XXXIX.

Hjorth spadserede hen ad en af disse hyggelige brede Veje, der ligge

lunt og dybt imellem store levende Hegn, hvor bredbladede Hasselgrene

hæve sig højt over Hybenbuske og over Brombærrankernes lange

karmoisinrøde Stængler med fint blaagrønt Løv, hvide Blomster og

sorte Bær, medens Snerler og Vikker klatre op imellem alt det Grønne,

og Perikum og Regnfang gulner det Hele forneden, -- disse Hegn, som

virkelig ere levende, med en bestandig Dirren af Blade, mellem hvilke

Smaafuglene flyve ud og ind, fyldende Luften med deres utrættelige

Kvidren. Han gik i sine egne Tanker og holdt sig ind under Skyggen.

Fra den modsatte Side kom en lang, stiv, sort tilknappet Mand, med et

skægløst Ansigts Bleghed mellem en gammeldags Cylinderhat og et bredt

hvidt Halsbind uden Flip. -- Da han gik forbi Hjorth, saà han meget

vist paa ham og gjorde halvvejs Front, som om han havde Lyst til at

standse. Hjorth hilste, og de standsede begge.

I Ansigtets blege Parallellogram trak en meget lang Mund sig op imod

begge Øren med et Smil af store hvide Tænder.

-- Ah -- Hm -- De -- Fremmed maaske her --?

-- Nej, jeg er en Broder til Jens Hjorth.

-- Ah, -- aa -- hm -- Ferie maaske?

-- Ja, jeg studerer ellers i København ... Det er formodentlig Pastor

Schmettau?

-- Ja. -- Hm. -- Jeg vidste ellers ikke, at Hjorth havde -- De

studerer -- hæ --?

-- Theologi.

-- Ah ... Hm ... Glæder mig at gøre Deres Bekendtskab ... Tænker De

at -- opholde Dem længere --

-- Ja, jeg bliver her vist hele Efteraaret.

-- Saa--aa ... Maaske Overanstrængelse?

-- Nej, men -- jeg kan i Grunden lige saa godt studere her --

-- Hm ... Haaber De ser ind til mig ... Farvel. --

Det saà ikke ud til, at Bøndernes Dom over Præsten var dikteret blot

af Patriotisme; -- hvis han prækede som han samtalede, kunde det

unægtelig ikke være overdrevent opbyggeligt. -- Det var næppe faldet

Hjorth ind at benytte sig af hans Indbydelse, dersom han ikke havde

erindret hans smukke Datter, som han havde truffet den første Aften

og undertiden mødte i Præsteskoven. Han havde dog nok Lyst til at

gøre hendes nærmere Bekendtskab.

En Eftermiddag efter Høsten, da han havde drevet om nede ved Fjorden,

gik han op gennem den lille Allè, der førte fra Præsteskoven op i

Præstegaardshaven. Da han nærmede sig til Huset, kom Frøken Schmettau

netop ud ad Havestuedøren, bærende paa en Bakke med Kaffetøj, og gik

hen imod »die Laube«. Hun nikkede meget venlig »God Dag«, og han

fulgte efter.

-- Ah, -- god Dag! ... Det er Hr. Hjorth, theologisk Student -- ikke

sandt, De er vel ikke Kandidat? ... Naa ... Min Plejedatter Johanna

... Hr. Sauerbrei, Kredsskole-Inspektor. -- Hm ... Vær saa artig, --

tag Plads.

Kredsskole-Inspektor Sauerbrei var en før Mand, med et ret

behageligt, næsten jovialt Ansigt, men med et skarpt Blik og noget

ondskabsfuldt i sit skæggede Tandsmil, som om det plejede at tilsmile

ulykkelige Skolelærere, der forplumrede sig.

