-- Kolding, fem Minuters Ophold.
-- Farvel, farvel, -- Tak for behageligt Rejseselskab.
-- Selv Tak! Farvel, lykkelig Rejse.
Hjorth strakte sig, glad ved at være ene i Kupèen, med en Følelse af
at nærme sig Maalet, af at indaande Grænselandets Luft, svagt krydret
af Hjemmets, i det friske Trækpust, der strøg ind gennem det aabne
Vindue med en velgørende Kølighed, medens Toget brusede sydpaa i den
varme Midsommerdag.
Han gik frem og tilbage i Kupèen, og kunde ikke blive træt af at se
ud over Landskabet, der bestandig vexlede indenfor sin Ensartetheds
vide Kreds, og som for hans Øjne skrev »hjemad« med sine store
Linjer, der havde Halvøens brede Natur; -- saaledes rejse sig ingen
sjællandske Høje, saaledes stige ikke de fynske Alper, som disse
sydjydske Bakker, gennem hvis Bølgedrag der gaar noget af den
langlige Flugt, som gør et stort Havs rolige Dønninger mægtigere end
de krappeste Bølger, der fødes i Sunde og Bælter. Frem mellem disse
Jordbølger, der rundede sig efter hinanden, bagved hinanden, over
hinanden, hegnmønstrede og korndækkede, med en bleggul Rand mod en
høj, dyb blaa Himmel, fuld af Hvirvelskyers hvide Solglans; -- bort
tversover deres bugtede Dale, hvor Enggræsset, spættet af brogede
Køer, skar Kornet af ved Bakkefødderne i en skarp Buelinje som Æggen
af en Le, og i hvis Midte en lille Aa blinkede bort mellem Piletræer
og Ellekrat, overbygget af en forfalden Spange og hist og her brudt
af underlige smaa Møllehjul, hvoraf nogle stod stille ligesom
forglemte og glemmende sig selv, medens andre drejede sig langsomt
tabende de blanke Vandflader fra deres sorte Aller; -- frem forbi
deres jævnt skraanende Lider, hvor pludselig Egelunde og Strimler af
Bøge-Højskov kastede aftenlig lange Slagskygger ned over Vippernes
Straalebundter, spredte i Kløfter og Siger og paa bratte Skrænter med
en lunefuld Ødselhed, som er ukendt paa Øerne, hvor det sejrrige
Plovjærn nidkært har lagt hver Stump Jord under Kornets Guldscepter,
og kun tilladt de store, forstrette Skove med deres lovmæssige
Grænser.
-- Vamdrup.
»1ste og 2den Klasse«, «, »Restauration« med røde Bogstaver paa hvid
Grund; -- dansk Literatur i Opslag paa Muren, Billedværker fra
Philipsen og Klassikere fra Reitzel; -- Dannebrogsvimpler vajende
over begge Gavle; -- Dannebrogs-Rækværk, dannebrogsstribede
Semaforer, dannebrogsstribede Signalstænger, dannebrogsstribet Bind
om Lokomotivernes sorte Skorstenshals, højrøde Jærnstænger paa
Profilmaalets kridhvide Galge. Det var, som samlede de danske Farver
sig her i Grænsestationens Standkvarter til deres sidste Modstand,
klyngende sig fast overalt, klatrende op paa Tagene og paa Toppen af
de højeste Stænger for at stirre ud, hvor langt de kunde se deres
yderste spredte Forposter.
-- Færdig.
Skingrende Fløjtetrille, Hvæsen af Damppiben, Knagen, Støden, Rullen,
-- ud til disse Forposter.
Bakkebølgerne løjede af, Skovene færredes og trak sig langt bort til
begge Sider, medens Landet mer og mer fladnede sig til den øde
slesvigske Slette. Men Hjorth stirrede ud til den ene og til den
anden Side, urolig, med den feberagtige Spænding, der griber en
Dansk, og især en Nordslesviger, ved den nye Grænse og lader En
frygte i hvert kommende Sekund at se den zigzag-stribede Zebra-Pæl
med den flakte kejserlige Ørn.
... Hvidt Led med skarlagenrødt Jærnbeslag til venstre ...
Dannebrogsfarvet Bom til højre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ...
Dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Snurre til
venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ... Hvordan var det? --
stod der nogen Grænsepæl ved Jærnbanen? ... Endnu ikke; --
dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre
-- nok et til venstre ... Hvidt Led til venstre; -- hvad var det? ...
