I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.

»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«

»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb

stønnende hen mod Vinduet.

»Saa--saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa

hendes Skulder og holdt hende tilbage.

»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo

ved at dø af Forskrækkelse.«

»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«

Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende

og fulgte selv bagefter.

Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.

»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække

nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I

faa Historien at vide.«

Kapitel III.

(Nød bryder alle Love.)

Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som

Grev Campnell fortalte os næste Dag.

Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent

havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste

Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i

London for en billig Penge -- eller rettere for sine sidste -- i den

sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.

Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser,

men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han

pantsætte Mumien for et usselt Beløb.

Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min

gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en

Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for'

han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart

han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr

vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!

Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var

genial.

Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin

Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og

haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa

den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.

Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til

Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse

ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde

klare sig for Natten, som han kunde bedst.

Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs

Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.

Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget

med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.

Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet

var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var

frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.

* * * * *

Imidlertid -- den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste

Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten

indløst.

Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore

Julegæster -- særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor

belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.

En adelig Opdager · 第 19 / 33 题