Hjorth begyndte at tale om Stedets Skønhed. Han havde aldrig set en

Præstegaard ligge saa henrivende. Præsten hørte paa ham, medens hans

Mundvige trak sig hen imod Ørene og viste en Række store kalkhvide

Tænder, gennem hvilke han mumlede: -- »Saa ... Aa, ja ... hm.«

Kredsskole-Inspektøren istemte ogsaa Egnens Pris. I det hele disse

østlige Fjorde, men især Aabenraa Fjord »wunderschön, reizend!«

Med Undtagelse af saadanne begejstrede Udbrud førtes Samtalen paa

Dansk, af Høflighed mod Gæsten. Den gik ikke synderlig livlig,

navnlig ikke fra Præstens Side. Han havde en underlig Maner, at sidde

med Haanden for den store Mund og mumle ind i Fladen eller ud gennem

Fingrene med et Utal af uartikulerede Mellemlyd, medens han nu og da

med Haanden strøg sig over Pande og Øjne.

Man kom til at tale om dansk Politik. Kredsskole-Inspektøren angreb

Venstre, ledsaget af Præstens uartikulerede Bifald, fra hvilket der

af og til vovede sig en halv Sætning frem, -- og det faldt atter i

Hjorths Lod at forsvare Demokratiet. Især forargedes Tyskerne over de

Danskes ringe Kærlighed til Kongehuset. Dem selv var det ligesom

medfødt. Selv naar man var misfornøjet med Kongens Regering, --

naar det galdt Kongens Person, saa stod de alle som èn Mand.

Kredsskole-Inspektøren kunde endnu mindes den Jubel, der havde været

i Rendsborg, da Frederik den syvende kom dertil lige før Oprøret,

medens Sindene vare meget bevægede mod Danmark. Saaledes var det

ogsaa nu overfor den tyske Kejser. Det var denne Følelse, der gjorde

Tyskland stærkt.

Hjorth kritiserede Kongerne, som kun rent undtagelsesvis vare

fremragende; de kunde jo ogsaa være helt gale. -- Men det var jo

netop kun Kongen som saadan, det kom an paa; hvad det øvrige angik,

saa sørgede jo Gud for det, han regerede jo ogsaa over de gale Konger

-- ikke sandt? Og Kredsskole-Inspektøren saà paa Hjorth med sit

ondskabsfulde Smil, som om han var en Lærer, der havde forplumret

sig.

Men Præsten endte Diskussionen, idet han stirrende ud i Luften

mumlede gennem Fingrene: --

-- Hm -- det er -- mæ -- tilvisse en stor Velsignelse for -- et Folk

-- ah -- nu -- at have en urokkelig Kærlighed til sit Kongehus ... Hm

... Kongen selv -- mæ -- staar jo under Guds Varetægt ... Hm ... Det

var maaske en lykkeligere Tid for Danmark -- ah -- nu -- under

Kristian den syvende end under Kristian den ottende ... Hm ... Thi--i

-- hvad hjælper Begavelse -- og--æ Kunst -- og--æ -- -- (med en

Haandbevægelse ud i Luften) -- og--æ Videnskab, -- naar det ikke

bruges -- mæ -- paa rette Maade.

Det var næsten ikke til at holde ud. -- »Herregud! er det Tyskland,«

tænkte Hjorth. Han havde sikkert anbefalet sig allerede, hvis han

ikke ved Siden af sig paa Bænken havde haft den smukke Johanna. Hun

lod til at gætte hans Kedsomhed og dele den. Under en længere Pavse

foreslog han hende en Spadseretur i Haven.

