Hjorth havde fra først af ikke rigtig vidst, hvorlænge han vilde
blive i Vonsbæk. Han havde nærmest tænkt sig at feriere det Efteraar
og saa ved det nye Aars Begyndelse at tage til København og se at
faa noget Skolearbejde dèr. Men Julen drev over, og han følte aldeles
ingen Lyst til at rejse; han havde det saa inderlig godt dèr, og
kunde foreløbig slet ikke tænke sig at bo andre Steder. For dog at
sysselsætte sig med noget fik han de ældste Klasser i Skolen til at
komme hjem til sig og gav Børnene nogen fyldigere Undervisning i
Historie og Geografi. Hans Bekendtskab med Præsten kom ham her til
god Nytte, saa der ingen Hindringer blev lagt ham i Vejen.
Dette Bekendtskab faldt ellers ikke rigtig i Vonsbækkernes Smag. Der
var jo nok dem, der ikke var dummere, end at de kunde begribe, hvem
af Præstegaardens Beboere det var, som trak Hjorth til Huset. Men det
var heller ikke rigtig passende det med Johanna, skønt hun var
almindelig afholdt; -- for hun var dog en Hjemmetysker, og det havde
da været rimeligere, at Hjorth havde kastet sine Øjne paa en af
Landets Døtre.
Han kom virkelig temmelig hyppig i Præstegaarden, skønt Pastor
Schmettau endnu bestandig forekom ham at være en utaalelig
Stivstikker, som i Grunden slet ikke var til at tale med. Præsten
forundrede sig ikke over, at Studenten i disse Bondeomgivelser søgte
til den eneste Familje med højere Dannelse; han begyndte derimod nok
at finde det mærkeligt, at Studenten lod til at slaa sig til Ro i den
landlige Afkrog; men Hjorth fik ham bundet paa Ærmet, at han virkelig
var bleven noget overanstrængt og behøvede Ro og Landluft. Sine
ukristelige Anskuelser vogtede han sig vel for at røbe; Bønderne
indlod sig aldrig med Præsten, saa fra den Retning fik han intet at
vide om sin Gæst; -- og Johanna tav ogsaa.
Hende havde han allerede for længe siden fortalt, at han i
Virkeligheden slet ikke studerede Theologi længer og ikke vilde være
Præst, fordi hans Anskuelser forbød ham det. Saa havde hun lèt og
spurgt, om han kunde huske, at hun allerede den første Dag havde
ment, at han ikke var nogen god Theolog, men den Gang var han bleven
rød i Hovedet. -- Jo, det kunde han godt huske, men han kendte hende
jo saa lidt den Gang, saa han kunde ikke vide, om det ikke vilde
skade ham i hendes Omdømme. -- Og det vilde han bilde hende ind, han
brød sig om? -- Ja, det vilde han netop, -- -- og saa havde de begge
lèt.
Hun havde en naturlig Ynde, der, naar hun var munter, kunde vise sig
i Former, som man hos mange andre vilde have kaldt Koketteri, og hun
ytrede ofte en beskeden Ubevidsthed, der vilde have givet hende
Udseende af at udfordre Komplimenter, dersom ikke hele hendes Væsen
havde afvist en saadan Mistanke. Saaledes fortalte hun ham en Dag, at
hun havde aldrig ønsket Rigdom, og hun var saa dum, at hun kun
sjælden ønskede at være mere begavet, men hun kunde ofte misunde
Skønheder og ønske, at hun selv var smuk. Da hun havde sagt det, saà
han saa forundret paa hende, at hun blev ganske rød i Hovedet og
tròde, hun havde en sort Næse eller en Sortepers-Streg i Panden. Og
det kunde dog ikke være nogen Ejendommelighed hos ham, at han fandt
hende skøn, for i hele Egnen gik hun under Navnet den smukke Frøken
Schmettau; -- og en Gang, da de var paa Koncert i Haderslev,
rettedes alle Lorgnetter og Kikkerter imod dem, idet de traadte ind
i »Harmoniens« Sal; men hun tròde, at de saà paa ham, fordi han var
fremmed i Byen.
Denne Ubevidsthed gav hendes Skønhed den frie, lette Simpelhed, som
et Maleri har, naar det endnu hænger med tilsømmet Lærredsrand uden
Ramme, usolgt, i Kunstnerens Atelier, med Mulighed for nye
Penselstrøg endnu, Fremhævelsen af et Solblink, Uddybelsen af en
Skygge.
