II. -- EN FRYGTELIG NAT.

Kapitel I.

(En Mumie?)

Det var i Juletiden.

De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende

og en lurvet Fyr i den anden.

Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen

faldt med et Brag paa Gulvet.

Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.

»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!«

Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved

Aftensbordet.

»Sig mig, Onkel -- hvad var der i den Kasse?«

Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.

»En Mumie!« svarede han.

Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.

Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en

Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i

Morgen!

»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket.

»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa

Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel

ikke værd?«

»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa

den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!«

Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig! Manden, der

foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke,

hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød,

den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din

Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«

* * * * *

Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.

»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.

»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var

laaset.«

»Vi kan da #se# paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine.

»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«

»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme -- kom, lad os se ad!«

Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.

»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie --

tænk Dig en rigtig Mumie -- saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse

ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og

venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«

Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i

Studereværelset.

»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.

Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen -- en

ækel Tingest at se paa.

»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!«

»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«

Men Clara #vilde# paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og

bankede paa Laaget.

»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.

Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle.

»Hvor tung mon den er?«

Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende.

Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det

lykkedes ikke.

En adelig Opdager · 第 17 / 33 题