XLI.

Hjorth havde fra først af ikke rigtig vidst, hvorlænge han vilde

blive i Vonsbæk. Han havde nærmest tænkt sig at feriere det Efteraar

og saa ved det nye Aars Begyndelse at tage til København og se at

faa noget Skolearbejde dèr. Men Julen drev over, og han følte aldeles

ingen Lyst til at rejse; han havde det saa inderlig godt dèr, og

kunde foreløbig slet ikke tænke sig at bo andre Steder. For dog at

sysselsætte sig med noget fik han de ældste Klasser i Skolen til at

komme hjem til sig og gav Børnene nogen fyldigere Undervisning i

Historie og Geografi. Hans Bekendtskab med Præsten kom ham her til

god Nytte, saa der ingen Hindringer blev lagt ham i Vejen.

Dette Bekendtskab faldt ellers ikke rigtig i Vonsbækkernes Smag. Der

var jo nok dem, der ikke var dummere, end at de kunde begribe, hvem

af Præstegaardens Beboere det var, som trak Hjorth til Huset. Men det

var heller ikke rigtig passende det med Johanna, skønt hun var

almindelig afholdt; -- for hun var dog en Hjemmetysker, og det havde

da været rimeligere, at Hjorth havde kastet sine Øjne paa en af

Landets Døtre.

Han kom virkelig temmelig hyppig i Præstegaarden, skønt Pastor

Schmettau endnu bestandig forekom ham at være en utaalelig

Stivstikker, som i Grunden slet ikke var til at tale med. Præsten

forundrede sig ikke over, at Studenten i disse Bondeomgivelser søgte

til den eneste Familje med højere Dannelse; han begyndte derimod nok

at finde det mærkeligt, at Studenten lod til at slaa sig til Ro i den

landlige Afkrog; men Hjorth fik ham bundet paa Ærmet, at han virkelig

var bleven noget overanstrængt og behøvede Ro og Landluft. Sine

ukristelige Anskuelser vogtede han sig vel for at røbe; Bønderne

indlod sig aldrig med Præsten, saa fra den Retning fik han intet at

vide om sin Gæst; -- og Johanna tav ogsaa.

Hende havde han allerede for længe siden fortalt, at han i

Virkeligheden slet ikke studerede Theologi længer og ikke vilde være

Præst, fordi hans Anskuelser forbød ham det. Saa havde hun lèt og

spurgt, om han kunde huske, at hun allerede den første Dag havde

ment, at han ikke var nogen god Theolog, men den Gang var han bleven

rød i Hovedet. -- Jo, det kunde han godt huske, men han kendte hende

jo saa lidt den Gang, saa han kunde ikke vide, om det ikke vilde

skade ham i hendes Omdømme. -- Og det vilde han bilde hende ind, han

brød sig om? -- Ja, det vilde han netop, -- -- og saa havde de begge

lèt.

Hun havde en naturlig Ynde, der, naar hun var munter, kunde vise sig

i Former, som man hos mange andre vilde have kaldt Koketteri, og hun

ytrede ofte en beskeden Ubevidsthed, der vilde have givet hende

Udseende af at udfordre Komplimenter, dersom ikke hele hendes Væsen

havde afvist en saadan Mistanke. Saaledes fortalte hun ham en Dag, at

hun havde aldrig ønsket Rigdom, og hun var saa dum, at hun kun

sjælden ønskede at være mere begavet, men hun kunde ofte misunde

Skønheder og ønske, at hun selv var smuk. Da hun havde sagt det, saà

han saa forundret paa hende, at hun blev ganske rød i Hovedet og

tròde, hun havde en sort Næse eller en Sortepers-Streg i Panden. Og

det kunde dog ikke være nogen Ejendommelighed hos ham, at han fandt

hende skøn, for i hele Egnen gik hun under Navnet den smukke Frøken

Schmettau; -- og en Gang, da de var paa Koncert i Haderslev,

rettedes alle Lorgnetter og Kikkerter imod dem, idet de traadte ind

i »Harmoniens« Sal; men hun tròde, at de saà paa ham, fordi han var

fremmed i Byen.