Et Led nærmede sig til højre, -- intet rødt, helt over snavset hvidt,
kun med Numret i sorte Bogstaver øverst paa Stolpen, -- nok et, lige
saadan, med det næste Nummer ...
De yderste Forposter vare passerede. Der var intet mere at se efter.
Hjorth lænede sig magelig tilbage, medens Toget brusede og klaprede
ind i »das grosse Vaterland«, der begyndte magert nok, ligesom hans
lille Fædreland endte, med svedne Græsflader, -- med modne Rugmarker,
hvor man kunde gaa mellem Straaene og plukke Axene uden at løfte
Haanden, -- med Agre af Boghvede, som her i det begyndende Tyskland
svarede godt til sit tyske Navn »Hedekorn«, -- Boghvede, der var saa
fuld af Agerkaal, at det saà ud som Rapsmarker med hvidt Ukrudt i; og
over denne triste Begyndelse af Schleswig slog den tykke Røg ned og
hvirvlede bort, slæbende over Græsaks og Vipper sin flossede og
frynsede Søm som af en laset Florskjole, medens der dannedes et stort
Viftemønster af trøstesløs lange Grøfter og Agerrender, der
regelmæssig svingede forbi med en Bevægelse som Møllevingers ...
-- Woyens. -- Alle aussteigen. -- Zollrevision. -- Handgepäck mit.
Sidebanen holdt rede og dampede strax efter østpaa. Skovene rykkede
nærmere, det begyndte at bakkes. I en Hulning mellem Mark og Skov
blinkede noget blaat, der videde sig ud til en Sø. Bagved byggede et
Mylr af røde Tage sig op mod en mørk firkantet Bygning, paa hvis høje
Tag et lille Spir skinnede hvidt i Sollyset. Toget peb, bræmsede,
holdt.
-- Hadersleben. -- --
Solen stod allerede lavt paa en diset Himmel, da Hjorth i Aastrup
vred om tilhøjre fra Chaussèen og nærmede sig til Nygaard. Dobbelt
rustrøde bugtede sig den gamle Fyrrerækkes Grene under det blaagrønne
Naaleløv, og de vestlige Have-Træers Slag-Skygger strakte sig, saa de
snart kunde naa at lægge deres Hoveder til Hvile paa de østlige
Træers mossede Rødder, medens bagved Haven den store Kløft med sit
fodhøje Lag af vissent Bøgeløv, fyldt af en Lysmasse, der skød sig
igennem paa langs, glødede og straalede som det indre af et uhyre
væltet Kobbertag. -- Han steg op gennem Hulvejen; Skoven lysnede;
blankt og svagt blaanende skinnede Fjorden frem mellem de graa
Stammer. Han kom til Udkanten; over den krumme gyldne Flade af en
Strimmel Hvedemark, der kilede sig ind imellem Skovene, ud bag de
yderste Træer strakte en høj, jævntskraanende Skovpynt sig frem i det
stille Vand, hvor den smeltede sammen med sit Spejlbillede til en
grøn Kile, der med sin Spids berørte Skoven paa den anden Bred og
aflukkede Fjorden til en langstrakt Sø.
Han standsede. Det var Vonsbæk Præsteskov, han saà.
