-- Jo, det er dog sandt ... For vilde Kristus have sagt til en vantro
Filosof: »Idag skal du være med mig i Paradiset«, som han sagde til
den troende Røver?
Nej heller ikke hende, tænkte Hjorth, -- hun er dog af en anden Aand
end jeg. -- --
Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der,
ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes
med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbøjelighed.
Det var vel hans Følelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som
nu var i Færd med langsomt og sikkert at trække Tankerne efter sig.
Men det var kun en Del af hans Følelsesliv, den æsthetiske og den
abstrakt religiøse. Hans moralske Følelser vare aldeles ikke begyndt
paa at tage Del i Bevægelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen
psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i stræng Forstand er
snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske
Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstændig have overlevet deres
Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom
Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slægten, andre, ligesom
Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos
Hjorth var hele Moralen et saadant Kæmpe-Rudiment, og maatte være
det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritænkeri var endnu for
vagt og for lidt positivt gennemtænkt, til at der med Sikkerhed
kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk
Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhører Uerfarenhed i Livet og
Vane til abstrakt Ræsonnering, med et Stænk af Pedanteri, en Rest af
Skolemesteren, der altid har overhørt i »Du skal ikke --.«
Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og
ubrødeligt, skønt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han
var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at
hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde
strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst
gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der
ikke den fjærneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at være tro
indtil Døden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo
Pligten dens egentlige ophøjede Stempel. Dersom han havde haft en
mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at
det var hans Pligt at være tro imod sig selv og sit Ideal, at det var
hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var
Kærlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved
og ende med Ægteskab, -- saa vilde han næppe engang kunne have
forbundet nogen Mening med disse Ord.
Han forsøgte saa at komme Pligten til Hjælp ved at gøre sig selv
rørt, idet han tænkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere
Theologi, grædende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for
andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og
han forestillede sig, hvor rørende trofast hun havde gaaet og ventet
paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor
heftig hendes Kærlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham
alene. Undertiden forsøgte han ogsaa at narre sig selv og overtale
sig til at tro, at det kun var noget øjeblikkeligt, en forbigaaende
Afkøling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans
Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. -- Hans Instinkt, --
det var den Tilfældighed, at hun var den første kønne Pige, han havde
truffet, og som havde været indladende imod ham.
Saaledes gik han og pinte sig selv uden at være i Stand til at
bryde Forholdet, men uden dog længer for Alvor at se Fremtiden
personliggjort i hende.