Hjorth var ikke strax taget hjem efter det afslagne Examensforsøg.
Først dryssede han et Par Uger bort i København. Et Par Gange gjorde
han Visit hos Lindekærs, idet han valgte en Tid, da han vidste, at
Provsten maatte have Forretninger. Fru Cecilie var venligere imod ham
end nogensinde, spurgte ham ud om, hvad han nu tænkte paa at tage
sig for, bad ham hjærtelig om at tage sig et langt Hvil og komme
rigtig til Ro, tog det Løfte af ham, at han bestandig vilde betragte
deres Hus som et Hjem. Men Ellinor viste ham den kølige Venlighed,
som man har overfor en, der er falden i Unaade, -- køligere end
nødvendigt, fordi det i Grunden gjorde hende ondt.
Hjem havde han kun skrevet, at det ikke blev til noget med at tage
Examen den Sommer. Men i et Brev til Jessen havde han forklaret den
egentlige Sammenhæng. Fuldmægtigen svarede med et Brev fuldt af
Indignation og Hoveren over Theologernes Fanatisme, og bad ham komme
ud og nyde sin velfortjente Sommerferie hos dem. Hjorth tog gærne
imod Indbydelsen; han trængte til at hvile ud hos Venner, hvem han
følte sig i Overensstemmelse med.
Der var Glæde i det lille Hjem, for Nelly var lige bleven forlovet
med Forvalteren paa Fuglerede-Gaard, en vakker ung Mand, der længe
havde sendt forelskede Blikke derfra til Skovvang, ærligere end dem,
som Ravn havde sendt den modsatte Vej. Hun havde med Held været
Rationalismens Missionær hos ham, ligesom hendes Moder havde været
det hos Jessen. -- Under dette Samkvem med et lykkeligt elskende Par
levede hans Hjærte op igen, efter den lange theologiske Vinterdvale,
med en Sød Misundelse.
Den første Aften, han var der, viste Nelly ham et »Morgenblad«, som
hun havde gemt til ham. Dèr stod hele Historien om hans Afhandling og
Bortvisning fra Examen som Indledning til en fulminant Artikel mod
Universitetet og Ministeriet. »Der kan du se, Fader, det er dog godt
til noget, at jeg har lagt mig efter at være Venstre, ellers havde du
maaske ikke faaet det at se,« sagde hun. Og Jessen maatte halvt
ærgerlig indrømme, at det havde glædet ham meget, at der dog var èt
Blad, der havde fremdraget den Historie.
Hjorth udsatte bestandig sin Afrejse. Han længtes slet ikke efter at
komme hjem; sin Broder kendte han saa lidt til, og han syntes, at han
var nu saa fjærnt fra dem alle. Og hvorledes vilde de vel optage hans
Frafald? ... Først da man var kommen over Midten af Juli, rev han sig
løs.
Saa var det, han kom lige betids til at modtages af den gamle
bekendte Rapstærskning og hilses af »Den tapre Landsoldat«.
Kort efter begyndte Høsten; han tog ivrig Del i den, og fandt sig saa
vel ved at anspænde sine legemlige Kræfter i fri Luft, efter at hans
aandelige længe havde kæmpet i den indelukkede Stue. Hver Dag
arbejdede han sig træt ude paa Marken, og her -- paa det høje Kobbel,
hvorfra man saà Skovene bøje sig imod hinanden, øjnede et Skaar af
Fjordens Spejlflade, stirrede ud over det skovrige, kornbølgende og
hegnmønstrede Land, indtil Havet længst ude blinkede En imøde som et
stort Sølvbaand, medens der var en utrættelig Fuglejubel fra den
tætte blomsterfyldte »Porning«, -- her, en enkelt mellem Arbejderne,
havde han ikke længer den trykkende Bevidsthed om aandelig Ensomhed,
han smeltede sammen med de hjemlige Omgivelser, følte sig en Stund
igen som sønderjydsk Bondekarl.
