XLV.

Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis

dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke,

hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur,

fuldt af sortklædte Mennesker.

-- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.

-- Hør! -- Bravo! -- Hør!

Lærer Beck ringede med Formandsklokken.

-- Professor Petersen har begæret skriftlig Afstemning, som strax

vil finde Sted her, foran Tribunen. --

Der begyndte at komme Bevægelse i Mængden. Der gik en Strømning

udefter, som gjorde Kredsen videre og spredte Folk over Marken, hvor

der var Luft, Plads til at røre Benene og til Armbevægelser, hvis man

blev ivrig under Disputen. En anden Strømning gik indad mod Tribunen,

foran hvilken Trængslen blev endnu tættere, om de store Plakater med

Sognenavnene, som nu blev sat op.

Noget tilbage, lidt uden for Mængden, stod den sædvanlige Gruppe af

Honoratiores. Herredsfogden vrissede, fordi man nu skulde blive der

og stemme hele Formiddagen -- i den Hede! Den fallerede Kammerraad

mente, at Professoren var dog nødt til at forlange skriftlig

Afstemning, man kunde dog ikke vide --. Nej naturligvis, men

overhovedet dette Valg! det var det fordømte Venstre, -- naar de nu

saà, at Ministeriet ikke vilde! -- Ja, men de var jo saa stædige

disse Bo--Bonde-Be--bæster. Og de begyndte begge at forbande Venstre.

Ravn, der altid skulde være lidt krakilsk, afbrød Herredsfogden med

den Bemærkning, at han burde dog stemme paa Hjorth, der var

Fritænker. Men Herredsfogden afviste det med Indignation; for i den

senere Tid, navnlig efter at der var blevet talt saa meget om en

Alliance mellem Venstre og Fritænkerne, havde han stukket sin

fornægtende Pibe ind: saadan en Grønskolling, som lod haant om al

Autoritet!

Imidlertid beundrede Provsten og Pastor Krarup Professor Petersens

store Tale. Krarup laa ganske næsegrus af Begejstring, og Provsten

rakte ham en overordnet bifaldende Haand for at bringe ham i

Ligevægt: -- han havde ladet sig sige, at Professoren var en saa

udmærket Universitetslærer og nu, efter at have hørt ham tale, maatte

han indrømme --. Pastor Frederiksen, der jublede over, at skulle

stemme paa sin gamle Manuduktør, fandt især, at hans Anvendelse af

Skriftsteder havde været saa beundringsværdig. Mente Godsforvalteren

ikke ogsaa?

Det mente Ravn ganske vist, men nu var det nok paa Tide, at han kom

ud og talte med sine Folk -- endogsaa overtalte -- he! -- Farvel!

-- Ja hvem kan vide, sagde Pastor Krarup, -- det skulde saamæn slet

ikke undre mig, om den skriftlige Afstemning gav et andet Resultat

... Der bliver nok agiteret en Del i denne Mellemtid ... Ih, men der

ser jeg jo Professoren -- og Fruen!

Han ilede afsted, hæsblæsende efter at gøre sit Bekendtskab med

Kandidaten gældende. -- Provsten maatte nu til at gætte, hvormeget

Kammerraaden paa Auktionen havde faaet for sin berømte Præmie-Tyr

Thaër, opkaldt efter en af Indavlens Forsvarere, -- og Pastor

Frederiksen gav sig i Snak med Herredsfogden om den gamle Brændesag,

som han nu endelig havde opnaaet at tabe.

Imidlertid snòde Pastor Krarup sig hurtig frem gennem Mængden, medens

han i Forbigaaende trykkede en Bonde i Haanden eller klappede en

Husmand paa Skuldren med et: »Naa, Hans Nielsen, du stemmer da vel

paa dit Bysbarn Professoren, der har gjort vores Egn saa megen Ære?«

-- et Spørgsmaal, der gærne besvaredes med et ubestemt Grin og et:

»Ja--a, det vèd jeg itt' saa lige.« Saaledes naàde han hen til

venstre for Tribunen, hvor Professoren og hans Hustru stod i Snak

med Forstanderen for Folkehøjskolen, Hr. Jansen, en stor Mand med

luende rødt Skæg og Haar.

