Den som har lengted i tyve år
over de høje fjelle, --
den, som vet, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år --,
hører hvad fuglen synger,
som du saa trøstigt gynger.
-- Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, -- for
De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekær.
Studereværelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et
langt mørkt Rum; midt paa den ene Sidevæg gennem en Døraabning, hvis
Portiere var trukket halvt til Side, saàs inde i Bibliothekets Mørke
Geledder af Bogrygge, tæt sluttede, ordnede over hinanden, --
Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Læderkøllerter syntes at
staa parate til at marschere ind, fyldende Værelset med muggen Lugt
fra deres fugtplettede Blade, medens de manøvrerede sig frem til det
lange Arbejdsbord, hvor de, i en Røgsky af Støv, fyrede deres
Lærdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa,
efter endt Expedition, at trække sig tilbage i god Orden, ind i
Fæstnings-Mørket, langs den ene Dørstolpe, medens nye Kolonner
defilerede ud langs den anden.
Lindekær vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nød
i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde
gaa Stuelængden for at have vandret en Mil.
-- De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet
omtrent en halv Fjerdingvej, -- De var i sin Tid, husker jeg, en
Æsthetiker -- syslede en Del med Skønliteratur, -- tysk Poesi og
saadan noget ... Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? -- Deres
Studier har vel -- for en Del -- opslugt den Interesse?
-- Ja, jeg har i den senere Tid næsten kun læst Theologi.
-- Hm! ... Ja, -- jeg tror, at det var godt, -- godt for os alle, men
især godt for de Unge, om der udbredtes strængere Anskuelser paa det
Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig
indskrænket -- eller rettere ophævet.
-- Ja, det kan jo nok være, at meget i den moderne Literatur, og
navnlig denne franske Realisme, -- ja, jeg har rigtig nok ikke selv
læst meget deraf --
-- Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og
Naturalisme og -- man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe --
man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at
være begejstret over ... Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er
god, fordi den er ond, -- med ondt skal ondt fordrives; -- jeg tror,
det er heldigst, at det hæver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det
med vor egen Tids Træk og kan skønne, hvad det er .... Jeg mener, at
en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at
vække os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbægret og slubre
den søde Gift i Søvne ... Det er ikke fra idag eller fra igaar! ...
Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne
Leflen med Skønhed, -- at den kan ikke forenes med et alvorligt
kristeligt Liv.
Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en
Glød i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til
Udbrud noget, som længe havde ligget og ulmet i den indesluttede
Mand.
-- De kan ikke forliges, man maa vælge dem imellem, vedblev han. --
Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. -- Dèr, udbrød han
saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevægelse af en vis
spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa
Bordet, -- dèr ligger min »Skønliteratur«. --
Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag -- Hjorth syntes,
han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrækkelige Timer, en
iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han
ventede paa Toget til Haderslev, -- trøstesløse Timer, som lod hans
Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.
Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. -- »Stumper og Lapper af
Skrædersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af
Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for
Dagens Lys af G. J.«; -- »Den troende Landsbypige«; -- »Evangeliet
paa de blaa Bjærge«; -- »Historien om den lamme Frederik«; --
»Sælsomme Fortællinger af de Elendiges Liv af John Ashworth«.
Medens han bladede i den sidste, faldt hans Øje paa nogle Ord, der
standsede det, og han læste ved det døende Aftenlys:
»Tvivl og Vantro udgøre en mørk og fortærende Forbandelse; de gøre
deres Offer til en levende Løgn og lade ham synke langt dybere end
Dyret.«
Han lod Bogen falde ned paa Bunken, -- og kom uvilkaarlig til at
smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevægelse, der
syntes at være en nøjagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekær havde
kastet Bjørnsons »Kongen«. --