XXVII.

Mørket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal.

Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til

Spillestuens Døraabning med den lille blege Gasflamme, -- en Skygge,

der gik tværs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende

Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i

Hjørnesofaen bag Bordet, omfavnende de værdigste Medlemmer af den

gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordøjelse med

de stereotype Samtaler under den tætte Tobakstaage. -- Der var kun

lidt Lys ovre i den anden Hjørnesofa, hvor Hjorth sad nippende til

den klodsede Kop og pustende Cigarrøgen langt ud, medens han kiggede

i »Morgenbladet«. Gennem Døraabningen kom den slæbende Lyd af

Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes

korte Ord; men fra det andet Hjørne opfangede han Stumper af en

Samtale om de russiske Forhold.

-- Har De læst Valbert's Artikel derom i »Revue des deux mondes«? --

Juniheftet?

-- Schak.

-- Fy for Fanden.

-- Ja gu skriver han godt ... Skal I ikke have den i »Fædrelandet«?

-- Pas!

Men Hjorths Opmærksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet

»Lindekær«, som var udhævet i en af Spalterne, over hvilken der stod

»Fanatisme«. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage

i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke

han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et

Par Gange læse de udhævede Ord, der næsten forekom ham utrolige: --

»Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som

er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller

Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske.«

-- --

-- Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch.

-- Hun skal nok være i England nu.

-- Schak og Madam.

-- Saa er det saamæn ogsaa deres egen Skyld --

-- Nej, jeg vil sgu have Revanche.

-- Ja, vèd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordømme alt

i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen.

-- Øllebrødsbarmhjærtighed.

Det var en lang, drengeagtig klædt Mand, der kom tilbage fra

Spilleværelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen

med dette ene Ord, som han vrængede ud af sit højre Næsebor og

venstre Mundvig, medens han bøjede sig i Døren for at tænde ved

Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet,

belyste hans vrantne Ansigt.

Hjorth saà paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og

han skulde i Theatret med Fru Lindekær og Ellinor.

Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han

ikke holde op med at harmes over Provst Lindekærs Prædiken og glæde

sig over de skarpe Ord, hvormed »Morgenbladet« ledsagede den. Iøvrig

havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde

betragtet den gennem Punch-Øjne som noget latterligt, noget under

Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde

slæbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Højres

Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Højre ham

personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mørke

Hjørnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes

skolemesteragtig af Vejen af noget opløbet Reaktionært, der var voxet

fra Forfatningsklæderne og længtes efter at kaste dem og putte sig

under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa

sin Sag, kun vilde have Lov til at tænde sin Pibe i Fred og saa for

Resten snærre bidsk ad det Hele: Øllebrødsbarmhjærtighed at tro, at

Fritænkerne ikke er værre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke

vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! ... Øllebrødsbarmhjærtighed

at sige, at Folk, der sætte deres Liv i Vove for en politisk

Idè, ikke er gemene Kæltringer, der skal knuttes og hænges;

Øllebrødsbarmhjærtighed, at komme her og tale om, at der er nogle,

som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at

sætte deres Vilje igennem i Regeringen -- Øllebrødsbarmhjærtighed det

Hele, -- Højstærede! -- til at sætte i Rang med Dyrebeskyttelse og

anden moderne Sentimentalitet!

Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hørte derhen, og om

han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjærnt, som han stod Theologerne.

Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk

Interesse og følgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han

havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at

være en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet,

hvor den skar hans nærmeste Omgivelser i Øjnene. Og i Virkeligheden

var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde

for meget af Ungdommens nødvendige Egoisme, til at kunne blive varm

ved Forfatningskampen, og for Retfærdighedens Skyld glemme den

Fare, der syntes ham at maatte true den højere Dannelse ved

Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv

og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde være mest Frisind

dèr, hvor han før kun havde set et vandalsk Massetyranni. --

Han fandt Damerne færdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved

Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet,

medens hun bøjede den lille fine Haand tilbage; saa skød hun

Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden.

Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de

sidste Minutter bort, med et hæklet Tørklæde om Hovedet, medens

Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Træflade

med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det

lyserøde Silkefoder.

-- Aa, Hjorth, -- vær saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke

hjem til The.

-- Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget

over Skuldrene. -- Hvordan er det, har De aldrig før hørt Vilhelm

Tell? ... Aa, De vil more Dem mageløst.

Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin

Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af

simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mørke Parterre. Det var ham

en ukendt Nydelse at sidde i en Lænestol midt foran paa Balkonen,

hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En,

straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var

Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gøres. Paa hans højre Side

bøjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tænder -- et

Smil med Blødhed af Rosenblade og Glans af Emaille --, og det samme

Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lænet tilbage i Stolen, vuggede

Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under

Bevægelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til

Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens røde Fløjl for at vifte

sig let med det broderede batistes Lommetørklæde, hvis Viol-Essens

blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store

blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin

Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme,

kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for

Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene,

fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy

skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm

Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb,

eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit

patriotiske Baryton-Ansigt.

Han havde nogenlunde let ved at følge Handlingen, da han kunde

Schillers »Wilhelm Tell« paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige

Operatext nød han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer

han kunde skimte -- skønt fortegnede og ubehændig sammenslyngede,

medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrættelig ryster

iørefaldende Melodier ud af Ærmerne og lader dem drysse ned paa

Texten som de kan bedst, holdt hans Øre skadesløst for hvad Hjærnen

kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru

Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med

Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til

ham og hviskede: »Hvor han synger falsk, det Afskum!« -- Og han

nikkede ganske troskyldig, uden at kunne høre det, beundrende hendes

finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar,

der næsten havde strejfet hans Kind.

Hun saà usædvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i

Theatrets Clair-obscur under Akterne, især da det blev Nat paa Rütli

i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nær ved hende i Mørke

og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang »Hvis nogen af

os blev Forræder«, lagde hun pludselig Mærke til, at han sad og saà

paa hende, og trods Mørket blev hun synlig rødere i Hovedet. Men det

klædte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde

drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetørklæde, som

hun viftede sig med.

Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes

Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret,

hvor Guldbaandene straalede. »Nej, se dog ud, Hjorth,« hviskede hun

leende, »nu kommer jo Gessler.« -- Og Gessler stod der ganske rigtig

oprejst i den stærkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den

store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede

Skarlagens-Brystdug, indtil han med èt bredte de stribede Silkearme

ud og sank tilbage: »Jeg falder! ... Det var Tell, der skød.« --

Dette kom Hjorth noget uventet. »Men hvor bliver da Hulvejen af?«

hviskede han til Fru Cecilie. -- »Hvilken Hulvej?« -- »Ih, Hulvejen

til Küssnacht.« -- »Naa, det er sandt,« svarede hun leende, »den

bliver naturligvis væk.« -- »Hvad var det for noget morsomt, Hjorth

sagde?« spurgte Ellinor, idet hun bøjede sig helt hen foran ham.

Kort efter gik Tæppet ned over Bønderne og de vajende Faner, og

Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tøjet.

-- Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe,

nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften.

Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fraværelse paa

Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i

lang Tid havde følt Trang til. »Det er ligesom man var paa Rejse,«

sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sædvanlig var tom

og mørk med en svag Lysning af de dæmpede Gasflammers Kredse og matte

Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum,

i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste

af et Par Lamper.

De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Række, hvor

der var luftigst; for de følte det lummert herinde i Efteraarsnatten,

som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af

Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den

Mængde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mørkere Forstue

ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gæsterne,

hvælvede Portalen sig med en blegrød imiteret Porfyrfarve over de

stive Gardiner, og Væggen strakte sig med de grønne Felter i Harmoni

med Patina-Anstrøget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer,

der bøjede sig ud fra den, sænkende Lamper ned fra deres udstrakte

Arme. Midt paa Væggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i

Kvadraternes Sammenføjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for

at drøfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet.

Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa

sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren

tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange

Kvart And og èn Eremitage, et Spørgsmaal, der fik Damerne til at le,

medens Hjorth, ganske rød i Hovedet, bekræftede, at han havde ment èn

Portion Andesteg til dem hver og èn Flaske Vin, samt beskedent

spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; -- hvortil den

humoristiske Svend, som mærkede, at han havde at gøre med en

Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede:

»Rimeligvis«, -- ligesom Ribe Skrædder, da man spurgte ham, om han

kunde sy Knaphuller.

Ved Siden af dem hang hvide Gardiner løst ud over de store Vinduer,

der vare slaaede tilbage indefter. -- Gennem den store Aabning saà de

ud i Gaardens Mørkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen

af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en

Søjle; længere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens

foran den en mat, fugtig Blinken i et tættere Mørke antydede

Lavrbærtræerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter

malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset naàde, Udseendet af et

fint, kniplingshullet Træskærerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne

fæstede en Række svagt lysende Pletter med Kugleglans af store

Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som

Vandstraaler, -- uformede, dunkle Farver, som Øjet kun samlede til et

Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rækværket rejste sig

lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svømmede

alt ud i et tykt Mørke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til

kom en forfriskende kølig Luftstrøm ind, og bestandig lød den

dæmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.

Andestegen var kommen og fortæret. Hjorth tømte sit Glas med den røde

fyldige Eremitage og lagde den bløde, gule Bri-Ost paa sit

Smørrebrød. Han fik en forfriskende kølig og fugtig muggen Smag, der

uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mælkekælder; det var, som om

han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet,

langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den

raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring saà han ned for

ubemærket at kunne lukke Øjnene. Og medens han rundt om i et

dæmpet Lys syntes at se Mælkefladerne straale i de lave grønne

Cylinderbøtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede

han med en minutiøs Nøjagtighed, med en Legemlighed som af en

Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og

han vare tyet ned i Mælkekælderen, hvor hun havde overvældet ham med

sine lystne og brutale Kærtegn. Men med èt forekom den hele Scene ham

saa raa, at hele den finere Del af hans Væsen trak sig sammen og skød

den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne,

Spejlene og de fine Dameansigter, der bøjede sig hen imod ham med en

let Strøm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: »Men Kære dog, De

sidder jo og falder helt i Staver,« og Ellinor spurgte: »Er det

Theologi, De grunder paa?«

-- Nej, det er saamæn -- nej, jeg -- det var -- noget af Vilhelm Tell

... Hvor den Gessler var udmærket.

I dette Øjeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke

var til at tage fejl af, at han ikke længer elskede Kristine -- ikke

længer -- hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket

hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod,

ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attraàde ...

Han saà hen paa Ellinor og spurgte sig selv: »Skulde det være hende?«

--

Hun saà ikke længer saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet

havde et strængt Udtryk, og en Sænkning af Hovedet lod Hagen syne

længere; -- hun lignede Faderen.

Ved en naturlig Idèassociation kom Hjorth til at tænke paa Provst

Lindekærs Prædiken. Hvor den stod underlig mørk afstikkende til den

glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte

Fru Cecilie, om hun havde læst noget Referat af sin Mands Tale ved

det sidste Missionsmøde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han

havde læst i »Morgenbladet«.

-- Det var mø' strængt sagt, sagde Fruen med en misfornøjet Rysten

paa Hovedet.

-- Maaske det ogsaa er lidt overdrevet ... Det er jo et fjendtligt

Organ, -- grundtvigiansk.

-- Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.

-- Ja, det er jeg ogsaa bange for ... Jeg forstaar det slet ikke ...

Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt ... De taler

sig saadan op ... Det er med Præsterne ligesom med Digterne, man maa

tidt tage det halve fra.

-- Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. -- Det er

jo sandt.

-- Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? ... Tør du sætte dig til

Dommer over andre, som du ikke forstaar?