Denne Ubevidsthed gav hendes Skønhed den frie, lette Simpelhed, som

et Maleri har, naar det endnu hænger med tilsømmet Lærredsrand uden

Ramme, usolgt, i Kunstnerens Atelier, med Mulighed for nye

Penselstrøg endnu, Fremhævelsen af et Solblink, Uddybelsen af en

Skygge.

Og Hjorth levede af denne Skønhed, elskede dette Legeme, der syntes

at være en saa gennempræget Form af en skøn Sjæl, at han spøgende

gentog for sig selv, det var mere forbedrende at se en Time paa

hende, end at læse Alverdens Moralfilosofer. Om Natten, naar han

havde slukket sit Lys, søgte han forgæves at faa hendes Ansigt

tydelig at se. Naar han som Modsætning blot et Nu kom til at tænke

paa Kristine, havde han den Ærgrelse, at hendes ovale Ansigt strax

viste sig saa grangiveligt og nær, som om han kunde gribe det. Men

Johannas mere firkantede Ansigt maatte han nøjes med at tænke paa

stykkevis, indtil det saa tilsidst viste sig utydelig og fjærnt,

ganske behersket af de forunderlige Øjne; -- det var ikke store Øjne,

men dybtliggende, og over Regnbuehindens brune Grund stod der ligesom

en gylden Glorie, der straalede ud fra den sorte Pupil; de mørke

Øjenbryn vare kun tætte lige foran, deres opstrøgne smaa Haar

udtyndedes og forsvandt næsten ned mod Tindingen; -- men dèr bugtede

sig saa de viltre Tjavser af mørkebrunt Hovedhaar helt ned til

Brynranden og lod kun det midterste af Panden fri. Han forelskede

sig ogsaa i de mindre fuldkomne Enkeltheder, der gav det Hele

Afvexlingen af opløste Dissonanser. Den tydelige Streg, som gik fra

Næsefløjen ned til den nedbøjede Mundvig og syntes at være for gammel

til det ungdommelige Ansigt, gav hende et rørende, mildt sørgmodigt

Udtryk. Han holdt ogsaa af, at hendes Læber vare temmelig blege, at

Overlæben var lidt for smal, og at Underlæben ofte midt paa havde et

lille Saar, fordi hun plejede at bide i den og pille ved Huden -- en

Vane som han ogsaa selv havde. -- Og Hænderne, som hun selv skammede

sig over og fandt saa simple og klodsede, -- han vilde ikke for de

mest fuldendte smalle Venushænder med blaa-aaret Liljehud ønske disse

brune kraftige Hænder bortbyttede, troskyldige, kloge smaa

Arbejdshænder, der syede hendes gamle Kjoler om og syntes at

kunne faa noget smukt ud af det tarveligste, og som i de lange

Efteraarsaftener havde været saa flittige med at sy Julegaver til de

fattige Børn i Sognet.

Kom han, naar hun var saaledes sysselsat, saa lagde hun ikke Arbejdet

til Side, men snakkede med ham, mens hun blev ved at sy og maale og

klippe til, idet hun af og til standsede og satte en Tand fast i

Underlæben eller lagde Pegefingeren paa Hagen, medens hun smilende

overvejede, hvorledes hun bedst kunde komme ud af det, og undertiden

gav ham Del i Arbejdet ved at lade ham holde et Stykke Tøj, som hun

klippede i. Og han følte sig lykkelig ved at blive behandlet saaledes

fortrolig som en Husven, hvem man ikke gjorde mange Ophævelser over.

Men en af hans største Glæder var at gaa om Aftenen med hende ud i

Gaarden, hvor hun var omflagret af Duer og omtrippet af Høns og

Kyllinger, der kom pilende langt borte fra, og hvor Trofast ikke

vidste, om han skulde falde ned paa Hovedet eller paa Ryggen, saadan

sprang han, naar hun kom hen til ham, indtil han lagde sig plat ned i

en henrykt Daanen, naar hun kælede for ham, medens hun beklagede, at

han skulde staa bunden, men han havde en slem Passion for at jage

Livet af Faarene. Slutningen var saa, at Hestene, naar de vare blevne

vandede, kom hen og fik Rugbrød og Sukker af hende, og hun lokkede

dem til at træde med Forbenene helt op ad Stentrinnene til Køkkenet,

indtil hun, efterat have givet de sidste Smuler bort, klappede dem

paa de bløde Muler og lod dem nappe i hendes Fingre med deres lange

kærtegnende Læber. Han holdt saa meget af at se hende saaledes,

udøsende sin Kærligheds Rigdom ogsaa til disse fattige Væsener, og

selv omgivet af deres stumme Kærlighed, der syntes ham et rørende

Vidnesbyrd om, at selv den enfoldigste Skabning kunde læse sig

Tryghed ud af denne Skikkelse, fra hvilken der ikke kunde komme andet

end godt.