Og Hjorth levede af denne Skønhed, elskede dette Legeme, der syntes
at være en saa gennempræget Form af en skøn Sjæl, at han spøgende
gentog for sig selv, det var mere forbedrende at se en Time paa
hende, end at læse Alverdens Moralfilosofer. Om Natten, naar han
havde slukket sit Lys, søgte han forgæves at faa hendes Ansigt
tydelig at se. Naar han som Modsætning blot et Nu kom til at tænke
paa Kristine, havde han den Ærgrelse, at hendes ovale Ansigt strax
viste sig saa grangiveligt og nær, som om han kunde gribe det. Men
Johannas mere firkantede Ansigt maatte han nøjes med at tænke paa
stykkevis, indtil det saa tilsidst viste sig utydelig og fjærnt,
ganske behersket af de forunderlige Øjne; -- det var ikke store Øjne,
men dybtliggende, og over Regnbuehindens brune Grund stod der ligesom
en gylden Glorie, der straalede ud fra den sorte Pupil; de mørke
Øjenbryn vare kun tætte lige foran, deres opstrøgne smaa Haar
udtyndedes og forsvandt næsten ned mod Tindingen; -- men dèr bugtede
sig saa de viltre Tjavser af mørkebrunt Hovedhaar helt ned til
Brynranden og lod kun det midterste af Panden fri. Han forelskede
sig ogsaa i de mindre fuldkomne Enkeltheder, der gav det Hele
Afvexlingen af opløste Dissonanser. Den tydelige Streg, som gik fra
Næsefløjen ned til den nedbøjede Mundvig og syntes at være for gammel
til det ungdommelige Ansigt, gav hende et rørende, mildt sørgmodigt
Udtryk. Han holdt ogsaa af, at hendes Læber vare temmelig blege, at
Overlæben var lidt for smal, og at Underlæben ofte midt paa havde et
lille Saar, fordi hun plejede at bide i den og pille ved Huden -- en
Vane som han ogsaa selv havde. -- Og Hænderne, som hun selv skammede
sig over og fandt saa simple og klodsede, -- han vilde ikke for de
mest fuldendte smalle Venushænder med blaa-aaret Liljehud ønske disse
brune kraftige Hænder bortbyttede, troskyldige, kloge smaa
Arbejdshænder, der syede hendes gamle Kjoler om og syntes at
kunne faa noget smukt ud af det tarveligste, og som i de lange
Efteraarsaftener havde været saa flittige med at sy Julegaver til de
fattige Børn i Sognet.
Kom han, naar hun var saaledes sysselsat, saa lagde hun ikke Arbejdet
til Side, men snakkede med ham, mens hun blev ved at sy og maale og
klippe til, idet hun af og til standsede og satte en Tand fast i
Underlæben eller lagde Pegefingeren paa Hagen, medens hun smilende
overvejede, hvorledes hun bedst kunde komme ud af det, og undertiden
gav ham Del i Arbejdet ved at lade ham holde et Stykke Tøj, som hun
klippede i. Og han følte sig lykkelig ved at blive behandlet saaledes
fortrolig som en Husven, hvem man ikke gjorde mange Ophævelser over.
Men en af hans største Glæder var at gaa om Aftenen med hende ud i
Gaarden, hvor hun var omflagret af Duer og omtrippet af Høns og
Kyllinger, der kom pilende langt borte fra, og hvor Trofast ikke
vidste, om han skulde falde ned paa Hovedet eller paa Ryggen, saadan
sprang han, naar hun kom hen til ham, indtil han lagde sig plat ned i
en henrykt Daanen, naar hun kælede for ham, medens hun beklagede, at
han skulde staa bunden, men han havde en slem Passion for at jage
Livet af Faarene. Slutningen var saa, at Hestene, naar de vare blevne
vandede, kom hen og fik Rugbrød og Sukker af hende, og hun lokkede
dem til at træde med Forbenene helt op ad Stentrinnene til Køkkenet,
indtil hun, efterat have givet de sidste Smuler bort, klappede dem
paa de bløde Muler og lod dem nappe i hendes Fingre med deres lange
kærtegnende Læber. Han holdt saa meget af at se hende saaledes,
udøsende sin Kærligheds Rigdom ogsaa til disse fattige Væsener, og
selv omgivet af deres stumme Kærlighed, der syntes ham et rørende
Vidnesbyrd om, at selv den enfoldigste Skabning kunde læse sig
Tryghed ud af denne Skikkelse, fra hvilken der ikke kunde komme andet
end godt.
