-- Vi hævde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden
Begivenhed, -- og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsøg,
som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, -- for ikke
at tale om det moderne Hedenskabs Forvrængninger, der minder om visse
gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det
onde til godt og det gode til ondt ... Saaledes kalder _Hegel_
Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvæsener kunde
trives, og _Schiller_ forstaar Guds Forbud som Instinktets Røst og
Syndefaldet som Fornuftens første Vovestykke og Begyndelsen til
moralsk Tilværelse, som uden Modsigelse er den største og lykkeligste
Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for ædelt til
Paradiset. -- De vil finde disse skrækkelige Ord anførte i Deres
Kompendium, lad mig se -- Side --
Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af
Tilhørerbænkene en kildrende Gysen ved pludselig at høre Schillers
Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i
det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand føler, naar
han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Væv af
Trivialiteter, med et hører En udtale hans Elskedes Navn. Han saà op
paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk præget paa det
brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige
Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, -- og paa
Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres
Kollegier: »Skrækkeligt Ord af Schiller, Komp. § 29.« Aldrig havde
han før saa klart følt, at han ikke hørte hjemme iblandt dem, aldrig
havde han været saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og
medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var
det som om denne skrækkelige Schiller, hvem den dumme Professor
rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev
deres uvidende Notits om, stod statuehøj ved Siden af ham, rakte ham
sin Marmorhaand og førte ham bort fra et Sted, der var uværdigt for
dem begge.