XXIV.

Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af

Bøgegrene, hvis nederste Blade vare grønt gennemildnede, var det

aabne Bræddeskur fuldt af et rødt Lys. Det faldt ned fra Lamperne

foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med

sorte Mundinger ud mod »Salônen«, det blev dobbelt rødt paa de

oppustede fordrukne Ansigter, der blæste og spyttede i Trompeterne,

og paa de klodsede Hænder, som førte Buerne, men det forsøgte

forgæves at spejle sig i Violinerne, hvis Træ var for mat til at

reflektere.

Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor

Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende,

stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under

store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende

Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet

fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.

Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa

Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den,

omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og

udvisket Flamme -- som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom

Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel,

ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt

om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en

langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt

Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de

kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens

mægtige Rughæs.

Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte

at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder,

og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den

trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste

sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i

hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og

henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: -- en Kaffepuns, --

to Sodavand -- en Toddy -- to Bajere!

Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden

af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.

-- Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?

-- Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.

-- Ja, det skulde vi jo da li'egodt.

-- Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de

Unge sidder her og er Bænkeslider?

-- Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.

-- Ja, det haar jeg jo da li'egodt -- men -- at, jeg syn's dog -- --

»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved

dem. -- --

-- Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. --

Skaal, Ole!

-- Skaal igen, Møller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj

Snaps paa.

-- Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte første Gang. --

»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«

»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan

sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«

»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe

hender, -- for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«

-- Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende

efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, --

for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak

om Kristine.

»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? ... Da vil jeg ellers

betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og

rende« etter nogen, -- og jeg har heller itte gjort det med hender,

-- andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal,

Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen

anden ... Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget

Vrævl, -- det bli'er jo inte til noget -- han kerer sig jo inte om

hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han

haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«

Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende

Tilhæng.

Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte

og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke

der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en

tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa

Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse

deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade,

Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede

over det Hele i den ubevægelige Luft.

Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade

Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig

udstødte Par og optog nye -- Kristine var der ikke.

-- Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var

fulgt bag efter med Ole og Hans.

-- Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede

Henrik slukøret.

-- Ja -- ha -- hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.

-- He! -- ja det er med saadan et Par Kærestefolk, -- de har dog ikke

andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tænke paa, sagde

Mølleren.

-- Ja, det er li'egodt vis. --

Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.

Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det

zigeuneragtige Køkken i fri Luft, -- en stor Kedel, der hang i en

Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de

spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys

op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen

af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen.

De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have

slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin

umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa

en stor Bøtte.

Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen

fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end

nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til

hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm

Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var

længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge.

-- Det er saa varmt, saa trykkende -- jeg kan næppe faa Vejret.

-- Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig

for.

-- Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede

paa hendes Bryst. -- Jeg kan nok hjælpe mig selv.

Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig

tilbage, og aandede dybt.

Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i

sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa

denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer

ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet

endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt,

med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i

Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas.

Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner.

Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de

med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der

paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den

flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd

larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille

Janitschar-Musik; -- den syntes at faa en uendelig Forstærkning af

Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med

hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm,

Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes

af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende,

dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.

Germanernes Lærling · 第 33 / 56 题