Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol
væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.
#Dér# stod vi i Bælgmørke!
Kapitel II.
(I dødelig Angst.)
»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode.
Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa
Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!«
Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en
uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.
Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud
og laasede udvendig fra.
Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.
Jeg skulde sove deroppe -- derom var vi uhyre enige.
Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først
da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:
»Næ -- var det dog ikke forfærdeligt!«
»Lad være at tale om det, Clara!«
»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«
»Mumier kan da ikke stønne!«
»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en
Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var
bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller -- tror Du, den kan gaa
omkring om Natten?«
»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«
Men vi #kunde# ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid,
bankede det sagte paa Døren.
Vi laa ganske stille ...
»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.
»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«
»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har
naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa
trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«
Saa gik de igen.
Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke
have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«
»Nu er det i hvert Fald for sent.«
»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham,
naar han om lidt gaar til Sengs.«
Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.
»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu #maatte# jeg sige det.
»Ja!«
»Kan Du høre det?«
»Ja --« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«
»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«
»Jeg tror det ogsaa ...«
»Hvad skal vi gøre?«
Clara var grædefærdig.
Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.
»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.
Resolut sprang jeg op.
»Hvor gaar Du hen?«
»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. -- Nu #maa# vi have fat paa
ham!«
»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«
Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.
Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi
rystede af Skræk.
»Naa! Hvad er der løs?«
»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar
dernede.«
»Hvad for noget?«
»Aa skynd Dem, skynd Dem ...«
»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.
»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I
tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«
»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.
Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre
lange Skridts Afstand.
Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt
deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.
Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd
derinde.
Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han
aabnede Døren.
Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.
»Kom saa med Lyset!«
Han greb det hastigt.
En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med
forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.
Detektiven gik hen imod den.
»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«
»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.
»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde
holdt Mandfolkene ikke ud.«