Sin Sommerferie havde han som nybagt Kandidat i Filosofien med bedste
Karakter tilbragt hos Svigerforældrene i Yderslev.
Et Held for hans Troskab mod Kristine havde det været, at hans
Eneboerliv i de forløbne Aar ganske holdt ham borte fra Omgang med
unge Damer. Hun havde ingen Medbejlerinder. Og selve det, at han kun
var sammen med hende et Par Gange om Aaret, bevarede ham for hende,
idet deres legemlige Afstand fra hinanden skjulte den aandelige. For
i hans Erindring og Fantasi antog hun saa meget af hans egen Natur,
og hendes Billede kunde saa dristig og uformærket idealisere sig
efter hans Ønske, naar hun ikke selv traadte forstyrrende imellem.
Iøvrigt gjorde hun selv, hvad der stod i hendes Magt, for at
formindske denne Afstand ved at forfine sig. Det var ikke blot det,
at hun følte at en saadan Forfinelse var nødvendig, dersom hun vilde
beholde Hjorth; -- men idet hun bestandig levede i Haabet og den
glimrende Udsigt, følte hun sig allerede hævet over sin Stand, og da
hun forhaands regnede sig blandt Fruerne, længtes hun efter at faa
Fruelader. Den første, grovere Afhøvling foregik paa en Højskole,
hvor hun opholdt sig to Vintre; -- men den egentlige Polering fandt
Sted i Præstegaarden.
Pastor Krarup, der bestandig interesserede sig levende for Hjorth,
hvem han undertiden fik Breve fra, ansaà det for sin Pligt at tage
sig af hans Kæreste, og bad Kristine venlig om at se hyppig op til
dem i Præstegaarden, noget som hun ikke lod sig sige to Gange, da hun
strax indsaà, at hun maatte hænge i her, hvor hun kunde indvies i den
for hendes Stand korrekte Tone og lære alt til Faget henhørende. --
Fruen, som var temmelig fornem paa det, yndede ikke denne Gæst, men
det lykkedes hende at blive en Veninde af Datteren Vilhelmine, der
kun havde lidt Omgang. Denne lille sentimentale Dame, der længtes
efter en Tilkommende i Skikkelse af en frelsende Kapellan, kastede
hele et aldrig forstaaet Hjærtes Kærlighed paa Kristine, som uden at
bryde sig en Døjt om hende tog hendes Fortrolighed til Indtægt og lod
Præstegaardsfrøkenen sidde Model. Med sin livlige Opfattelsesevne i
alt, hvad der ikke hørte til boglig Lærdom, havde hun hurtig og
sikkert tilegnet sig de mest iøjnefaldende og derfor uundværligste
Træk: -- at kunne sidde drømmerisk med et Hæklearbejde i Haanden, at
udbryde »Gud, hvor dejligt«, naar der var stærke Farver paa Himlen
ved Solnedgangen, eller naar man stod paa et Sted, hvorfra man saà
Skov, Bakker og Vand, at sige »Herregud« med et mildt Smil og en
ganske let Rysten paa Hovedet, dersom En læste op af Avisen, at en
Dreng var druknet i Aarhus. --
Efter at dette Kursus havde varet et Aarstid, var næsten alle
Dialekt-Vendinger og de simple Ord, der lugte af Marken og Stalden,
som blæst bort fra hendes rene Læber, og hendes Tunge, der ligesom
havde tilspidset sig, vrængede ikke længer Vokalerne saa bredt ud, at
de spaltede sig i Diftonger og drævede heller ikke alt hen i den
samme sløjfede Bondemelodi.
Hvad hendes Dragt angaar, saa havde den længe været ganske
købstadsmæssig, naar hun da ikke netop gik hjemme og sjovede. Men hun
lærte nu at bære den, at vælge Farver, at undgaa pralende og
skrigende Pynt i Stokrose-Stilen, at sætte en Sløjfe klædelig og
præcis dèr, hvor »de bruger det«.
Men ogsaa for hendes Indre blev der sørget. Præsten laante hende Bind
af »Fra alle Lande« for at udvide hendes Synskreds, og af Vilhelmine
fik hun Walter Scotts Romaner med hjem for at danne Aand og Hjærte.
