Sam var en lille Marekat, en Fod høj, naar den sad paa Hug, men med
en Hale, som var halvanden Gang saa lang.
Den havde et musegraat Skind, men henad Ryggen gik der et dunkelbrunt
Strøg, der endte i en trekantet brun Peltsværkshue over Panden; ogsaa
i det lille graa Oldingeansigt var der mørkebrune Whiskers helt hen
til Munden. Den haarløse Hale var mere lysegraa end Bugen, og lignede
en Guttaperkaslange. Haandfladerne, Neglene og de livlige Øjne vare
sorte; af hvidt havde den kun Tænderne og lige over Øjnene en
Tegning, som, især naar den arrig trak Pandehuden op, traadte
skinnende frem med Form af en flyvende Maage.
Hundehuset midt i Gaarden, hvor den bòde, var bygget som en stor graa
Bikube af Cement, paa hvis Top der var anbragt en gulmalet Kugle.
Under denne Kugle var der bundet et Reb, der endte i en Læderrem om
den smalle Del af Abens Legeme foran Benene. Dette Reb betjente den
sig af til at fire sig op og ned. Den kom meget godt ud af det med
Trofast og brød sig ikke om, at denne værdige Skabning, der i det
Hele var af et flegmatisk Temperament, sjælden havde Lyst til at
lege; Sam kom alligevel ufortrøden spadserende paa sine to Baghænder
og fik med sine Forhænder fat i Hønsehundens hængende Øren eller kneb
en Fold ud af Skindet og ruskede i den; og naar saa Trofast knurrede
og rystede sig, fòr den afsted i en Cirkellinje med en saadan Fart,
at den et Øjeblik kom til at hænge i det strammede Reb med alle fire
Hænder gribende i Luften, -- men den oplevede aldrig, at Trofast løb
efter den; eller ogsaa sprang den ind i Hundehuset, fra hvis Mørke
Tandrækken og Maagetegningen over Øjnene skinnede ud.
Men dens Yndlingsstilling var at sidde paa Hug ovenpaa den gule Kugle
med Halen hængende ned over Hvælvingen. Af og til pillede den sig i
den tykke Pels eller tog Halen, der krummede sig som en Slange, op i
sine Hænder og stirrede paa den nøgne Hud, om der var noget, der
havde bidt. Men den kunde ogsaa lange Timer igennem sidde ubevægelig,
med Forhændernes Knoer støttede paa Baghænderne. Saa lignede den en
underlig Søjlehelgen, der fortabte sig i sine Betragtninger.
Det fandt ogsaa Johanna. En Eftermiddag, da hun og Hjorth stod og saà
paa Sam, sagde hun, at det saà ud, som om den filosoferede.
-- Nej, den theosoferer, svarede han.
-- Hvad er det?
-- Det er at grunde over Guds Natur.
-- Naa, og hvordan tænker den sig saa sin Gud?
-- Aa, jeg antager, omtrent som den selv er, kun en million Gange
større ... Saa stor, at naar De tænker Dem Abeguden siddende oppe paa
Solen, ligesom Sam sidder paa den gule Kugle dèr, saa hænger den
guddommelige Hale ned over hele Himmelhvælvingen.
-- Fy, De spotter, sagde hun og truede med Parasollen. Men lad os nu
spadsere.
De gik gennem Haven ned ad Allèen ud i Præsteskoven langs Fjorden.
Det blæste kølig, og Johanna havde slynget sit store Slør foran
tilvenstre og fæstet det med en Naal oppe paa den højre Skulder, saa
at det omhyllede hendes Ansigt som en blød Florsramme, der klædte det
vidunderligt. Og saa maatte hun endda, for at holde Hagen helt nede i
de lune Folder, bøje Hovedet lidt, saa at den blændende Nakke kom til
at ligge frem, netop som den skulde, gyngende de mørke, blanke
Haarbukler paa sin Elfenbens Runding.
Den Bemærkning, han havde gjort, blev ved at sidde som en Braad i
hendes Sind; hun følte det som en Satire paa den Forestilling, hun
var vant til at have om Gud. Og hun optog igen Samtalen, der kom til
at dreje sig om de forskellige religiøse Forestillinger og om al den
Splid, de havde vakt mellem Mennesker, om den Skillemur, de endnu den
Dag i Dag sætte mellem Personer, som ellers synes at høre sammen.
Under denne Samtale vare de komne udenfor Præsteskoven til den
kratbevoxede Bakke med den enkelte Række Bøgetræer ud mod Fjorden,
hvor han havde ligget den Aften, da han kom tilbage forrige Sommer,
kort før han første Gang havde set hende. De satte sig ned i det høje
Græs under en stor Bøg. Det var hvad hun kaldte sin »Elsklingsplads«,
-- med et af disse Ord, som han ikke nænnede at rette, skønt han
havde stræng Befaling til at vare hende ad hver Gang, hun sagde noget
fejlt. Men han elskede hendes tyske Akcent, og det morede ham saa
meget hver Gang der i hendes temmelig korrekte Dansk pludselig
indfandt sig en ægte germansk Vending.
