En Julidag henad Middag sad Hjorth ved Fjorden, nede hvor Vejen gaar
op til Nygaard, sammen med Jessen og Nelly. Det var et Løfte fra
forrige Sommer, at de en Gang skulde komme over til Vonsbæk, naar han
var der, og nu var det blevet indfriet. De vare komne den foregaaende
Eftermiddag, og kunde kun blive den næste Dag over. Derfor havde de
strax benyttet den smukke Morgen til at gaa den lange Skovtur langs
Fjorden; de havde beset Nygaards Have og hvilede sig nu ved
Sandgraven, der gabede foran dem i Sollyset, aaben ud imod Sivene,
med sin fugtige ophjulede Bund, og de stejle, gule og rødlige Vægge,
fra hvilke Trærødderne strittede ud hist og her, indtil de filtrede
sig sammen til et Net foroven, hvor Græskanten mødte Leret.
Solen stod højt paa Himlen lidt til Højre foran dem, i den
gennemhvidnede Kant af en af de faste violetskyggede Skyer, som
drev østpaa under den mørkeblaa Himmel. Der var et straalende
vandglimrende Sollys ud over Fjorden til Højre, hvor den over
Sivtoppene med Striber af glasblankt og med lilla Strømbelter trak
sig ind mod Haderslev mellem aabne kornbølgende Bakker. Men
tilvenstre naàde Lyslinjen kun til de yderste Træer i Nygaards-Skov,
-- bag ved deres solgrønne Bladerand kom Præsteskovens Pynt mørk frem
og smeltede i Skyggen sammen med Sverdrup Skov. Dèr inderst inde
under Vonsbæks Bøge var der sorte ibenblanke Striber i Fjorden, men
udenfor kastede en lille solbeskinnet Skyrække over Pynten hvide
lodrette Støtter ned ad alt det blanke Vand, medens der ovre fra den
anden Bred kilede sig klare lysblaa Skaar ud i Strømriflingen, der
havde et rødligt Skær med pludselige, skarpe Blink.
Medens de sad dèr, delte mellem Samtale og Nydelse af Naturen,
listede Sollyset sig ud bag de yderste Træer og gled hen over
Præsteskoven, indtil hele Vonsbæk-Pynten stod ganske lysegrøn skilt
fra Sverdrup Skov, der imod de hvide Skyer tegnede sin skarpe
Skyggelinje, som højnede sig, dalede og efter et brat Skaar henimod
højre splittedes i fritstaaende Bøge. Men Sollyset sprang ogsaa
dèrover, først med en lille Taageplet, der saa flød ud, oversvømmende
det skyggegrønne, indtil begge Skovene smeltede sammen i Lyset, og
alt straalede, blinkede og lo i Middagssolens Glans.
-- Naa, sagde Hjorth, idet han tændte sig en frisk Cigar, -- naa,
Kammerraaden maatte altsaa ryge af Pinden?
-- Ja, det har saamæn staaet længe paa, svarede Jessen, og Greven er
da bleven snydt for en Del Penge. Forresten fik din Exsvigerfader et
Smæk med ved den Lejlighed.
-- Saa, -- hvordan det?
-- Jo, en Uges Tid før Fallitten havde Kammerraaden blandt andre
ogsaa faaet Per Andersen til at skrive paa en Vexel. Ja, han kan jo
saadan vrøvle for dem, og blandt Bønderne gik han jo for en stor
Landmand, og -- forresten var han selv saa sangvinsk og vidste maaske
ikke en Gang rigtig, hvor dybt han egentlig sad i det.
-- Hm. Er der ellers ingen Nyheder?
-- Jo, bevares, sagde Nelly, -- Kristine er bleven gift.
-- Med hvem?
-- Med Henrik Larsen.
-- Herregud! det var ellers en rørende Trofasthed ... Han sværmede jo
allerede for hende, da vi blev forlovede.
-- Ja, de har jo alle sværmet for hende, sagde Jessen, -- hun var
saadan en Landsbyens Venus ... Men denne Gang tror jeg dog ikke, det
var saadan af pur Troskab. Larsen var paa Grund af Gæld ganske i
Kløerne -- eller Poterne paa Ravn, og det var nok i Grunden ham, der
giftede hende bort -- stiftede et »kristeligt Ægteskab«.
-- Ah! -- Naa, sig mig, Jessen, hvad mener du ellers om denne
Opløsning -- det maa du dog indrømme er at drive det temmelig vidt,
spurgte Hjorth, idet han rejste sig.