Hun var lidt rød i Hovedet og svarede kun med faa forlegne Ord,

medens de gik gennem de bugtede Gange mellem Frugttræerne op paa

Udsigtshøjen i Hjørnet af Haven, hvor man saà ud over Fjorden, der

tilhøjre spidsede sig ind og forsvandt mellem Skovene, medens den

tilvenstre bugtede sig frem gennem aabent Land ud mod Bæltet. I det

store Asketræ ovenover dem havde der før været en Opgang til en

Platform, ligesom paa et Udsigtstaarn. Han havde saa tidt været

deroppe som Dreng, naar han legede med den danske Præsts Sønner. Men

hun havde kun bòt der i et Par Aar, og i den forrige tyske Præsts Tid

havde der heller ikke været noget saadant. Hun var fra Rhinen. Pastor

Schmettau var en Halvonkel til hende; han var Slesvigholstener og

havde i den danske Tid været Præst i Slesvig. Men saa blev han

misfornøjet, var gaaet over til Tyskerne og havde faaet et Embede i

Brandenborg, indtil Krigen. Hendes Forældre vare forlængst døde;

Faderen havde været Professor i Düsseldorf. -- Først tildryppede

disse Meddelelser ham langsomt og afbrudt fra hendes Mund, og han

maatte lokke dem frem, medens hun stod ved Siden af ham og pillede et

Hasselblad itu, næsten uden at se paa ham, idet hendes Hoved sænkede

sig, saa at Nakkelinjen strakte sig lidt fremad, bærende de bløde

mørkebrune Haarbukler. Men efterhaanden blev hun modigere, og han fik

oftere hendes gyldenbrune Øjne at se.

-- I Düsseldorf? spurgte han med en Blanding af Forundring og Glæde i

Stemmen.

-- Ja wohl. -- Und warum denn nicht?

-- Die Stadt Düsseldorf ist sehr schön, und wenn man in der Ferne an

sie denkt, und zufällig dort geboren ist, wird Einem wunderlich zu

Muthe.

-- Ei, wie schön! ... Sie können Ihren Heine auswendig ... Ich kann

sogar auch weiter gehn: -- Ich bin dort geboren, und es ist mir, als

müsste ich gleich nach Hause gehn.

Da de engang vare faldne ind i Tysk, blev de ved at føre Samtalen paa

dette Sprog. --

-- De har Hjemve? -- men De vil dog vel ikke _strax_ bort, haaber

jeg?

-- Strax? -- det vilde rigtignok være en Smule uhøfligt, naar man

netop har Gæster, og det har vi saa sjælden her.

-- Og De vil dog ogsaa snart komme tilbage?

-- Ak nej, naar jeg blot kunde, saa vilde jeg langt heller leve dèr

-- ved Rhinen.

-- Ja men, det vilde dog være grusomt at vise Dem her, saa snart jeg

kom, og saa igen forsvinde, saa at jeg maatte gaa her alene og længes

bort mod Rhinen ... Ak, jeg har saa tidt længtes bort til Rhinen, som

om jeg var født dèr -- og naar _De_ ovenikøbet bòde dèr --

-- Ej, hvad siger De dog dèr for noget naragtigt Tøj!

-- Naar jeg siger noget naragtigt Tøj, -- det maa De skrive paa

Sprogets Regning ... Det kommer saadan af sig selv, naar jeg taler

Tysk.

-- Tak! ... Det var jo en smuk Kompliment til vort Sprogs Aand! sagde

hun og lo, saa hendes Hoved rystede, og Haarbuklerne dansede paa

hendes Nakke.

-- Nej, saadant var det ikke ment; -- men hvorledes kan man paa èn

Gang beregne Grammatiken og saa desuden endnu passe paa Meningen?

-- Saa er det maaske bedre, at vi Dansk taler, for det er jo dog

egentlig Meningen, som er Meningen. Det er jo ogsaa det høfligste mod

Dem som Gæst ... Men hvis min Onkel og jeg en Gang besøgte Dem, vilde

De saa ogsaa være saa høflig at tale Tysk?

-- Ikke i min Broders Hus, det vilde være Synd ... Men det er en

anden Sag ser De nok ... For Resten kan vi jo holde os ganske

nevtralt: jeg taler Dansk og De Tysk. -- Jeg hører Dem ogsaa saa

gærne tale Tysk.

-- Deres Udtryk er jo virkelig ogsaa paa Dansk smukkere end Meningen

... Og jeg Stakkel, der har gjort mig saa megen Umage for at lære

Dansk.