Under dette Samliv vaagnede der hos dem begge en Trang til at lære
hinandens tidligere Liv at kende og ved Delagtighed i hinandens
Erindringer erstatte Mangelen af et Bekendtskab fra Barndommen af.
Johannas tidligste Ungdom havde været glædeløs nok i et lidet
hyggeligt Hjem. Faderen var en Pedant, der havde delt sin Tid mellem
Studerekamret og Knejpen, og som kun gav sig lidt af med sin Søn og
slet ikke med sin Datter. Hendes ældre Broder havde først tyraniseret
hende og saa overset hende; nu da han var tysk Officer, hørte hun saa
godt som aldrig fra ham. Moderen havde hun heller ikke sympathiseret
med; det var en strix Kone, dygtig i sin Husholdning, men af en
temmelig lav Tænkemaade; de Leveregler, hun havde givet sin Datter,
vidnede slet ikke om nogen tysk Idealisme i Moralen. Efter hvad
Hjorth kunde forstaa, havde hun villet mede med Datterens Skønhed
efter en rig Svigersøn og pinte hende, fordi hun ikke var behagelig
nok imod de udsete Herrer. Johannas Forlegenhed og Beskedenhed gjorde
paa dette Punkt Fortællingen lidt dunkel; men en Gang sagde hun dog
rent ud, at Moderen nemlig havde været saa dum at finde hende smuk.
Hun var kommen meget lidt ud mellem Jævnaldrende og lod ikke til
at have haft nogen Veninde. Det eneste lysende Punkt i denne
Barndoms-Erindring var egentlig Rhinegnens Skønhed; det var den, hun
helst dvælede ved, og mod den længtes hun tilbage. I denne Natur
syntes saa hendes egen at have udfoldet sig som en fin Blomst,
upaavirket og ufordærvet af de nærmeste Omgivelser, fra Spirer, som
maatte ligge dybere nede i afdøde Generationers Jordlag. -- Da hun
var atten Aar, døde begge Forældrene, og hun kom i Huset hos sin
Onkel, der levede i barnløst Ægteskab. Fru Schmettau havde hun holdt
af, og de havde været meget for hinanden; men hun var død for et Par
Aar siden. »Hun lignede slet ikke Onkel Friedrich, -- Gud vèd,
hvorledes de har faaet hinanden,« sagde hun tidt. Men om ham tav hun.
Denne Ungdomstid var dog ikke gaaet hen over hende uden at have
efterladt sit Mærke. Hendes første Forlegenhed, der snart var svundet
for en ligefrem, naturlig Venlighed, havde kun været en Form af den
Fortrykthed, der endnu bestandig viste sig i hendes Væsen og gjorde
hende sky overfor alle andre, -- ligesom hendes beskedne Mangel paa
Selvtillid var en anden Form deraf. Ogsaa overfor ham fik hun endnu
Blodet i Kinderne, naar hun vilde gøre en selvstændig Bemærkning,
kunde ikke forstaa, hvorledes han gad sidde saa længe og tale med
hende, mistænkte ham endogsaa pludselig for at gøre lidt Nar af
hende, naar han sagde en uskyldig Kompliment. Hun sagde om sig selv,
at hun var melankolsk, og han traf hende hyppig nedslaaet uden at
kunne faa nogen Grund at vide. Saa var Stregen fra Næsefløjen til den
bøjede Mundvig ligesom skarpere ridset, Læberne vare smallere og
havde Anstrængelse ved at smile, Øjnene syntes at ligge dybere,
Haaret faldt ned over Tindingen, som om det vilde skjule et
Brændemærke af Sorgens Stempel; -- hun sad mat lænet tilbage i
Stolen, med Hænderne hvilende i Skødet og svarede ganske kort. Ofte
vidste hun ingen Grund at sige, fordi der i Virkeligheden ikke var
nogen anden Aarsag end en øjeblikkelig Ebbe af Kraften i hendes
stakkels fine Nervesystem, der ikke havde kunnet taale denne Barndom,
i hvilken hun ofte havde levet uden rigelig og nærende Mad, fordi der