Under dette Samliv vaagnede der hos dem begge en Trang til at lære

hinandens tidligere Liv at kende og ved Delagtighed i hinandens

Erindringer erstatte Mangelen af et Bekendtskab fra Barndommen af.

Johannas tidligste Ungdom havde været glædeløs nok i et lidet

hyggeligt Hjem. Faderen var en Pedant, der havde delt sin Tid mellem

Studerekamret og Knejpen, og som kun gav sig lidt af med sin Søn og

slet ikke med sin Datter. Hendes ældre Broder havde først tyraniseret

hende og saa overset hende; nu da han var tysk Officer, hørte hun saa

godt som aldrig fra ham. Moderen havde hun heller ikke sympathiseret

med; det var en strix Kone, dygtig i sin Husholdning, men af en

temmelig lav Tænkemaade; de Leveregler, hun havde givet sin Datter,

vidnede slet ikke om nogen tysk Idealisme i Moralen. Efter hvad

Hjorth kunde forstaa, havde hun villet mede med Datterens Skønhed

efter en rig Svigersøn og pinte hende, fordi hun ikke var behagelig

nok imod de udsete Herrer. Johannas Forlegenhed og Beskedenhed gjorde

paa dette Punkt Fortællingen lidt dunkel; men en Gang sagde hun dog

rent ud, at Moderen nemlig havde været saa dum at finde hende smuk.

Hun var kommen meget lidt ud mellem Jævnaldrende og lod ikke til

at have haft nogen Veninde. Det eneste lysende Punkt i denne

Barndoms-Erindring var egentlig Rhinegnens Skønhed; det var den, hun

helst dvælede ved, og mod den længtes hun tilbage. I denne Natur

syntes saa hendes egen at have udfoldet sig som en fin Blomst,

upaavirket og ufordærvet af de nærmeste Omgivelser, fra Spirer, som

maatte ligge dybere nede i afdøde Generationers Jordlag. -- Da hun

var atten Aar, døde begge Forældrene, og hun kom i Huset hos sin

Onkel, der levede i barnløst Ægteskab. Fru Schmettau havde hun holdt

af, og de havde været meget for hinanden; men hun var død for et Par

Aar siden. »Hun lignede slet ikke Onkel Friedrich, -- Gud vèd,

hvorledes de har faaet hinanden,« sagde hun tidt. Men om ham tav hun.

