-- Se, den sidder snert den Frakk'.
-- Ja, det er da wis.
-- Og saa slutter den helt op i æ Nakk', itt' som din, hvor man kan
se æ Flip. -- Og saa Buxerne her, se paa æ Fald over æ Støvl'; -- se
først helt dèr ner' dèr skal de brede sig, itt' som dine, der hænger
dèr og flagrer ovenover.
-- Jo, -- det er rigtigt nok ... Det er godt syt.
-- Ja, I har møj' tilbages aa lære herhjemme ... Tøj har I nok, men I
forstaar itt' aa sy ... Nej I har møj' aa lære endnu.
-- Og det er altsammen syt i Amerika?
-- Ja, -- det er New York ... A behøver bare aa skrive til æ Skræder
og give æ Maal, her over Skuldren, toogtredive er det, saa vèr æ
Skræder Beske'en, saa laver han en hel Habit.
-- Det var som Fanden!
-- Ja, ha ... Det er Kunst det, sagde Styrmanden Per Hjorth, idet han
tog den korte Shagpibe ud af Munden og spyttede.
Værelset saà ud som en Skrædergarderobe, saa fuldt hang det af gode
Gangklæder, Frakker, Jakker, Habiter.
Niels kunde ikke bare sig for at smile lidt over Broderens pralende
Udstilling og overlegne Verdensborger-Tone. Men i det Hele lod den
til at virke imponerende paa Selskabet. Der var flere Gaardejere fra
Bæk, den mørke Kæmpe Jørgen Juel, der mønstrede det Hele med en
udødelig Alvor. Kromand Bek, der lo med en fortroligere Holdning,
som en der selv havde hørt med til Laget, og den undersætsige Kaptajn
Vildfang, der strøg sig om sit Frederik-den-syvende-Skæg, medens han
erindrede de Herligheder, han selv plejede at bringe med fra sine
Farter, og hvormed han havde bedaaret sin Vilhelmine, den gamle Madam
Hjorths Søster.
Foruden disse sædvanlige Gæster var der ogsaa en Svoger til
Hjortherne, Hr. Fris, en Broder af Jens' Kone. Det var en høj,
statelig Mand, der i sin sorte Dragt snarere saà ud som en finere
Haandværksmester end som en Bonde. Han ejede en Gaard lige nord for
Grænsen, inde i det Danske.
-- Nej det var dog den sværeste Kuffert, jeg har set, udbrød Fris,
pegende paa en stor Kasse, med højt hvælvet Laag, helt over beslaaet
med Zinkplader.
-- Rigtig Sømandskuffert den, sagde Kromanden. -- Kan og rumme en
Del.
-- Ja, der kan være møj' i den, og endda ligger det godt, svarede
Styrmanden. Og idet han slog Laaget tilbage, som indvendig prangede
med et smægtende Damehoved og en stejlende Rytter, viste han
hvorledes der dèroppe var et Hatterum, et Rum til Flipper og
Manschetter, et Rum til Papirer og Bøger.
Men da Fris bøjede sig ned for at undersøge de mange
hemmelighedsfulde Remme og Spænder, fòr der pludselig bagfra noget op
ad Ryggen paa ham, ruskede ham i det store Haar, hoppede ned over
Skuldren og sad paa Hjørnet af Kufferten som en lille graabrun
Abekat, der balancerede paa Hug med Halen nede i Kufferten og de
lange tynde Arme hængende ned mellem Benene, medens den med Hovedet
paa Skak betragtede Selskabet, øjensynlig fornøjet med den
Forbavselse, som den havde vakt.
-- Sikken en lille Djævel, hvor kom han fra?
-- Han har nok siddet henne i æ Krog.
-- Ja, han kan hitt' aa manne Kunster, det er da wis, sagde Jens. Og
han fortalte, hvorledes han havde kjørt med den derud fra Ha'erslev,
og den var krøbet frem paa den forreste Agestol, hvor den sad og
vilde holde paa Linerne, som om den var Kusk.
-- He ... Hvad er det ellers for en Art Avekat, Per?
-- Det vèr a itt' saa lig' ... Men han er fra Java, der kjøbte jeg
ham ... Han he'er Sam ... Come, Sam! Come here my little boy.
Styrmanden strakte sin brune Sømandsnæve med det blaa krudtætsede
Anker hen imod den. Sam sprang til, fik fat i Haanden med et sejgt
Tag af sine smaa Viskelæders-Hænder, fòr op ad Skjorteærmet og tog
Plads paa Skulderen, hvor den sad drejende sit Hoved og gnidende de
sorte Haandflader betænksomt mod hinanden.