En af de første Aftener, da de sad ved et dampende Toddyglas,
fortalte han sin Broder om hvordan det hele var gaaet til, om den
Vantro, han havde røbet ved Examen, og Afvisningen. Jens Hjorth var
selv en religiøs Mand, som havde en fast Tillid til, at Vorherre en
Gang vilde jage Tyskerne ud. I det lille Værelse, hvor de sad, hang
der over en gammel Kommode en Gengivelse af Leonardo da Vincis
Nadvere i ophøjet hvidt Basrelieftryk paa Guldpapirsgrund, ligesom
dem man ser paa Bonbon-Æsker, og oppe over Sofaen stirrede Niels paa
et nyt Billede, en korsfæstet Kristus, fra hvis Side der sprang en
bred Flade teglstensrødt Blod, der opfangedes i en gul Kalk af en
knælende Engel, iført en blaa guldkantet Kjortel i Lighed med dem,
som de simpleste Koristinder bære i ridderlige Operaer, og nedenunder
stod der: »Hans Blod har renset Verden for Synd« -- paa Tysk, Spansk,
Fransk, Engelsk, Portugisisk og Hollandsk.
Jens Hjorth strøg sig om sit spidse røde Skæg og sagde, at ven Niels
ikke længer havde Troen, saa var det rigtigt nok, te han itt' stak
det under Stolen og vilde være Præst endda ... Og hvad han saa ellers
blev, saa var det møj' bedre, som te han skulde være en af de
Præster, der itt' tròde, hvad de sagde, -- og dem var der manne af.
-- Hans Kone, en noget trivelig Madamme med et regelmæssigt,
godmodigt Ansigt, fik ogsaa at høre derom, og var ganske af samme
Mening. Hun var især opbragt paa Kristine, der ikke vilde have ham,
fordi han ikke blev Præst. -- Han skulde bare itt' kere sig om det,
for saadan en dum Tøs var længe ikke god nok til ham. Han skulde møj'
heller tage sig en af de unge Piger dèr paa Egnen, de var af en anden
Dejg som disse Sjællændere, og der gik saa manne i Kærestenød, fordi
de unge Mænd var i Danmark eller paa de lange Farter. Kanske kunde
han saa træffe at faa en med en Gaard, og saa kunde han jo slaa sig
ned dèr, for det havde han jo Lov til, han var jo udvandret før
Terminen og kunde ikke blive vist ud af Gendarmen, saadan som andre
unge Mænd, der maatte sneje sig hjem. --
-- Har du ellers aldrig talt til æ Kromand om det, te du itt' vil
bli' Præst, -- for han gør itt' sjæl møj' ud af det religiøse,
spurgte Jens ham en Dag.
Det havde Niels naturligvis ikke. Men en Aften, da de havde været ude
at høste paa et Kobbel, der laa helt ovre ved Bæk, gik de ind i
Kroen, og Jens vilde have Kromanden til at gøre dem Besked i en
Kaffepuns. _Dem_ vilde Kromand Bek naturligvis gærne give Puns, men
selv trykkede han sig længe ved at tage en med, for han var ikke
meget for Spirituosa. Det var fra den Tid, da han fòr til Søs paa de
varme Lande, hvor man skal vogte sig for de Varer. Den Gang havde han
og Styrmanden lovet sig selv, at de ikke vilde røre Brændevin, og han
havde holdt sit Løfte i fjorten Aar, men den anden havde ikke holdt
sit i fjorten Dage. Endelig lod han sig dog overtale, og da de havde
drukket en Gang sammen, kom Bek frem med Sagen: --
-- Naa, Niels, -- saa du vil itt' være Præst?
-- Nej, det har jeg ikke Lyst til.
-- De vil jo heller itt' lade ham tage hans Examen, fordi han itt'
har den rette Tro.
Men Kromanden rystede sin lille Kop foran det sammenknebne Øje og
udbrød med en skeptisk Hovedvirren:
-- Den rette Tro? -- he! -- Nu har a faret til Søs i sexten Aar --
-- Nej, det bliver for længe, Søren.
-- Sexten Aar, -- der skal itt' vante en Maaned.
-- Nej, ve' du hvad Søren, du har immer sagt, te den Gang a blev
født, da gik du til Søs, og a blev født attenhundred og fyrre, lige
bestemt.
-- Vel ... Rigtig nok ... Staar a ved.