Ved Begyndelsen af Skoven, hvor nogle vandfyldte Hjulspor skar ud
gennem Mudder og forsvandt i Vandet, hilste han paa en Bondekone, der
trak Skjorten over Hovedet paa en lille tykmavet Dreng, og det stod
saa tydelig for ham, hvorledes han selv som Barn var bleven badet
dernede i Fjorden. Da Krattet igen aabnede sig tilhøjre, saà han
hende et Stykke ude, langsomt sænkende Barnet, til de krummede
Taaspidser berørte den blanke Flade, der ringlede sig under ham,
medens han udstødte et hvinende Skrig. Plasken og Hyl derude
fra vedblev at følge ham, medens han trængte gennem den tæt
sammenfiltrede Underskov, hvis Grene pludselig lukkede sig helt, en
Fod over den fugtige Sti, hvor Tjørnene slog en Klo i ham, og
Brombærranken strakte sin tornede carmoisinrøde Arm frem foran ham,
vinkende med de hvide Blomster mellem de matgrønne Blade og samtidig
lokkende med modne Bær, hvor den pragtfulde Gærdesnerle viklede sig
op og aabnede sine store lyserøde Blomsterbægre med deres
vinselformede Rand og en hvid Stjærne ned mod Bunden, medens
Skovvikken, der klatrede endnu bedre, højt oppe over hans Hoved
vimplede med Slyngtraadenes Spiraler over det fine Løv og nikkede med
de lange bøjede Blomsterklaser, hvis hvide Baade havde store Sejl,
der vare mønstrede med violette Streger, saa fine, som vare de trukne
med en Sneppefjer. Det var, som om der udaandedes og udstraaledes en
Velkomsthilsen til ham fra dette frodige Planteliv med de sjældne
Blomster, som han intet andet Sted havde sèt, men erindrede her fra
den Tid, da hans Barnearm endnu var for kort til at naa dem. Disse
Farver vare for hans Øjne hvad Alpehornets Toner i Romanzen er for
Hugo's Øren: han følte, at han kom hjem. Ogsaa han kom jo som en
Slagen derude fra den store Valplads, hvor han havde ladet sig hverve
fra Hær til Hær af Tidens Magter. Havde han end sejret over sig selv,
-- for andre stod han dog som en Slagen, ja som en Rømningsmand, og
hans Saar begyndte at bløde paa Hjemmets Grund med en Smerte af at
alt var forbi for ham, at han ikke længer havde nogen Plads i Livet,
med en træt Lyst til for bestandig at lægge sit Hoved til Hvile dèr,
hvor hans Barnefod havde traadt, under en Sengehimmel af Luftblaat
indvirket med grønne Blade og Slyngtraade, lyserøde Snerler og hvide
Vikker.
Men pludselig kom der saa igen et Haab, en ubestemt Anelse om, at der
herhjemme laa noget og ventede paa ham, en formløs Tro paa, at han
vendte tilbage til det Sted, hvorfra han var draget ud paa et Togt,
der nu var bytteløst endt, netop for at finde en ny Vej aaben --
udefter -- opad -- mod Lykken. Saa drev det ham aandejaget frem
gennem Krat, over Lavfald med pimplende og sivende Vand, op ad aabne,
purlekronede Bakker, hvor Tidslerne slog ham paa Knæene, og hvor
Miliegræsset stod skulderhøjt, let duvende Blomsteraxenes lange
hvidgule Traade og med Aftensolens Blink glidende henad de rødlige,
metalblanke Stængler.
Saaledes naàde han snart til den sidste aabne Skrænt, hvor Udsigten
igen er fri, og han kastede sig træt ned i det bløde Græs, med
Hovedet lænet mod en Træstub.
Himlen var blanket op i Zenit, men nede over den anden Bred stod der
endnu en landfast Dis, der foroven umærkelig smeltede over i
Himmelblaaet, og paa hvis violetgraa Grund der svømmede et Par
mindre, røde Skyer, som tvers over den blanke Fjord sendte lange
Rosastriber overskaarne af staalgraa Strømrifling. Men imellem Vandet
og Himlen strakte sig Sverdrup Skov, symetrisk med sit Spejlbillede,
overgydt af et mildt Lys, henimod en moden Rugmark tilhøjre, hvis
skraanende Gulhed næsten skar i Øjnene, medens Ruderne i et Par Huse
luede som Guldblik. Lige i Forgrunden langs Brinken stod en Række
høje, fritstaaende Bøge, med lidt bortbøjede Stammer og Kronerne
blæste ud mod Fjorden ligesom i Længsel efter at spejle sig; og bag
ved det fjærneste Par tilvenstre kom Præsteskovens Pynt frem, kun med
en Tanke Sol henover den øverste Løvrand, indtil den med sin
mørkegrønne Snude syntes at berøre Sverdrup Skov, der laa som støbt i
Bronce med en let Forgyldning og grønt anløben i alle Folder og
Furer. Saaledes aflukkede Fjordlandskabet sig til en Skovsøs ensomme
Fred, hvorover Aftenlyset fra den tunge Himmel bredte Glansen af et
vemodigt Smil.