-- Ja, det har De saamæn Ret i, udbrød Nelly, -- det er uforskammet!
Men Jessen forsvarede Ministeriet: -- hvad der ikke var ligefrem
formelt ulovligt, det kunde man ikke fortænke et politisk Parti i, at
det benyttede sig af. Det blev for Resten interessant ovre i deres
Kreds denne Gang, for deres gamle Rigsdagsmand Kristen Pedersen var
bleven saa svagelig, at han maatte træde fra. Venstre havde endnu
ikke faaet nogen Kandidat, og fra højre Side havde Professor Petersen
stillet sig.
-- Professor Petersen! udbrød Hjorth og vendte sig om.
-- Ja, Deres gamle Ven, raabte Nelly.
Ja, han havde stillet sig. Det var jo ikke saa urimeligt -- i hans
dobbelte Egenskab af Universitetslærer og Godsejer. Og det at han var
en Bondesøn dèr fra Egnen, det gav ham jo et godt Kort paa Haanden. I
det hele havde han ikke saa daarlige Chancer. Hans egne Folk kunde jo
ikke godt stemme imod ham; og der blev drevet en stor Agitation fra
Skovvang, hvor Ravn pressede paa med alt, hvad presse kunde, for Grev
Tramp var meget ivrig for Professorens Valg, og det galdt for Ravn om
at genvinde Grevens Gunst, da han ved at se gennem Fingre med
Kammerraad Sommer var kommen til at staa en Smule som den utro
Forvalter.
De vare komne gennem de værste sammenfiltrede Krat med Gærdesnerler
og Skovvikker og nærmede sig til Vonsbæk Skov, da Jessen gav denne
Udvikling. Hjorth gik tavs i Forvejen. De politiske Interesser, der
vare vaagnede under Opholdet i hans Fødeegn, dette levende Offer for
Politik, og som havde udviklet og klaret sig ved de forskellige
Debatter om den indre Politik i det Land, af hvis Borgere han selv
var den eneste i Vonsbæk, de syntes nu pludselig at kalde paa ham og
vise ham en ny Vej. De vare komne til Bakkerne med den aabne Udsigt
mod Præsteskoven og Sverdrupskov, -- da han pludselig vendte sig og
udbrød: --
-- Professor Petersen jeres Rigsdagsmand! ... Det Spil kunde jeg dog
først have Lyst til at have en Finger med i.
-- Aa ja, raabte Nelly, det var mageløst, jeg har saamæn selv tænkt
derpaa.
-- Hvad behager! men du vil da ikke -- selv --
-- Stille mig mod Professoren, -- jo, det er det, jeg vil. Og da der
ingen Tid er at spilde, skriver jeg endnu idag til Kristen Pedersen.
-- Jeg skulde dog tro, jeg har ligesaa mange Chancer for mig i min
gamle Egn som Professoren. --
-- Hvor her er smukt! udbrød Nelly, -- men hvad er det for en smuk
Dame dèr?
Johanna Schmettau, som hørte Stemmerne nærme sig, drejede Hovedet til
Siden og hilste paa Hjorth. Hun stod tæt ved Gangstien; hendes faste,
rene Figur viste sig frit, uden Overtøj, kun over Armen hang et lyst
Shawl; en gul Straahat buede sig ud over Panden og fra den indklemte
Side krummede en hvid Strudsfjer sig ned paa det mørke Haar,
overdunende Øret indtil Flippen; fra den lyse, gennemstraalede
Parasol faldt der et varmt guligt Skær over den hvide Fjer og den let
bøjede Nakke.
De gik hen til hende, og Hjorth præsenterede.
Man vexlede de indledende Repliker om Vejr og Egn. Frøkenen kunde
sagtens! at bo paa saadan et Sted! de havde netop da de gik ud set,
hvor Præstegaarden laa.
Saa skulde de komme nærmere og bese den indvendig. Hjorth kendte jo
Vejen.
-- Kan De tænke Dem en Nyhed, Frøken Schmettau? -- Hjorth forlader
Vonsbæk, sagde Nelly, medens de gik ned ad Gangstien.
-- Tager De tilbage med Deres Venner og besøger dem?
-- Ja, sagde Hjorth, nu vèd jeg saamæn ikke, om jeg længer kan bo hos
Jessens. Jeg skal nemlig sige Dem, jeg har netop besluttet at stille
mig som Rigsdagsmand fra venstre Side, og Fuldmægtig Jessen er højre.