-- Naa, men den Gang a blev konfirmeret, og den Gang var a fjorten
Aar og et halvt, da havde du Pinedød Kroen her.
-- Naa, ja, ja, -- det er nu og ligemeget ... Faret Verden rundt og
det mer end èn Gang ... Naa, og nogen Steder havde de Kirker, og
andre Steder havde de Maaskeer, og andre Steder havde de Pagoder med
Klokker paa, og andre Steder havde de kun en kalket Stue med et Bord
i ... Se, det ser æ Sømand, men det ser æ Landkrabb' itt'! ... Og de
er sgu lige gode for det.
-- Sømændene?
-- Sgu baade Sømænd og Landkrabber ... Det gør itt' møj' til Sagen,
det ser vi jo og, te Bismarck han taler jo nok saa kristelig, -- det
er jo ligesom man hører en Præst.
-- Jo, vel, -- det er rigtigt nok, sagde Jens, noget ubehagelig
berørt ved denne Trosfælle.
-- Skaal, Jens, sagde Kromanden, som for at trøste ham. -- Skaal,
Niels. -- Hør, sig mig, bliver I nu ikke snart færre med alt det Kævl
og Vrøvleri der oppe i Rigsdagen?
Det var ikke noget nyt og overraskende Spørgsmaal for Niels, da det
var det, hvormed de fleste Sønderjyder, som han havde talt med om
Politik, havde indledet deres Samtale; Striden mellem Højre og
Venstre betragtedes med Mistro som et ganske uvæsentligt Kævleri om
Ingenting, under hvilket man glemte dem.
-- Ja, jeg vèd saamæn ikke mer om det, end du selv, sagde Hjorth. --
Men det er jo en Forfatningskamp. --
-- Ja, det vil da seje, te det her Venstre vil regere.
-- Ja, hvorfor skulde de itt' ville regere, Jørgen? -- Trour du itt',
te de kan have lige saa god Ret til det, som de her Adelsmænd?[1]
[1] Haardt ~d~, som paa Tysk.
At Broderen saaledes traadte i Skranken for Venstre, undrede Niels
endnu mer end hans Medgørlighed i religiøs Henseende. Han havde haft
en apriorisk Forestilling om, at alle Sønderjyder maatte være ivrige
Højremænd, og paa den Forestilling havde han selv gaaet og været det
i lang Tid. -- Men med Kromanden slog det til; han var urokkelig: en
Bonde skulde blive ved sin Plov, men Regeringen skulde man overlade
til de Dannede. Han forlangte heller itt' sjæl at regere.
-- Trour du ka'ske, te æ Adelsmand er bedre som æ Bond'? ... Nej, det
er en gammel Lære, -- den gjæld' itt' mer, Jørgen.
-- Rigtig nok, Jens ... Men a sejer, te æ Bond' forstaar itt' aa
regere.
-- Det vilde dog Frederik den syvende, te Bønderne skulde seje et Ord
med i Laget ... Han var og en Folkekonge han ... Han saa'e, te
Folkets Kærlighed var hans Styrke.
-- Vel, -- meget smukt --
-- Og han tø't' itt' stort om de her Adelsmænd ... Men saadan er det
itt' med den nuværende ... Nu skal de jo have Lov til at lave alting
etter deres Hoved ... Det har du heller itt' Lov til aa mene, du er
jo Republikaner, Jørgen.
-- Vel, -- sandt nok -- staar a ved.
-- Det er vel siden du var i amerikansk Hyre? spurgte Niels.
-- Ganske sandt ... Smukt Land, det Amerika ... God Regeringsform
den.
-- Ja men, æ Republikaner, Jørgen, han maa aa være Demokrat ... Kan æ
Republikaner seje te æ Adelsmand skal regere alt etter hans Hoved?
... Det vil itt' gaa sammel det, Jørgen.
Men Kromanden vilde ikke lade sig trække ud paa Konsekvenser. Nej,
Venstre -- det kunde han da itt', -- nej, det var da og skammeligt
saa Venstre forsømte æ Forsvarsvæsen. Og dèr fik han pludselig Jens
Hjorth paa sin Side: -- Ja, det havde han Ret i, -- paa det Punkt dèr
var han itt' Venstre, det var der ingen Sønderjyde, der var.
