det#, da De var gaaet
herfra?«
»Ja, heldigvis --«
»Og har beholdt den indtil nu!«
»-- Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke
aabent om Natten --«
Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Væsen og Stemme,
som --
»Hvad Fanden --! Grev ...?«
»Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den maskerede Detektiv og
tyssede med Tegn og underlige Blikke.
»Jamen kære, saa sig mig ... forklar Dem dog --«
»Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg
giver dertil mit Æresord paa, at ingen, som kunde læse den, har set
den.«
»Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?«
»Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er
det et Tilfælde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig. Nu
har De den jo forøvrigt tilbage i bedste Behold.«
De saa paa hinanden.
Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo aldrig an at røbe det
fjærneste i en Assistents Nærværelse. Sagen maatte ende paa denne
naturlige Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende tilbage --
Punktum. I alle andre Tilfælde blev jo Ministeriet kompromitteret.
Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu:
»Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg
ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. -- Aa ja, med
fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen
til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.«
Grev Campnell bukkede.
Kammerherren fortsatte til Afsked:
»Farvel! D'Hrr. gør mig altsaa Fornøjelsen i Aften Kl. 6. Det er
rent privat, en lille Middag i Ro ...«
* * * * *
Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren, hvor ingen forstyrrede,
gav Grev Campnell Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige
Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode Afslutning.