Mange Bekendtskaber gjorde Hjorth ikke. Han havde ingen
Skolekammerater, hvem han var levet sammen med, saaledes som de
fleste have, der komme til Universitetet. Desuden fjærnede hans Alder
ham fra det Hold, der var samtidigt med ham, han var afstikkende i
Rusauditoriet ved sine modne Træk og det fyldige Skæg.
Det gik ham heller ikke bedre i Studenterforeningen. Han, der før
havde været den uforstyrreligste Ligefremhed, en aabenmundet,
godmodig, tirrelysten Spøgefugl, han var under de nye Omgivelser og i
dette Stadium, da han bestandig var lidt usikker paa sig selv og paa
sin Fremtid, bleven ordknap og tilbagetrukken. Rigtignok var det kun
en tynd Skal, og naar den brødes, kom den gamle Natur frem, -- men
brydes skulde den. Det er med dette Væsen overalt vanskeligt at komme
an, naar man ingen Forbindelser har at gaa ud fra, og det er heller
ikke særlig let i denne Forening for »Studentens glade Liv«, hvor der
i Virkeligheden under Ly af en dræbende Kedsomhed trives en stiv
Etikette, der udsætter en Uerfaren for at blive betragtet som uden
Levemaade, dersom han indskyder en beskeden Ytring i en Samtale
mellem to af Minervas Sønner, hvis han kun er præsenteret for den ene
af dem. Han følte sig ikke just tiltrukken af den lille, men
højrøstede Skare Radikale og Intransigente; -- fra den ældre Klikke,
som han næsten havde Udseende af at tilhøre, var han adskilt ved den
hele blændende Nimbus af Værdighed, hvori dette Studenterverdenens
Aristokrati bode som i et unærmeligt Lys; -- og mindst kunde han faa
Indpas hos de eneste, som deroppe syntes at have en virkelig alvorlig
Interesse, de mest aflaasede af de aflaasede, tobaksombølgede
Schakspillere, der med Hovederne bøjede over Tavlebrættet og Blikket
magnetiseret af Brikkerne saà ud, som om de i Tilfælde af Ildebrand
vilde have taget deres Lommebøger frem og noteret Stillingen op,
hvid Springer F5, rød Løber D6 --, indtil Loftsbjælkerne ramlede ned
og væltede Spillet.
Sine Forbindelser skulde han have stiftet i det theologiske
Auditorium. Men han følte en næsten uovervindelig Ulyst til at
indlade sig med sine Kolleger; der var, hvor nær han end sad dem paa
den sorte Bænk, et tomt Rum imellem dem og ham, en Anelse om, at hans
Aand ikke var deres, en instinktiv Fornemmelse af, at der var Fare
ved at aabne sig her, at han gjorde bedst i at knappe Frakken til. Og
han knappede den indtil den øverste Knap. Han gik tavs hen til sin
Plads forbi Bænkerækken af forskellige Theologer fra de mest snavsede
til de dadelfri sirlige, som man kan gaa forbi en Reolhylde med
skrabede, forfingrede Lærebogsbind og sorte Chagrinrygge, uden at
gide tage en eneste frem og blade i den. Han stod i Friminutterne
alene ude i Gangen; lænet til det brede Rækværk stirrede han paa den
ypperstepræstelige Apollo og den vestalindeagtige Athene, der nede
fra Gulvets Halvmørke hævede deres Gudeskikkelser op i Vestibulens
Lys, tegnende deres rene, uforvitrede Marmorlinjer mod den farvematte
Baggrund af fugtskjoldede mythologiske Billeder; og idet han
kærtegnede de to Symboler med sit tilbedende Blik, lod han det mylre
og summe rundt om; slappe, blankslidte Drapfrakker, stramme,
struttende Skytteuniformer, -- han stødte ingen af dem paa Ærmerne,
han lod dem slentre og vimse forbi og rejse en kaotisk Hvirvel i
Støvatomernes straalende Prismer, der skraanede ned fra de store
Vinduer med deres aabne Firkanters officielle Gardinløshed.
Blandt de faa Theologer, som han indlod sig en Smule med, var hans
Husfælle Kleistrup. -- Den dorske Iversen faldt det ham ikke ind at
tale synderlig med. Men Kleistrup morede ham; denne halvgamle Student
med sin godmodige Indifferentisme, med sin Fordringsløshed i Retning
af at tages ~au serieux~, med sine bedærvede Livserfaringer iklædte
en evig gemytlig Solderistjargon, hvis sygelig hule Tonefald syntes
at spotte Hjærnens Tomhed, -- denne for Hjorth aldeles fremmede Natur
eller rettere Demi-monde-Kunst, havde noget pikant for ham, var ham
en behagelig Adspredelse ved den magelige Tryghed overfor en Person,
hvem man kan omgaas i aandeligt Negligè, kildrede endelig en hemmelig
Antipathi hos ham som en Slags Hofnar, der havde Fripas ved Foden af
Tronen for Videnskabernes Dronning, den hellige Fru Theologia.