Der var saa stille rundt om. For Øret hørtes neppe længer
Klokkeringningen, der allerede en Stund havde fyldt Luften med sine
regelmæssige Dirringer -- ligesom Slag af Solesætlandskabets rolige
Puls. -- Ellers hørtes kun de urolige Smaaskrig af en Pirrfugl, der
fløj hid og did over Vandet. Snart var den forsvundet langt borte bag
Skoven; strax efter strøg den forbi tæt ved med sit sorte Hoved og de
graa Vinger; snart tegnede den mod den mørke Skovgrund det hvide
Blink af Bugen og af de sabelkrummede Vingers Underside, snart var
det kun dette hvide Spejlbillede, der fløj nede i Vandet. Men saa kom
den selv med Vipstjærtens Bølgeflugt, fjærnende sig fra og nærmende
sig til Fuglen nede i Vandet, som dalede naar den steg og steg naar
den dalede, indtil de næbbedes i Overfladen. Saa stejlede den højt
oppe i Luften, virrede et Sekund med Vingerne og styrtede paa Hovedet
med et lydeligt Plump helt ned under Vandet, der bølgede i store
Ringe, medens den hævede sig skrigende. Den syntes altid at maatte
være dèr, at høre med til Stedet som Uroen i et Uhr.
Hjorth blev liggende saaledes en god Stund, idet han lod Stedet aande
hele sin milde Ro ind i ham, fyldende ham med disse rene Former og
Farver, der vakte saa mange Erindringer hos ham, Minder fra de stille
Dage før Kampens og Udviklingens Tid, ombølgede af Barndomshjemmets
Stemning, som det gør saa godt at lade sig vugge til Ro af. Eller
ogsaa, glemmende alt, stirrede han lige op i Zenit, hvis Aftenblaa
havde en svag Dunkelhed, en Erindring af opløste Taager.
Der begyndte at falde Skygge over Sverdrup Skov, og paa Vonsbæksiden
havde kun de øverste Grene af Kronbøgen endnu lidt Lys ovenover de
andre Trætoppe paa Bakken. Saa sprang han pludselig op og gik hurtig
videre. Opad den dunkle Sti, forbi Kronbøgen, hvis snorlige graa
Søjle steg op over Løvhvælvet, inden den løftede sin Kuppel, gennem
Græs, hvori han næsten druknede, og hvis Blomster vaskede hans Ansigt
med Dug, ned ad den altid fugtige, rodknudrede Sti gennem den store
Kløft, hvor det dæmrede mellem de favnetykke Stammer, over den
pludrende Bæk paa den halvraadne Spange, hvis Gangbræt knagede under
hans Skridt, -- dette uhyre vigtige Punkt, paa hvis Forsvar hele
Stillingen beroede, naar man legede Krig, og den tydske Overmagt kom
stormende oppe fra den faste Stilling ved Kirken, hvis hvide Kalkvæg
skinnede gennem det mørke Løv. Klokkeklangen kom nu deroppe fra
stærkere og legemligere, rullende sine malmtonende Bølger langs ind
gennem hele Kløften, der havde noget af en Kirkehvælvings kølige
Halvmørke. Og nu saà han allerede sit Yndlingstræ, Skovens mægtigste
Bøg, som henne ved Laagen hældede sig ud over Gærdet med sin
mosspættede Kæmpestamme og strakte Grene, store som Træer,
velsignende midt ind over de Dødes stille Have. Fra dens yderste lyse
Barklinje, lidt ovenfor Gærdet, flagrede et blaat Slør ganske sagte
ud. Da han kom derop, saà han en ung Dame sidde paa Kanten af Gærdet
med Ryggen lænet tilbage mod Stammen. Hun hilste »God Aften« med
fremmed Akcent.
Ligefor, ved det modsatte Gærde af Kirkegaarden, stod en Række gamle
Aske og Ege, blandt de sidste en Veteran, der var saa udtrøsknet i
sit hullede og revnede Barkpandser, at den havde faaet en tyk
Jærnring om Brystet, ligesom Roland. Bagved dem, over en høj
Marklinje, stod et Par lange Skyer stejlt i Vejret paa den dunkelgraa
Grund, glødende i Genskinnet af Solrøstet. Kirkeklokken tav; men en
Sang lod sig høre, sunget af uøvede Bondestemmer uordenlig mellem
hverandre, ligesom de Slag, der syntes at slaa Takt, med en Lyd, som
naar man banker Tøj. -- Det maatte være Rapstærskning paa hans
Broders Kobbel lige udenfor.
Marken med de fodhøje, hvidlige Stubbe saà ud som et Vildnis af
Asparges; den mejede Raps laa et Par Steder i løse graagule Bunker.