-- Nej, jeg mente virkelig ikke, at De taler daarlig Dansk, men jeg

holder nu saa meget af det tyske Sprog, og jeg har saa sjælden hørt

det, og det lyder saa smukt, naar De siger det --

-- Naa det maa man sige, -- De er rigtignok ingen Fanatiker!

I det samme kom Præsten op paa Højen, ledsaget af Skoleinspektøren,

der havde en Sommer-Entoutcas i Haanden og sin Overfrakke paa Armen.

Han vilde spejde efter Damperen, der skulde føre ham til Haderslev.

Den maatte nu snart komme fra Aarøsund. Man kunde ogsaa nu allerede

se Røgen over Land, og strax efter strøg den om Pynten og styrede

over mod Bæk. Det var paa Tide at gaa saa smaat ned ad Broen til.

De spadserede hen ad den yderste lige Gang, der forlængede sig gennem

Allèen ud i Skoven. Kredsskole-Inspektøren havde gjort nogle galante

Henvendelser til Johanna, men hun holdt sig bagved med Hjorth, saa

han maatte følge Pastoren, der gik stiv med Hænderne paa Ryggen og

afmaalte flade Trin af de lange udtraadte Støvler, der først satte

Hælene i og saa klappede til med Tæerne et Sted langt foran, medens

Hr. Sauerbrei gik elastisk med smaa Skridt af knirkende Saaler,

gestikulerende med Armen, hvorover hans Frakke var slængt skødesløst.

-- Johanna talte til Hjorth om Rhinen, men hun indrømmede, at man

kunde ikke forlange det skønnere end her i denne Bøgehøjskov, gennem

hvilken Gangstien førte brat ned mod Fjorden. Hvis hun havde været

født og opdragen her, vilde det ogsaa have været en anden Sag. Men

hvor kunde det være, at han kunde føle Hjemve efter Rhinen, som om

han var født der? ... Han fortalte hende om sin Opdragelse gennem

tysk Literatur; fordi alle store Tanker vare komne til ham paa Tysk,

var det Sprog ligesom hans aandelige Modersmaal, -- for ti Aar siden

vilde han tròt, at det Menneske var vanvittigt, der havde sagt til

ham, at han en Gang skulde finde Tysk skønt ved Vonsbæk Fjord, men

han kunde ikke gøre for det; og saaledes var det ogsaa med Stederne:

mod Weimar havde han en Pilgrimslængsel som en Muhamedaner mod Mekka,

og Rhinen var bleven sunget saaledes ind i ham, at han næsten fik

Hjærtebanken, naar han hørte Navnet paa den skønne Strøm, »hvor

Daarskaben gròr paa de grønne Bjærge«.

Johanna hørte opmærksomt efter, medens hun gik langsomt ved Siden af

ham, ridsende med Parasolspidsen i Gruset, bøjende sit smukke Hoved

med denne langlige Bølgelinje af en gul Nakke op under mørke

Haarbukler, som allerede havde fortryllet ham den første Aften. Ved

de sidste Ord smilede hun ganske fint uden at se op og sagde:

-- Jeg maatte gærne vide, om De er en god Theolog, siden De er saa

fortrolig med Heine.

Men i det samme hvæsede Piben, medens Damperen stønnende og pumpende

lagde til ved Broen, og de lange, flade Bølger begyndte skvulpende at

løbe op mod Bredden. Kredsskole-Inspektør Sauerbrei bød Farvel og gik

bort med Præsten, der vilde følge ham helt ud til Skibet. Ovenover

dem svajede de lange smidige Bøgegrene med deres mørkegrønne

aftenskyggede Løv, medens de øverste Bøgekroner paa den anden Side af

Fjorden i Sverdrup Skov havde en straalende Solforgyldning. Yderst

ude fra Broen hørtes endnu den sirlige Knirken af Hr. Sauerbreis

Saaler og afmaalt Klappen af Pastorens værdige Støvler. Skorstenen

blev ved at stønne, og Maskinen gik med en utaalmodig Pumpen. Af og

til kom der et lille skarpt Skrig fra Pirrfuglen og et Plump, naar

den dukkede paa Hovedet under Vandet. Men bagfra sendte Kirkeklokken

sine fredelige Malmtoner ud mellem de store Bøgestammers graa Søjler.