Denne Ungdomstid var dog ikke gaaet hen over hende uden at have

efterladt sit Mærke. Hendes første Forlegenhed, der snart var svundet

for en ligefrem, naturlig Venlighed, havde kun været en Form af den

Fortrykthed, der endnu bestandig viste sig i hendes Væsen og gjorde

hende sky overfor alle andre, -- ligesom hendes beskedne Mangel paa

Selvtillid var en anden Form deraf. Ogsaa overfor ham fik hun endnu

Blodet i Kinderne, naar hun vilde gøre en selvstændig Bemærkning,

kunde ikke forstaa, hvorledes han gad sidde saa længe og tale med

hende, mistænkte ham endogsaa pludselig for at gøre lidt Nar af

hende, naar han sagde en uskyldig Kompliment. Hun sagde om sig selv,

at hun var melankolsk, og han traf hende hyppig nedslaaet uden at

kunne faa nogen Grund at vide. Saa var Stregen fra Næsefløjen til den

bøjede Mundvig ligesom skarpere ridset, Læberne vare smallere og

havde Anstrængelse ved at smile, Øjnene syntes at ligge dybere,

Haaret faldt ned over Tindingen, som om det vilde skjule et

Brændemærke af Sorgens Stempel; -- hun sad mat lænet tilbage i

Stolen, med Hænderne hvilende i Skødet og svarede ganske kort. Ofte

vidste hun ingen Grund at sige, fordi der i Virkeligheden ikke var

nogen anden Aarsag end en øjeblikkelig Ebbe af Kraften i hendes

stakkels fine Nervesystem, der ikke havde kunnet taale denne Barndom,

i hvilken hun ofte havde levet uden rigelig og nærende Mad, fordi der

ikke var Penge i Huset, medens hun pintes ved at se Moderen forsømt

eller raat behandlet af Faderen, uden at hun dog selv kunde elske

denne Moder, -- saa at hendes kærlighedstørstende Sjæl blev endnu

mindre mættet end hendes Legeme. Naar hun kendte Grunden og nævnede

den, saa var det et eller andet, der havde saaret hende moralsk eller

krænket hende æsthetisk, et Glimt af en Raahed eller Hjærteløshed,

Synet af Fattigdom og legemlig Lidelse, noget hun enten havde set

selv eller læst, en af disse Smaating, hvori den, som er stemt

dertil, kan se et Spejl af Livet med dets ubarmhjærtige Love, noget

meget Hverdagsagtigt, som de fleste slippe over med et Suk eller

sættes i daarligt Humør af i nogle Minutter, men som bliver ved at

gnave og pirre i et saadant overfint Nervesystem og gør det sygt for

hele Dage, sygt med den Sygdom, som er selve Sympathiens smertefulde

Forsoningsliv i en haard Verden, Veerne af en Sjæl, der er født for

tidlig, ædlere end sin Tid, -- denne Sygdom, som en moderne Tro kunde

døbe med det samme Navn, hvormed de Gamles Overtro tilbad Epilepsien:

-- Den hellige Sygdom.

Ved en forunderlig Modsætning kunde hun ofte midt i denne

Følelses-Pessimisme blive grebet af Angst for at dø, ligesom hun i

sin Barndom ofte havde ligget hele Nætter vaagen med en uafviselig

Skræk for, at Moderen skulde ligge paa sit yderste.

En Dag, da han havde talt med hendes Onkel, blev han siddende inde i

Dagligstuen og ventede paa, at hun skulde komme; hun var sikkert

hjemme og maatte vide, at han var der. Men hun kom ikke, og han

maatte gaa efter at have ventet med stigende Utaalmodighed en god

Time. Han gik bitter hjem, vilde indbilde sig, at han tròde, hun ikke

brød sig det mindste om ham, -- for kunde _han_ have ladet hende

vente saaledes forgæves? -- lovede sig selv, at han skulde komme der

sjældnere. Den næste Dag var han der naturligvis igen. Hun tog venlig

imod ham, som om der intet var i Vejen. Men han kunde ikke lade være

at gøre en Hentydning dertil. »Er De vred paa mig?« sagde hun saa med

et Smil. »Jamen, jeg kunde ikke gøre for det, -- jeg var saa

nedslaaet, og saa vilde jeg ikke gaa ind til Dem, det kunde De ingen

Fornøjelse have af.« -- Som oftest var hun dog glad over, at han kom,

ogsaa naar hun var i den Stemning, og saa sagde hun tidt, naar hun

til Afsked trykkede hans Haand rigtig fast, at nu var det næsten helt

ovre.

Men undertiden kunde ogsaa hendes Ungdommelighed bryde frem,

sammentrængt og forstærket ved det Tryk, der sædvanlig hvilede over

hendes Sind, sprudlende som et Vandspring. Saa kunde hun le saa

lystig, som om hun ikke kendte til Bekymring, skære de pudserligste

Ansigter, danse hen over Gulvet og slaa ham en Bog ud af Haanden, som

han netop stod og bladede i. Hun kunde vove alt af den Slags, fordi

hun netop intet _vovede_, men var som det faldt hende naturligt i

Øjeblikket. Alt klædte hende, alt gjorde hende elskværdig. Der var

aldrig i hendes Kaadhed en Gnist af Hjærteløshed, aldrig i hendes

Tungsind nogen Skygge af den Ondskabsfuldhed, som finder et Øjebliks

Lyst i at lade et slet Lune gaa ud over andre -- skønt hun anklagede

sig selv for Egoisme og klagede over, at hun var »en ækel Trold«, --

indtil Hjorth fortalte hende Historien om Dronning Dagmars

Særkeærmer; -- men hun rystede smilende paa Hovedet og sagde, at han

tròde hende altfor godt.

