En Dag, da Hjorth var oppe i Lynges Boghandel for at faa et brugt
Exemplar af en Kommentar, saà han paa Disken en lille gammeldags Bog
i Læderbind, med helt fyldte Kvadrater paa den forgyldte Ryg og
med grønt Snit. Han tog den op. Det var Lessings »Nathan« --
Originaludgaven -- med det netop sekelgamle Fødselsaar paa
Titelbladet. Paa den brogede Side af Forsats-Bladet, der var
stormønstret med gammeldags Kammarmorering, var der klæbet et skævt
afklippet Træsnit: »Lessings Denkmal in Braunschweig«.
Han lod Kommentaren ligge, købte »Nathan«, skyndte sig hjem og
begyndte at læse.
Og den burde altid læses saaledes -- paa det graa, bløde og plettede
Kludepapir, hvori Bogstaverne staa uden Rande, med udvisket Sværte,
som havde Aarenes hundredfoldige Hænder forgæves søgt at udslette,
hvad der har en Tids evige Stempel.
Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der
kun kan benævnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver
virkelig Læser, selv naar alle Enkeltheder for længe siden ere
forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsøgt Aand kan
indpuste i sit Værk, og som kun udsøgte Nerver kunne berøres af --
dens aller intimeste Aroma bliver hængende mellem Originaludgavens
Blade, og dèr, hvor den fra først af næppe kunde sanses, bliver den
stærkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret
som var den de smuldrende Blades usynlig udstrømmende Livskraft.
Men den stærkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bøger, som
ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tæt som over
Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog,
hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim
Lessing er selve Periodens Navne. Det er den ægteste Duft af det
attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom
det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; -- først
England finder sit Udtryk i ~the nineteenth century~. Dèr synes det
attende Aarhundrede at være Indledningen til det nittende; -- hos
Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at være Fortsættelsen af
det attende.
Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og
æggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang,
der hænger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stænk er nok
til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersødme; -- Duften af
Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt
af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder,
af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers værdige
Elegance.
Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet
er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede
er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strækker sig endnu ind i vort
Aarhundrede for at opløse sig selv og efterlade en Skygge, der taler
med en Tithon-Røst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i
forrige Aarhundrede er alle Theologer: Læger og Lærde, Præster og
Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmænd --
Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, -- det vil
sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. -- Derfor
føle alle ægte Theologer -- ikke alle orthodoxe Theologer, men alle
ægte Theologer, de føle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende
Aarhundrede som efter deres Fædretid, og maaske er det derfor, at
Strauss, der netop var saadan en ægte Theolog, i sin Begejstring
kalder Lessings Nathan »det hellige Grundskrift for Humanitetens og
Sædelighedens Religion«.
Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod
Hjorth, medens han læste den i uforglemmelige Timer, der vare
stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den
blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den
frisk indbundne Wilkes Clavis -- hans ~Vade-mecum~ -- og med den
skarpe Røg af en Pibe, som han var i Færd med at ryge til. De
flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde
tænke paa Nathan eller høre Lessings Navn, uden at der, samtidig med
hin oversanselige Duft oppe i Hjærnen, fødtes i hans Næsebor Lugten
af Bogbinderklister og af en utilrøget Pibe.
Og medens han uden at forarges læste dette Digt, hvorom Lessing
sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udskælde det i
deres Hjærters Inderste, medens han ærgrede sig over den unge
Tempelherres Fordomme, der klæbede ved ham fra den Smule Religion,
han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af
Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der født og
opdragen paa Grænsen af tre Religioner, staar lige højt over dem alle
-- skete der et Under med ham.
De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem,
bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da
af den fjerde Ring?
Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden,
indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende
Menneskehjærterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber,
tændende Kætterbaal og Krigsfakler med deres stærke Straaler, --
vandrede den fjerde, den ægte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt
»Sværmerne« hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og
sendte en sælsom Straale ud i Kirkedæmringen. Den Finger, paa
hvilken den havde funklet stærkt og længe, var snart forkullet i
Kætterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der
om »det evige Evangelium«, der skulde fortrænge Bogstavevangeliet, om
»den fjerde Verdensalder«, om »den hellige Aands Periode«, -- den
samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklærede sig; --
thi Ringen naàde ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre,
og den funkler stedse længere og stærkere.
Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den
samtidig med Fortællingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt
Stykke middelalderligt Arvegods. Fortællingen gjorde han til det
største Blad i sin Lavrbærkrans, men den fjerde Ring beholdt han for
sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange
Atlaskes-Vest og knappede til over den; -- for han var en klog Mand,
der havde læst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring
at gaa med paa Fingeren.
Men èn Gang, i et dristigt Øjeblik, tog han den op af Lommen i den
samme Bibliotheksstue i Wolfenbüttel, hvor han havde fundet sine
berygtede Fragmenter, og viste den under fire Øjne til Jakobi, for at
beskytte Goethes Prometeus, der iøvrigt var en stærk Mand, mod den
forbitrede kristelige Filosof.
Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og
forfærde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin,
som aldrig siden forvandt det Stød, og derefter den ganske Verden med
Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbüttel-Bibliotheket havde
vist ham noget, der var endnu meget værre end Fragmenterne, nemlig
den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrækkelige Trylleformel:
Et og Alt! -- jeg vèd intet andet; -- der er ingen anden Filosofi end
Spinozas.
Og medens Hjorth nu laa dèr paa sin Sofa og læste i sit Hjærtes
Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrøgne Pibe og havde
gennem Røgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende
Aarhundrede, -- saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede
ham ubemærket den fjerde, den ægte Ring paa Fingren, det »evige
Evangeliums« Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.
Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.