»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«
»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb
stønnende hen mod Vinduet.
»Saa--saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa
hendes Skulder og holdt hende tilbage.
»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo
ved at dø af Forskrækkelse.«
»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«
Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende
og fulgte selv bagefter.
Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.
»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække
nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I
faa Historien at vide.«
Kapitel III.
(Nød bryder alle Love.)
Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som
Grev Campnell fortalte os næste Dag.
Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent
havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste
Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i
London for en billig Penge -- eller rettere for sine sidste -- i den
sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.
Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser,
men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han
pantsætte Mumien for et usselt Beløb.
Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min
gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en
Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for'
han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart
han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr
vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!
Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var
genial.
Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin
Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og
haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa
den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.
Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til
Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse
ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde
klare sig for Natten, som han kunde bedst.
Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs
Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.
Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget
med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.
Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet
var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var
frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.
* * * * *
Imidlertid -- den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste
Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten
indløst.
Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore
Julegæster -- særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor
belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.