Midt inde paa Koblet var der en Stimmel af Mennesker bag en jordgraa
Forhøjning, der lignede en lav Skanse. Dèrfra kom Sangen, medens
Plejlene svingede oppe over Hovederne. Fyldte Enspænderkarrer, kørte
af en Dreng, der red paa Hesten, rumlede derhen, og tomme jog derfra,
ud mellem Bunkerne, hvor Koner med storskyggede Lærredskyser ventede
dem, støttende sig til de lange River. Hjorth kunde kun komme
langsomt frem mellem de stive Rapsstængler, men allerede i lang
Frastand kendte han sin korpulente Broder, der stod yderst i en
Gruppe henne ved Arbejderne.
-- God Aften, Jens.
Den korpulente Mand med brun Habit og Straahat vendte sig om,
fremvisende et bredt, skægget Ansigt, der var ganske glødende i
Aftensolen. Han svarede rolig og uden at tage den korte Pibe ud af
Munden:
-- God Aften, Niels! ... Ja a tvi'lt' nok aa, te vi sku' snart se
noget til dig.
Der behøvedes ingen Præsentation; det var lutter Familje, der stod
rundt om, Gaardejere fra Bæk, hvis Indbyggere alle var beslægtede, og
hvor Mølleren var en Farbroder af Niels Christian.
Der var Kaptajn Vildfang, en lille tæt Mand med
Frederik-den-syvende-Skæg og et hvast Blik fra de smaa graa Øjne
under buskede, hvide Øjenbryn. Et vist Vrik med de brede Skuldre og
et ejendommeligt Boxertræk i Albuerne gjorde det sandsynligt, at han
i sin Tid ofte havde vovet sin Trøje og slaaet mangen Jungmand i
Dækket. Han havde efter et mangeaarigt omtumlet Sømandsliv faaet en
stor Gaard med en Søster af den gamle Madam Hjorth.
Saa var der Jørgen Juel, Fætter til den gamle Hjorth, en sortskægget
Kæmpe med et tungsindigt Udseende, og dennes Svoger, Kromand Bek, der
ogsaa i sin Ungdom havde været til Søs og faret Verden rundt, en Mand
af Middelhøjde, hvis Bronceansigt indrammedes i tykt graat Haar og
studset hvidt Skæg, og som helst talte i korte, subjektløse Udbrud,
med Apelklang i den metalliske Stemme, der gav Piger og Karle Ordrer,
som om han stod paa Kommandobroen, og modtog Bestilling paa en Puns
med et: »Ja vel, -- det skal ske,« -- i en Tone, som havde han løftet
Haanden til Huen.
Endelig var der Farbroderen, Møller Hjorth, en stor knokkelfør Mand,
der lignede stærkt efter sin ældre Broder Jørgen og havde arvet
dennes Anseelse og Tillidshverv, -- støt og tavs, med et Slør af
Sørgmodighed, der undertiden slappede hans alvorlige Træk, og som
mindre var et Præg af hans Enkemandsstand end af Fædrelandsløshed og
den halve Sønneløshed, som er alle Forældres Lod i dette Land, uden
mandlig Ungdom.
I den senere Tid var det gaaet meget af Mode at dyrke Raps; -- det
var mange Aar siden der var blevet tærsket Raps i Vonsbæk Sogn.
Derfor havde da ogsaa saa mange givet Møde for at se paa det livlige
Arbejde og erindre deres unge Dage, da den dyrkedes overalt, og da
Rapshøsten var en Tid af Sved og Svir for hele Egnen. For det er ikke
med den som med anden Høst; det kan jo være Slid nok at meje, men at
tærske Dagen igennem i en brændende Sommersol det er frem for noget
andet det, der kan faa Fedtet til at risle ud og klæbe Tungen til
Ganen, som om den var suget fast. Derfor var der ogsaa en bestandig
Æden og Drikken med Hovedmaaltider og Mellemmader og Øl og Kaffe i èn
Guddommelighed ligefra Davren til Nadveren, som især den sidste Aften
var et stort Gilde, der trak ud til hen paa Natten, og hvor de fleste
pyntede sig med en forsvarlig Haarbeutel. Men det var navnlig den
store Samling af godt halvhundrede Arbejdsfolk, der gjorde den
strænge Tjeneste til en munter Fest, som alle glædede sig til --
undtagen Husmoderen, der skulde sørge for den usigelige Mængde Mad og
lod koge Spad i Grukedlen.
