Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skærsommernætter, der
helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og
smiler i denne Erindring med et teglstensrødt Strøg nede ved den
vestlige Horisont, hvor det afbleges, men næppe forsvinder,
før allerede Gryet rødner sig op paa den modsatte Himmelkant.
Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Nætter med
en kold grønlig Tone tilbage fra Længernes Kalksider, men de
gennemaandes dèr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrødt
Skær, som manede deres Glans den Aftenrøde, der døde hen dèr, tilbage
til et drømmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved
disse sammenpressede, uigennemtrængte Skyggelegemer og strække ikke
hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrænsede sorte Slagskygger,
som tidligere og senere i Aaret; -- thi Dagens vestlige Afglans, der
vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var,
den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin
farveløse Pensel, at trænge ind i dem og sætte et Stænk af Lys selv i
deres mørkeste Dyb.
Det var det sidste Døgn, Hjorth tilbragte i Vonsbæk. Den næste Morgen
skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bønderne, fra
Landsby til Landsby, paa Møder og Prøvevalg lige til den sexogtyvende
Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Præstegaarden og
var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.
De havde talt meget sammen den Eftermiddag, -- talt om det politiske
Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde,
men som vare saa langt endnu fra at trænge igennem, at der offentlig
kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, -- talt
ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det
Afslag i Haab og Fordringer, den selvfornægtende Underkastelse under
Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu
fordrede af dem, at de uden Løn skulde lade sig overskælde af den
aandelige Pøbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Førere, ret
som var det en Forbrydelse at nøjes med en Erindring i Stedet for at
glæde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bære timelig
Trængsel uden at fordre en evig Salighed.
Det var længe siden, at Johanna i sin Aftenbøn havde bedet Vorherre
om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro;
-- maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang
en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde
kun været en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven
voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine
Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive træt af at tale med Hjorth
om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med èt rød i Hovedet,
og naar han kort efter tav, sagde hun: »Nu vil jeg sige noget, men
jeg er bange for, at det er dumt,« -- og saa fremsatte hun i naive
Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Spørgsmaal,
som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun
spurgte, om man ikke kunde tænke sig _det_ besvaret _saaledes_, --
uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med
et berømt Navn.
De havde talt, og nu tav de.
De gik langsomt hen ad Gangstien, der næsten flød sammen med det
underlig hvidlige Græs, mellem mørke Stammer til venstre og
graalysende Stammer til højre, ud og ind af flettede Lys og Skygger
gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind
udefra mellem mørke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af
lysende Støv, døende dybt inde i en Blinken som af Vand, med
Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig
ud af Mørket, med underlige høje blaastraalende Taageskikkelser
længer borte, ligesom Aander af Sølvlegemer, med lunefulde Blink, paa
hvilke Puk kunde komme ridende, med dæmrende Skygger, hvori Titania
kunde drømme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrænten, da
var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mængde underlige
Væsener skred ud fra et Mørke, der endnu hang om deres Skuldre, bort
mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid
er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Sølv; -- men
til den anden Side var der andre Væsener, med et Genskin af det Lys,
de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mørke for at forsvinde
dèrinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.
De standsede ofte og saà sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og
undertiden mødtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord
falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke
nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.
Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt før Landgangsbroen.
Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over
Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Løvgrupper eller Stammer
eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje,
den var ikke længer mørk, saaledes som den saàs længere inde fra
Præsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skær, som bag et lyst
Florsslør. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med
Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af
nogen Bølge eller fangedes og skaarsplittedes af Strømrifling; kun
helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en
Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den
stod paa Himlen; længer inde havde nogle Tangplanter lige i
Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et
Par fine Tungelinjer som af Sølvtraad. Henne til venstre, hvor Engene
gik ned, kom hvide Taagemasser stødvis glidende ud over Fjorden, og
dèrude, hvor Aalefiskerne »blaasede«, stod midt paa Vandet et Par
stikkende røde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til
højre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mørke
Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med
en sort Mast og Skorsten; et rødt Lys strømmede ud fra Kahytsdøren og
glòde gennem Koøjet i Bagstavnen ned i Vandet; skønt den havde lagt
sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stønnen og
taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille
Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende
Skønhed, der omgav dem. Bøgeløvet hang mørkt udover, sænkende sig,
indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran
Maanen, gennemildnet grønt, som en straalende Smaragd midt i
Guldcirklen.
Maanelyset flød ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om
den smekre Midje, hvilede paa hendes skønne alvorlige Ansigt, der
straalede med et Perlemorsblink i Øjet. Den hvide Fjer laa blødt som
en Drive af Snedun paa det mørke Haar, hvis tunge Krumninger havde en
poleret Glans som Ibentræ. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille
oval Maaneplet ned paa den bøjede Nakke tæt inde under Haaret.
I dette Øjeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og
trykke sine Læber netop dèr, paa hendes Nakke, hvor det lille
Maanebillede skælvede. Han vidste, at han havde Ret dertil -- næsten
Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille
Væxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme
... Endnu ikke! -- Han vilde ikke rive til sig den Løn, som Germanien
lovede sin Lærling; -- fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i
hans Skød. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som
man maner frem i et almægtigt Besværgernu og tvinger ind under sin
Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil
jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, -- men tusind Gange
skønnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som
Profeten lader Gud komme -- i den stille Susen. Han slog sig ikke
til Ro ved at haabe paa Lykken, han følte den allerede i sig,
gennemtrængtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var
blevet ud fra det, som det havde været, og bort fra det, som det
kunde være blevet, -- og i en knælende Andagt ofrede han al sin
overstrømmende Taknemlighed til hende, som hun stod dèr ved Siden af
ham, saa smuk og saa god, i det dæmpede og dog saa straalende Lys,
der tegnede Kindens bløde Rand med en sart Sølvlinje af Dunhaar, idet
hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og
sikker som han selv i den Tro, der ikke haster ... Endnu ikke. --
-- Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. -- Noget skønnere
har jeg aldrig set, -- aldrig noget saa skønt, tror jeg ... Nu vil
jeg ikke mer længes efter Rhinen.
-- Jeg heller ikke.
-- Ja dog, -- jeg maatte gærne besøge den Egn sammen med Dem og vise
Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var -- og ikke var saa
lykkelig som nu.
-- Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.
-- Men alligevel vilde -- --
-- Og dog vilde jeg -- --
De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Færd med at sige
det samme.
-- Ja ikke sandt, vedblev han, -- hertil vil vi dog altid længes
tilbage.
Johanna nikkede.
De saà sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige
Naturskønhed strømme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde
forsvinde.
Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.