Niels begyndte at forsvare saa smaat, for han følte, det var et
kildent Punkt. Befæstningen af København var dog --
Men de kerede sig Fanden om Københavns Befæstning, det var der ingen
Sønderjyde, der brød sig om. -- Niels havde nok Ret i, at Danmark
ikke kunde være en Militærstat, men en stærk Hær maatte det have,
ellers kunde det jo ikke tage Sønderjylland tilbage. -- Og de kom ind
paa den stadige Tanke om Genforeningen. Paa fredelig Vis vilde det jo
ikke gaa, det var tydeligt nok, og under almindelige Forhold kunde
det naturligvis ikke lade sig gøre, men under en stor europæisk
Krig, naar Tyskland blev angrebet fra flere Sider, og saadan en vilde
vel nok en Gang komme ...
-- Naa, Søren, -- du kommer til at tage en Puns til med os.
-- Nej, det vil a itt', -- nej, nej.
-- Aa Snak om æ Ting ... Nu skal vi drikke gamle Danmarks Skaal, og
at vi maa komme tilbages ... Det kan du itt' gaa fra.
-- Vel ... Det er et sandt Ord ... Tre Punser til. --
Men da Skaalen var drukket, indfandt der sig mere mistrøstige
Betragtninger. -- Saadan en Krig vilde vel nok en Gang komme -- men
hvor længe kunde de holde ud ... Det værste var det, at de unge Folk
tog bort; der var kun saadan ganske enkelte, der havde Smaafejler, de
tog ned til Altona, hvor Sessionen kasserede over en lav Sko; -- men
de andre gik deres Vej, for preussisk Soldat var der ingen, der vilde
være. Endnu var der itt' gaaet nogen Gaard bort, og Tyskerne var vel
heller itt' saa slikne etter at komme til aa bo mellem de Danske her
oppe. Niels kunde jo nok huske Smeden, der havde været den eneste
tyske Mand i Sognet, og som hans Fader immer var oppe at toppes med?
-- Naa, ham havde de da gjort det saa hedt, at nu var han saa dansk,
saa det var en Lyst. Nej, Præsten, det var den eneste rigtige Tysker
i Sognet nu; men han var ogsaa en Fanatiker, der hadede alt Dansk og
i det hele var det en elendig Præst, der hverken talte tysk eller
dansk i Kirken. Det var ogsaa en Skam, at næsten alle deres gode
danske Præster havde forladt dem, i Stedet for at blive og sørge for
deres Menighed, selv om de maatte aflægge Eden til Kejseren. Men
værre endnu var det næsten, at de velstaaende Danske i Ha'erslev tog
bort, manne af dem, der havde været Sagens bedste Støtter, de faldt
fra Aar for Aar; ven de havde tjent deres Penge, saa solgte de og
rejste, i Stedet for at blive og holde ud med de andre, som itt'
kunde rejse.
-- Se lidt tiere herind, Niels ... Altid velkommen, sagde Kromanden,
da de gik.
Niels gik ogsaa undertiden derhen og fik sig en Passiar med
Kromanden, som han syntes godt om.
Bønderne kom ofte ind paa Kroen om Aftenen, og der blev tidt talt om
Niels Hjorth, som var kommen hjem og ikke kunde blive Præst, fordi
han ikke havde den rette Tro, -- noget, som vakte stor Opsigt og blev
forskellig bedømt. -- Men naar der var talt en Stund frem og tilbage,
sagde Kromanden altid: --
-- Ja ser I, a kender Niels, og I vèr, te a er heller itt' sjæl møj'
for det religiøse saadan ... Men a er itt' enig med Niels, for han
trour itt' paa en _rigtig_ Gud, og a tykkes dog itt', te Verden kan
gaa af sig sjæl ... Og han holder med Venstre og a er Højremand, saa
vi er møj' forskellige ... Men lig' møj' -- flink Fyr -- Mand med
Principper -- ta'er min Hat af.
Denne Mening trængte efterhaanden igennem, og der var ikke mange, som
skelede til Niels Hjorth for hans Meningers Skyld.