-- Ih, ser man det! ... God Dag, Hr. Pastor, God Dag!

-- _God Dag_, Hr. Kandidat ... Ah, Kandidat! nu er De igen »Kandidat

Petersen« -- he, he, he--e! ... Kan De huske den Dag? ... _God Dag_,

kære Frue! ... Go' Da', Jansen.

-- Om jeg kan huske det! Det var jo den Gang, jeg først traf min

Nikoline.

-- Ja, vi har saamæn noget at være Dem taknemlige for, Hr. Pastor,

sagde Fru Petersen.

-- Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? ... Ja, jeg tror

nu det gaar ... Men nu maa vi ogsaa til at strænge os an, -- hvad,

Jansen? ... Lægge os i Skaglerne -- for hans Triumfvogn -- he, he,

he, he--e.

Højskoleforstanderen var Beredvilligheden selv. Han vilde ikke nægte,

at han maaske nok kunde have en Del Indflydelse paa alle de yngre

Bønder, som vare udgaaet fra hans Højskole. Han skulde ogsaa formene

dèr at have indprentet dem solide og religiøse Grundsætninger, saa de

ikke gik hen og gav en Fornægter deres Stemmer.

En høj sortklædt Mand stak et duknakket Hoved med et alvorligt

pergamentsgult Ansigt ind over Gruppen.

-- Maa jeg præsentere, sagde Professoren, -- min Ven Provst Lindekær

fra København, der har været saa venlig at tage herud idag for at

understøtte mig.

Baade Præsten og Højskoleforstanderen vare henrykte over at gøre den

ansete Mands Bekendtskab, -- en af Kirkens Støtter. De forsikrede,

at de faa veltalende Ord han havde sagt fra Tribunen havde haft en

uberegnelig Virkning.

Det var Provst Lindekær, der havde ført Hovedslaget mod Hjorth som

Fritænker. Professoren havde talt mere politisk sagligt om de tre

Punkter og navnlig dvælet ved Universitetsspørgsmaalet, ud fra

hvilket han i en Parenthes havde gjort en lille Hentydning til

Hjorths religiøse Stilling, men det var kun et Forspil, efter hvilket

Provsten truttede i Zionsvægterhornet.

-- Hvad jeg især beundrede, Hr. Provst, sagde Højskoleforstanderen,

det var den Bemærkning, De lod indflyde om Socialisme --, det var

særdeles fint.

-- Ja, men Hjorth nægtede jo rigtignok, at han var Socialist,

indvendte Fru Petersen.

-- Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær ... Der

er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser

og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske

Aandsretning.

-- Ja--a, -- det er netop Sagen, det har Martensen --

-- Jo, hm -- det er jo vistnok --

-- Saa selv om han ikke i Øjeblikket har gjort sig det klart --

-- Ja, det er et Punkt, vi maa holde fast paa under Agitationen,

sagde Højskoleforstanderen. -- Og saa et praktisk Vink! vedblev han,

idet han med en skolemesteragtig Pegefinger prikkede Professoren paa

Brystet: -- et praktisk Vink! -- Provsten berørte Eden; -- det maa vi

lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan

ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske nægte at

tage imod Eden, eller -- der maa maaske forelægges og vedtages en

Undtagelseslov, -- i alle disse Tilfælde vil Kredsen i kortere eller

længere Tid være uden Repræsentant, -- det er et Punkt! det maa vi

tage ham paa ... Men nu maa jeg ud og arbejde i Deres Tjeneste, Hr.

Professor. Farvel saa længe!

-- Ja, jeg maa nok heller ikke staa her længe, udbrød Pastor Krarup

med en ivrig Bevidsthed om de uhyre Masser, han kunde hverve for

Højre. -- Men De bør virkelig følge med, Hr. Professor -- og De

ogsaa, Frue, -- De som er saa bekendt --

-- Jeg synes dog, det er saa underligt, at vi saadan formelig skulde

gaa om og bejle til Folkegunst.