Hendes Stemme, Minespil, Blik og Bevægelser vare som rene, ufejlbare

Toner fra et ægte Instrument, paa hvilket Naturens Mesterhaand lige

fuldendt skønt kunde spille en smeltende, mørk og taaretung Adagio og

en springende, straalende og latterlet Scherzo, -- ~La malinconia~ og

~Papillons~.

Til Gengæld for alle Meddelelserne fra hendes tidligste Ungdom fik

hun hans Livs Historie, ogsaa Forlovelsen, men med et meget svagt og

frygtsomt retoucheret Billede af Kristine, -- for han skammede sig.

Det var en Gang i Slutningen af Marts, at han fortalte hende dèrom,

-- ved Aftensædes-Tid, men de havde ikke tændt Lys endnu. De sad i

den mørke Dagligstue med et hyggeligt flakkende Skær af Flammerne i

Kakkelovnen, hvori der buldrede nogle gode Stykker Bøgebrænde fra

Præsteskoven, som udenfor over Snedugen hævede sine sorte Kroner mod

en frostblinkende Stjærnehimmel. Johanna sad tæt ved ham i

Gyngestolen ved Bordet midt i Stuen og gyngede sit Ansigt ind i og ud

af den spillende Lysstribe, -- et Ansigt, der slukkedes og tændtes

igen med en lysende Kindlinje af ganske fine Dunhaar, med Skygge af

det viltre nedfaldne Haar over Panden, med pludselige Blink af

Øjnene, -- medens der lød en regelmæssig Knirken af hendes Sko paa

Skamlen. Da han saa tav, sagde hun:

-- Men er det da ogsaa sikkert, at det var, fordi De ikke vilde være

Præst? Det havde jo ogsaa kunnet være, fordi De ikke var religiøs.

Det andet vilde jo være saa lavt, saa -- ja, det kan jeg slet ikke

begribe.

-- Det er fordi en saadan Natur er saa forskellig fra Dem.

-- Nej, nej, -- det hedder, jeg kan nok begribe det, men saa er der

noget andet, jeg ikke kan begribe.

-- At jeg kunde være forelsket i hende?

Hendes Ansigt nikkede ude i Lysstriben og forsvandt igen.

-- Ja, jeg var saa ung den Gang, det begyndte, -- og jeg vidste ikke

hvordan -- jeg havde egentlig digtet noget helt andet ind i hende.

-- Gør De det med alle Mennesker? ... Gud vèd, om De nu ogsaa har en

Forestilling om mig, som er saadan helt anderledes, end jeg i

Virkeligheden er.

-- Ja, jeg vil nok antage, at jeg ikke formaar at forestille mig Dem

fuldt saa god, som De --

-- Fy, nu smigrer De ... Nej, fortæl mig saa heller mere om, hvordan

det egentlig gik til, at De blev saa slemt vantro.

-- Jeg er ikke vantro.

-- Er De ikke?

-- Og De da? ... Tror De maaske paa Wodan?

-- Nej ... Ja, saadan en skindklædt Urgermaner vilde vel ogsaa kalde

mig vantro, og det vilde jeg rolig finde mig i. Men saa maa De ogsaa

finde Dem i, at jeg kalder _Dem_ vantro ... Er det da ikke logisk?

-- Jo ... Naa, saa De vil altsaa høre noget mere om, hvorfor jeg blev

troende, og ikke længer som De er vantro mod den evige uskabte Natur

-- --

-- Ih, ah -- men sidder I her i Mørke?

-- Ja vi gør saamæn, Onkel, her er saa hyggeligt.

-- Hvordan -- ah, har Deres -- nu -- Svigerinde, Madam Hjorth det?

-- Aa jo, Tak, Hr. Pastor, -- hun ligger jo endnu.

-- Hm -- aa -- gør hun det ... Jeg skal dog se ind til hende, maaske

hun -- nu ... Imorgen tænker jeg --

-- Ak, maa jeg saa gaa med, Onkel? ... Jeg maatte saa gærne se

Hjorths Gaard, den skal være saa smuk.

-- Ja, det maa De endelig gøre, De skal være saa velkommen.

