»Ja--a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr.
Greve! Ja--a, der er hændt mig noget --«
»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«
»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit
Skrivebord!«
»Hvornaar?«
»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru;
da jeg kom herned igen, var Brevet borte!«
Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre
gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse.
»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«
»Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte
læses af andre end den, det var skrevet til.«
»Var det et Brev, De havde modtaget?«
»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da
min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«
»Hvem kom med det Bud?«
»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran
mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens
Soveværelse«.
»Hvor længe var De da borte?«
»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste,
det laa fremme.«
»Lukkede De Døren, da De gik?«
»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«
»Hm --! Er der blevet andet borte?«
»Nej, ikke en Smule!«
»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«
»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.«
»Er De sikker paa #det#?«
Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg
syntes, jeg gjorde det.«
»Saa Pigen, De skrev?«
»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«
»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«
»Nej, vist var der ej ...« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig.
»Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv,
hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det
Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!«
Detektiven smilede.
»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om
nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?«
»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i
Forstuen.«
»Ja saa ...«
Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min
Tjener Philip har en Finger med i Spillet?«
»Aa nej. Men #har# han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke
til, om nogen er gaaet herind i Værelset. -- Eller ogsaa er Tyven
kommen ind gennem Vinduet!«
»Ja -- det har ganske vist staaet aaben ...!«
Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor
var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage.
Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget
pludselig hans Blik.
»Hvad er det?«
Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted
paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt.
Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven
undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet.
»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som --«
»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over
den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i
Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller ... og har
smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja
ikke sandt, det er soleklart ...«
Detektiven maatte smile.
»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har
været inde i Værelset? Fra Haven kan man #ikke# se Deres Skrivebord.
De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.«
Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.
De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da
Døren knirkede.
Det var Godsejerens lille Nevø.
Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede
Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde
ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke,
James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.
»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt
puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør
hun det nok --«
Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til
Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.
»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«
»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«
»Ja -- ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, #hvem# der har taget
det -- jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.«
»Naa--aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er
mange Penge, Hr. Godsejer.«
»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer
og mer!«
Detektiven trak paa Skulderen.
»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig
Undersøgelse eller --« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og
Sagen er afgjort om en halv Times Tid.«
»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«
Detektiven tyssede.
»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre
sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først
de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de
mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.
Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at
se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.
»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud
og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.«
Dermed gik han.
Godsejeren blev alene.
Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var,
kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn.
»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set
ham?«
»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med
Godsforvalterens lille Pige.«
»Naa--!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa
vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp.
Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer
han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive
Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ...
Da banker det.
»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men --«
Kapitel II.
(Den værdifulde Hale.)
Det var atter Grev Campnell.
Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at
telefonere til Herredsfogden.
Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg
takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel
til Herredsfogden og beder ham hjælpe os --«
»Før eller efter Brevet er fundet?«
»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.
»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet
er fundet!«
»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«
»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:
»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«
Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den
klodsede Hale, han selv havde lavet.
»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.
»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende.
»Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig ...«
En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens
Arm.
»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! -- Gaa Du blot,
lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal
komme ned og lave en bedre om lidt!«
Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben
kunde bære ham.
»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede
Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom
ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan
læse.«
»Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at #jeg# er Tyven?«
Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.
»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da
Papiret var fundet.«
»Hva--?«
Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.
»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige
Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. #De har væltet Deres
Gummiflaske!#«
»Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og hvad saa?«
»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet -- og paa Deres Ærme.
Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«
»Naa ja -- og hvad saa --?«
»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste
Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De
selvfølgelig #ikke# haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget
det. De har tabt det ganske kort efter -- herude paa Gangen, hvor
Roland legede, og hvor #han# netop har fundet det, og i bedste Tro
lavet Dragehale deraf. -- Til yderligere Betryggelse vil De
forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«
Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav
med Et Detektiven Ret.
Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de
2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp
ingen Naade og Forestillinger.
En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og
Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste
Muligheder«.