Det blev hende en langt drøjere Form for Undervisning, og i
Begyndelsen var det en haard Prøvelse for hendes Taalmodighed. Men
hun vilde. Og efterhaanden fandt hendes legemlige Ladhed Behag i den
Hvile, som Aandens Opdyrkelse gav Anledning til. Det var ganske
behageligt, i Stedet for at rive, at ligge saa uhyre blødt i en
Høstak og læse om fremmede Lande og underlige Mennesker, og paa en
hed Sommerdag, naar Arbejdet fik Sveden til at bløde igennem under
Armhulerne ude i det hede Køkken, hvor Sol og Skorsten arbejdede
sammen, og hvor Fluer og Hvepser, tiltrukne af Varme og Madlugt,
summede En om Ørene og stak paa den nøgne Nakke, -- paa saadanne Dage
fik hun Smag for at sætte sig ned i den kølige Mælkekælder, hvor kun
en enkelt Flue surrede oppe i Vinduet, og kildre sin Fantasi ved
Omgang med Dronning Elisabeths galante Hofkavallerer med Atlaskessko
paa lange Ben, omstrammede af den hvide Silke helt op til Laarenes
opslidsede Fløjelspuffer.
Saa var der ogsaa det ved Læsningen, at det stillede hende paa en
anden Fod overfor Tjenestefolkene, naar de saà, at hun saadan kunde
forlade Arbejdet og lægge sig magelig hen med en Bog. Og endelig var
der den Morskab, at denne Dasen over en Bog ærgrede Faderen og satte
Splid mellem Forældrene, idet Moderen tog hendes Parti.
Tilsidst drev hun endogsaa sin Videbegærlighed saa vidt, at hun for
at være med daglig læste »Morgenbladet«, som Per Andersen sammen med
Møller Kristensen holdt i Vintermaanederne. Før havde hun af og til
læst Ulykkestilfælde, Mord og hvad der stod med smaat Tryk. Men nu
granskede hun baade den indenlandske og udenrigske Politik og
forsøgte at tvinge de underlige fremmede Navne, ravgalt udtalte, ind
i sit lille halsstarrige Hoved. Ja, hun kiggede endogsaa i
Literaturanmeldelserne for at kunne sige: Er det ikke ham der har
skrevet den Bog? --
Saaledes fandt Hjorth hende i ydre Optræden betydelig nærmere ved
hans idealiserede og forfinede Afbillede, end hun fra først af havde
været. Thi hans Erindringer fra den Tid, da han bòde som Lærer der
ovre paa den anden Side af Gaden, bragte ham mange Smaatræk, som
allerede den Gang havde stødt ham, og som det nu var ham ubehageligt
at mindes. Men han glædede sig saa og var stolt over, at han havde
kunnet se gennem den ru Skal, der skyldtes de grove Omgivelsers
forhærdende Tryk, ind til hendes sande ædlere Natur, der nu mer og
mer syntes ham at gro frem.
Noget var der dog gaaet tabt under denne Væxt: -- den halvt naive,
halvt kokette Ynde, som i deres Forlovelses første Tid havde været en
saa fortryllende Ledsagerske til hendes Væsens viltre Utvungethed.
Men denne Stivhed og pludselige Usikkerhed, der var en naturlig Følge
af et ikke magtet Forsøg paa at være dannet og dadelfri net, den var
for ham ligesom et Tilbageslag ved Generationsskifte. -- Han kendte
tre Kristiner: den første forlegne, stillestaaende unge Pige, hende
der snode sit Forklædehjørne, og hvis Samtale gik istaa, hende med
det usikre Smil, der gled bort til Siden; -- den anden, hans
dristige, livsglade Kæreste, med sit lidt grove Koketteri overfor
ham, og med et Stænk af Frækhed; -- endelig den tredje, den
dameagtige Kristine, Præstegaardsfrøkenens Veninde, med det rolige,
passende Væsen, med det dialektfri Bogsprog, der førte Samtaler om
Romaner eller Opdagelsesrejser og forlangte Skildringer af Livet i
Studenterforeningen og ved Universitetet. -- Men nu var det
undertiden, som grænsede denne tredje igen op til den første, der
pludselig syntes at fødes med smaa kejtede Bondebevægelser under den
smagfulde, stramt sluttende Købstaddragt, -- et Syn, der gjorde ham
rørt og berusede ham med en vissen Duft fra hans Kærligheds første
Spiringsdage.
Men der kunde ogsaa komme Tilbageslag til den anden Kristine,
utæmmede Udbrud af noget i hendes Væsen, der endnu ikke var udviklet
eller havde Mod til at vise sig hos den første, og som sædvanlig var
omhyggelig tildækket hos den tredje. Konvulsioner af en fuldblodig,
overmoden, opsummet Naturgrund, der overvældede ham med Kærtegn,
smøgede en kælen Arm om hans Nakke og lo overgivent med en hysterisk
Klang af den Latter, som kildes frem.
Og undertiden røbede hun en Tankegang, der stødte ham ved en plump,
idèløs Beregnethed.
En Gang spurgte hun ham, om han kunde huske en Eftermiddag, da de
havde talt sammen om hans Mening i Politik, -- det var medens han
endnu var Lærer, -- og hun havde ønsket, at han skulde være Venstre,
fordi det ellers vilde blive vanskeligt for ham at faa et godt
Embede. Han huskede det meget godt.