-- Ja, nej -- det kan sandelig ikke nytte, naar man vil være Tribun,

saa --

-- Jo, ganske vist ... Hm ... Det er jo unægtelig et Krav af

Omstændighederne.

-- Nej se, Fru Petersen, udbrød Pastor Krarup, da de var gaaet et Par

Skridt, dèr ser De Deres gamle Ven Ravn ... De kan tro, han er ivrig

for Deres Sag. --

-- Det vilde være mig meget kært at hilse --

Men Godsforvalteren var allerede forsvundet ind i Trængslen, hvor

hans Griseøjne spejdede gennem Guldlorgnetten efter Bønder og

Husmænd, der stod i Afhængighedsforhold til Skovvang; denne Gang

opdagede han Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans. Han

kastede sig over dem: de huskede da, at man stolede paa deres

Stemmer, -- ellers vilde man se sig nødsaget til at pante dem ud for

Afgiften.

Jo, vel, -- men--n, at -- de var nu før bleven holdt hen med Løfter,

saa at de var kommen i Tanker om, at de vilde dog gærne have det

skriftlig.

Ja det vilde de da li'egodt.

Ravn rev sin Lommebog op, skrev og gav dem Bladet.

Jo, det var jo meget godt, men se -- at, de vilde dog ogsaa nok have

Grevens Underskrift.

De skulde faa den.

Ravn styrtede videre, berøvende sit flade Hoved dets lille silkegraa

Hattekuppel og tørrende sig med Lommetørklædet paa den runde,

svedperlede Pande, medens han stirrede efter Greven. Pludselig busede

han mod Fuldmægtigens store Skikkelse.

-- Ah, God Dag, Jessen ... God Dag, Frøken Jessen ... Naa ja, De er

da en sikker Mand!

-- Hvorledes mener Godsforvalteren?

-- Deres Stemme -- De, der selv har været Højres Kandidat.

-- Ja, men Tiderne forandre sig, Hr. Godsforvalter, og naar jeg har

Valget mellem en theologisk Professor og min Ven Hjorth --

-- Men De vil da ikke sige, at De vil stemme paa Hjorth? ... Hvad

kommer saadan et personligt Venskab -- nej, men kære Jessen, det gaar

paa ingen Maade an; jeg maa lægge Dem alvorlig paa Hjærte ...

Husk paa, at et saadant Gods, -- der er -- paa en vis Maade en

_In_stitution, og den, der er Medlem af en saadan _In_stitution --

-- Han kan gaa fallit, selv om han har Forvalteren til Ven, indskød

Nelly.

Men Ravn lod, som om han overhørte denne Spids.

-- Aa, der ser jeg Greven, der vilde tale med mig. Farvel.

-- Det maa ellers være underligt, saadan at gaa og agitere for den,

der har taget hans Udkaarne og Gaarden bort for Næsen af ham, sagde

Nelly saa højt, at de nærmeststaaende hørte det og gav sig til at le.

-- Greven ser saa bidsk ud i Dag, som om han havde Lyst til at piske

os, ligesom hans salig Fader gjorde, det Afskum, sagde Per Andersen,

der trængte sig frem sammen med Møller Kristensen.

-- Kan du selv huske det, Per Andersen? spurgte en lille Bonde.

-- Nej jeg -- den Gamle holdt jo op at regere attenhundrede og fyrre,

og da var han bleven spagere. Men min Fader haar da endnu været med

til Afregningen, naar han stod i Døren og gav dem hver en Smøre af

Kørepisken.

-- Ja, han kører ogsaa hver Nat gennem Allèen med ildspyende Heste og

gloende Hunde, -- det haar da den forrige Vægter paa Skovvang set,

han sagde immer, at nu skulde han ud og slas med den Gamle.

-- Aa ja, det kan jo de tro, der selv vil, svarede Mølleren, idet han

skyndte sig videre frem imod Tribunen.