ikke var Penge i Huset, medens hun pintes ved at se Moderen forsømt
eller raat behandlet af Faderen, uden at hun dog selv kunde elske
denne Moder, -- saa at hendes kærlighedstørstende Sjæl blev endnu
mindre mættet end hendes Legeme. Naar hun kendte Grunden og nævnede
den, saa var det et eller andet, der havde saaret hende moralsk eller
krænket hende æsthetisk, et Glimt af en Raahed eller Hjærteløshed,
Synet af Fattigdom og legemlig Lidelse, noget hun enten havde set
selv eller læst, en af disse Smaating, hvori den, som er stemt
dertil, kan se et Spejl af Livet med dets ubarmhjærtige Love, noget
meget Hverdagsagtigt, som de fleste slippe over med et Suk eller
sættes i daarligt Humør af i nogle Minutter, men som bliver ved at
gnave og pirre i et saadant overfint Nervesystem og gør det sygt for
hele Dage, sygt med den Sygdom, som er selve Sympathiens smertefulde
Forsoningsliv i en haard Verden, Veerne af en Sjæl, der er født for
tidlig, ædlere end sin Tid, -- denne Sygdom, som en moderne Tro kunde
døbe med det samme Navn, hvormed de Gamles Overtro tilbad Epilepsien:
-- Den hellige Sygdom.
Ved en forunderlig Modsætning kunde hun ofte midt i denne
Følelses-Pessimisme blive grebet af Angst for at dø, ligesom hun i
sin Barndom ofte havde ligget hele Nætter vaagen med en uafviselig
Skræk for, at Moderen skulde ligge paa sit yderste.
En Dag, da han havde talt med hendes Onkel, blev han siddende inde i
Dagligstuen og ventede paa, at hun skulde komme; hun var sikkert
hjemme og maatte vide, at han var der. Men hun kom ikke, og han
maatte gaa efter at have ventet med stigende Utaalmodighed en god
Time. Han gik bitter hjem, vilde indbilde sig, at han tròde, hun ikke
brød sig det mindste om ham, -- for kunde _han_ have ladet hende
vente saaledes forgæves? -- lovede sig selv, at han skulde komme der
sjældnere. Den næste Dag var han der naturligvis igen. Hun tog venlig
imod ham, som om der intet var i Vejen. Men han kunde ikke lade være
at gøre en Hentydning dertil. »Er De vred paa mig?« sagde hun saa med
et Smil. »Jamen, jeg kunde ikke gøre for det, -- jeg var saa
nedslaaet, og saa vilde jeg ikke gaa ind til Dem, det kunde De ingen
Fornøjelse have af.« -- Som oftest var hun dog glad over, at han kom,
ogsaa naar hun var i den Stemning, og saa sagde hun tidt, naar hun
til Afsked trykkede hans Haand rigtig fast, at nu var det næsten helt
ovre.
Men undertiden kunde ogsaa hendes Ungdommelighed bryde frem,
sammentrængt og forstærket ved det Tryk, der sædvanlig hvilede over
hendes Sind, sprudlende som et Vandspring. Saa kunde hun le saa
lystig, som om hun ikke kendte til Bekymring, skære de pudserligste
Ansigter, danse hen over Gulvet og slaa ham en Bog ud af Haanden, som
han netop stod og bladede i. Hun kunde vove alt af den Slags, fordi
hun netop intet _vovede_, men var som det faldt hende naturligt i
Øjeblikket. Alt klædte hende, alt gjorde hende elskværdig. Der var
aldrig i hendes Kaadhed en Gnist af Hjærteløshed, aldrig i hendes
Tungsind nogen Skygge af den Ondskabsfuldhed, som finder et Øjebliks
Lyst i at lade et slet Lune gaa ud over andre -- skønt hun anklagede
sig selv for Egoisme og klagede over, at hun var »en ækel Trold«, --
indtil Hjorth fortalte hende Historien om Dronning Dagmars
Særkeærmer; -- men hun rystede smilende paa Hovedet og sagde, at han
tròde hende altfor godt.
