Kapitel I.
(Hvem er det?)
Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da
hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget
gerne vilde tale med ham.
Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end
sædvanlig.
»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker
til Affære!«
»Er det alt, hvad De har at fortælle?«
»Ja naturligvis -- er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte
sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde,
Frk. Tonny Darling bor.«
Detektiven kendte baade Hus og Dame.
Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende!
-- Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun
#maatte# jo have dem ... Naa, det er ikke det værste!«
»Hvad da?«
»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne
Affære. Kan jeg stole paa Dem?«
»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«
»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet
hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit
Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min
Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...«
Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt
-- denne gamle, korrekte Adelsmand.
»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«
»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og
hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det
skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har
foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale
Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«
»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«
»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«
»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«
»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«
»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«
»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg
kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.«
Detektiven rejste sig.
»Ja ja -- jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid.
Maaske vil De møde mig derude.«
»Ja -- jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«
Og saa gik han.
* * * * *
Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han
meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive
Tjeneren sit Navn.
»Spørg, hvad han vil mig?«
En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.
»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«
Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.
Detektiven maalte ham -- og genkendte en bekendt Bandit, Hiles.
Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.
»Gaa blot!«
Tjeneren gik.
»Hvad vil De? Men hurtigt!«
Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand
bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt
rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.
»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke
bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig -- jo,
han er en dejlig Kavaler!«
Detektiven begyndte at more sig.
»Kender #De# ham?«
»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen
rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.«
»Saa--aa? Hvad har han da gjort?«
»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde
nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her,
jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at
der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. --
Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke
vilde sige ham det. #Jeg# har gjort det!«
Detektivens Munterhed voksede.
»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat
Indbrud paa Villaen?«
»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo
haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen
Politibetjent.«
»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?«
»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes
snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«
Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:
»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar
jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig.
Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget!
Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem
Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde
opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og
satte min Taske fra mig. -- --
Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde
til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et
væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.
Det hele varede kun et Øjeblik -- baade Synet og Lyset. Men jeg
havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges
til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed
saa han udfordrende paa Campnell.
»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg
gjorde paa at nappe Dem?«
»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er
meget værre! -- Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at
glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et
Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre
Juveler -- og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«
Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.
Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.
»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og
Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper ... som om jeg
havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.«
»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af
Deres Taske og lagt dette i Stedet?«
»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet.
Denne Taske #ligner# kun min! Jeg saa det først, da det var for
sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort
Ulykken! At han kunde nænne det ...«
Kapitel II.
(Damen.)
Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer.
Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid
stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og
netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest
tilfrosne Stemninger.
Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen
lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.
»Hvad skylder jeg Æren ...«
»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.«
»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem.
Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det
Hele.«
»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?«
»Næ --. Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman
kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende
Maade. »Han er selv Indbrudstyven.«
»Saa--aa?«
»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog
mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig
--.«
Detektiven satte sig til Ro.
»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er
forsvundne?«
»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis
han pantsætter dem.«
»Blev De vækket sidste Nat?«
»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo
meget muligt, han har haft en Medhjælper.«
Der blev ringet paa Entréklokken.
»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg
sige Dem: han er uskyldig!«
Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op
fra Sofaen.
»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.
»Hvad jeg siger.«
»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem
tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem
tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke
Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal
vi se!«
Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste
Carman sig. Han stirrede paa hende.
»Er der noget i Vejen?«
»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af
Stuen.
Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort
det?«
»Hun siger, det er Dem selv!«
»Mig? -- Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.«
»Er De sikker paa #det#?«
Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik.
»Ja selvfølgelig er jeg sikker --«
»Vis mig lidt omkring, hvad?«
»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«
Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.
»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i
det hvide Værelse.
Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten,
hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte
Tasken fra sig.
Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I
Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.
»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«
»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.
»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan
kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.
»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. -- Er De saa snart
færdig med deres Undersøgelser?«
»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset,
hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.«
»Ja--a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det
plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.«
»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse
Omstændigheder.«
Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren,
inden hun svarede.
»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen
Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen
Lomme,« vedblev hun.
»Tonny, jeg sværger ...«
»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!«
»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham
til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa
inderligt ...«
Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.
Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa
Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin.
»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«
»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven --« et Blik paa Carman, »har
allerede brækket Laasen i Stykker.«
Detektiven aabnede det.
»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.«
Damen fo'r derhen: »Har han ladet #noget# ligge?« Hun stampede i
Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det
#bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du
bange.«
Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var
propfuldt af Juveler igen!
»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.
»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens
spydige Svar.
Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette
var og blev tomt.
»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman.
Detektiven gik hen mod Døren.
Lidt efter kom Pigen ind.
»Ringede De, Frøken?«
Detektiven svarede:
»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den
Frihed!«
Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem,
at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade
Hr. Hiles at tage dem med sig.«
Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.
Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her,
Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i
sin Varetægt.«
Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.
»#Det er Deres Rival, Frk. Darling!#«
»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske
uforstaaende.
Detektiven trak paa Skulderen.
»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min
fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet -- der mangler
kun Ægteskabsløftet.«
»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »#Saadan# er Carman ikke ...
en Tjenestepige!«
»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt
overraskende.«
Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke
benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han
stadig prøvende:
»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De
-- Haanden paa Hjærtet, Frøken! -- har været lidt indiskret med.
Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at
Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er
blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«
Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød.
Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:
»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i
længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«.
Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige,
der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse Grunde villet
til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk
ladet ham stjæle, men har under Dække af #hans# Bedrift selv
stjaalet Ægteskabsdokumentet.«
»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over
Beskyldningen.
»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat brød Fyren ind.
Skønt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt
tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med
de hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat
der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en tørstig Sjæl.
Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken med det kostbare
Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte.
I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig
skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog
hun Hætten af den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset og som
-- det undersøgte jeg -- i et Nu kan gengive et stort Billede af
Grev Carman (til slig Morskab er jo Væggene hvide)!
Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis
bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne
og manglede naturligvis Mod til #ikke# at lægge dem tilbage. Men
Ægteskabsløftet har hun endnu.«
»Nej, jeg har ikke!«
»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette Øjeblik!«
Pigen rystede over hele Legemet.
»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!«
Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.
Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.
I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i
hysterisk Graad.
Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.
Det var virkelig Ægteskabsløftet.