-- Det er længe, I holder ud i Dag, eller i Aften kan man da gærne
sige, bemærkede Hjorth.
-- Aa jo, vi sku' jo se te vi ku' bli færdig. Man vil da nødig la'e
saadan en Slat staa.
-- Gaar og muntert fra Haanden, sagde Kromanden.
-- Ja--a, -- det er da wis ... Er der møj' tilbages derude, Lars?
raabte Jens Hjorth til en Dreng, der i det samme kom kørende med et
Læs.
-- Nej; -- a tø't itt', te der var mer som en Omgang af Karrerne
endnu.
-- Kan du kende Lars, Niels Christian? -- Han er bleven lang nu ...
Ven den her' Høstferie er om', skal han og i æ Skol' aa Herlufsholm
... Vi var derover sidste Ug' til Optagelsesprøv' ... Ja, det maa du
da kend' til, det er jo ner' aa den Egn, hvor du var ... Det er vel
en god Skol' den?
-- Ja, Herlufsholm, den er god nok ... Det er forresten en rigtig
grundtvigiansk Rede.
-- Ja, hvordan er det med de her' Grundtvigianer? Er det da itt'
Venstremænd?
-- Naa, hvad det angaar kan du saamæn være rolig.
-- Nu skal vi se æ Kaptajn, sagde Mølleren.
-- Kan du gaa over Stag uden aa kæntre, Vildfang? spurgte Kromanden.
Kaptajnen, som var kommen i Skjorteærmer, sprang til Svar paa dette
Spørgsmaal over Rækket ind paa Tærskepladsen, fik en Plejl leveret af
en træt Karl, der gik og bøvlede med den, saa han var lige ved at
dratte Haandvollen, -- og begyndte at hugge løs, saa det smældede i
Lærredet.
-- Der er Slag i 'en, sagde Kromanden, han har itt' mistet si'
Kræfter endnu, har æ Kaptajn itt'.
-- Han har og det rette Smid paa en Plejl, bemærkede Kæmpen Juel, og
strøg sig over det sorte Skæg.
Tærskepladsen var et stort Stykke Lærred, sortsmudset som et
røgslaaet Sejl, der var bredt ud paa Jorden en Snes Alen i Kvadrat og
hæftet op til alle fire Sider med en Rand paa halvanden Alen. Ved den
ene Side læssedes Rapsbunkerne af og spredtes paa Lærredsgulvet, hvor
Tærskerne gik rundt i to Rækker, svingende Plejlerne til begge Sider,
medens den forreste sang for.
-- Ach, der bøse Junge dort! udbrød en blød Stemme pludselig bag ved
Hjorth.
Han drejede Hovedet. Det var den unge Dame, han havde set for lidt
siden under det store Bøgetræ.
Hun saà til Siden og ved at følge Retningen af hendes Blik, opdagede
han Lars løftende sin Pisk over Hesten, der havde en sitrende
Bevægelse af Smerte.
-- Lars! -- hvad Fanden gaar der af dig? ... Hvis du ikke er
skikkelig mod Dyret, kan du tro, jeg skal faa fat i dig.
I det samme drejede hun Hovedet og takkede ham med et Blik fra de
dybe gulbrune Øjne og et Smil om de smalle, lidt sørgmodig nedvigede
Læber. -- Saa kiggede hun igen nysgerrig ind paa Tærskepladsen.
-- Har De set det før? spurgte han.
-- Nej, aldrig; -- synger de altid saa ved Høstarbejdet?
-- Nej de gør ikke; men Rapstærskning er en Slags Fest for dem. De
lever saa godt i de Dage.
Han begyndte at fortælle hende, hvorledes det hele gik for sig,
opregnede Maaltiderne, skildrede Glæden, naar Madamen selv kom ud paa
Marken med Kaffen. Og saa gav han sig til at udpege, hvad der skete
derinde, mindre fordi det behøvedes, end for at Underholdningen ikke
strax igen skulde gaa istaa. Dèr lige ved Siden af hende fyldte de
Sække med Rapsfrø og Avner, som blev skuffet hen i Hjørnet med
Bagsiden af Riverne; paa Møllen udskilte man saa igen Frøene, de smaa
sorte Kugler, der saà ud som Hagl. Men henne ved det andet Hjørne rev
man Halmen sammen i store Bunker som Stakke.
Han havde ikke sine Øjne fra hende, medens han talte, og han vedblev
at tale for at kunne blive ved at se paa hende.