Hendes Stemme, Minespil, Blik og Bevægelser vare som rene, ufejlbare
Toner fra et ægte Instrument, paa hvilket Naturens Mesterhaand lige
fuldendt skønt kunde spille en smeltende, mørk og taaretung Adagio og
en springende, straalende og latterlet Scherzo, -- ~La malinconia~ og
~Papillons~.
Til Gengæld for alle Meddelelserne fra hendes tidligste Ungdom fik
hun hans Livs Historie, ogsaa Forlovelsen, men med et meget svagt og
frygtsomt retoucheret Billede af Kristine, -- for han skammede sig.
Det var en Gang i Slutningen af Marts, at han fortalte hende dèrom,
-- ved Aftensædes-Tid, men de havde ikke tændt Lys endnu. De sad i
den mørke Dagligstue med et hyggeligt flakkende Skær af Flammerne i
Kakkelovnen, hvori der buldrede nogle gode Stykker Bøgebrænde fra
Præsteskoven, som udenfor over Snedugen hævede sine sorte Kroner mod
en frostblinkende Stjærnehimmel. Johanna sad tæt ved ham i
Gyngestolen ved Bordet midt i Stuen og gyngede sit Ansigt ind i og ud
af den spillende Lysstribe, -- et Ansigt, der slukkedes og tændtes
igen med en lysende Kindlinje af ganske fine Dunhaar, med Skygge af
det viltre nedfaldne Haar over Panden, med pludselige Blink af
Øjnene, -- medens der lød en regelmæssig Knirken af hendes Sko paa
Skamlen. Da han saa tav, sagde hun:
-- Men er det da ogsaa sikkert, at det var, fordi De ikke vilde være
Præst? Det havde jo ogsaa kunnet være, fordi De ikke var religiøs.
Det andet vilde jo være saa lavt, saa -- ja, det kan jeg slet ikke
begribe.
-- Det er fordi en saadan Natur er saa forskellig fra Dem.
-- Nej, nej, -- det hedder, jeg kan nok begribe det, men saa er der
noget andet, jeg ikke kan begribe.
-- At jeg kunde være forelsket i hende?
Hendes Ansigt nikkede ude i Lysstriben og forsvandt igen.
-- Ja, jeg var saa ung den Gang, det begyndte, -- og jeg vidste ikke
hvordan -- jeg havde egentlig digtet noget helt andet ind i hende.
-- Gør De det med alle Mennesker? ... Gud vèd, om De nu ogsaa har en
Forestilling om mig, som er saadan helt anderledes, end jeg i
Virkeligheden er.
-- Ja, jeg vil nok antage, at jeg ikke formaar at forestille mig Dem
fuldt saa god, som De --
-- Fy, nu smigrer De ... Nej, fortæl mig saa heller mere om, hvordan
det egentlig gik til, at De blev saa slemt vantro.
-- Jeg er ikke vantro.
-- Er De ikke?
-- Og De da? ... Tror De maaske paa Wodan?
-- Nej ... Ja, saadan en skindklædt Urgermaner vilde vel ogsaa kalde
mig vantro, og det vilde jeg rolig finde mig i. Men saa maa De ogsaa
finde Dem i, at jeg kalder _Dem_ vantro ... Er det da ikke logisk?
-- Jo ... Naa, saa De vil altsaa høre noget mere om, hvorfor jeg blev
troende, og ikke længer som De er vantro mod den evige uskabte Natur
-- --
-- Ih, ah -- men sidder I her i Mørke?
-- Ja vi gør saamæn, Onkel, her er saa hyggeligt.
-- Hvordan -- ah, har Deres -- nu -- Svigerinde, Madam Hjorth det?
-- Aa jo, Tak, Hr. Pastor, -- hun ligger jo endnu.
-- Hm -- aa -- gør hun det ... Jeg skal dog se ind til hende, maaske
hun -- nu ... Imorgen tænker jeg --
-- Ak, maa jeg saa gaa med, Onkel? ... Jeg maatte saa gærne se
Hjorths Gaard, den skal være saa smuk.
-- Ja, det maa De endelig gøre, De skal være saa velkommen.
