Hos Lindekærs kom han meget ofte, i det mindste en Gang om Ugen,
næsten paa alle Tider af Dagen -- han vidste sig altid velkommen.
Med Provsten havde han ikke saa meget at gøre, som dengang han var
Lærer hos ham i Fyn. Det forekom ham, at de nu stod hinanden
fjærnere, enten det nu kom af, at hans Underordningsforhold i sin Tid
havde ført til hyppigere Berøringspunkter og stillet dem paa en
sikrere Fod over for hinanden, -- eller vel snarere deraf, at Aarene
og det fritænkerske Røre i Halvfjerdserne havde gjort Lindekær mere
rigoristisk, medens Hjorth bestandig var lidt bange for at ytre sig,
idet han følte, at han gled til den modsatte Side.
Han holdt mere af at sidde inde og passiare med Fru Cecilie. Ogsaa
hun syntes at være bleven fjærnet fra sin Mand, -- eller maaske blev
det ham først nu klart, hvor meget yngre hun var end Manden, yngre i
Aar og endnu yngre i Sind; og hvor langt hendes frejdige Natur var
fra at bøje sig ind under hans mørke, forsagende Kristendom. Men
Spaltningen havde sikkert ogsaa udvidet sig i den sidste Tid; --
Overflytningen til Hovedstaden, Omplantningen fra de stille
ensartede landlige Omgivelser til den store Bys Blandingsluft havde
givet hendes Livsglæde, hendes anden Ungdom, nye frodige Skud.
Ligesom Tunghøre faa deres svækkede Sans skærpet af den Gadelarm, der
gøre andre halvdøve, saaledes blev hun under Bylivets Tummel alt mer
og mer lydhør for de Spørgsmaal og Svar, der krydsedes gennem Tidens
Luft, -- Spørgsmaal og Svar, der kun dæmpet og med en ærgerlig
Forstyrrelse trængte ind i hendes Mands Studereværelse, ligesom
Sælgekonernes Raab ude fra Gaden.
Hun var, som saa mange gifte Kvinder, mere Moder end Hustru. Børnene
var hendes huslige Liv, -- især de mindre. For Ellinor syntes at voxe
op i Faderens Avtoritetsskygge -- endnu kun en ganske let Halvskygge,
hvis Rand svævede over hendes rene Pande.
Ogsaa over for Hjorth udviklede hun et Slags moderligt Instinkt. Det
var hende en Glæde at kunne trække ham ud af Studenterkamret og i
timevis skaffe ham et Familjehjem, Hyggen af en Dagligstue, Dannelsen
af kvindelig Omgang.
Og hun gjorde ham en Velgerning derved. Han nød denne hyggelige Hvile
fra det anspændende Arbejde, som mer og mer rykkede ham paa Livet og
fik det højtidelige Udseende af en Kamp paa Liv og Død i ham selv,
mod hans Fortid, om hans Fremtid, -- han søgte som til et fredviet
Asyl til denne høje lyse Stue, hvori al Ting straalede, hvor Sanserne
blev vaagne, medens Tankerne lod sig vugge ind i en drømmende
anstrængelsesløs Bølgning.
Efterhaanden følte han ogsaa noget nyt vakt og tilfredsstillet hos
sig ved denne Hverdagslivets skødesløse Elegance, der bar et Præg af
Damen, en Duft fra hendes Haar og Lommetørklæde, et lille Mærke af
hendes Fod i Skamlen, et glemt Haandarbejde paa Bordet, en Fold af
hendes Fingre i en ny Bog, en Spredning af Nodeblade fra hendes lette
Haands Utaalmodighed over Klaveret, endelig en Reflex af hende i
Mændenes soignerede Dragt og Tale. Han fik Smag for at føre en
Konversation med denne Dame -- enten hun nu hed Fru Cecilie eller
Frøken Ellinor -- en Konversation, der gled rolig frem eller sprang
lunefuld, gik i Staa paa et Sted og begyndte igen paa et andet, --
som oplystes af pludselige Smil og understregedes af de smaa
uvilkaarlige Bevægelser, som Mænd ere for tunge til, -- ledsaget af
Syningens hvide Armdrejning, med bestandig tændte og slukkede Gnister
af en Ringsten, og af Traadens lette Knitren gennem Lærredet.
Og skønt han ikke var synderlig musikalsk, og hans Udvikling havde
ladet ham være ganske udannet paa dette Omraade, var der dog noget
paa èn Gang velgørende og festligt, noget, der flød saa fortrolig
sammen med alt det øvrige, i de klare og fyldige Toner fra Flygelet,
naar et Par af disse fine Hænder berørte Tangenterne, der syntes at
være saa blanke og elfenbenshvide for at passe til de levende
Plektre. -- Et Schumannsk Karakterstykke, en Chopinsk Vals -- det var
som disse Omgivelsers tonende Sjæl. »En aandrig Mand har engang sagt«
-- erindrede han, -- at Arkitektur er stivnet Musik; hvis denne Musik
stivnede, forekom den ham at maatte blive en saadan Salon, høj, lys
og varm med sin Dybde af bløde Stoffer, med sin Glans af polerede
Flader og med sin dameagtige Duft; -- og ligesom hans Legeme
efterhaanden havde faaet Trang til ofte at have denne Stue om sig,
saaledes fandt ogsaa hans forfinede Sjæl sig snart tilrette i dens
Sjæl af Toner, fik den Vane at maatte hvile sig i dens musiksmeltede
Arkitektur.