-- Sam, kom skal du se, lille Sam!
Da Johanna raabte disse Ord, kom hun dansende ud i Gaarden, med et
Papir i Haanden.
Sam sad paa Hundehusets Kugle, i sin Yndlingsstilling, den
søjlehelgenlige. Eftermiddagssolen tegnede Ryggens Profil med en
Glorielinje af gennemstraalede Haar, og punkterede Halen nedefter med
nogle spredte Ildhaar. Den drejede Hovedet, æntrede ned paa Ryggen af
Trofast, som den kneb i Forbigaaende, og fòr hen til Johanna; og da
Trofast begyndte at føle Svien, kom til Bevidsthed, rystede sig og
saà sig om, sad dens tropiske Husfælle allerede oppe paa den venstre
Skulder af Johannas mørkeblaa Kjole, gnidende sig i Hænderne, -- og
Skinsygens Kvaler forenede sig hos Trofast med den legemlige Smerte,
afpressende den en lang Hylen.
Sam greb ivrig med de lange Arme efter Papiret, som Johanna holdt hen
foran den; Papiret blev trukket hurtig bort, og den faldt ned. Men
Trofast havde næppe faaet Tid til at glæde sig, før Sam allerede var
deroppe igen.
-- Nok se, men ikke røre! sagde Johanna og truede med Fingren, før
hun igen holdt Papiret op foran den.
Paa dette Papir stod der foruden Adressen med store blaa Streger:
»Valgt. Deres N. C. Hjorth.«
Da Sam havde stirret saa længe derpaa, at dens livlige Fantasi maatte
have fattet hele Rækkevidden af disse Streger paa dette Sted,
klappede den med sin lille Vidskelæders-Haandflade paa hendes bløde,
dunhaarede Kind.