Johanna var bleven stærkere bevæget af denne Forlovelseshistorie, end
hun havde ladet sig mærke med. Hun kunde slet ikke holde op med at
tænke paa denne Bondepige, som han havde forelsket sig i, hvordan hun
dog egentlig havde været. Hun havde vist været meget smuk; --
Kristine hed hun; -- hun var meget vred paa Kristine, men dog glad
over, at hun ikke havde villet have ham tilsidst. Men hvordan kunde
han dog -- --!
Da Johanna var gaaet i Seng den Aften, bad hun Vorherre om ikke at
være vred paa Hjorth, fordi han ikke tròde »was so rechter Glaube
heisst«. --
Den næste Formiddag var Hjorth i en febrilsk Spænding, indtil han saà
den lange, tæt tilknappede Præsteskikkelse komme op ad Vejen og
Johanna ved Siden af ham. Han gik ud paa Vejen for at tage imod dem.
Da de var traadt ind i den store Forstue med det tavlede Flisegulv,
de svære Skabe rundt om, det dekorerede Loft, fra hvis Roset der
sænkede sig en moderne Hængelampe, -- og mens Niels var i Færd med at
skille dem ved Overtøjet, kom Jens ind fra Dagligstuen. Han tog imod
de sjældne Gæster med en vis høflig Tilbageholdenhed, takkede
Præsten, fordi han saà til dem, og førte ham strax ind til sin syge
Hustru.
Johanna gik med Niels ind i Dagligstuen. Hun var ganske imponeret af
Gaarden, som hun før kun havde set fra Vejen, hvor det høje Tegltag
med sin Kvist paa Midten viste sig over den store Haves Busketter.
Nu kunde hun fra Vinduet rigtig betragte den rummelige Gaardsplads,
som lukkedes af store spaantækte Længer, pyntelige med deres stengraa
Farve og brede hvide Rammer om Porte og Vinduer. Midt i Gaarden var
der en Plæne med nogle unge Lindetræer.
-- Det er rigtignok mere storartet end derovre i vor Præstegaard,
sagde hun.
-- Ja, men saadan maa De heller ikke tro, at Bøndergaardene ser ud
overalt i Danmark, -- ja det var ikke ganske korrekt sagt, men det
faldt mig saadan paa Tungen ... De vèd jo nok, vi regner os endnu til
Danmark.
-- I denne Stue skal man i alt Fald ikke let glemme det.
Det var unægteligt; Stuen formelig demonstrerede. Henne over det
opretstaaende Klaver hang et Portræt af Frederik den syvende, og som
Pendant paa den anden Side af Døren et af Kristian den niende. Under
det var der et Skilderi med noget trykt under begge Kongernes
Billede, det forklarede Niels hende var en Efterligning til Stads af
Krigsmedaljens Diplom, men henne paa Vinduespillen hang det mindre,
ægte Diplom, og Medaljen selv i sit Dannebrogsbaand hang nedenunder
det i en lille Ramme, for den maatte ikke bæres. Paa den modsatte Væg
var det Olaf Rye og Kryger, der havde Vagt, og over Sofaen sejrede de
Danske ved Fredericia og Isted. Alle disse Skilderier hang i rød- og
hvidstribede Baand. Sønnens gamle Legetøjs-Dannebrog var stukket ud
fra et Hjørne af Stuen bag en stor Nerie; Puden paa Gyngestolens Ryg,
som hun lænede sig tilbage mod, var et hvidt Kors paa rød Grund. Ja
om det saa var Pibebrætet henne ved Døren, saa fulgte dette fredelige
Væsen den almindelige Lyst til at være Bekender; med sine røde
Bogstaver paa den blinkende Sølvfolie lignede det disse Skilter, som
ligge i Urtekræmmervinduer; men paa dette Skilt stod der rigtignok:
»Længe leve gamle Danmark!«
Og medens Johanna saà sig rigtig om, idet hun drak Kaffen, der strax
var bleven sat ind, følte hun sig næsten uhyggelig tilmode mellem
alle disse fjendtlige Farver, som glòde hende imøde. Men det trøstede
hende at vide, at det var alt andet end en Fjende, som sad lige over
for hende.
Hun havde beholdt sin Hat paa, men løst Baandene, hvis Ender hang
langt ned mod Gulvet. Pludselig følte hun et Ryk i Hovedet, og da hun
drejede det, blev Hatten revet helt af.
-- Men Sam dog, fy skam dig.