-- Ja--a, -- ja hør, vèd du hvad, det kan dog ogsaa blive for
broget. -- Stemme paa en theologisk Professor imod dig, -- nej det er
for meget forlangt af mig ... Her har du min Stemme.
-- Tak. Det er altid en Begyndelse. -- Smaa Bidrag modtages med
Taknemlighed ... Det er ellers skændigt, Nelly, at De ikke har
Stemmeret.
-- Ja, ellers skulde De sikkert faaet min. Naa, De har vel ikke nogen
Mening om vor indre Politik, Frøken Schmettau?
-- Nej, det har jeg ikke, men jeg er vis paa, at dèr, hvor Hr. Hjorth
stiller sig selv, dèr staar han med fuld Overbevisning, og saa -- ja
det er jo det vigtigste. --
-- Men vil De ikke gaa op med og spise til Middag? spurgte Johanna
lidt efter. -- Vi spiser om en Times Tid, og jeg vèd, at der er
Middagsmad nok idag.
-- Det er meget venligt af Dem, Frøken Schmettau, svarede Hjorth, --
men jeg synes virkelig, det er at misbruge Deres Gæstfrihed. --
Desuden vilde jeg gærne have skrevet i Anledning af denne Sag, saa
det kunde komme fra Haderslev i Eftermiddag.
-- Ja men, det sker jo aller lettest, naar De skriver hos os, jeg
skal nok skaffe Dem et roligt Sted.
Hjorth takkede, og de tog imod Indbydelsen.
-- De undskylder mig et Øjeblik, sagde Johanna i Havestuedøren, jeg
skal blot sørge for, at Hr. Hjorth kan komme til at skrive.
Hun gik foran ham igennem Spisestuen og lukkede Døren op til et
mindre Værelse; det var hendes eget.
-- Her kan De være uforstyrret, sagde hun, da de vare komne ind. --
Fader sover Middagssøvn paa denne Tid, vèd De nok, og i Havestuen
og Dagligstuen er der ingen rigtig Ro, tilføjede hun ligesom
undskyldende.
Under de aabenstaaende Vinduer, der vare omrammede af blomstrende
Rosenranker, stod et Dameskrivebord af Nøddetræ med Roser i et
Blomsterglas ved Hjørnet. Han satte sig ved det og saà sig om i
Stuen. En lille Hængereol paa den ene korte Væg til højre for ham,
bag ved, over Sengen, et Par Lithografier af Rhinlandskaber; til
venstre for ham i en lille Sofa hun selv, rødmende og straalende af
en Glæde, som han ikke vovede at gætte var Glæden over at se ham
derinde i hendes Værelse.
Hun rejste sig og trak en Skrivebordsskuffe ud.
-- Ja, men nu er det det gale af det, at jeg har kun Papir, som er
mærket med mit Navnetræk.
-- Aa, det gør ingen Ting.
-- Ja dèr ligger det, og dèr er Konvolutter. Farvel saa længe.
Men Døren gik ikke. Og da han drejede Hovedet, saà han hende staa
sidelængs ved Døren, hævet paa Tæerne, med Overkroppen bøjet frem,
saa at Hagen hvilede paa Hænderne, der havde grebet om Haandtaget.
Hun blev blussende rød, da hendes Blik pludselig mødte hans.
-- Jeg vilde kun sige, Hjorth, at det glæder mig saa meget, at De vil
tilbage til Danmark og være Rigsdagsmand.
-- Det er ellers ikke meget smigrende for mig.
-- Fy, Hjorth! saadan var det ikke ment, -- det vèd De ogsaa godt ...
Men -- ja men, nu maa De ikke blive vred, vel? -- jeg har saa tidt
tænkt, at De egentlig begravede Dem hernede, og ikke virkede, -- og
-- at De var for god til det.
Saa smuttede hun ud af Døren.
Han dyppede Pennen. Haven straalede udenfor i Sollyset, en Rosenkvist
svingede ned bagved Vinduesaabningen, og Rosenduften blandede sig med
den af Violrod fra Papiret, hvor hendes Navnetræk ofte fangede hans
Blik i sine Slyngninger. Saa holdt han inde og tænkte sig, at hun
endnu stod bagved ham paa Tæerne henne ved Døren, bøjende sin smekre
Figur, ligesom trykket af en skelmsk Forlegenhed, med Hagen støttet
mod Hænderne paa Laasen, smilende, medens hendes dejlige Øjne hvilede
paa ham, der skrev ved hendes Bord.