-- Nej se, hvor nedladende Greven klapper Ravn paa Skuldren, raabte

en.

-- Men Herren lovede den utro Forvalter, at han handlede snildelig,

sagde Jessen.

Dette Ord gjorde Lykke. Det gik videre fra Mund til Mund, vækkende en

stor hoverende Munterhed rundt om i en vid Kreds.

-- Ah, I er nok muntre her, udbrød Hjorth, der kom i det samme med

Lærer Beck og Broderen Jens, som var taget derover for at være

tilstede og repræsentere Sønderjylland ved Valget.

-- Ja, vi haaber ogsaa at faa dig valgt nu.

-- Ja, Overtallet ved Kaaringen var ellers ikke saa stort, sagde

Beck, -- og der bliver jo nok agiteret stærkt nu. Han fortalte,

hvordan Provst Storm nylig havde haft fat i ham og spurgt, om han

havde afgivet sin Stemme. Nej, det havde han naturligvis ikke, for

Valgbestyrelsen skulde jo stemme sidst. -- Provsten havde ladet sig

sige, at han var Venstre. -- Ja, det var han ogsaa. -- Naa, men ved

denne Lejlighed kunde Provsten jo nok vide, at han ikke vilde stemme

paa Venstres Kandidat, der var Fritænker. -- Jo, det havde han dog

med Provstens Tilladelse i Sinde. -- Da vilde Provsten dog lægge ham

paa Hjærte, at han ikke kunde anbefale en Lærer, der tog saa lidt

Hensyn til det religiøse, til Embedet i store Skævinge, som han

søgte. -- Men han havde svaret, at det havde jo været noget andet,

hvis det var Provsten, der havde stillet sig, som Provsten havde talt

om i attenhundrede treoghalvfjerds, den Gang da Per Andersen sagde,

at han ikke vilde give Provsten sin Stemme.

-- Ja, det sagde jeg nu saadan paa Dril, tilføjede Beck, -- for jeg

vidste nok, det vilde ærgre Provsten. -- Og saa tøflede han ogsaa af.

-- Men det Embede kan De da skyde en hvid Pind efter, sagde Jessen.

-- Aa, det faar nu være det samme.

-- Ja, de sejer tidt til mig derover, te Venster gør ingen Nytt', og

skaffer ingen bedre Love, sagde Jens Hjorth til en Bonde. -- Men saa

sejer a immer: ven det itt' kommer til at regere for de her

Adelsmænd, saa kan det heller itt' skaffe bedre Love. Men det har

gjort den Nytt', te Danmark har itt' faaet dem vover'.

-- Ja vel, ja -- det er sandt nok ... Og det er li'egodt itt' aa

kaste Vrag paa, det Arbejde heller.

Denne Anerkendelse fra Sønderjylland smigrede. Jens Hjorth var

Genstand for en almindelig Opmærksomhed, medens der samlede sig en

tæt Stimmel for at hilse paa Kandidaten og gøre gammelt Bekendtskab

gældende.

-- Hvis du ikke har forandret dig, siden jeg kendte dig, sagde Beck,

saa er du ellers for aabenmundet til at passe her for Kredsen. Gud

vèd, om du ligesom din Formand kan holde dig en Snes Aar uden at tale

i Salen.

-- Ha, ha! ... Ja, det ku' ka'ske knibe nok, Hjorth! ... Nej, han

skal nok give dem Svar! ... Ja, det kan jo ogsaa være godt det.

-- God Dag, højstærede triste Endeligt, maa jeg ønske en glædelig

Begyndelse paa et nyt og bedre Liv.

Hjorth vendte sig forbavset; -- jo, det var virkelig Kleistrup,

ligesaa bleg og huløjet som sædvanlig.

-- God Dag, er De her?

-- Ja, jeg er saamæn for mine Synders Skyld bleven Kapellan i

Visinge.

-- Naa hvordan gaar det?

-- Aa, ligesom lidt bedre, -- men ogsaa kun »ligesom« ... Øh, øh, øh

-- ja, De hører, jeg har den forbandede Hoste endnu ... Byluften

_har_ ikke været sund for mig, og Landluften er mig nu for skarp ...

