XIX.

En Dag, da Hjorth var oppe i Lynges Boghandel for at faa et brugt

Exemplar af en Kommentar, saà han paa Disken en lille gammeldags Bog

i Læderbind, med helt fyldte Kvadrater paa den forgyldte Ryg og

med grønt Snit. Han tog den op. Det var Lessings »Nathan« --

Originaludgaven -- med det netop sekelgamle Fødselsaar paa

Titelbladet. Paa den brogede Side af Forsats-Bladet, der var

stormønstret med gammeldags Kammarmorering, var der klæbet et skævt

afklippet Træsnit: »Lessings Denkmal in Braunschweig«.

Han lod Kommentaren ligge, købte »Nathan«, skyndte sig hjem og

begyndte at læse.

Og den burde altid læses saaledes -- paa det graa, bløde og plettede

Kludepapir, hvori Bogstaverne staa uden Rande, med udvisket Sværte,

som havde Aarenes hundredfoldige Hænder forgæves søgt at udslette,

hvad der har en Tids evige Stempel.

Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der

kun kan benævnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver

virkelig Læser, selv naar alle Enkeltheder for længe siden ere

forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsøgt Aand kan

indpuste i sit Værk, og som kun udsøgte Nerver kunne berøres af --

dens aller intimeste Aroma bliver hængende mellem Originaludgavens

Blade, og dèr, hvor den fra først af næppe kunde sanses, bliver den

stærkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret

som var den de smuldrende Blades usynlig udstrømmende Livskraft.

Men den stærkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bøger, som

ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tæt som over

Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog,

hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim

Lessing er selve Periodens Navne. Det er den ægteste Duft af det

attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom

det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; -- først

England finder sit Udtryk i ~the nineteenth century~. Dèr synes det

attende Aarhundrede at være Indledningen til det nittende; -- hos

Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at være Fortsættelsen af

det attende.

Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og

æggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang,

der hænger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stænk er nok

til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersødme; -- Duften af

Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt

af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder,

af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers værdige

Elegance.

Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet

er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede

er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strækker sig endnu ind i vort

Aarhundrede for at opløse sig selv og efterlade en Skygge, der taler

med en Tithon-Røst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i

forrige Aarhundrede er alle Theologer: Læger og Lærde, Præster og

Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmænd --

Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, -- det vil

sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. -- Derfor

føle alle ægte Theologer -- ikke alle orthodoxe Theologer, men alle

ægte Theologer, de føle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende

Aarhundrede som efter deres Fædretid, og maaske er det derfor, at

Strauss, der netop var saadan en ægte Theolog, i sin Begejstring

kalder Lessings Nathan »det hellige Grundskrift for Humanitetens og

Sædelighedens Religion«.

Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod

Hjorth, medens han læste den i uforglemmelige Timer, der vare

stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den

blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den

frisk indbundne Wilkes Clavis -- hans ~Vade-mecum~ -- og med den

skarpe Røg af en Pibe, som han var i Færd med at ryge til. De

flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde

tænke paa Nathan eller høre Lessings Navn, uden at der, samtidig med

hin oversanselige Duft oppe i Hjærnen, fødtes i hans Næsebor Lugten

af Bogbinderklister og af en utilrøget Pibe.

Og medens han uden at forarges læste dette Digt, hvorom Lessing

sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udskælde det i

deres Hjærters Inderste, medens han ærgrede sig over den unge

Tempelherres Fordomme, der klæbede ved ham fra den Smule Religion,

han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af

Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der født og

opdragen paa Grænsen af tre Religioner, staar lige højt over dem alle

-- skete der et Under med ham.

De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem,

bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da

af den fjerde Ring?

Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden,

indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende

Menneskehjærterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber,

tændende Kætterbaal og Krigsfakler med deres stærke Straaler, --

vandrede den fjerde, den ægte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt

»Sværmerne« hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og

sendte en sælsom Straale ud i Kirkedæmringen. Den Finger, paa

hvilken den havde funklet stærkt og længe, var snart forkullet i

Kætterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der

om »det evige Evangelium«, der skulde fortrænge Bogstavevangeliet, om

»den fjerde Verdensalder«, om »den hellige Aands Periode«, -- den

samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklærede sig; --

thi Ringen naàde ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre,

og den funkler stedse længere og stærkere.

Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den

samtidig med Fortællingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt

Stykke middelalderligt Arvegods. Fortællingen gjorde han til det

største Blad i sin Lavrbærkrans, men den fjerde Ring beholdt han for

sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange

Atlaskes-Vest og knappede til over den; -- for han var en klog Mand,

der havde læst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring

at gaa med paa Fingeren.

Men èn Gang, i et dristigt Øjeblik, tog han den op af Lommen i den

samme Bibliotheksstue i Wolfenbüttel, hvor han havde fundet sine

berygtede Fragmenter, og viste den under fire Øjne til Jakobi, for at

beskytte Goethes Prometeus, der iøvrigt var en stærk Mand, mod den

forbitrede kristelige Filosof.

Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og

forfærde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin,

som aldrig siden forvandt det Stød, og derefter den ganske Verden med

Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbüttel-Bibliotheket havde

vist ham noget, der var endnu meget værre end Fragmenterne, nemlig

den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrækkelige Trylleformel:

Et og Alt! -- jeg vèd intet andet; -- der er ingen anden Filosofi end

Spinozas.

Og medens Hjorth nu laa dèr paa sin Sofa og læste i sit Hjærtes

Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrøgne Pibe og havde

gennem Røgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende

Aarhundrede, -- saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede

ham ubemærket den fjerde, den ægte Ring paa Fingren, det »evige

Evangeliums« Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.

Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.

Germanernes Lærling · 第 28 / 56 题