Johanna havde lagt Mærke til, at Hjorth var bleven rød i Hovedet ved

hendes Spørgsmaal, og for at befri ham for Svaret, fortsatte hun, som

om hun havde glemt sit Spørgsmaal:

-- Det er ellers drolligt, at den første Danske, jeg kommer til at

tale rigtig med -- at han er saadan -- hvad hedder det -- -- so ein

Jünger der Germanen.

Dette Navn, hvormed hendes Mund døbte ham, henrykkede ham saaledes,

at han maatte gentage det med hendes Tonefald, saa hun forundret saà

paa ham, om han gjorde Nar af hende. Men han lagde ikke Mærke dertil,

for han saà til Siden for at indprente sig, hvilket Træ de stod

under, som om han havde en Anelse om, at han maaske en Gang senere

kunde ønske at erindre nøjagtig, hvor hun havde sagt det til ham.

-- Ja, -- det har De Ret i ... Men maaske er det dog det aller

naturligste ... For er ikke hele Danmark Germaniens Lærling?

-- Saa, ja -- jeg vèd ikke ... I Deres Literatur --

-- Fuldstændig, -- og saa i vort Øl og vor Politik, tilføjede han

leende.

-- Ogsaa i Deres Politik? ... Ja det forstaar jeg mig rigtignok endnu

mindre paa end paa Øl, sagde hun med et muntert Smil, medens hun

maatte vinke med Parasollen ud imod Hr. Sauerbrei, hvis Lommetørklæde

utrættelig viftede fra Bagstavnen af Dampbaaden, der allerede var

kommen et Stykke ud paa Fjorden. -- Iøvrig har jeg erfaret, at det

danske Øl skal være saa godt.

-- Ja, det er fortrinligt, det er endogsaa berømt og bliver jo ogsaa

exporteret ... Og vor Literatur, den er virkelig meget smuk og bliver

ogsaa oversat ... Og vor indre Politik, -- ja, den er vist ogsaa

meget god for Liebhavere. Naar vi ikke egentlig har nogen Bismarck,

saa er det virkelig ikke vor Skyld og heller ikke Estrups Skyld --

-- Aa, det er den Minister, De talte om oppe i Lauben, og som min

Onkel og Skole-Inspektoren holdt paa. -- Ikke sandt?

-- Jo, -- man har jo forskellige Sympathier.

-- Jeg tror ikke, De vil komme til at sympathisere meget med Onkel.

-- Naa, har De allerede fundet ud af _det_?

-- Og saa faar man Dem vel ikke meget at se?

-- Nej, det gør man vel ikke, svarede han og lo saa hjærtelig, at hun

maatte le med og blev lidt rød i Hovedet.

-- Ja, det er for Resten slet ikke saa amüsant, at det er til at le

over, for vi lever her saa stille, og jeg ser næsten ingen, som jeg

kan tale med, sagde hun saa, idet hun befriede sit Øje for et af de

lange Haar, der var fløjet hen over det, og som hun strøg om bag

Øret.

Pastor Schmettau naàde nu op til dem, og de gik alle tre tilbage til

Haven, hvor Johanna forlod dem, da hun skulde gøre Thebordet i Stand.