Ja jeg har lige været henne at stemme paa Dem -- Gud forlade mig --

men det kan jo gærne bero paa èn Stemme, -- og det skulde dog more

mig -- øh, øh, -- om jeg kunde faa Professor Citator til at falde

igennem, han har gjort det to Gange ved mig. »Mig at hevne, oh

hvilken Tanke!« ... Farvel!

-- Er der ingen af jer, som har set Per Andersen? jeg kunde dog have

Lyst til at hilse paa ham.

-- Han var her for lidt siden og gik vist hen for at stemme paa dig.

Maaske han kommer tilbage her.

Men Per Andersen kørte allerede ud ad Chaussèen ad Yderslev til. Han

havde dog ikke Lyst til at blive der for længe og være beglòt som

Kandidatens Ex-Svigerfader. Møller Kristensen sad ved Siden af ham,

og i den bageste Agestol sad Kristine. Hun var taget derhen med sin

Mand. Da Per Andersen kom kørende forbi Pølsemikkels Kro paa Torvet,

saà han hende gaa alene om i Haven. »Hvor er Henrik?« spurgte han.

»Aa, han er begribeligvis derinde aa svire.« -- Da han saa havde

kigget ind i den inderste Krostue og set Henrik Larsen med en høj

Snaps paa, meget kalkunsk i Kammen efter at have tabt halvhundrede

Kroner i Spil, sagde han til Kristine, at hun skulde køre hjem med

ham, for det blev dog ikke til noget med at vente paa Henrik.

-- He, sagde Mølleren, -- det falder mig ellers ind, dengang i

November treoghalvfjerds, da vi havde Valg etter Opløsningen, og

Fuldmægtigen stillede sig, -- dengang var Hjorth lige bleven forlovet

med Ki'sten, -- kan du huske, hvor han ærgrede os med at være Højre?

... Og nu er han vores Kandidat! ... He! -- det er li'egodt kunstigt

at tænke paa.

-- Ja, det var den Gang ... Det haar jo forandret sig i mange Maader

... Kan du huske, hvad jeg sagde, Ki'sten? ... Han slar sig igennem,

sagde jeg ... Det havde vaaren en Kende bedre, du havde holdt dig til

ham, end som at du skulde gifte dig med Henrik, som Fanden gale mig

rubasser det hele væk.

Men Kristine, der havde siddet ganske tavs med et tvært Udtryk om

Munden, svarede blot:

-- Ja, det kan nu itt' nytte noget at snakke om.

-- Det var ogsaa dengang, sagde Mølleren lidt efter, -- da du solgte

den grønne Vallak til Pro'sten. -- Magen etter ham dèr ... He! det er

dog kunstigt aa tænke paa: -- Du haar li'egodt itt' vaaren saa godt

kørende siden den Tid, som du er nu.

-- Aa nej, -- det kan saamæn --

-- Du _haar_ itt' vaaren saa godt kørende, Per.

Derefter sad Per Andersen tavs med et uudgrundeligt Smil, idet han

øvede sit berømte Kunststykke med det aller yderste af Smældet at

klippe de Fluer og Bræmser af, der satte sig paa Hestene, hvis

»grønne« Skind begyndte at faa lange mørke Svedstriber, medens

Skummet boblede frem under Seletøjet og kridtede Haarene overalt,

hvor Linerne berørte dem, og der dannede sig to Pletter, hvor Bugene

stødte mod hinanden over Stangen i det magsomme Druntetrav, saa tykt

skummende hvide, som om de vare indsæbede til Barbering.

Mølleren stirrede ud i Luften, som om han søgte efter noget nyt, der

var kunstigt at tænke paa.

Men Kristine sad bagved uden at se noget Steds hen, glippende med de

søvnige Øjne i det blændende Sollys, tvær og sløv, uden engang at

gide ærgre sig over noget andet, end at de kørte saa langsomt, --

skønt hun Intet havde at længes hjem efter.