Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og
før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.
»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«
Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er
vanskeligt at sige. Parker talte først.
»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i
denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.«
Majendie rømmede sig advarende.
Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.
»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«
Majendie skelede til Parker:
»Min Kone er myrdet, at De ved det!«
»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm,
maaske burde man misunde Dem. #Min# Kone forsvinder ikke saa let ...
men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...«
»Ja, hende var det, der ødelagde min.«
»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, #Deres# modbydelige Kvinde af en
Kone....«
Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen
i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre
Smaahandlende.
»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«
Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa
hinanden.
Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre
Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang.
Ingen Navneplade paa Døren.
Detektiven betænkte sig lidt.
Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.
Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.
Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et
hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«
Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv
Times Tid.
Pludselig for Detektiven op.
»Stille! Der kommer nogen!«
Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.
Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.
Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og
Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa
ind i den anden Stue, aa gør det ...«
Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.
»Hvad Pokker -- min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en
modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.«
Parret kom ind.
Parker for dem i Møde.
»Ja saa lille Frue, #der# fandt jeg Dig!«
Majendie saa maalløs paa sin Tjener:
»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige,
løbe bort med en Guldfugl!«
Detektiven kom til.
»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru
Majendie!«
Han gik hen mod den snavsede Tjener.
»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?«
Der blev ganske stille.
Saa en Lyd -- halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye
Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne
Krøller.
»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget
slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa
Kinderne.«
Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er
dog virkelig et meget ondartet Puds!«
»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop!
Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de
5000 Kr., #maatte# jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden
til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«
Det vilde hun.
»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en
Uge, uden at Cyril skal kende mig.«
»Er Du gal«, sagde hun.
»Hvor meget vædder vi?«
»En ordentlig Masse -- 5000 Kr., Du har jo Penge nok.«
Her afbrød Fru Parker:
»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men
jeg vidste ogsaa -- Hr. Majendie! -- at Deres Kone er parat til at
gøre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!«
Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:
»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore
Intriger, der var godt nok fundet paa?«
Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et
lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv
maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller -- og er det da
ogsaa, heldigvis.
Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe.
Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat
Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen.
Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet.
Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest
til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve
Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.«
»Det Papir --?«
»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af
Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir med Konditorens Firmamærke, der
bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?«
Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde
købt Kager dernede....
»-- Og sparsommeligt anvendt Papiret!«
»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt
fra Fru Majendie.
»-- Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet
Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sædvane# havde vist sig
bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!««
Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.