Præsten gik ved Siden af Hjorth med de lange Støvlers værdige Skridt

over Gruset, bestandig stiv og knappet sort op til Halsbindet, med

Hænderne paa Ryggen, naar han ikke netop strøg med den højre over

Ansigtet. Han udtalte sig om sin Stilling til Menigheden. Den var

meget vanskelig. Bønderne vare fjendtlige imod ham, og mente, at han

hadede alt Dansk. Det var ikke Tilfældet. Kun havde han altid været

Slesvig-Holstener og havde ikke kunnet finde sig til Rette under det

danske Regimente. Han haabede dengang, at det kunde gaa roligere af,

men det viste sig at være en Umulighed. De Danske havde regeret for

haardt. Selv nu i denne vanskelige Tid tillod Tyskerne dog en dansk

Skole i Haderslev med afgjort patriotisk Farve. Men i den danske Tid

kunde der ikke være Tale om en tysk Skole, Folk maatte ikke engang

have tyske Huslærere. Om de danske juridiske Embedsmænds Hovmod den

Gang kunde man næppe gøre sig nogen Forestilling. -- Ulykken var, at

det patriotiske Hovmod lod Danmark forsmaa alt Kendskab til Tyskland.

Dersom man havde anet, hvor alvorligt de undertrykte Tyskeres Sag

deroppe laa hele Tyskland paa Sinde, og ikke havde trot, at denne

Sympathi kun var Praleri af holstenske »Wühlere«, saa vilde man

aldrig have vovet at gaa saa vidt, og adskilligt vilde nu været

anderledes. -- Efterhaanden som han talte, naàde han frem til

nogenlunde hele Sætninger, som afbrødes af stedse færre Grynt og

Rømninger; han talte sig endogsaa op til en vis Varme. Hjorth fandt

ham mindre utaalelig nu. Han gjorde af og til et Spørgsmaal, men

indlod sig ikke i nogen politisk Strid, da han ikke turde stole paa

sine spredte og nødvendigvis ensidige Kundskaber fra en Tid, som han

ikke selv havde levet med; -- han var desuden for vant til at se sine

nedarvede Synsmaader omstødte ved senere Erfaringer til ikke med

Interesse nu at høre den anden Part.

Efter The satte Johanna sig til Klaveret og sang med en smuk, men

noget uøvet Stemme en Del tyske Folkesange: -- »Mein Schatz der ist

auf der Wanderschaft hin« -- »Es zogen drei Bursche wohl über den

Rhein«, »Loreley«, -- melankolske Sange, trohjærtet inderlige i Ord

og Melodier. Hvor lød det ikke betagende fra hendes Læber:

Die Luft ist kühl, und es dunkelt,

und ruhig fliesst der Rhein --

Det var til at faa Taarer i Øjnene af. I alt Fald var Hjorth nær ved

at faa det, som han sad dèr i den mørke Stue, næsten lige op ad

hende, henne ved Vinduet, medens han saà ud mod Sverdrup Skov, der

stod mørk mellem den lyse Dis, hvori Fuldmaanen svævede, og det

blanke Skaar af Fjorden. Henne fra Præstens Lænestol kom nu og da en

afbrudt Stønnen af tør Sentimentalitet. Efterhaanden trængte

Maanelyset stærkere ind gennem Ruderne, blinkende i Johannas Øjne.

Hun blev pludselig distrait et Sted i »Loreley«, og Hjorth maatte

suflere.

Den Schiffer im kleinen Schiffe

ergreift es mit wildem Weh -- --

Men henne fra Lænestolen mumlede det: »Det er sjælden -- hm -- at

træffe en Dansk -- mæ, nu -- som er saa hjemme -- ah -- i den tyske

Poesi.« --

Da han kom hjem, spurgte Broderen ham, hvor han havde været, og blev

meget overrasket ved at høre, at han havde besøgt Præsten.

-- Aa, han havde bedet mig komme, og jeg havde dog nok Lyst til at se

ham nærmere og høre, hvordan han udtalte sig.

-- Naa, -- hvad sagde han saa?

-- Han sagde mæ og ba og bu og saa lidt mer, der ikke var saa

morsomt.

-- Ha, ha, ha! ... Nej det er saamæn et sølle Skrog ... De forsøgte

da vel itt' at faa dig til at tale Tysk?

-- Nej.

Germanernes Lærling · 第 49 / 56 题