Man beundrede den og kom til at tale om alle de morsomme Ting, som
Sømænd saadan kunde bringe med fra den anden Verden. Æ Kaptajn havde
nu haft en Pappegøje, og kunde synge Davids Salmer paa Engelsk. En
Gang, da en Dreng stod og glòde paa ham, mens han sang hans Salme,
saa brød han pludselig af allerbedst som han sang: »My soul, praise
the lord,« og skreg: »God damn his eyes.« Men han var nu længe død og
laa begraven i æ Kaptajns Have under en stor Konkylje. -- Saadan var
der manne Dyr, og var møj' fornuftigere som manne Mennesker.
-- Men hvor er Farbror Hans, spurgte Per, idet han lod Sam entre ned,
og trak sin Frakke paa.
-- Æ Møller, han maa komm' g'lik ... Nu er han aa æ Synor' i
Ha'erslev ... Men nu er det nok paa Tide vi gaar til Bords.
Det lange Bord var dækket i den ene Side af den store, temmelig
møbeltomme Sal. Damerne sad i den lange Sofa, den smukke Fru Fris i
Midten, prangede med sin Silkekjole, der hævdede de nordliges Ry for
Overdaadighed. Anretningen var ikke pralende, men solid. Andesteg med
Rødkaal og Blomkaal, Svedsker og Æbler og syltede Blommer cirkulerede
livlig, fyldende Talerkenerne med store Portioner. De smaa
Akvavitglas hilste paa hinanden og Samtalen blev livlig, men ikke
højrøstet ved Enderne og langs den ydre Side, hvor Mændene sad.
Den sortskæggede Kæmpe Jørgen Juel med det alvorlige Apostelansigt
talte med Hr. Fris om kirkelige Tilstande og Ritualejendommeligheder.
Niels hørte bestandig Ordene: Bøn, Forsagelse, Syndernes Forladelse;
den meddeltes her »paa Grund af vor Daab,« men Fris fandt det
smukkere, at deres Præst sagde »for vor Herre Jesu Skyld,« og Juel
nikkede: det gik nok saa meget til Hjærte det, og begge Dele var jo
lige rigtigt. -- Men ved den anden Ende af Bordet talte de om Køer. Æ
Kaptajn vidste, at der blev indført manne fynske Kvier til Angeln,
dèr fik de æ Mærk', og saa gik for Anglerkøer. »Ser og godt nok ud
dertil,« sagde Kromand Bek. Men Jens Hjorth holdt paa Balmerracen fra
Ribe; det var dog nok den givtigste Malkeko. Og midt for Bordet
fortalte Styrmanden over til Damerne, hvordan han havde slaaet en
lang tysk Matros i Dækket; for Tyskerne var nu immer lige
storsnudede, enten de var til Lands eller til Vands. Han skulde hilse
Kromanden fra hans Søn Kristen, hvem han havde mødt paa Gaden i
Boston; dengang skulde han lige gaa ombord til en Fart paa en fire,
fem Aar og saà ud til at være en rigtig rask Gut; det var knap, han
kunde kende ham igen.
-- Hvor længe har du nu været borte, Per? spurgte Bek.
-- Det gør fjorten Aar nu til November.
-- Naa, saa har du jo Lov til at være her. -- Du behøver itt' at
krybe i Skjul for æ Gendarm.
-- Nej a, -- nej, a er og amerikansk Borger ... A har tjent elleve
Aar under æ Unions Flag ... Og en amerikansk Borger, ham kan de itt'
gøre noget. --
-- Ja Vejene her i Vonsbæk de er gode nok ... Men der er ellers dèr,
hvor a kom kørende ved Fjældet, dèr hvor man vrider om ved
Fjældstrup, -- det var dog en skrækkelig forsømt Vej.
-- Ja, det har du Ret i, Fris, den er lige gal nok.
-- I den Retning lader det da til, I har Friheder herovre.
Det indrømmedes under almindelig Latter nede ved hans Bordende. Men
ellers kunde han tro, de blev kørt i stramme Liner. Og saa maatte de
da trække paa et Læs af Skatter. Hvad der især harmede dem var den
danske Afgift »Canon«. Det var nok en gammel kirkelig Skat, men
ellers havde da Fanden skabt den. Det var _den_ danske Skik, som
Tyskerne jo nok skulde sørge for, de overholdt. Men Fris kunde
trøste dem med, at dèr nord for Grænsen maatte de ogsaa betale Canon,
og det skønt den Rettighed, der fulgte med, var taget fra dem; -- for
Meningen var, at de, der betalte Canon, skulde have Valgret til
Landstinget. Men det var skrevet i Glemmebogen. Ja, Gud vèd, hvis de
nu kom tilbage til Danmark, om de saa vilde være saa tilfredse med
Regimentet dèr, som de tænkte sig.
