Han var naàt til et foreløbigt, ustadigt Hvilepunkt.
Han var kommen til Ende med første Del af sin indre
Nedrivelsesproces, Undergravningen, -- den, der var begyndt ved hans
første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans
Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og
Sandskorn tilbage deraf; -- den religiøse Følelse hos ham havde haft
sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; -- denne Grav var
bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var
kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne ~fides
historica~, som endnu kan frelse en Katholik, -- og som maaske i
Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog
Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al
Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes
fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være
selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham
som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem
ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem
eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk
Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han
kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med
Foragt og Had, -- men han kunde ikke blive af med dem.
Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var
en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var
det gaaet ganske modsat: -- han var en Kristen med Hovedet, men en
Hedning med Hjærtet.
Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af
Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad
den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med
Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har
fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit
nye Værk og bygger andet op, -- saa er dog den gamle Følelsesgrund,
der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den
er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men
en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder
op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det
nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde
-- lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at
Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om,
saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre
Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, -- dèr ser det vel
ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og
raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin
egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og
Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden
Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet
Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; -- med sin Brusen af
dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige
Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og
mættede Muldet med ny Fedme; -- med sine Hvirvler af ~Rabies
Theologorum~ splintrede den frønnede Stammer; -- med sine Skypomper
af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede
løsnede Rødder.
Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad
han ved Germanernes Fødder, -- naturligvis, Theologien taler jo kun
Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var
kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi -- hvad de andre
Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at
gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente
og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker,
tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til
de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden
Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der
var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren
havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget
rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte
Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de
rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte
Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske
Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige,
blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør
det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at
fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget;
det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte
deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges
med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger;
og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han
lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret
udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa
mange Modsigelser som Ord -- nemlig èn for hvert Par --, men der er
ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den
legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et
hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«.
Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der
begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro
skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig
fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt
borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i
Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, -- men han saà den
dog. Rigtignok -- der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med
Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet
virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus
syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet;
-- en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den
hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer
og mer flød ud i det Blaa ... Det saà dog ud til Allehaande.
Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og
løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der
vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til
at træde paa den, for at komme over Grøften.