Naar de begge vare paa Forelæsning sammen, holdt han af at faa
Kleistrup under Armen ude paa Gangen og lade ham, der kendte lidt til
alle, præsentere den theologiske Samtid. Dèr gik med ludende Hoved
en Trediveaarig, Søn af en Højskoleforstander, en fremtidig
Folkeprædikant, der altid prostituerede sig ved en total Uvidenhed
paa Skriveøvelser og Examinatorier, men holdt Foredrag ved
Missionsmøder om Jakob, der gik med sin Stav over Jordan. Det
randøjede, hulkindede Hængehoved, som sjokkede afsted i en
lurvet sort Dragt og saà ud som en protestantisk Tartuffe, var i
Virkeligheden en meget skikkelig Grundtvigianer. Dèr henne ved
Trappen stod Professorsønnen med den lange Næse, Theologiens nye
Stjærne, som bildte sig ind, han var kristelig Filosof, smykkede sig
med Laser af Stuart Mill og Spencer og fandt frugtbare Fermenter hos
Darwin; han udvexlede Straaler med en anden Stjærne, der kun ventede
paa sin nære, glimrende Examen for at offentliggøre sin Forlovelse
med Stiftsprovstens Datter, hvorefter der laa en lysende Kirkesti
aaben for ham, -- en lille sirlig Herre, der saà ud som Martensens
Ethik, indbunden i hvad Bogbinderne teknisk kalde »Opbyggelsesbind«.
Iøvrig var denne Omgang ikke til Skade for hans Ry. Thi Kleistrup
udbredte hans Ros, idet han fortalte alle, at Hjorth var hvad han i
sin Jargon kaldte »en myrderlig Tyrekalv«.
-- Det er lang Tid siden De har set op til mig, Hjorth, sagde
Professor Petersen til ham en Efteraarsdag udenfor Universitetet. --
Kommer De ikke ogsaa en Gang til mine Torsdags Aftener?
Torsdags Aftenerne -- det var den theologiske The. Professoren havde,
for at komme i nærmere Berøring med de Studerende, aabnet sit Hus en
Gang om Ugen for alle, der havde Lyst til at indfinde sig, og der var
altid fuldt. Men Hjorth havde, underlig nok, aldrig tænkt paa at gaa
derhen, skønt Kleistrup oftere spurgte ham, om han ikke i Aften
skulde hen og drikke dogmatico-ethisk Thevand. -- Nu fandt han dog,
han burde indfinde sig den førstkommende Torsdag.
Studerekamret, Spisestuen og Bibliotheksværelset vare stimlende
fulde. Professoren tog med særlig Venlighed mod Hjorth og gjorde ham
bekendt med sine Yndlinge. Navnlig vilde han stifte Venskab mellem
Hjorth og Professorsønnen, Hr. Frederiksen, fordi de begge havde
æsthetiske Interesser.
Det viste sig ogsaa snart, at Hr. Frederiksen hørte til de Theologer,
som, hvis de komme til en Købstad, ufejlbarlig blive Stiftstidendens
æsthetiske Anmeldere. Han kunde lade indflyde i Samtalen nogle af de
kuranteste Fraser fra den Vischerske Æsthetik, som Vischer selv har
tilbagekaldt, og han havde en overfladisk Kendskab ogsaa til den
tyske Literatur. Men Hjorth, der ikke havde noget synderlig skarpt
Blik, glædede sig ved at have fundet en Aandsbeslægtet, med hvem han
kunde drikke parnassisk Vin, halvt skjult for den theologiske The bag
de tykke Repsgardiner i Vinduesfordybningen, medens udenfor Ruderne
den første pulverfine Sne fejede ned ad den øde Stormgades mørke
Fliser og hvirvlede forbi Lygten, hvis Skær faldt paa Hr.
Frederiksens Ansigt med en spøgelseagtig Straale; det kildrede ham at
tale om Goethe, den gamle Hedning, medens der bag ved Gardinerne i
Lampelyset mylrede af Navne som Luthardt, Olshausen, Hengstenberg,
Lübke, Godet. --