-- Men vèd du hvad, sagde hun, nu har jeg saamæn tænkt paa, hvor
underligt saadan noget kan føje sig ... Se, nu er det jo netop godt,
at du er Højremand, for det hører sig jo til din ny Stand.
Da Hjorth ikke rigtig vidste, hvad han skulde sige dertil, fortsatte
hun: --
-- Ja for du gaar da, for Guds Skyld, ikke hen nu og bliver
Venstremand ... Det kunde saamæn ligne dig, Niels, for du skal da
altid have en Tilbøjelighed til at komme paa Kant med det, som -- som
du ikke skulde være paa Kant med.
Hjorth kunde ikke lade være med at smile ved det temmelig Træffende i
hendes Bemærkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilfælde,
havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en
langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.
Jessen saà han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en fælles
Overenskomst at tale om religiøse Emner.
I Præstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine
og alene. -- Naar han sad ved en Cigar inde i Præstens lille
tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske
Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og
Udviklingslæren, der vare løbne med ind i den Rasmus-Nielsenske
Naturfilosofi.
-- Ja, ja, -- aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede
sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, -- aah ja,
... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid
var vi jo Hegelianere, da var _det_ nu det saliggørende ... Vi
snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes
Negation, -- he! -- og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tænke
... Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, -- det
er saamæn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe ... Og
hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er
vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dèr -- som Oxerne ved Bjærget,
-- he! -- og vidste saamæn hverken ud eller ind.
Hjorth gik frem og tilbage i Værelset og vidste ikke rigtig, hvad han
skulde sige, vidste næppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup
eller Filosoferne. Men èn Gang bemærkede han efter en saadan Passus:
--
-- Ja saadan holdt ogsaa den ægyptiske Religion sig ligesaa stabil
som de gamle Pyramider, medens de græske Filosofer afløste hinanden.
-- Ja, det har De ogsaa Ret i, -- det gjorde den, og det skønt det
var en falsk Religion, ... J--a, dèr kan man se -- --
Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.
-- Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, før Guds Aabenbaring
... Saa kom Moses, netop i Ægypten -- --
-- Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.
Men hverken han selv eller Pastor Krarup hørte i denne trivielle
Indrømmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud,
med andre Tavler. -- --
I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med
Theologien, som hidtil havde været stillet noget i Skygge af Filosofi
og Hebraisk. Foreløbig kunde han dog ikke sige, at han havde
Kærlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det første Indtryk
var den umiddelbare Overvældelse af de opdukkende Spørgsmaals Mængde,
Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde
føre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne første
lammende Følelse, den frembrydende Arbejdslyst, Kærligheden til
Anstrængelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for
Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren
paa hvert enkelt Skridt, denne Opmærksomhedens Fasttryllen i
Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne
Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fødes ved en
heldbringende psykologisk Lov, og som er Nøglen til Pedanteriet hos
den lærde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. --
Da Juleferien saa kom og afbrød disse den første Ivers Studiedage,
rejste han hjem til Sønderjylland.
Han havde været i Vonsbæk sammen med Kristine i Sommerferien efter
Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder
havde kun faa Kræfter tilbage og længtes efter at se ham.
Hun døde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han
slægtede mest hende paa af Forældrene, og han havde været hendes
Yndlingssøn. Han havde ikke paa langt nær følt det saaledes, da han
mistede sin Fader, medens han var Lærer i Fyn. Og saa var der ogsaa
det, at han ved hendes Lig fik Følelsen af ikke længer at have noget
Hjem; -- Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv
Snes Aar ældre, og hvem han kendte saare lidt til.
Tæt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens
Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, -- paa den
gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bøge, og
hvor Højskovens og Dødens Stilheder række hinanden Haanden, -- ved
det mørke snelæbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af
Barndomshjemmet, -- kom der en Opvældning af Barnetroens længe næsten
udtørrede Følelsesbølge, gennem Brud af utallige dybt skjulte
Kilde-Porer, med en Oversvømmelse af hele Sjælen, en Henflyden i
Øjeblikkets vemodige Stemningsandagt.
Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde
nøjes med en kedelig Prædiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne
kristelige Kvinde pristes, fordi »hun havde trukket den himmelske
Rigdom den jordiske langt for«, -- saa istemte han »At sige Verden
ret Farvel« med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.
Det var en af de Salmer, som Moderen havde lært ham. Han havde ikke
gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af
Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hørte ham i den,
hjemme i Haven -- inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grøn
Skygge og sød Blomsterduft, og gennem hvis Bladevæg Aftensolen skød
en Række tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en
Himmelstige.
Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers:
--
Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine Kæres Dragt
og sæt dig ved min Side,
og tal med mig som Ven med Ven,
om hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor Kvide.