-- Det maa da være Højre, som har taget den Ret fra jer, Fris, raabte
Jens Hjorth langs over Bordet.
-- Ja Venstre er det sgu'tte.
Men Per Styrmand talte endnu om den amerikanske Borgerret. En Gang
havde han været i Filadelfia en Dag, da der var Valg, og der kom en
Mand hen til ham og anden Styrmand og sagde, de skulde stemme paa den
og den. Men anden Styrmand var ikke amerikansk Borger. »Naa stem
bare, her er fyrretyve Dollars, det koster Borgerbrevet.« --
-- Det var ellers flot, det, -- sagde Kromand Bek.
-- Ja vi er alle ivrige Politikere ... Men vi er og alle sammel
Republikaner og Demokrater ... De her Konger og Adelsmænd og Ordner
og alt det gamle Kram, I har herovre, det kender vi itt' til.
Og idet de to Strømninger mødtes, blev hele Samtalen politisk.
-- Jeg gad dog vide, sagde Fris, hvis I nu kom tilbages, hvilket
Parti I saa vilde slaa jer til.
-- Ja, vi Vonsbækker, vi blev dog Højre, det trouer a da nok, sagde
Jørgen Juel, mens han strøg sit sorte Skæg med en urokkelig
Alvorsmands-Mine.
-- Nej, nej, itt' alle da, raabte Jens.
-- Jo, de fleste blev det dog, sagde Bek.
-- Ja, det er trouligt nok, sagde Fris, -- for I er jo bleven saadan
fanatiserede i sin Tid af »Dannevirke« -- det var jo færdig at gøre
jer rent kuldrede.
-- Ja, det er da wis, sagde Jens, -- det var skammeligt, saadan som
det omtalte Venstre.
Diskussionen fortsattes inde i Dagligstuen, hvor der næsten var
ganske mørkt. Bakker med dampende Toddy-Glas kom paa Bordet;
Cigarerne blev tændte. Ordstriden var levende, højrøstet, men uden
Lidenskab; at Niels og Fris, de to eneste tilstedeværende danske
Borgere, holdt med Venstre undlod ikke at gøre sin Virkning. Desuden
var Meningerne allerede delte mellem selve Vonsbækkerne, og man
kendte hinanden saa godt som gode danske Mænd, at det ikke faldt
nogen ind at flyve i Flint, over at en anden tilhørte det modsatte
Parti. -- Niels og Fris var netop i Færd med det vanskelige Hverv at
forsvare Venstres Politik i Forsvarssagen, -- dette kildne Punkt i
Sønderjylland --, da Samtalen blev vredet om i et andet Spor ved
Møllerens Ankomst.
-- Naa, Farbror Hans, hvordan gik det saa aa æ Synor'?
-- Aa jo, det var jo da livligt nok, det vanted itt'.
Men Fris maatte først sættes ind i Sagen. Det drejede sig om en ny
Salmebog. For den, de tyske Præster havde indført, havde jo nok meget
gode Salmer, men Melodierne ovenover stod angivet paa Tysk, saa den
kunde man itt' bruge. Saa kunde de itt' blive enig' om, hvilken
Samling der skulde lægges til Grund. Flere af Præsterne vilde have
den evangeliske Salmebog, men det kunde de itt' gaa ind aa, for det
var itt' rigtig Kristendom, det var rationalistisk.
-- Hvad bruger I nu for en i Danmark, Niels?
Niels var i Forlegenhed, men Fris sagde, det var Roskilde Konvents.
-- Ja, det tvilt' a nok aa ... Den vilde vi og ha'e. Og saa var det
Kristen Lund fra Aastrup, han stod op og saa'e, te vi vanted hart en
mere levendes Kirkesang for at faa alle de tørre Præ'kener, vi maatte
døje, til at glide ner.
-- Ha, ha! -- saa'e han det? ... Ja, det er en flink Fyr han.
-- Naa, der blev jo et Halløj blandt de tyske Præster, -- der var
itt' Ørenlyd ... Men æ Formand holdt jo med dem.
-- Ha, ha! -- ja saadan skal de have det! -- Og Pastor Schmettau?
-- Ja, han fòr op, som om han var stukken af en Bræms, og hans Tænder
er itt' hvidere, som hans Ansigt blev.
Og den politiske Strid druknede i den almindelige Glæde over, at de
havde drillet de tyske Præster.