Disse Studier hjemme og paa Universitetet i Forbindelse med et Par
Timer daglig i en Skole, hvor han gav nogen Undervisning for sin
Økonomis Skyld, optog næsten hele hans Tid.
Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar
Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar
nede i en af Konversationssalens Hjørnesofaer, hvor han gemte sig bag
en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den
højrøstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt
Forsamling om et Bord i Halvmørket paa den anden Side af Døraabningen
ind til Spilleværelset, hvor Stuernes to Lys mødtes, kvælende en
lille bleg Gasflamme, der forsøgte at brænde over Udkrasningskummen.
Men sædvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den
søvnig-dunkle Læsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den
ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som
er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dèr bladede
han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt
over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det
aandelige Apotheks mørke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes,
to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, »Det
nittende Aarhundrede« hvilende ovenpaa »Theologisk Tidsskrift«.
Men Hjorth valgte »Det nittende Aarhundrede«. Han havde nok af
Theologien hjemme og paa Universitetet.
Ikke at han iøvrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af
alt det beslægtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte
at bringe sin Grøde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det
lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest
af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en
Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i
Kunst, -- naturlig nok for ham, Bondesønnen og Landsbylæreren, som
var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der
var saa plump, saa idèløs, saa stagneret forvrøvlet, fra en Prosa,
der var Lærebøgernes og Katekismens.
Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der
stødte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg
Brandes. Det var noget saadant som Stikordet »Realisme«, eller endnu
mere var det hint Præg af Frankrig, som det undertiden bar i sig
selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen
dertil hægtede Begrebet »Frivolitet«. Maaske vilde han ogsaa have
brugt dette Ord, dersom Nogen havde trængt ind paa ham for at faa at
vide, hvad der stødte ham i denne moderne Strømning. Og dog var han
for længe siden kommen bort fra den Tid, da han fandt »Werther«
umoralsk, og »Wilhelm Meister« hørte nu til hans Yndlingsbøger. Men i
Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være
ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse, en tom Etikette, den
han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en
fremmed Aand, hvilken han ikke forstod.
Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn
som Stuart Mill skurrede ham i Øret, og uden at kende synderlig til
dem begge vilde han instinktivt have erklæret sig for Hegel mod
Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubønhørlige
Induktionslogiks Hegemoni opførte ham, var ham et Tegn paa Tidens
aandelige Forfald; -- han kunde kun tænke sig dem underordnede den
inspirerede Tænkning, som trællende Gnomer, der grov og rodede nede i
Schakterne, medens Gudinden sad stjærnekronet, hævet over Tid og Rum
i sin selvsikre Skuen.
Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen
Natur var i Valgslægtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og
fordi den var den første, blev uden Medbejlerskab, uden Begrænsning,
uden Kritik, -- ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster
selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den
endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne opløser sig selv,
dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i
Hjærnen, -- ved disse Anlæg og disse Indflydelser var Hjorth allerede
bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte
tage Aarrækker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig
nærmere end Heine eller England nærmere end Kant.