Bøgeløvet rundt om havde sin første lysegrønne, silkebløde Friskhed.
Himlen hang lavt med tunge graa Taager. Og idet ingen Belysning
satte Forskelle af Sol og Skygge, smeltede Breddernes to Skove, der
mødtes foran dem, sammen i èn grøn Masse, som endnu fuldstændigere
end sædvanlig indelukkede Fjorden til en stille Skovsø. Men Hjorth
udspilede Næseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var ført
derind af Østenvinden, der nu var ved at løje af, og denne Lugt
ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af bølgende
aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og
med taktfaste Brændingsøer mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav
mødes med det tanggjordede Land.
-- Kan De lugte Stranden? spurgte han.
-- Ja, -- det er grimt, det lugter saa raaddent.
-- Nu taler De som en rigtig Binnentysker! ... Det er jo netop det
pikante, ligesom den ægte ankomne Vildtsmag for en Gourmand-Gane ...
Denne Lugt af Havet, der i det uendelige skaber nye Former paa sin
Overflade og sletter dem ud igen, denne Duft med et Stænk af
Forkrænkelighed i sin skarpe Friskhed, det er selve den store Naturs,
det er vort Aarhundredes Duft.
-- Ih, men Hjorth! ... De taler jo helt poetisk.
-- Vèd De, naar det faldt mig ind? ... Det var, da jeg læste
Nathan den vise, for den har lige den modsatte Duft, det attende
Aarhundredes, -- indelukket hyggelig, Salon og Studerekammer -- den
holder jeg for Resten ogsaa af ... Den Bog har De aldrig talt om --
har De læst den?
-- Jo, jeg har.
-- Og forstaaet den?
-- Hør, De er virkelig meget smigrende iaften, -- først skælder De
mig for en Binnentysker --
-- Skal jeg fortælle Dem en Historie? afbrød han hende.
-- Hvordan er det Saladin svarer: en god Historie, godt fortalt --
-- Ja vel, De kan Deres Klassikere. Jeg vil ikke gaa videre i Texten,
men heller begynde min Fortælling, -- som for Resten netop faldt mig
ind ved at tænke paa Fablen i Nathan, og angaar det, vi før talte om.
-- Ja fortæl, vise Hjorth.
-- Der kom en Gang en Siriusbeboer til Jorden -- ja De vèd vel nok,
at naar der skal oplyses et eller andet mærkeligt Forhold paa Jorden,
saa sendes der altid en Siriusbeboer herned.
-- Nej, det vidste jeg ikke, -- men lige meget.
-- Der kom altsaa en Siriusbeboer herned, per Meteorsten, tror jeg.
Naa, han gik omkring blandt Menneskenes Børn som en af os andre, men
de vidste dog godt, at han var fra Sirius, og netop derfor havde han
sit Frisprog og -- ja man generede sig ikke videre for ham. Naa,
blandt andre lærte han en ung Mand og en ung Dame at kende, der
aabenbart var meget indtagne i hinanden, og passede ogsaa for
hinanden af Naturel, Tilbøjeligheder og saadan. Saa en Dag, da vor
Siriusbeboer taler i Enrum med den unge Dame, gør han en Hentydning
til dette smukke Forhold. Men den unge Dame sukker og siger: Aak nej,
mellem ham og mig kan det dog ikke blive til noget. -- Hvorfor ikke
det? spørger han, -- har han ikke Midler, og kan han ikke gifte sig?
-- Nej hvad det angaar, svarer hun, saa er der intet i Vejen, og det
vilde vi vel ogsaa være kommet ud over. -- Men elsker De ham da ikke,
for jeg er vis paa, at han elsker Dem? -- Ja De erindrer jo nok, han
havde saadan sit Frisprog. -- Jo, hun indrømmede rødmende, at hun
elskede ham. -- Har han da bundet sig til en anden? -- Nej, hvor vil
De hen? -- Ja men, hvad er der da? -- Ja, det er det, at jeg er
religiøs, og han er det modsatte. -- Vil De ikke, ja for jeg er jo
endnu fremmed i Forholdene her, vil De ikke være saa venlig at
forklare mig den Forskel en Gang? -- Jo det vilde hun da gærne, og
saa forklarede hun det. Naa det behøver jeg jo ikke at gennemgaa, --
De kan tænke Dem, hvad De nu saadan selv vilde sige. -- Da hun nu var
bleven færdig, saa sagde Siriusbeboeren: Ja, Forskellen synes mig nu
ret klar; det er altsaa den, at De tror, der sidder ovenover Verden
et Væsen, saa temmelig i Lighed med Dem selv, som har udtænkt det
Hele og styrer det Hele, -- men han derimod tror, at det Hele er af
sig selv og udvikler sig af sig selv. Har jeg nu forstaaet Dem
rigtig? -- Jo, fuldkommen rigtig, det er netop Sagen. -- Men i alle
andre Spørgsmaal, saadan om hvordan Mennesker skal være imod
hinanden, og særlig hvordan I selv skal være, dèr er I ganske enige.