For hun forekom ham strax at være det smukkeste, han havde set.
Hun var omtrent af Middelhøjde, snarest en Smule under.
Figuren var rank, men fri og utvungen, uden denne stive
Stejlen-bagover, som man ofte finder hos smaa Damer. Overkroppen
lille, paa en fast, smekker Midje, med kraftig rundede Skuldre, men
Brystet en Smule fladt. Hovedet var stort og ligesom en Smule tungt,
men det sad sikkert paa en stærk Hals, hvorfra en lang, let rundet
Linje gik frem til den lille Hage. Men hvad der især gjorde Hovedet
stort og trods Ansigtets stille Træk gav det noget tiltrækkende
viltert og uregerligt, -- det var et svært mørkebrunt Haar, hvis
bugtede Tjavser faldt tæt ned over en høj Pande, og som bagtil
vældede ud i tykke Bukler ned over en usædvanlig kraftig Nakke, der
yndede at bøje sig frem med en langlig Bølgelinje op under dets dybe
Skygge, som ikke formaaede at slukke Hudens varme, blændende Skær --
en Glans som Reflexlyset fra en skjult Guldplade.
Den korte simple Kjole, næsten uden Besætning, sluttede sig snert om
Skikkelsens Ungdommelighed, og en bred, barnlig Kravestrimmel bugtede
sig foroven naivt om Halsen. Paa Hovedet havde hun en Baret af sort
Fløjl, hvori der skinnede et Par Karneolnaale forbundne ved en lille
Guldkæde; et langt blaat Slør faldt hende ned over Brystet, hvorfra
det undertiden løftede sig med en mat Flagren fremefter, kærtegnende
hendes bløde Kind. --
Tærskningen var nu paa sit sidste, og for at ende værdig opstemte
Forsangeren »den tapre Landsoldat,« medens Plejlerne slog rasende,
som om Slagvollene faldt paa prøjsiske Pikkelhuer.
-- Der er vel ingen Gendarm, som spadserer hans Aftentur her i
Nærheden, spurgte Kaptajn Vildfang og lod sine skarpe Sømandsøjne gaa
rundt i Egnen, indtil de endelig hvilede paa den unge Pige,
mistænksomt, som om han saà hos hende noget, der mindede om
Gendarmeriet. Men ignorerende denne Fare, stemmede saa han og de
andre af fuld Hals med i den forviste Landsoldat.
Kun Hjorth sang ikke med. Han skammede sig lidt over sin Svaghed; men
han kunde ikke. Denne utrættelige nationale Begejstring fandt han
rørende og smuk, men skønt der var kommet noget op i ham ved at føle
den slesvigske Jord under sine Saaler, delte han den ikke saa fuldt,
som han maaske burde. Ord og Toner vilde komme kejtet over forlegne
Læber; -- det vilde være, som havde han for et Aars Tid siden givet
sig til at synge med i en Salme -- tilmed, naar der sad en skøn
Fritænkerske ved Siden af ham. For maaske havde han dog sunget, hvis
det ikke havde været ham umuligt at gøre noget, som kunde støde den
lille tyske Dame, han stod hos.
Pludselig saà hun op paa ham med et Par forundrede Øjne.
-- Hvorfor synger De ikke? ... Er De da ikke Dansk? ... Jeg kender
den godt, det er den danske Nationalsang.
-- Jeg har ingen Stemme.
Men hun gav sig til at le.
-- Som om de andre havde det! ... Nej doch, hvor synger de doch falsk
-- og saa rædsomt forkert.
Til hans Forskrækkelse begyndte hun at nynne ganske højt.
-- Hys! ... Ti dog stille ... De vil tro, at De gjør Nar af dem.
-- Naa, -- de vil mig doch vel ikke banke.
-- Nej -- naturligvis ... Men, -- det er jo ikke Deres Mening, og saa
kan jeg ikke lide, at Folk skal tro det om Dem.
-- De har Ret ... Megen Tak ... Farvel.
Han saà efter hende, medens hun gik langsomt tilbage mellem de stive
Rapsstubbe, med det lange Slør vimplende efter sig, af og til bøjende
sig, naar Kjolen hang fast.
-- Hvem var det?
-- Det var den nye Præsts Datter.
-- Vakker Pige ... ja, jo ... rigtig omgængelig ... endda hun er en
Binnentysker, sagde Kromanden.
-- Ja, det er da wis.