Johanna var bleven stærkere bevæget af denne Forlovelseshistorie, end

hun havde ladet sig mærke med. Hun kunde slet ikke holde op med at

tænke paa denne Bondepige, som han havde forelsket sig i, hvordan hun

dog egentlig havde været. Hun havde vist været meget smuk; --

Kristine hed hun; -- hun var meget vred paa Kristine, men dog glad

over, at hun ikke havde villet have ham tilsidst. Men hvordan kunde

han dog -- --!

Da Johanna var gaaet i Seng den Aften, bad hun Vorherre om ikke at

være vred paa Hjorth, fordi han ikke tròde »was so rechter Glaube

heisst«. --

Den næste Formiddag var Hjorth i en febrilsk Spænding, indtil han saà

den lange, tæt tilknappede Præsteskikkelse komme op ad Vejen og

Johanna ved Siden af ham. Han gik ud paa Vejen for at tage imod dem.

Da de var traadt ind i den store Forstue med det tavlede Flisegulv,

de svære Skabe rundt om, det dekorerede Loft, fra hvis Roset der

sænkede sig en moderne Hængelampe, -- og mens Niels var i Færd med at

skille dem ved Overtøjet, kom Jens ind fra Dagligstuen. Han tog imod

de sjældne Gæster med en vis høflig Tilbageholdenhed, takkede

Præsten, fordi han saà til dem, og førte ham strax ind til sin syge

Hustru.

Johanna gik med Niels ind i Dagligstuen. Hun var ganske imponeret af

Gaarden, som hun før kun havde set fra Vejen, hvor det høje Tegltag

med sin Kvist paa Midten viste sig over den store Haves Busketter.

Nu kunde hun fra Vinduet rigtig betragte den rummelige Gaardsplads,

som lukkedes af store spaantækte Længer, pyntelige med deres stengraa

Farve og brede hvide Rammer om Porte og Vinduer. Midt i Gaarden var

der en Plæne med nogle unge Lindetræer.

-- Det er rigtignok mere storartet end derovre i vor Præstegaard,

sagde hun.

-- Ja, men saadan maa De heller ikke tro, at Bøndergaardene ser ud

overalt i Danmark, -- ja det var ikke ganske korrekt sagt, men det

faldt mig saadan paa Tungen ... De vèd jo nok, vi regner os endnu til

Danmark.

-- I denne Stue skal man i alt Fald ikke let glemme det.

Det var unægteligt; Stuen formelig demonstrerede. Henne over det

opretstaaende Klaver hang et Portræt af Frederik den syvende, og som

Pendant paa den anden Side af Døren et af Kristian den niende. Under

det var der et Skilderi med noget trykt under begge Kongernes

Billede, det forklarede Niels hende var en Efterligning til Stads af

Krigsmedaljens Diplom, men henne paa Vinduespillen hang det mindre,

ægte Diplom, og Medaljen selv i sit Dannebrogsbaand hang nedenunder

det i en lille Ramme, for den maatte ikke bæres. Paa den modsatte Væg

var det Olaf Rye og Kryger, der havde Vagt, og over Sofaen sejrede de

Danske ved Fredericia og Isted. Alle disse Skilderier hang i rød- og

hvidstribede Baand. Sønnens gamle Legetøjs-Dannebrog var stukket ud

fra et Hjørne af Stuen bag en stor Nerie; Puden paa Gyngestolens Ryg,

som hun lænede sig tilbage mod, var et hvidt Kors paa rød Grund. Ja

om det saa var Pibebrætet henne ved Døren, saa fulgte dette fredelige

Væsen den almindelige Lyst til at være Bekender; med sine røde

Bogstaver paa den blinkende Sølvfolie lignede det disse Skilter, som

ligge i Urtekræmmervinduer; men paa dette Skilt stod der rigtignok:

»Længe leve gamle Danmark!«

Og medens Johanna saà sig rigtig om, idet hun drak Kaffen, der strax

var bleven sat ind, følte hun sig næsten uhyggelig tilmode mellem

alle disse fjendtlige Farver, som glòde hende imøde. Men det trøstede

hende at vide, at det var alt andet end en Fjende, som sad lige over

for hende.

Hun havde beholdt sin Hat paa, men løst Baandene, hvis Ender hang

langt ned mod Gulvet. Pludselig følte hun et Ryk i Hovedet, og da hun

drejede det, blev Hatten revet helt af.

-- Men Sam dog, fy skam dig.