-- Ja--a, nej, -- det vil jeg dog ikke sige. -- Ja, bi nu lidt,
Frøken, siger Siriusbeboeren, -- jeg kommer til det. Der er ganske
vist ogsaa deri nogle Forskelle i Opfattelsen, men dem tror jeg, vi
kan udlede af den ene. For Exempel: De tror, at man skal dyrke dette
Væsen, lovprise det, bede til det og saa videre, men da han
overhovedet ikke tror paa saadan et Væsen, kan han jo heller ikke
mene det. Eller: -- et andet Exempel: -- De tror, at en berømt Mand
for et Par tusind Aar siden var en Søn af dette Væsen og derfor skal
tilbedes; hvorimod, da han ikke tror paa dette Væsen, kan han heller
ikke antage, at det har en Søn, men han mener, at denne berømte Mand
var et Menneske, og et Menneske tilbeder man ikke. Og saadan med det
meste andet, saa at det, der bliver tilbage, kun er saadan smaa
Meningsforskelle, der findes blandt alle Ægtefolk og ikke skader.
Ikke sandt? -- Den unge Dame betænkte sig en Stund, og sagde saa,
at det var ganske rigtigt. -- Det tænkte jeg jo nok, sagde
Siriusbeboeren, ja saa takker jeg for Belæringen ... Det var virkelig
højst interessant ... Det er noget af det mærkeligste, jeg har
oplevet under mit Ophold her paa Kloden ... Farvel! -- -- Derpaa gik
Siriusbeboeren til den unge Mand og gjorde en Hentydning til den
gensidige Tilbøjelighed. Der paafulgte en Samtale, som i alt
væsentligt var ganske den samme som den foregaaende. -- Ja men, hvad
i alle fornuftige Tankers Navn, udbrød saa Siriusbeboeren, hvad vil I
dog bryde jer om, enten der findes saadan et Væsen eller ikke! Naar I
er enige om alt, hvad der angaar menneskelige Forhold, naar ingen af
jer vil gøre noget, den anden fordømmer, hvad kommer saa det Væsen
eller Ikke-Væsen jer ved! Paa Sirius har vi aldrig bekymret os om
det. Hvis en af jer kom derop og spurgte os om det, saa skulde det
ikke undre mig, om nogle svarede det ene og andre det andet. Men vi
lægger ingen Vægt derpaa. Vi Sirius'er er praktiske Folk, og det
er et aldeles upraktisk Spørgsmaal. Jeg maa sige, at af alle
menneskelige Besynderligheder, jeg har iagttaget, forekommer denne
mig at være den besynderligste. Nu, jeg er en berejst Mand og kan
sige, jeg har set mig om i Verden, men jeg har rigtignok ikke været
paa Merkur og Venus; jeg skal dog nu tage derhen, om det maaske
skulde være noget særegent for Solsystemet, eller om det er noget
ganske jord-individuelt.
Johanna lo:
-- Det var jo virkelig Sagen set fra en anden Side; det var dog
aldrig faldet mig ind ... Men jeg vil dog tænke efter, om _jeg_ ikke
skulde kunne have fundet paa noget at svare Siriusbeboeren.
-- Men se, hvor det nu er blevet smukt rundt om, medens han har talt.
Solen var ved at gaa ned bagved dem og Bakken; idet de underste Rande
af Taagerne ramtes af dens stigende Straaler, antændtes de i lange
rosarøde flossede Strimler som af glødende Uld, og imellem dem
begyndte Himlen at blaane, -- det var, som om disse Purpurflammer
trak al den øvrige Taage til sig og brændte Himlen ren, saa hvor der
før hang et tungt ensformigt Dække, dèr svævede det nu let som et
Silkeklæde, flammet i Striber af Rosenpurpur og Viol, -- og forneden
sank det dybt med en endnu mere straalende Glans ned i den blanke
Fjord. Men Skovenes Vaargrønt, hvis Ring skilte mellem Himlens og
Vandets Dobbeltfarver, -- Skovgrøntet, der selv stod halvt med den
tørre Lufttone, halvt med den fernisblanke Vandfarve, -- ogsaa det
straalede nu op med en finere Friskhed og Blødhed som i en ny
Løvspringsstund.
Johanna lænede sig helt tilbage, saa hun laa udstrakt i Græsset og
stirrede lige op i Himlen.
-- Ja, sagde hun sagte, -- det klarer op.