I Marts Maaned flyttede Lindekærs Familie til København. Han var
bleven Præst ved Holmens Kirke.
Længselsfuld efter at gensè disse gamle Bekendte, gik Hjorth en
Formiddag hen for at aflægge en Visit, saa snart han fandt, der var
forløbet en nogenlunde passende Tid. De bòde lige over for Kirken.
Pigen lukkede Døren op til en mennesketom Dagligstue: -- Fruen skulde
strax komme.
Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget
højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl,
en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning,
der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle,
strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af
regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide
Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys
gennem de lodrette Folder. -- Skæret fra disse Gardiner og fra det
mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden,
mættende det med varme, dybe Toner; -- men oventil fik dets kolde
Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede
Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af
Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet
Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin
fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; -- det rislede med
Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens
store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af
Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra
Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.
Dette Flygel var det eneste nye Møbel; -- ellers kendte han alt i
Stuen; -- Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa,
det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved
Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og
Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de
midterste Hylder ... Hvor det var længe siden han første Gang havde
taget et af de Bind frem; -- hvor han var bleven forandret i den Tid!
Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa
den klædesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog,
hvis opslaàde Blade langs Ryggen havde denne skæve energiske Fold,
som er det sikre, utaalmodige Mærke af en Damefinger. Han tog den op;
-- det var Bjørnsons »Kongen«.
-- Nej, Kære! er det Dem! udbrød Fruen, der traadte ind i det samme.
-- Det var snilt af Dem at se op til os, -- vi vidste jo ikke, hvor
de bòde.
Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans Øre; hun havde endnu
det hjærtelige Smil, der lyste med en Række hvide Tænder. Aarene var
gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde
Haar, der faldt en Smule i det rødlige.
Hun tog Plads lige over for ham i en Rør-Gyngestol, og idet hun
vuggede sig sagte med bitte Bevægelser af de smukke smaa Fødder paa
Fløjlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fòr fra
den slette Skolelærer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i
København, tilbage til hendes Børn og deres smaa Skæbner, ud til
hans Forlovede, -- indtil den pludselig med sine lunefulde
Sommerfuglevinger dalede ned paa det hørgule Hoved af Professor
Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at
omgaas. -- Hvordan var han egentlig? -- ikke en lille Smule kedelig
-- saadan pedantisk?
Hun bøjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen støttet
mellem den lille Haands Fingre, medens Ærmekantens Blonder gled ned
over en Sølvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens
skære, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinøjne
paa Pulslejet.
Hjorth kunde ikke ganske imødegaa hendes Mistanke. Morsom var
Professoren ikke. Men han var en fortræffelig, brav Mand, og saa var
han jo meget lærd.
Jo, lærd -- det kunde hun jo nok tænke, han var. For Resten var han
vel ikke lærdere end hendes egen Mand. -- Men det var saadan en
underlig indelukket Lærdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler
ud i Livet ... Men saadan var det maaske i det hele med Theologien
... Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?
Jo, det interesserede ham, optog ham; -- der vaktes saa mange
Spørgsmaal.
Aa ja, hun kunde ogsaa tænke sig det. Men hun var dog glad over, at
hun ikke skulde studere Theologi, -- tròde heller ikke, hun turde ...
»Men sligt tør _De_ maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede
paa Bogen.
Jo, han havde læst »Kongen«.
Og syntes om den?
Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formløs og uskøn og desuden
saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjørnson gik
tilbage.
-- Nej, nej, Kære! ... nej, han gaar bent frem, han! fòr det ud af
Provstinden. -- Ja, jeg vèd nok, det hører ikke længer til god Tone
at synes om Bjørnson, men jeg holder nu saa mø' af ham ... Men min
Datter Ellinor kan De blive enig med derom, -- det var vist hende,
der kom derude ... Kan De huske hende? ... Ja dengang var hun jo kun
en tretten, fjorten Aar ... Hun er rigtig dansk, -- ikke Klippe skabt
i hende.
Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget højere
end Moderen; -- hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men
noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for høje
og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt saà venligt og kønt ud, men
skæmmedes i sin Bleghed ved en rødtippet Næse. -- Men det kunde jo
være, hun havde Foraarssnue.
Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og
langsomt, uden Moderens Liv.
Hendes Mand blev længe ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for
Hjorth blev da til Middag.
Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som næppe blev hørte.
Et Par Skoledrenge kom hjem, rødmussede, viltre og sultne. De hang
hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer,
hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse,
karrikerende Lærerne ved den københavnske Skole, i hvilken de var ny,
-- medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: -- hvad vilde den
fremmede Herre sige? han var selv Lærer og plejede at banke uartige
Drenge.
Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin
Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige
Stand.
-- Det er dog virkelig morsomt, -- naar jeg talte med Dem ovre i Fyn,
jeg fik hvert Øjeblik en Følelse af, at det var en Student, jeg havde
med at gøre ... Nu kan man komme til mig og nægte Anelser!
Den høje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var
magrere; Hagen og den store energiske Næse traadte stærkere frem.
Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mærke til Afstanden mellem ham og
hans Hustru. Hun kunde ikke være mer end hen imod de Fyrre, og hun
saà endda yngre ud.
Ved Bordet forøgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.
Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede
en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsøgte
sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig
rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op
til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at sætte sig
stille hen og vente paa sin Kaffefisk. -- Det var en klar, noget
skarp Sopran.
-- Kender De Kjærulfs Melodi til »Undrer mig på hvad jeg får at se«?
-- Nej. -- Aa, jeg hører jo næsten aldrig Musik.
-- Stakkels De! ... Den Sang holder jeg nu saa mø' af. -- Hun sang
det første Vers. -- Kender De den virkelig ikke?
-- Fader, her er din Kaffe.
Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det
lille Bord. Medens han rørte om i Koppen, tog han med venstre Haand
Bogen op, lod sit Øje falde paa den første Side og kastede den
tilbage paa Bordet, med en Bevægelse som af Væmmelse i Fingrene.