Den lille Abe holdt Hatten triumferende op og forsøgte at sætte den

paa Hovedet, men forviklede sig i det lange Slør.

-- Nej dog, sikken komisk en!

Niels havde taget Hatten fra Sam, og medens han lagde den op paa

Sofa-Armen, sagde han:

-- Den har fundet, det saà altfor rejsefærdigt ud, at De sad med

Hatten paa.

-- Hvordan er den dog kommen her til Huset? spurgte hun og gav den et

Stykke Sukker, som den holdt i begge sine smaa Hænder og gnavede af,

siddende ved hendes Fødder, lænet op mod Kjolen.

Niels fortalte, at hans Broder Sømanden havde bragt den med fra Java.

Men nu var den hans, for Broderen havde foræret ham den ved Afrejsen.

De vare komne godt ud af det sammen, især havde det behaget

Sømanden, at Niels ikke vilde være Præst.

-- Saa har De dog vundet noget ved det ... Naa, det var jo ret!

Sam havde faaet fat i hendes Haand og satte med et behændigt Spring

op i Skødet paa hende.

-- Men han er virkelig altfor paatrængende!

-- Nej, han er sød ... Ih, men sikken et drolligt Ansigt, -- det er

ikke til at holde ud! Og hun gav sig til at sætte Ansigt op efter

den, saa Hjorth lo, og Sam greb op efter hendes vrængende Mund, med

et pludseligt Lyn gennem sit lille Ansigt, hvori en hvid Tegning over

Øjnene flammede op. -- Ei Sam! du bist dog ein scheuslicher Kerl!

Hun saà sig om, ganske forbløffet over at have talt Tysk her. Men der

lod ikke til at være Nogen i Værelset ved Siden af, som Sam syntes at

være kommen fra, og hvortil Døren stod paa Klem.

-- Han forstaar ikke Tysk, -- kun Engelsk og en Smule Dansk.

Sam havde trukket hendes Uhr frem og holdt det op til Øret.

-- Jo, det gaar og ovenikøbet rigtig, -- og det viser saamæn, at

Klokken er temmelig mange.

Præsten og Jens kom ind i det samme. De sad alle fire et Kvarterstid

i en trøg Samtale. Saa tog Schmettaus Afsked. Niels fulgte dem ud paa

Vejen, og Sam løb med. Da hun til Afsked havde givet ham sit

sædvanlige trofaste Haandtryk og begyndte at gaa, fòr Aben efter

hende og holdt hende i Kjolen.

-- Den har forelsket sig og vil ikke lade Dem slippe.

Hun lo, skar Ansigter til Sam og dansede baglængs hen ad Vejen, idet

hun løftede Kjolen lidt op. Saa standsede hun: --

-- Lebe wohl, Sam! -- Og idet hun lagde Fingren paa Hagen, tilføjede

hun med et skælmsk Smil: -- »Johanna geht, und nimmer kehrt sie

wieder.«

-- Er De bleven saa slet modtaget? raabte han leende, medens han bar

Sam bort, som hvæsede og var lige ved at bide ham i Fingren, men

betænkte sig. --

Efter den Dag spurgte hun tidt, hvordan Sam havde det, og ønskede, at

hun havde en Broder til Søs, der kunde forære hende saadan en lille

Fyr.

Johanna blev snart treogtyve Aar. Hun havde Fødselsdag en af

de første Dage i Maj, det havde Niels set paa hendes Faders

Væggealmanak. Han indfandt sig, ønskede hende til Lykke og spurgte,

om han maatte forære hende Sam. Hun vaklede et Øjeblik mellem

Forlegenhed og Lyst, men saa sagde hun, at det skulde han rigtignok

have Tak for. De aftalte, at den skulde bo i Hundehuset, hvis den

kunde forliges med Trofast. Dèr maatte den være bundet, indtil den

var bleven husvant. Efter mange Rømninger og med en Del afbrydende

Næselyd gav hendes Onkel sit Samtykke.

Saa kørte da Sam den Eftermiddag over fra Hjorths Gaard til

Præstegaarden.

Men hos Hjorths vakte det megen Misfornøjelse, at Niels saaledes

bortskænkede dette morsomme Dyr, som man havde vænnet sig til at

regne med blandt Gaardens Beboere, -- og saa at den ovenikøbet kom

til et tysk Hus.