Den lille Abe holdt Hatten triumferende op og forsøgte at sætte den
paa Hovedet, men forviklede sig i det lange Slør.
-- Nej dog, sikken komisk en!
Niels havde taget Hatten fra Sam, og medens han lagde den op paa
Sofa-Armen, sagde han:
-- Den har fundet, det saà altfor rejsefærdigt ud, at De sad med
Hatten paa.
-- Hvordan er den dog kommen her til Huset? spurgte hun og gav den et
Stykke Sukker, som den holdt i begge sine smaa Hænder og gnavede af,
siddende ved hendes Fødder, lænet op mod Kjolen.
Niels fortalte, at hans Broder Sømanden havde bragt den med fra Java.
Men nu var den hans, for Broderen havde foræret ham den ved Afrejsen.
De vare komne godt ud af det sammen, især havde det behaget
Sømanden, at Niels ikke vilde være Præst.
-- Saa har De dog vundet noget ved det ... Naa, det var jo ret!
Sam havde faaet fat i hendes Haand og satte med et behændigt Spring
op i Skødet paa hende.
-- Men han er virkelig altfor paatrængende!
-- Nej, han er sød ... Ih, men sikken et drolligt Ansigt, -- det er
ikke til at holde ud! Og hun gav sig til at sætte Ansigt op efter
den, saa Hjorth lo, og Sam greb op efter hendes vrængende Mund, med
et pludseligt Lyn gennem sit lille Ansigt, hvori en hvid Tegning over
Øjnene flammede op. -- Ei Sam! du bist dog ein scheuslicher Kerl!
Hun saà sig om, ganske forbløffet over at have talt Tysk her. Men der
lod ikke til at være Nogen i Værelset ved Siden af, som Sam syntes at
være kommen fra, og hvortil Døren stod paa Klem.
-- Han forstaar ikke Tysk, -- kun Engelsk og en Smule Dansk.
Sam havde trukket hendes Uhr frem og holdt det op til Øret.
-- Jo, det gaar og ovenikøbet rigtig, -- og det viser saamæn, at
Klokken er temmelig mange.
Præsten og Jens kom ind i det samme. De sad alle fire et Kvarterstid
i en trøg Samtale. Saa tog Schmettaus Afsked. Niels fulgte dem ud paa
Vejen, og Sam løb med. Da hun til Afsked havde givet ham sit
sædvanlige trofaste Haandtryk og begyndte at gaa, fòr Aben efter
hende og holdt hende i Kjolen.
-- Den har forelsket sig og vil ikke lade Dem slippe.
Hun lo, skar Ansigter til Sam og dansede baglængs hen ad Vejen, idet
hun løftede Kjolen lidt op. Saa standsede hun: --
-- Lebe wohl, Sam! -- Og idet hun lagde Fingren paa Hagen, tilføjede
hun med et skælmsk Smil: -- »Johanna geht, und nimmer kehrt sie
wieder.«
-- Er De bleven saa slet modtaget? raabte han leende, medens han bar
Sam bort, som hvæsede og var lige ved at bide ham i Fingren, men
betænkte sig. --
Efter den Dag spurgte hun tidt, hvordan Sam havde det, og ønskede, at
hun havde en Broder til Søs, der kunde forære hende saadan en lille
Fyr.
Johanna blev snart treogtyve Aar. Hun havde Fødselsdag en af
de første Dage i Maj, det havde Niels set paa hendes Faders
Væggealmanak. Han indfandt sig, ønskede hende til Lykke og spurgte,
om han maatte forære hende Sam. Hun vaklede et Øjeblik mellem
Forlegenhed og Lyst, men saa sagde hun, at det skulde han rigtignok
have Tak for. De aftalte, at den skulde bo i Hundehuset, hvis den
kunde forliges med Trofast. Dèr maatte den være bundet, indtil den
var bleven husvant. Efter mange Rømninger og med en Del afbrydende
Næselyd gav hendes Onkel sit Samtykke.
Saa kørte da Sam den Eftermiddag over fra Hjorths Gaard til
Præstegaarden.
Men hos Hjorths vakte det megen Misfornøjelse, at Niels saaledes
bortskænkede dette morsomme Dyr, som man havde vænnet sig til at
regne med blandt Gaardens Beboere, -- og saa at den ovenikøbet kom
til et tysk Hus.